1

Jack smilede til mig hen over skakbrættet, og mit fokus på spillet forsvandt som dug for solen. Siden min forvandling fra syttenårig pige til fuldvoksen vampyr for tre uger siden var min koncentrationsevne blevet reduceret en hel del. Mine skærpede sanser oplevede Jack som endnu mere tiltrækkende. Når han flyttede en brik, fik den gennemtrængende duft af ham og hans blod min mund til at løbe i vand.

”Ahem,” rømmede Milo sig højere end nødvendigt. Især når man tog i betragtning, at han kunne fange min opmærksomhed bare ved at trække vejret lidt anderledes. Alle lyde var højere i forhold til før. Jeg kunne måske ikke høre en sommerfugl slå med vingerne, men min hørelse var blevet helt eminent. Især når det gjaldt lyden af hjerter, der slog, og blod, der rullede gennem årerne.

”Jeg troede, at du ville lære at spille skak?” sagde Milo.

Han sad bag os i en overpolstret lænestol med det ene ben dinglende ud over armlænet. I menneskeår var han halvandet år yngre end mig, men som vampyr var han ældre. Med sine skarpe træk og store, mørke øjne så han hemmelighedsfuld og mystisk ud. Som menneske havde han set blød, uskyldig og naiv ud. Forvandlingen klædte ham helt fantastisk.

”Det vil jeg også,” sagde jeg pinligt berørt, hvilket fik Jack til at smile. ”Sig lige igen, hvad det er for én, der er tårnet?”

”Du prøver jo ikke engang, Alice,” sagde Milo med et suk.

”Koncentrér dig,” istemte Jack med alvorlig stemme.

Vores forhold lå lige på grænsen af usund besættelse. Min nylige forvandling til vampyr havde gjort båndet, og tiltrækningen, mellem os meget stærkere. Alle forsikrede os om, at følelserne med tiden ville blive mindre voldsomme og mere normale.

Uden at jeg var bevidst om det eller gjorde noget for det, lænede min krop sig helt automatisk ind mod hans. Hans fod begyndte at kærtegne mit ben under bordet. Selvom det bare var hans strømpefod mod min læg, gjorde hans berøring mig fuldstændig skør. Jeg fik igen sitrende hjerteflimmer, men i modsætning til tidligere kunne jeg nu i det mindste også høre hans hjerteslag.

”Okay, jeg ved godt, hvad I har gang i.” Milo lød, som om han syntes, det var ulækkert.

”Undskyld!” Jeg trak mit ben til mig.

”Åh, hvor er du kedelig,” mumlede Jack gnavent, men han rørte mig ikke igen.

Jacks bror, Ezra, havde insisteret på, at vi holdt afstand til hinanden et stykke tid. Jeg havde ingen kontrol over mine følelser, og ethvert behov, som for eksempel sult eller begær, kunne overmande mig fuldstændig. Der var simpelthen en risiko for, at jeg kunne komme til at slå Jack ihjel, hvis vi blev alt for kåde. Så vi havde nærmest babysittere på hele tiden, enten i form af Milo, Ezra eller Ezras kone, Mae.

Jack indså, at han nok ikke var den bedste til at lære mig skak, og overlod pladsen til Milo. Mens Jack slappede af henne på sofaen, prøvede Milo endnu en gang at forklare mig reglerne. Jacks store, hvide hund, Matilda, kom trækkende med sit reb for at lokke ham til at lege med den. Selvom Jack havde rykket sig væk fra os, var det stadig ham, jeg fokuserede fuldstændig på.

”Alice!” Milo knipsede med fingrene foran mit ansigt i et forsøg på at fange min opmærksomhed. ”Jeg sender ham helt ud af stuen, hvis du ikke snart koncentrerer dig.”

”Undskyld!” gentog jeg.

Jack grinede højt, hvilket bestemt ikke hjalp på situationen. Med sit sandfarvede hår, sine dansende blå øjne og den fejlfrie, solbrændte hud var han allerede vildt tiltrækkende, men det var hans boblende latter, der altid gjorde det helt af med mig. Det var den klareste, mest perfekte lyd, jeg nogensinde havde hørt.

Milo rejste sig og skulle til at gøre alvor af sin trussel, da Ezra kom ind i stuen.

Ezras udstråling var helt særlig og unik. Han var smuk på den måde, som kun vampyrer kunne være det. Hans lyse hår faldt ned over hans pande, og hans varme, kastanjefarvede øjne så usædvanligt bekymrede ud. Mae fulgte lige i hælene på ham. Hendes ellers så glade udstråling var forsvundet, og hun vred sine hænder på vej ind til os.

”Vi har nogle problemer, som jeg er nødt til at tage mig af,” sagde Ezra med sin dybe stemme, der havde en snert af en falmet, britisk accent.

”Hvilke problemer? Hvad snakker du om?” spurgte Milo. Hans stemme steg en helt oktav, som den altid gjorde, når han var nervøs. Da han lige var blevet vampyr, havde jeg været bange for, at han ville miste alle sine særlige kendetegn, men de fleste var der stadig.

Ezra så på Mae, men hun rystede på hovedet. Jack havde sluppet rebet, men Matilda blev ved at puffe til hans hånd for at få ham til at lege igen. Han ignorerede den og stirrede blot på Ezra.

”Peter,” sagde Ezra til sidst.

Ved lyden af sin brors navn stivnede Jacks krop så meget, at han skræmte hunden væk. Jeg blev derimod stadig overrasket over, hvor lidt jeg reagerede nu, når jeg hørte Peter omtalt. Det fysiske og smertefulde bånd, jeg havde haft til ham, var forsvundet. Men jeg tvivlede på, at der ville komme en dag, hvor jeg slet ingen følelser havde for ham.

”Kommer han tilbage?” Milo rykkede tættere hen til mig, som om jeg stadig skulle beskyttes.

Jack så ned i gulvet og kæmpede for at beherske sin vrede. Han havde aldrig tilgivet Peter for næsten at have slået mig ihjel, dengang jeg stadig var menneske. Af en eller anden grund havde jeg aldrig rigtig klandret Peter for det.

”Nej, han kommer ikke tilbage.” Ezra rystede på hovedet, men blev ved at se på Jack for at iagttage hans reaktion. ”Jeg tror aldrig, han kommer tilbage.”

”Nej, ikke hvis han vil overleve,” sagde Jack med så snerrende en stemme, at det næsten ikke lød som ham.

”Jack, han er stadig din bror,” sagde Mae i en beroligende tone.

”Han var aldrig min bror!” Jack himlede med øjnene og lænede sig tilbage i sofaen.

Peter var 150 år ældre end Jack, så de var ikke brødre i menneskelig forstand. Peter havde gjort Jack til vampyr, så hans blod var blevet blandet med Jacks, og det havde skabt et bånd mellem dem, der var meget stærkere end en normal familierelation. Inden da havde Ezra gjort Peter til vampyr og dermed skabt et ubrydeligt bånd mellem dem alle tre. Indtil jeg dukkede op.

”Det handler ikke om, hvordan du har det med ham,” sagde Ezra til Jack, men han lød alligevel såret. ”Han er i fare, og jeg er nødt til at hjælpe ham.”

”Hvordan i fare?” spurgte jeg. Jeg kunne straks mærke Jacks blik, men jeg nægtede at gengælde det.

”Han …” Ezra rynkede panden. ”Han dræber vampyrer.”

”Det lyder som Peter,” mumlede Jack.

”Jeg troede, han var gået under jorden,” sagde jeg. Jack fnøs.

For tre uger siden havde Jack gjort mig til vampyr, og Peter var taget af sted. Det gjorde han indimellem, og som regel kunne Ezra komme i kontakt med ham, men ikke den her gang, uanset hvor mange gange han havde forsøgt.

”Det var han også. Men jeg har hørt rygter om ham,” forklarede Ezra. ”Jeg har lige fået at vide, at flere vampyrer ønsker at hævne sig på ham. Så jeg er nødt til at finde ham og se, om jeg kan tale ham til fornuft.”

”Han kan klare sig selv.” Jack fnøs atter af vores bekymring. ”Peter har slået vampyrer ihjel før, og han har kæmpet i flere krige. Hvis der er noget, Peter kan, så er det at slås.”

”Det er anderledes denne gang,” sagde Ezra med sørgmodige øjne. ”Det ligner en selvmordsaktion.”

”Godt,” sagde Jack lavmælt.

”Jeg tager med dig.” Jeg rejste mig hurtigt og væltede skakbrættet. Min hjerne var endnu ikke helt med på, hvad min krop formåede at gøre.

”Hvad gør du?” Jack hævede det ene øjenbryn, mens han så på mig. Vi havde ikke talt om Peter, siden jeg var blevet vampyr, men han var automatisk gået ud fra, at mine følelser for Peter lignede hans egne.

”Jeg tager med,” gentog jeg.