2

Jeg bøjede mig ned for at samle skakbrikkerne op, men Milo skubbede mine hænder væk.

”Jeg skal nok gøre det,” sagde Milo og tog glasbrikkerne ud af min hånd. ”Brug i stedet tiden på at høre efter, så du kan forstå det fuldstændig tåbelige i dit forslag!”

”Alice.” Jack så stadig forundret ud, men hans åndedræt var blevet tungere.

Der var en del af mig, der stadig holdt af Peter, og det var ikke kun på grund af det mærkelige, fysiske bånd vi havde haft. Peter havde ikke gjort noget forkert i alt det her, men han var blevet udstødt af sin familie og havde fået sit hjerte knust på grund af det – på grund af mig.

”Alice, du behøver ikke tage med,” sagde Mae og rystede på hovedet.

”Jeg ved godt, jeg ikke er god til at slås, men måske kan jeg tale med ham. Måske kan jeg overbevise ham om, at det ikke behøver være sådan her,” sagde jeg.

Mae vendte sig om mod Ezra og ventede på, at han skulle få mig på andre tanker. Det var sikkert også den eneste grund til, at Jack endnu ikke var flippet helt ud. De regnede alle med, at Ezra ville takke mig for tilbuddet, men gøre klart, at det var bedre, hvis jeg blev hjemme.

”Hun har fat i noget,” sagde Ezra forsigtigt, og så eksploderede det hele.

Mae lagde hånden på hans arm og forsøgte at overbevise ham om, at jeg var alt for ung til at tage ud i verden, især på en aktion for at redde Peter. Jack sprang op af stolen, men det var, som om han ikke kunne beslutte sig for, om han var mest vred på Ezra eller på mig, eller måske på Peter. Milo var blevet færdig med at sætte skakbrikkerne på plads og slog til min arm.

”Av!” sagde jeg og gned mig på armen. ”Hvorfor gjorde du det?”

”Fordi du er en idiot, og fordi jeg kan!” Han havde altid været en lille smule overbeskyttende over for mig på trods af, at han var min lillebror. Han var uden tvivl den modne og den fornuftige af os.

Det var dumt, men da Ezra havde sagt, at Peter var i fare, begyndte mit hjerte at banke insisterende og voldsomt. Hvis der skete noget med ham, ville det være min skyld. Hvis jeg havde ladet hans familie være, som han havde bedt mig om igen og igen, ville han ikke være endt i alt det rod.

”Ezra, du kan ikke mene, at du vil tage hende med dig,” sagde Jack.

Han knyttede sine næver, og hans øjne var forskræmte. Det var nær ved at slå ham ihjel, at jeg bekymrede mig for Peter, og det ville bogstaveligt talt slå ham ihjel, hvis der skete mig noget.

”Jeg skal nok sørge for, at der ikke sker hende noget, men hun er måske min eneste mulighed for at tale Peter til fornuft.” Ezra slog ud med hænderne og prøvede at berolige Jack. ”Jeg er nødt til at forsøge alle muligheder.”

”Jeg er så pissetræt af det her!” råbte Jack. ”Jeg skulle bare have slået ham ihjel, da jeg havde chancen!”

”Jack!” råbte Mae. ”Det mener du ikke! Du må ikke sige sådan.”

”Det er rigtig skønt at stå her og skændes med jer, men vi er nødt til at hoppe på et fly hurtigst muligt,” udbrød Ezra. ”Alice, hvis du skal med, skal du pakke noget varmt tøj. Jeg bestiller flybilletterne og gør vores pas klar.” Han begyndte at gå ned mod sit kontor og afsluttede på den måde samtalen.

”Ezra!” Jack begyndte at gå efter ham, men Mae stoppede ham.

”Jeg skal nok tale med ham. Du tager dig af hende.” Mae nikkede i retning af mig.

Hun skyndte sig efter Ezra, og Jack vendte sig om mod mig. Han så på mig et øjeblik og forsøgte at finde ud af, hvad han skulle sige. Jeg tog en dyb indånding, inden han nåede at påbegynde sin lange tale.

”Du kan ikke tale mig fra det, Jack.”

Jeg skyndte mig forbi ham og op på mit værelse, vores værelse, men både han og Milo var lige i hælene på mig. Med mine hurtige, men kejtede skridt var det utroligt, at jeg ikke faldt over mine egne ben. Hvis det var sket, ville det ikke have hjulpet på min sag.

Jack havde sovet inde på Ezras kontor, siden jeg var blevet vampyr, men hans ting var stadig inde på værelset. Skabet var propfyldt med alt vores tøj. Min garderobe var blevet udvidet en hel del, siden jeg var flyttet ind. Ezra og Mae havde givet mig en bankkonto og nogle kreditkort, og min nye trimmede vampyrkrop havde haft brug for nyt tøj.

Jeg gik ind i det kæmpestore walk-in closet for at lede efter en taske. Jacks kufferter var alle i hot pink, men jeg havde ikke tid til at studse over det og hev dem ud af skabet. Jack stod i døren, med Milo lige bag ham. De skulede begge til mig.

”Går du virkelig i gang med at pakke?” spurgte Milo. ”Du mener ikke seriøst, at du vil tage med Ezra?”

”Han har ret. Det er dumt,” sagde Jack. ”Det er skørt og farligt, og du ved ikke engang, hvor du skal hen. Hvordan kan du så overhovedet pakke?”

”Ezra sagde, at jeg skulle tage varmt tøj med,” sagde jeg.

Jeg fyldte kufferten med sweatre, jeans og sokker. Vampyrer frøs ikke, i virkeligheden kunne vi bedre lide kulde end varme, men hvis vi gik rundt i T-shirts i en snestorm, ville folk kigge mærkeligt på os, så vi forsøgte at passe ind.

”Jack, du bliver nødt til at forbyde hende at tage af sted!” sagde Milo.

”Jeg kan ikke forbyde hende at gøre noget som helst,” sagde Jack træt. Men han ville klart ønske, at han kunne. ”Hvis jeg forsøgte, ville hun bare have endnu mere lyst til at gøre det.”

Jeg kastede et par støvler ned i kufferten og forsøgte at lyne den. Jeg var selvfølgelig meget stærkere end den åndssvage lynlås, men jeg havde endnu ikke fundet ud af at bruge min styrke kontrolleret.

”Her.” Jack satte sig på hug på gulvet og lynede kufferten for mig.

”Tak.”

”Alice, hvorfor vil du overhovedet af sted?”

”Han har ikke gjort noget forkert,” sagde jeg stille. Jack himlede med øjnene.

”Han forsøgte at slå dig ihjel, Alice!” råbte han.

”Men det var ikke med vilje,” insisterede jeg, hvilket ikke var helt sandt.

Peter havde aldrig ønsket at slå mig ihjel, han havde stået i en umulig situation. Da jeg bad ham om at gøre en ende på mit liv, havde han nægtet, så jeg havde bidt mig så hårdt i læben, at der kom blod, velvidende at det ville han ikke kunne modstå. Jeg havde tvunget ham til det, og Jack havde nået at afværge, at han sugede alt liv ud af mig.

”Men han var ved at slå dig ihjel, Alice! Han har ikke lavet andet end at skubbe dig væk og behandle dig som lort og næsten slået dig ihjel. Hvorfor er det så tiltrækkende?”

”Han har ikke bedt om noget af det her, Jack. Han bad ikke om at føle, som han gør, og han ville bare have det til at holde op. Og nu er han alene og selvmordstruet et eller andet sted på grund af mig. Jeg kan ikke bare lade ham dø!”

Min intensitet gjorde Jack endnu mere ked af det og forvirret. Han lænede sig op ad en hylde fyldt med gummisko. Han så udmattet ud, og jeg vidste, at han havde opgivet at tale mig fra det. Det betød bare heller ikke, at han var okay med situationen.

”Jack, hør på mig.” Jeg tog hans hånd, og hans triste, blå øjne mødte mine. ”Ezra passer på mig. Og jeg elsker kun dig, okay?”

”Jeg vil ikke have, at du tager af sted, Alice,” sagde Jack. ”Hvis du elsker mig, tager du ikke af sted.”

Det knuste mit hjerte at se ham sådan, så desperat for at holde mig hjemme. Jeg ønskede ikke gøre ham ked af det. Hvis Ezra havde nægtet mig det, ville jeg ikke være taget af sted. Men Ezra mente, at jeg kunne hjælpe. Hvis det kunne redde Peters liv, så måtte Jack være ked af det i et øjeblik eller to. Sådan måtte det bare være.

”Jeg er ked af det.”

Ezra kaldte på mig nedenunder. Det var tid til at tage af sted. Jeg kneb læberne sammen og så på Jack. En del af mig forventede, at han ville råbe og kræve, at jeg blev hjemme, men sådan var han ikke. Han så ned i gulvet og kørte sin tommelfinger hen over min håndryg, så min hud begyndte at sitre.

”Jeg kører dig,” hviskede Jack og begyndte at gå.

”Hvad?” sagde Milo vantro. ”Lader du hende bare tage af sted?”

Jack holdt stadig min hånd og hjalp mig op at stå. Han bøjede sig ned og tog min kuffert for at bære den ned for mig.

”Hvad vil du have, jeg skal gøre?” Jack så hjælpeløst på Milo, da vi gik forbi ham.

”Det har jeg jo sagt! Forbyde hende at tage af sted!” Milo blev nervøs og famlende, hvilket ikke passede til hans nye vampyr-selvtillid.

”Prøv du at forbyde hende det,” mumlede Jack.

Han holdt min hånd, da vi gik nedenunder. Mae og Ezra stod og ventede ved siden af Ezras baggage. På bordet stod en taske fuld af små beholdere.

Vi levede mest af bloddonationer takket være nogle klinikker, der lignede almindelige blodbanker. Folk troede, de donerede blod til blodtransfusioner til mennesker, men virkeligheden holdt de liv i det meste af vampyrarten.

Når vi skulle rejse med blod, havde vi brug for særligt udstyr. Sikkerhedskontrollen i lufthavnen ville nok synes, det var rimelig suspekt, hvis Ezra gik om bord på flyet med en masse poser blod. Så han brugte metaldåser, der lignede beholdere til barberskum, og som var forseglede på en måde, der gjorde det umuligt for hundene at opsnuse dem. Vi kunne kun tage en metaldåse med hver, men det var nok til, at jeg kunne overleve flyveturen. Vi kunne skaffe mere, når vi landede.

Ezra stod ved siden af Mae og kiggede papirerne igennem for at sikre sig, at alt var på plads. Da jeg var blevet vampyr, havde han sørget for, at formalia var i orden, så jeg kunne bo hos dem uden at vække mistanke. Jeg havde insisteret på at beholde mit efternavn, Bonham, i stedet for at skifte navn til Townsend, som alle de andre hed. Den eneste, der havde haft et problem med det, var Jack, der ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke ville have hans efternavn. Det var jo også blevet Milos efternavn. Det ville sikkert ændre sig en dag, men lige nu havde jeg brug for at holde fast i hver en lille del af min egen identitet, der var tilbage. Om det så bare var mit navn.

Til gengæld havde Ezra ændret min alder, så jeg nu var atten. Han mente, at det var lettere for mig at gøre ting, hvis jeg ikke var mindreårig. Han havde gjort det samme med Milo, som kun var seksten i menneskeår, men som nu gik for at være nitten.

I Ezras pas stod der, at han var niogtyve, på trods af han havde været seksogtyve, da han blev vampyr. Sådan var det med dem alle. Jack var egentlig fireogtyve, men på hans kørekort stod der, at han var syvogtyve. I Maes pas stod der, at hun var enogtredive, selvom hun havde været tre år yngre, da hun blev vampyr. De havde levet i huset under navnet Townsend i fire år nu, men de var nødt til snart at flytte. Jack lignede ikke rigtig en på syvogtyve, og han ville aldrig kunne gå for at være tredive.

”Hvornår har du sidst spist?” spurgte Ezra uden at se op fra mit pas. Det var helt nyt, og han kiggede efter fejl i det.

”I går,” sagde jeg.

Jeg led af en konstant tørst, men det var ikke som nogen tørst, jeg før havde oplevet. Min mund blev ikke tør, og min mave føltes ikke tom, som når jeg var sulten førhen. I stedet mærkede jeg bare en trang indeni. Noget, der kom alle steder og ingen steder fra på samme tid. Det, der kom tættest på, var følelsen af at løbe så hurtigt, at musklerne begyndte at gøre ondt, fordi de manglede ilt. Sådan en langsomt voksende krampe, der begyndte at overtage min krop. Men nu kom forløsningen i form af blod efterfulgt af et desperat begær.

Både Milo og jeg havde mere kontrol over trangen end de fleste vampyrer, og det forundrede både Ezra og Mae. Vores tilgang til vampyrlivet var noget, der blev ved at overraske dem, og Ezra mente, at der måtte være andet på spil end blot tilknytningen til Peter og Jack.

”Hmm.” Ezra så på mig. ”Jeg vil ikke have, at du bliver træt allerede. Vi må vente, til du er om bord på flyet. Kan du klare at være sammen med så mange mennesker på tom mave?”

”Det tror jeg,” sagde jeg og nikkede, men jeg var ikke helt så sikker, som jeg lød.

Fordi jeg var ny vampyr, havde blod en stærk effekt på mig. Det føltes fantastisk at drikke, men bagefter blev jeg groggy og udmattet. Som regel gik jeg bare ud som et lys og sov. Med tiden ville det at drikke blod give mig mere energi og ikke slå mig ud, men det ville tage noget tid, før det skete.

Desuden havde jeg ikke særlig stor erfaring med at være sammen med mennesker. Jeg var tiltrukket af Jacks blod, og hans puls var meget svagere end menneskers. Menneskers blod havde en stærkere lugt og pulserede hårdere i deres årer og var derfor langt mere appetitvækkende. Jeg havde udvist stor selvkontrol indtil nu, men jeg havde ærligt talt heller ikke været udsat for særlig mange fristelser.

”Godt.” Ezra nikkede og så på Mae. ”Er alt pakket?”

”Ja.” Hun bed sig i læben, da hun mødte hans blik. Hun havde lige så lidt lyst til at sende Ezra af sted, som Jack havde lyst til at undvære mig.

”Godt så.” Han smilede mat til mig. ”Er du klar?”

”Ja,” nikkede jeg igen.

Han lagde alle papirerne i forreste lomme på sin taske og hev fat i kufferten. Det var, som om Milo havde forestillet sig, at Ezra ville ændre mening og bede mig om at blive hjemme alligevel. Da han så, at vi faktisk var på vej ud ad døren, begyndte han at protestere.

”I kan simpelthen ikke tage af sted!” Milo så oprevet ud. Mae lagde en hånd på hans ryg i et forsøg på at få ham til at falde ned, inden han gik helt amok. ”Det er den dummeste ting, jeg nogensinde har hørt! Hun bliver slået ihjel!”

”Så er det nok, Milo,” sagde Mae.

”Men … men …” stammede Milo og vendte sig om mod hende for at finde støtte. ”Du ved da, at det er dumt!”

”Milo!” Ezra afbrød ham kontant, og hele Milos ansigt faldt sammen. ”Sig nu bare farvel til din søster, inden vi tager af sted.”

Han græd, da han gav mig et kram, hvilket ikke gjorde det nemmere. Han ville ikke have, at jeg skulle tage af sted, og han ville ikke efterlades derhjemme, men der var ikke noget at gøre. Den ene gang, han havde mødt Peter, var det ikke gået så godt, så han stod ikke på øverst på listen over redningsfolk.

Mae kyssede Ezra med tårer i øjnene. Hun spurgte igen, om hun kunne gøre noget for at få ham til at blive hjemme. Han tav, og det var, som om hun heller ikke havde forventet et svar. Hun snøftede, da hun gav mig et knus og fik mig til at love, at jeg ville passe på mig selv. At jeg ville løbe, hvis der var optræk til ballade, og at jeg ville ringe til hende i tide og utide, uanset om der var noget galt eller ej.

Da vi tog af sted, stod hun med armen rundt om Milo. De stod der i indkørslen og så helt fortabte ud. Jack havde ikke sagt noget, mens vi havde sagt farvel, og hans tavshed fortsatte hele vejen ud til lufthavnen. Ezra lod til at være helt i sine egne tanker, sandsynligvis var han i fuld gang med at lægge planer.

Den kolde oktoberluft strøg blidt over min hud, da vi gik fra parkeringspladsen hen til indgangen, og overalt kunne jeg allerede der lugte den varme, liflige duft af blod. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere. Jack tog min hånd og gav den et klem for at berolige mig. Indenfor var det endnu værre, Minneapolis Lufthavn var proppet med mennesker, og jeg forsøgte ihærdigt at tænke på sørgelige ting som for eksempel døde kaniner, for at holde min appetit under kontrol.

Ezra gik hen til skranken for at hente vores billetter, mens Jack blev stående sammen med mig i menneskemængden. Jack var usædvanligt rolig, men det var for min skyld. Jeg kunne mærke alt, hvad han følte, så han forsøgte at være helt afslappet, så jeg ikke blev ophidset eller sulten.

”Jeg er nødt til at tage af sted snart,” sagde jeg og så på ham.

”Det ved jeg godt.”

Rundt om os begyndte folk at stirre på os. Jeg havde som menneske været ude med Jack, og det havde gjort mig sindssyg, at alle folk kastede sig over ham. Nu havde jeg den samme udstråling og magt, og det var meget mystisk at have et intimt øjeblik foran et helt publikum.

Jack rørte ved mit ansigt, og hans hånd varmede min kind. Jeg lænede mig ind mod hånden. At forlade ham, om det så bare var for få dage, var så smertefuldt, men der var ikke andet at gøre. Jeg kunne ikke leve med mig selv, hvis jeg ikke havde gjort alt for at redde Peter.

Han pressede kærligt sine læber ind mod mine, og det var, som om hans dejlige hjerte slog ind gennem min hud. Han var nænsom og rolig, for vi kunne ikke risikere at miste kontrollen i en overfyldt lufthavn. Alligevel var der ikke noget sødere i verden end hans kys, og jeg havde straks lyst til mere.

”Vi skal boarde lige om lidt,” afbrød Ezra os.

Jeg trak mig modvilligt væk fra Jack. Hans øjne låste sig fast i mine, og mit hjerte skreg på ham. Det var endelig gået op for mig, hvad jeg var i færd med. At undvære Jack blot for at sove var svært nok. At være tusindvis af kilometer væk fra ham i ukendt antal timer og dage … det var næsten ubærligt.

”Jeg skal nok passe på hende,” sagde Ezra, da Jack ikke ville give slip på mig.

Ezra tog min hånd. Dels for at trække mig væk fra Jack, dels for at holde styr på mig. En overfyldt lufthavn var ikke det ideelle sted for en ny vampyrs første tur ud i verden, og det var vi alle klar over.

Ezra førte mig nænsomt igennem menneskemængden og de første metaldetektorer. Mine øjne slap ikke Jacks. Han blev stående midt i lufthavnen og så efter mig, som om vi var en del af en sørgelig musikvideo. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad det var, jeg havde kastet mig ud i, da jeg blev vampyr.