7
I månelyset kunne jeg se lykanten. Han stod flere meter fremme og gik hen mod os med hænderne i vejret, som om han overgav sig.
Det var Leif, vampyren med de venlige, brune øjne. Han havde det samme tøj på som den anden dag, bare endnu mere beskidt nu. Ezra så derimod utrolig velklædt ud for en, der var ude at vandre i natten. Han havde en sort kashmirsweater på med en tyk krave, og på alle måder så Ezra faktisk ud til at tilhøre en helt anden race end Leif.
”Jeg er alene,” sagde Leif, da han nærmede sig.
Leif stoppede op et stykke fra os, men det var stadig meget tættere på, end jeg brød mig om. Ezra stod halvt foran mig.
”Jeg er alene. Jeg ved, I ikke stoler på mig, men det er sandheden,” sagde Leif.
Han lød amerikansk eller måske canadisk. Han børstede en tyk hårlok væk fra panden og bed sig i læben. Hans øjne cirklede rundt om os, som om han ikke vidste, hvor han skulle se hen. Så kiggede han op på månen.
”De er i Sverige for at jage,” sagde Leif, som om vi havde spurgt. ”Dodge var overbevist om, at vi havde skræmt jer væk, så de tog af sted.”
”Men det var du ikke?” spurgte Ezra. Han rettede sig endnu mere op. Leif trak på skuldrene og så ned i jorden. ”Er det derfor, du blev tilbage? For at se, om vi kom igen?”
”Måske,” sagde Leif og tilføjede straks, ”Men ikke af den grund, I tror.”
”Du ved ikke, hvad jeg tror,” sagde Ezra tonløst.
Leif skiftede vægt fra det ene ben til det andet og så atter op på månen. Han gned sig på sin arm. Det så ud, som om han gerne ville sige noget, men ikke kunne finde ordene.
”I leder efter Peter, ikke?” spurgte Leif. Jeg stivnede. ”Jeg er ikke ude efter ham. Han slog min bror ihjel, men det var i selvforsvar. Krist havde et vildt temperament og …” Han tav lidt.
”Peter havde ikke nogen grund til at være her. Han ville gerne være med i flokken, men sådan fungerer det ikke. Gunnar satte ham på en masse prøver, og Krist var en af dem. Men Peter begyndte at vinde …” Han så undskyldende ud, og hans øjne var store og oprigtige. ”Det var ikke fair, det de gjorde ved ham. Det, de stadig gør ved ham.”
”Stadig?” Frygten i Ezras stemme fik mig til at fare sammen. Billederne væltede frem i mit hoved, og Ezra havde set værre ting end mig, han kendte til, hvordan sand tortur så ud for en vampyr.
”Han er i live. Han er okay.” Leifs stemme knækkede over ved det sidste ord.
”Hvad gør de ved ham? Hvor er han?” spurgte Ezra med en lav snerrende stemme, og Leif trak sig uvilkårligt tilbage. Hvis Ezra havde prøvet at lade, som om han ville underkaste sig lykanterne, så var den forestilling nu ovre. Men det gavnede os ikke at skræmme Leif, så jeg lagde en hånd på Ezras arm. Han trådte modvilligt et skridt tilbage. Leif slappede af i kroppen og så lettet ud.
”Jeg ved det ikke helt,” sagde Leif. ”De jagede ham.”
”Er han i Sverige?” Jeg hævede et øjenbryn.
”Nej, han er stadig her,” sagde Leif og rystede på hovedet. ”Flokken er i Sverige.”
”Det forstår jeg ikke. Hvorfor er han stadig her? Hvis de er væk, hvorfor er han så ikke bare taget af sted?” spurgte jeg. Leif og Ezra sendte hinanden et blik. ”Hvad? Hvorfor vil de ikke lade Peter tage af sted?” Jeg så på Ezra, da Leif ikke svarede.
”På grund af os,” sagde Ezra grødet. ”Flokken følger efter ham, hvis han tager af sted, og så vil de følge ham tilbage til os.”
”Men hvis de er så gode til at spore nogen, hvorfor har de så ikke slået ham ihjel endnu?” spurgte jeg og ignorerede betydningen af det, jeg sagde. Hvis de kunne følge ham hele vejen over Atlanterhavet, så kunne de vel også finde ham på deres eget territorium. Hvorfor ville de lade ham leve efter al den tid?
”De kan godt lide at lege med deres mad,” sagde Ezra. Leif så ned i jorden. ”De ønsker, at han konstant er bange. At han ved hver en lyd tænker, om det er nu, de kommer. Med tiden bliver han enten skør eller tager hjem, og så har de vundet.”
”Hvad snakker du om?” spurgte jeg og kunne mærke en begyndende kvalme.
”Hvorfor forklarer du hende det ikke?” sagde Ezra skarpt til Leif.
”Det er ikke min idé.” Leif så skamfuld ud. ”Jeg står her og taler med jer og udsætter mig selv for fare.”
”Men du har ikke gjort noget for at stoppe det, vel?” Ezra gik hen imod ham. Den her gang bakkede Leif ikke. ”Du ville ikke have sagt noget til os, hvis ikke du havde set os.”
”Jeg kunne ikke stoppe det! Jeg kan ikke gå imod dem.” Leif rystede på hovedet. ”Det er min flok. Peter er bare en dum, arrogant … ”
Leif gned sig i nakken. Ezra sukkede og så ud, som om han forsøgte at undertrykke lysten til at slå ud efter ham. Uanset hvad Leif havde eller ikke havde gjort, var han den eneste, der kunne hjælpe os. Hvis vi skulle finde Peter, var han vores eneste chance.
”Jeg forstår stadig ikke, hvorfor I holder liv i Peter,” sagde jeg.
”Peter ønsker at dø, ellers ville han ikke være her,” forklarede Leif. ”At slå ham ihjel ville bare være at opfylde hans ønske. De vil have, at han skal lide, så de slår alt ihjel, som han holder af. Det er hans straf. Ikke en gang bagefter vil Gunnar slå ham ihjel, fordi det er langt værre at leve for evigt end at dø.”
Jack, Milo og Mae sad alene derhjemme, uden nogen til at beskytte dem. Ezra og Peter var her, tusinder af kilometer væk. Det løb mig koldt ned ad ryggen.
”Er du sikker på, de er i Sverige?” spurgte jeg, og jeg kunne høre, at min stemme dirrede. ”De er ikke taget andre steder hen?” Ezra forstod, hvad jeg mente, og så intenst på Leif.
”Ja, jeg er sikker,” sagde Leif og så forvirret ud. Så gik det op for ham, hvad jeg tænkte på. ”Nej! De troede ikke, I havde noget med Peter at gøre, for så ville de for længst have slået jer ihjel og efterladt jeres kroppe, hvor han kunne finde dem.”
”Vi er nødt til at komme af sted,” sagde jeg. Selv hvis Leif talte sandt, var tanken nu blevet plantet i mit hoved, og jeg havde desperat brug for at se Jack og vide, at han havde det godt.
”Hvor er Peter?” spurgte Ezra.
”Jeg kan fortælle jer, hvor han befinder sig, men jeg kan ikke tage med jer,” sagde Leif. ”De kan lugte, hvis min lugt blandes med jeres.”
”Hvor er han?” gentog Ezra.
”Han er cirka halvanden kilometer østpå, I skal forbi søen. Han har gemt sig i en lille jordhule.” Leif pegede i den retning, han havde sagt. Det var der, han var kommet fra.
Uden at vente på mig skyndte Ezra sig i den retning. Jeg måtte skynde mig for at følge med, men jeg tøvede. Leif så så undskyldende og fortabt ud, at jeg ikke kunne lade være med at nærme mig ham. Det var først, da jeg så direkte på ham, at det gik op for mig, hvad det var, jeg kunne lide ved ham. Hans øjne mindede mig om min lillebrors.
”Tak,” sagde jeg oprigtigt til ham.
”Skynd jer af sted. Hent ham. Bare kom væk herfra.”
Ezra var allerede svær at få øje på mellem træerne. Han var bedre til at finde rundt end jeg, så jeg var nødt til at indhente ham. Nok var jeg blevet en smule mindre klodset på det sidste, men det var svært at følge med i det tempo. Jeg snublede over stammer og slog mit hoved mod grenene. Da jeg nåede hen til søen, var jeg dækket af sne og fyrrenåle.
Ezra var stoppet brat op, og jeg så ham ikke, før det var for sent. Jeg hamrede ind i hans ryg, det føltes som at ramme direkte ind i en mur, og væltede omkuld på jorden. Jeg sad på hug og forsøgte at rejse mig, men fik øje på noget mellem Ezras ben og stivnede.
Hans øjne var ikke til at tage fejl af, men de var grønnere, end jeg huskede dem. Peter stod et par meter fra Ezra og så helt forfærdelig ud. Hans kastanjebrune hår var vokset nogle centimeter i løbet af de sidste uger og nåede ned til skuldrene. Skægstubbe dækkede hans ansigt, men det var ikke rigtig blevet til et skæg. Hans tøj var beskidt og laset. Men han var stadig smuk, På en eller anden måde havde jeg troet, at det var falmet, men han var simpelthen bare fantastisk lækker, uanset om jeg var forbundet med ham eller ej.
Jeg ventede på at mærke det intense sug i maven, da jeg så ham. Men der skete ikke noget. Ikke engang, da hans øjne kortvarigt mødte mine. Jeg behøvede ikke minde mig selv om at trække vejret. Han tryllebandt mig ikke længere.
”Tog du hende med?” spurgte Peter Ezra, men det blev ikke sagt med den sædvanlige foragt. I stedet lød han bekymret.
”Hun insisterede,” sagde Ezra.
Der var en mærkelig spænding mellem dem. Jeg havde troet, at Ezra bare ville gå hen og sige noget i stil med, at ”Nu er det nok, Peter, lad os nu tage hjem”. Men han sagde ingenting, han virkede næsten bange for Peter.
Det føltes lidt mærkeligt at sidde på hug bag Ezra, så jeg rejste mig og børstede sneen af mit tøj.
”Hun kan ikke slås mod dem,” sagde Peter. Da jeg dukkede frem bag Ezra, undlod han at se på mig.
”Vi er her ikke for at slås,” sagde Ezra.
”Kom I for at dø?” Peter så forpint og bleg ud i månelyset, og hans ord gav genlyd mellem træerne. Et eller andet sted tudede en ugle, og dens vingeslag kunne høres i den stille nat. Hårene i min nakke rejste sig.
”Peter,” sagde Ezra overtalende, men Peter ville ikke høre efter.
”Hvordan kunne du komme her? Jeg har udholdt alt det her, så de ikke ville nærme sig jer. De slår jer ihjel, Ezra! Forstår du det? De slår dig og Alice ihjel, og alle andre!” Peter gik hvileløst omkring og begyndte at gå i opløsning.
”Der er ikke nogen, der slår nogen ihjel,” sagde Ezra uanfægtet med sin dybe stemme, der overdøvede alt andet.
”Du aner ikke, hvordan de er.” Hans bønfaldende tone begyndte at lyde som en jamren. ”Det er længe siden, du har set dem i aktion.”
”Vi har gennemsøgt lykanternes territorium de sidste par dage, så vores lugt er over det hele. Vi har allerede ødelagt dit forsøg på at ofre dig. Lad os nu tage tilbage på hotellet, få dig i bad og så komme ud af denne her knibe,” sagde Ezra.
Peter sukkede opgivende, men mere over Ezras dumhed end over tanken om at tage hen på hotellet med os. Han kørte en hånd gennem det beskidte hår og så ind mellem træerne.
”Vi når garanteret ikke engang hen til bilen,” sagde Peter til sidst.
”Lykanterne er i Sverige. Vi har et par dage til at finde ud af tingene.” Ezra tog et skridt tilbage og pegede på vejen bag os.
”Kom,” sagde jeg og talte for første gang til Peter, siden vi havde kysset hinanden. Dengang jeg var et menneske. ”Kom tilbage sammen med os.”
Peter så på mig. Hans blik gled op og ned over min krop, som han havde gjort flere gange før. Jeg var ikke forelsket i ham mere, men der var noget ved det, der stadig fik mig til at rødme, og jeg så ned i jorden. Endelig nikkede han og fulgte med os tilbage til bilen med Ezra i front. På den lange, tavse travetur tilbage mærkede jeg ofte Peters blik, men ignorerede det.