6

Pludselig lød der plaskelyde fra floden lige foran os. Ud af ingenting kastede en mand sig i floden. Da det mørke vand faldt til ro omkring ham, kunne jeg se ham i det grønlige skær fra nordlyset. Han havde bar overkrop og muskuløse arme. Hans sorte hår gik ned over ørene, og han var meget tiltrækkende. Men der var noget i hans sorte øjne, der skræmte mig.

Han stirrede på os, og mit hjerte begyndte at hamre. Jeg skulle lige til at sige noget, men så fangede jeg et glimt af en bevægelse bag ham. På den anden side af floden kom to andre vampyrer gående i et demonstrativt langsomt tempo. De stod på den modsatte flodbred på hver sin side af fyren i vandet, men de så ikke lige så skræmmende og imponerende ud. De havde bare fødder, og deres tøj hang i laser. Den lyshårede til højre så ud til at more sig, mens den anden så ud til at være flov over konfrontationen. Hans mørkebrune hår var kortere end de andres, men han havde daggamle skægstubbe. Han så veltrænet ud, men var mindre end de andre, og det mest bemærkelsesværdige ved ham var øjnene. De var store, venlige og mindede mig lidt om en hundehvalp.

Vampyren i vandet begyndte at krybe sammen for at gå til angreb, og min hoved forsøgte at finde en udvej. Mae og Jack havde sagt, at jeg skulle løbe, men jeg kunne ikke løbe fra ham. Jeg var ikke engang sikker på, at Ezra kunne. Han måtte være ekstremt hurtig, når han sådan kunne dukke op ud af det blå.

”Vi vil ikke forstyrre jer,” sagde jeg spagfærdigt. Ezra klemte min arm.

Vampyren i vandet snerrede af mig, men vampyren med de venlige øjne stoppede ham.

”Stellan!” sagde han skarpt. Vampyren i vandet begyndte at sige en masse på finsk, men han stoppede ham.

”Så I er amerikanere?” spurgte den muntre lyshårede vampyr, som talte med lidt accent.

”Ja, det er vi,” svarede Ezra. ”Jeg hedder Ezra, og dette er min søster, Alice.”

”Jeg hedder Dodge,” sagde han med et smørret grin. ”Jeg er fra Boston.”

”Leif,” sagde den venlige vampyr og pegede på sig selv og derefter på vampyren i vandet. ”Det er Stellan.” Stellan vendte sig om mod ham og sagde noget mere på finsk, men Leif rystede på hovedet.

”Hvad laver I her?” Dodge hævede det ene øjenbryn og så på os. ”I ligner ikke nogen, der er på telttur.”

Der var ikke noget godt svar på det spørgsmål. Vi lignede ikke turister eller skihajer, og dette var måske de lykanter, der var på jagt efter Peter.

”Hun har aldrig været her før,” sagde Ezra forsigtigt. ”Hun ville gerne på eventyr.”

”Jeg kan godt lide at komme på eventyr,” sagde jeg. Ezra sendte mig et blik.

Dodge klukkede, men det irriterede bare Stellan. Han rejste sig op og gjorde sig større og mere truende. Dodge og Leif fandt os vist interessante. Især Leif så nysgerrigt på os, mens Stellan lod til at føle sig truet. Stellan så på Leif og råbte noget på finsk. Han blev ved at snakke til Leif, men hans blik hvilede igen på os. Ezra forstod alt, men lod som ingenting.

”Det her er vores territorium!” sagde Dodge, da Stellan var færdig med at tale.

”Er det ikke Nationalparken?” spurgte Ezra og lod, som om han var forvirret.

Leif og Dodge så på hinanden. De virkede skeptiske. Men eftersom Dodge blot trak henkastet på skuldrene, og Leif bare nikkede, lod de ikke til at mene, at vi var nogen trussel. Det var vi nok heller ikke, så det gav god mening.

”Det her er lykanternes territorium.” svarede Leif og så alvorligt på os. ”Det er bedst, hvis I ikke vandrer for meget omkring.”

”Vi skal nok passe bedre på i fremtiden,” sagde Ezra undskyldende.

”Ja, gør det,” sagde Dodge, og det muntre glimt i øjet forsvandt. Hans ansigt og stemme blev hårdt og kom til at ligne Stellans. Det her var en advarsel.

Ezra nikkede til dem og førte mig væk ad den samme vej, vi var kommet. Lykanterne rørte ikke på sig, men jeg kunne mærke deres blik følge os, da vi skyndte os tilbage gennem skoven. Ezra blev ved at holde en hånd på min ryg for at få mig til at gå hurtigere. Jeg skulle til at sige noget flere gange, men han tyssede på mig, indtil vi nåede bilen.

”Hvad laver vi?” spurgte jeg, da han låste bilen op.

”Hop nu bare ind,” beordrede Ezra og smækkede døren op.

”Klokken er kun halv to.” Jeg satte mig ind i bilen. ”Vi har masser af tid til at finde Peter.”

”Hvis de finder os i skoven igen i nat …” Han sagde ikke mere.

Han sikrede sig, at døren var låst, inden han kørte ned ad den tilsneede vej. Han blev ved at se i bakspejlet. Da jeg vendte mig om, regnede jeg næsten med at få øje på en flok ulve, der kom løbende efter os. Men der var ikke andet end en øde vej.

”Hvad foregår der? De virkede da ikke så slemme. Faktisk lignede de almindelige vampyrer, hvis ikke det lige var for ham den finske i floden,” sagde jeg.

”Det var ikke hele flokken.” Hans øjne søgte igen op mod bakspejlet. ”De fulgte efter os, så jeg ville ikke have, at du sagde noget inde i skoven. Nu har de set os, og de kender vores bil. Vi kan ikke gøre mere i aften.”

”Du er paranoid.” Jeg rystede på hovedet, men hans alvor foruroligede mig.

Der lå sne og mørk is på vejen, og skiltene advarede om rensdyr, der kunne finde på at krydse vejen. Alligevel satte Ezra farten op, og hans blik blev sjældent længe på vejen foran.

”Jeg er ikke ude på at skræmme dig,” sagde han lidt efter.

”Tak,” sagde jeg.

”Jeg ved ikke, hvor stor flokken er nu. Førhen var der femten eller tyve, andre gange kun fire. Det kommer an på hans humør. Hvis det passer ham, kan han sagtens finde på at slå hele flokken ihjel.” Ezra talte, som om det hele skulle give mening for mig, men han var begyndt midt i en tankerække.

”Hvem snakker vi om?”

”Gunnar.” Han så op i bakspejlet igen, som om det at sige hans navn fremmanede ham. ”Han har været leder af en flok i Lapland i næsten tre årtier. De er heroppe om vinteren, om sommeren holder de til i Rusland og Sibirien.”

”Hvordan ved du, at han stadig er lederen?” spurgte jeg.

”Det er halvtreds år siden, jeg så ham sidst,” sagde Ezra. ”Men da jeg hørte om Peters problemer, blev Gunnars navn nævnt.”

”Så du vidste præcis, hvad det var, du kastede os ud i, da vi kom herop?” Jeg så indgående på ham, og jeg kunne se, hvordan han bed tænderne sammen. ”Hvorfor er du så skræmt over det? Hvis du allerede var klar over, hvem du havde med at gøre?”

”Jeg havde håbet, at jeg helt kunne undgå ham. Jeg troede, at vi kunne finde Peter og tage af sted, inden de opdagede os,” sagde han med et suk. ”Det er også derfor, jeg ved, at det er en selvmordsaktion, Peter er ude i. Han var sammen med mig sidste gang, vi stødte ind i Gunnar.”

Jeg sank tilbage i sædet, og det gik op for mig, hvad det var, der havde slået Ezra sådan ud af kurs. De var mange flere end os, og de var vrede. Vi havde overlevet med nød og næppe.

”Hvordan slår man en vampyr ihjel?” sagde jeg åndeløst.

Hvis min død var nært forestående, ville jeg gerne kende de potentielle metoder til mit endeligt. Ezra havde engang nævnt udsultning, men det tog flere måneder eller år, og det virkede usandsynligt her. Jeg forestillede mig noget hurtigere og mere voldeligt.

”Hoved. Hjerte.” Han sad uroligt, men satte farten ned, hvilket måtte betyde, at hans panik var ved at aftage. ”Vores knogler er næsten umulige at brække, men en anden vampyr kan sagtens gøre det. Vi er hinandens eneste fjende.”

Tanken om mit hjerte, der blev revet ud af kroppen, var nok til, at jeg var tavs resten af turen tilbage til hotellet. Da vi parkerede, vendte Ezra sig ikke om for at tjekke, om lykanterne var der, men det gjorde jeg. Fyren i receptionen lavede øjne til mig, da vi kom ind, men jeg lagde knap nok mærke til det. Jeg havde vigtigere ting at tænke på. Som for eksempel, hvordan jeg skulle overleve.

Vi holdt os i udkanten af lykanternes territorium, men efter tre døgn var vi nødt til at rykke tættere på igen. Alt tydede på, at Peter var inde på lykanternes territorium. Det var vel en del af hans selvmordsplan at hænge ud med dem, indtil de slog ham ihjel.

Siden vores møde med lykanterne havde Ezra tøvet med at tage mig med. Hele hans redningsplan gik ud på at få mig til at overtale Peter, men det var ikke en skudsikker plan. Ingen af os kunne vide, hvordan han ville reagere.

Undtagen … den sidste gang Peter kyssede mig, den eneste gang han for alvor havde kysset mig, havde det været anderledes. Peter havde smagt Jack på mine læber. Han vidste, at Jack havde bidt mig, men han vendte ikke tilbage for at slå Jack ihjel. Alt i ham, det vedholdende bånd i hans blod, skreg på, at han skulle slå Jack ihjel, men det havde han ikke gjort.

I stedet havde han bestemt sig for at slippe mig, ikke på grund af sin egen angst eller på grund af hans krops krav, men fordi han ønskede, at jeg skulle være lykkelig. Det eneste sande kys, vi have delt, havde været et afskedskys. Under alle sine forbehold og sin krops ønsker måtte Peter have ægte følelser for mig. Ellers ville han aldrig have tilladt, at jeg var sammen med Jack.

Lige præcis i det øjeblik var Jack trådt ind, og en hel uventet kædereaktion blev sat i gang. Noget helt andet end det, Peter havde ønsket. Derfor var jeg nødt til at tage ud i skoven igen, også nu hvor jeg forstod, hvad vi kæmpede imod. Jeg troede, at Peter faktisk ville lytte til mig, og selvom han ikke gjorde, var jeg nødt til at forsøge.

Vi gik gennem skoven i tavshed, men jeg kunne mærke, vi nærmede os lykanternes territorium. Ezra satte tempoet op, men sørgede for, at hans skridt passede til mine. Han så sig omkring og holdt sig tæt på mig, så tæt, at jeg indimellem var ved at falde over hans ben. Ezra ville gøre alt for Peter, men han var ikke parat til, at jeg skulle ofre alt. På hotellet havde han spurgt, om jeg hellere ville blive hjemme. Jeg takkede nej, men han blev ved at spørge, indtil jeg nægtede at tale mere om det.

Vi bevægede os mod det sted, som lykanterne havde sagt, vi skulle holde os fra. Men det var der, Peter var, hvis han ellers stadig var i live.

”Kan vi ikke bare kalde på ham?” spurgte jeg, da stilheden og eftersøgningen blev for meget for mig.

Ezra rystede på hovedet, og jeg dukkede mig under en lavthængende gren. Det eneste gode, der var at sige om alt det her, var, at jeg var blevet langt mere adræt. Jeg var ikke så træt, som jeg havde været tidligere, og jeg blev ikke nær så sulten. Om ikke andet så var eftersøgningen en seriøs god træningslejr for nye vampyrer.

”Jeg synes bare ikke, vi gør særlig meget,” hviskede jeg. ”Vi går bare rundt mellem træerne. Hvordan skal vi finde Peter på den måde? Du har den her fine plan om, hvor vi skal tage hen, men når vi så er her, så gør vi ingenting.”

”De må ikke vide, at vi er på udkig.” Ezra talte så lavt, at jeg næsten ikke kunne høre ham over lyden af vores støvler i sneen.

”Det forstår jeg godt, men Peter er da nødt til at vide det. Hvordan skal vi ellers finde ham?”

”Lugte ham. Høre ham. Se ham.” Han trak på skuldrene, men satte farten ned og så over på mig. ”Kan du stadig … mærke ham?”

Før forvandlingen havde min krop automatisk bevæget sig hen mod Peter, når han var i nærheden. Mit naturlige instinkt havde været at være sammen med ham, hvilket bestemt ville være praktisk i vores eftersøgning.

”Det ved jeg ikke,” sagde jeg. Jeg troede det ikke. Hvis jeg tænkte på Peter eller talte om ham, fik jeg ikke længere hjertebanken, som jeg plejede. Jeg havde i stedet et bånd til Jack og den slags følelser for ham, hvilket nok betød, at jeg ikke længere havde det sådan med Peter.

”Javel.” Han satte farten op igen, og jeg hastede efter ham. ”Vi skal nok finde ham alligevel.”

Vi gik over floden, der hvor vi havde mødt lykanterne, og mit hjerte slog hårdt. Ezra så på mig, og jeg hadede, at han kunne høre mit hjerte. Jeg kunne se, at han skulle til at spørge mig, om jeg hellere ville vende om, men jeg rystede på hovedet. Så vi fortsatte.

Forhåbentlig var Ezra en bedre sporhund end jeg, for jeg kunne ikke engang lugte lykanterne mere. De lugtede lidt som rensdyr og så alligevel ikke. Der var noget skarpere over lykanternes lugt, som kvæg … og døde dyr.

En gren knækkede, og lyden var høj nok til, at selv et menneske ville kunne høre det. Jeg snurrede rundt om mig selv. Ezra gik ind foran mig og stillede sig i forsvarsposition. Det var en time siden, vi havde krydset floden, så vi var et godt stykke inde på lykanternes land, og vi havde endnu ikke set nogen dyr. Jeg tog en dyb indånding, men jeg kunne ikke lugte andet end kulden. Sne. Træer. Jord. Måske en ugle …

Lyden af vinger, der baskede, fulgte lyden af raslende grene, og jeg så en stor ugle, der fløj hen forbi månen. Lettelsen skyllede ind over mig, men Ezra slappede ikke af. Han blev nærmest bare mere anspændt, og så hørte jeg også noget andet.

Den bløde, knasende lyd af fodtrin i sneen, lettere end hove, lettere end sko. Lyden af bare fødder.