9
Min telefon ringede. Vi kunne begge genkende ringetonen, og Peter så på min mobil med foragt i blikket. Det var Jack, der ringede, og fordi jeg ikke havde noget fornuftigt at fortælle ham, havde jeg ikke lyst til at tage den.
”Skal du ikke tage den?” spurgte Peter.
”Ikke lige nu. Der er lige nogen andre ting …”
”Er I ikke forbundet?” spurgte han demonstrativt, da telefonen holdt op med at ringe.
”Mener du ligesom os?” Jeg sendte ham et skarpt blik, men han fastholdt uanfægtet mit blik.
”Ja,” sagde han og nikkede. ”Havde jeg ringet til dig dengang, ville du have svaret, uanset hvad. Jeg mener, hvis I er forbundne … ”
”Kan jeg så stadig tænke selv?” Jeg hævede det ene øjenbryn. ”Ja, det kan jeg stadig. Og det gjorde jeg også med dig, ellers ville jeg aldrig have været sammen med Jack.” Hans øjne blev atter hårde. ”Men du sagde jo lige, at vi aldrig rigtig var forbundne, når det kom til stykket.”
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro.”
”Hvorfor tog du hertil?” spurgte jeg blidt for at nå ind til ham. ”Hvis ikke det var på grund af det, der skete … ”
”Selvfølgelig var det på grund af det, der skete,” sagde han med et suk. ”Selvfølgelig var det på grund af dig.” Han så atter op på mig, hans blik var usikkert og nøgent. ”Er det det, du gerne vil høre?”
”Jeg vil ikke høre andet end sandheden.”
”Alt har altid været så kompliceret med dig.” Peter kørte hånden gennem sit mørke hår, der så utrolig silkeblødt ud efter badet.
Han bed sig i læben og så hen på min tomme seng. Min telefon afbrød ham, og jeg var nødt til at gøre noget ved det. Når Jack ringede så mange gange, var det fordi, der var noget, han ville. Eller fordi der var noget galt. Uanset hvad kunne jeg ikke lade den blive ved med at ringe.
”Jeg må hellere tage den.”
”Jeg stopper dig ikke,” sagde Peter, men hans ansigt var blevet helt udtryksløst.
Jeg havde knapt nået at tage telefonen, før Jacks ængstelige stemme råbte ind i mit øre: ”Hvad fanden sker der, Alice? Er du okay? Hvad foregår der? Jeg har forsøgt at få fat på dig i flere dage!”
”Jeg har haft travlt, Jack.” Jeg forsøgte at lyde irriteret. Mit hjerte længtes efter ham, men det havde jeg ikke lyst til at afsløre, når Peter sad på sengen bag mig. ”Du kan godt huske, at vi ligesom skulle finde Peter, ikke?!”
”Hvorfor ringer du ikke til mig? Eller svarer på en sms? Du kan godt lade mig vide, at du stadig er i live!” sagde Jack.
”Undskyld.” Jeg forsøgte at holde tårerne tilbage. Peter rejste sig fra sengen.
”Hvor går du hen?” sagde jeg.
”Hvad? Jeg går ingen steder?” Jack lød forvirret i telefonen.
”Nej, ikke dig,” sagde jeg og nikkede til Peter. ”Hvad skal du?”
”På toilettet. Er det okay med dig?” Peter forsøgte at få det til at lyde som en joke, men jeg kunne høre, at han var ude af den.
”Ja. Bare du ikke går nogen steder, okay?” Jeg stolede ikke på, at han ikke ville snige sig væk.
”Javel!” Peter gjorde honnør og gik ud på badeværelset. Sekundet efter hørte jeg vandet blive tændt, så han ikke kunne høre mig tale med Jack.
”Hvem snakker du med?” Jacks stemme var iskold, så han var helt klar over, hvem det var i baggrunden.
”Peter.” Jeg satte mig på sengen og var taknemmelig for, at Peter var gået.
”Har I fundet ham?” råbte Jack og lød overrasket. ”Hvorfor har du ikke sagt det? Hvorfor er I der stadig? Hvornår kommer I hjem? Er I okay? Kom du noget til?”
”Jeg har det fint, han har det fint.” Jeg skulle lige til at sige, at Ezra også havde det fint, men lige i det øjeblik vidste jeg ikke, om det var sandt. ”Vi fandt ham først i går aftes. Han havde brug for at hvile sig, og nu er vi ved at få styr på det sidste. Vi rejser nok snart.”
”Hvad skal I have styr på?” spurgte Jack. ”Hvorfor hopper I ikke bare på det næste fly?”
”Peter har det ikke for godt. Han har brug for at komme ovenpå. Det har været en slem tur.”
”Det var vel det, der var idéen med det. Var det ikke derfor, han tog derud?” Jack forsøgte lyde skarp, men hans stemme lød venligere. Han var vred på Peter, men han var ikke et hadefuldt menneske.
”Vi kommer snart hjem. Du behøver ikke bekymre dig.” Det var svært at få ordene over mine læber. Der var stadig en reel risiko for, at vi ikke slap levende ud af landet, men det kunne jeg ikke fortælle Jack. Så jeg løj, mens tårerne fyldte mine øjne.
”Det håber jeg virkelig,” sagde Jack. ”Det hele går amok herhjemme.”
”Hvad mener du?” spurgte jeg.
”Din bror og Bobby!”
”Hvem er Bobby?”
”Han er … Det ved jeg ikke. Milo må forklare dig det, når du kommer hjem,” sagde Jack undvigende. ”Det eneste, jeg ved, er, at han er her hele tiden.”
”Hele tiden?” sagde jeg. ”Jeg har kun været væk i ti dage!”
”Det har været ti vilde dage,” sagde Jack. ”Og Bobby dukkede op dagen efter, I tog af sted. Jep. Det har været pænt spændende herhjemme.”
”Jeg forstår ingenting.”
”Det gør du, når du kommer hjem,” sagde Jack. ”Måske får det dig til at komme hurtigere hjem. Hvis ikke jeg trækker nok?”
”Du trækker mere end rigeligt,” sagde jeg med en trist latter. Jeg grinede af hans fjollede bemærkninger, men havde mest lyst til at græde.
Jeg bankede på badeværelsesdøren, da jeg havde lagt på, for at lade Peter vide, at der var fri bane. Han kom ud efter et øjeblik. Han virkede næsten spagfærdig, så vi sagde ikke meget til hinanden. Jeg gik i bad og tog tøj på, og så var der ikke meget andet at foretage sig. Peter lå på sengen med hænderne foldet bag hovedet og stirrede op i loftet. Jeg gik hvileløst rundt og kiggede hele tiden ud mellem gardinerne.
Vi ventede kun på, at Ezra skulle komme tilbage.
Solens stråler begyndte at trænge ind gennem sprækkerne i gardinerne, og det skræmte mig fra vid og sans. Lykanterne brød sig endnu mindre om solen end os, så det var usandsynligt, at de fortsatte diskussionen op ad dagen. Hvis Ezra ikke snart var tilbage, kom han nok slet ikke.
”Han er ikke kommet endnu.” Jeg løftede igen gardinet og lod det varme morgenlys strømme ind. Jeg mærkede, hvordan det brændte sig ind i min meget følsomme nethinde, og trak straks for igen. Jeg vendte mig om mod Peter, der lå helt ubevægelig i samme stilling, som han havde ligget hele natten. ”Peter?”
”Jeg er klar over, at han ikke er her, Alice.”
”Kan vi ikke gøre noget?” Jeg skulede til ham. At blive liggende i sengen virkede ikke som nogen brugbar løsning.
”Jeg tænker.” Han lukkede øjnene, som om hans øjenlåg også kunne holde min stemme ude.
”Du har tænkt hele natten! Det var en mulighed, at Ezra ikke kom tilbage, og nu ser det ud, som om han ikke … ”
”Jeg har tænkt, Alice!”
”Jamen … kan du ikke indvie mig i dine tanker?” Jeg lagde armene over kors. ”Måske kan jeg hjælpe!”
”Altså hjælpe ved at sige de mest oplagte ting og kigge ud ad vinduet?” Han satte sig op og lod benene glide ud over sengekanten.
”Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal stille op.” sagde jeg magtesløst og med gråden stikkende i halsen. Jeg tog en dyb indånding, satte en løs hårlok om bag øret og besluttede mig for at starte på en frisk. ”Godt. Hvad er du nået frem til?”
”Ikke en skid. Jeg kan bare ikke komme på nogen udvej.” sukkede han og mumlede derefter for sig selv: ”Det var nok derfor, han tog dig med.”
”Hvad snakker du om?” sagde jeg.
”Ezra tog dig med, fordi han vidste, at du ville være fuldstændig ubrugelig i sådan en situation,” forklarede Peter. ”Og jeg har travet rundt hele dagen og spekuleret på, hvad jeg skulle stille op.”
”Hvad?” spurgte jeg og blev overvældet af en smertende følelse af ubrugelighed.
”Hvis jeg følger efter Ezra, og jeg tager dig med, bliver du slået ihjel. Hvis jeg efterlader dig her, kan de følge mine duftspor tilbage, og så bliver du også slået ihjel. Hvis jeg sætter dig på et fly for at få dig væk herfra, kommer du sikkert til at gøre noget helt igennem tåbeligt i blodtørst, og så bliver du også slået ihjel. Det eneste, jeg kan gøre, er at blive her og babysitte dig!” snerrede Peter.
”Jeg har ikke …” Jeg skulle lige til at fremstamme, at jeg ikke havde brug for nogen babysitter, men det var jo sandt, hvad han sagde. Efter at have sundet mig lidt kom jeg til at tænke på noget. ”Hvorfor går du overhovedet op i, om jeg dør? Hvad så, hvis jeg dør? Lad os nu bare tage af sted og give dem nogle bank.”
”Som om du kunne give dem bank,” sagde han med en hul latter. ”Du vil bare forsinke mig og ikke andet.”
”Måske,” indrømmede jeg. ”Men det, du siger … eller tænker … Altså, hvis Ezra ikke kommer tilbage, og de kommer efter os … Hvorfor tager du ikke bare af sted? Jeg vil ikke være til besvær. Det giver ikke mening, at vi er to, der bare sidder og venter på at dø.”
Hans ansigtsudtryk forandrede sig. Det gik op for mig, at han var bekymret for mig. End ikke da vi havde været forbundne, havde han set på mig på den måde.
”Det er en idiotisk plan,” sagde han og rystede på hovedet.
”Den er vel lige så god som din plan,” sagde jeg.
”Men jeg vil ikke bare efterlade dig her.”
”Men de slår mig jo ihjel uanset hvad. Hvis du tager af sted, kan du i det mindste få et par slag ind, måske nedlægge et par af de idioter, som …” Jeg tav. Det var ubærligt at sige resten af sætningen højt: som måske har slået Ezra ihjel.
”Men du er helt ubeskyttet. Du har ikke en chance,” sagde han og rystede på hovedet igen. Han lød til at være træt af samtalen og rejste sig op.
”Øh, du har før været ved at slå mig ihjel, og nu er du pludselig min bodyguard?” Jeg rynkede på næsen ad hans hykleri.
”Åh, hold nu op!” Peter vendte det hvide ud af øjnene. ”Jeg er så træt af at få det smidt i hovedet hele tiden! Jeg gjorde det jo, fordi jeg elskede dig, Alice.” Han så væk, som om han fortrød, hvad han havde sagt.
”Ja, det er en meget sund måde at vise sin kærlighed på. Ved at slå sin elskede ihjel.” Jeg prøvede med vilje at irritere ham mest muligt. Hvis vores eneste chance for at redde Ezra var at lade Peter tage af sted uden mig, så måtte jeg genere ham så meget, at han forlod mig.
”Jeg prøvede ikke at slå dig ihjel. Jeg ville slå mig selv ihjel.” Han gned sine øjne og så ud, som om han allerede havde sagt for meget, men ikke kunne regne ud, hvordan han skulle tage sine ord tilbage. ”Jack var i huset. Jeg vidste, at han kunne høre dit hjerte. Da jeg tog fat i dig ude i køkkenet, kom han flyvende for at redde dig. Jeg tænkte, at hvis han så mig suge alt liv ud af dig, så ville han ikke tøve med at slå mig ihjel.” Han lød udmattet og sagde med et suk: ”Det var så tydeligt, at han passede bedre til dig end mig, og jeg kunne ikke se anden udvej.”
Jeg var for chokeret til at sige noget. I al den tid havde jeg været overbevist om, at Peter hadede mig. Men sandheden var, at han elskede mig så højt, at han ville slå sig selv ihjel for min lykkes skyld. Mit hjerte bankede sløvt i mit bryst, og jeg ledte uden held efter noget at sige.
”Hold op med at se på mig på den måde,” sagde Peter skarpt, da han mødte mit blik. ”Hvorfor chokerer det dig sådan, at jeg ikke ønskede dig død. Troede du virkelig, at Ezra ville have lyst til at ofre sig selv for min skyld, hvis jeg var sådan en psykopat?”
”Peter, undskyld,” hviskede jeg.
”Stop!” gentog Peter. ”Ezra er derude! Det er ham, vi skal bekymre os om, ikke os! Der er ikke noget os at bekymre sig om!”
”Du har ret.” Jeg rystede på hovedet og forsøgte at tømme det for alle de forvirrende tanker om Peter.
Men det var svært. Det forandrede alt. Det var netop Peters forsøg på at slå mig ihjel, der havde givet Jack og mig grønt lys for at lade følelserne og forelskelsen vokse frem. Nu skulle jeg i stedet tænke på det som et selvmordsforsøg gjort ud af kærlighed til mig, at han havde været parat til at opgive sig selv … Vi havde været forbundet, han havde elsket mig, men jeg havde valgt hans bror.
Peter sagde ikke noget, og det gjorde jeg heller ikke. Måske forsøgte han at udtænke en ny plan. Det kunne jeg ikke. Det var, som om al styrken havde forladt min krop.
En lyd fra døren afbrød min tankerække. Det var ikke decideret et bank, men mere, som om nogen faldt ind mod døren. Jeg så på Peter, hvis blik allerede var rettet mod døren. Han stillede sig beskyttende foran mig, hvis det var lykanterne, der meldte deres ankomst.
Døren gled langsomt op, og et syn, der var næsten lige så skræmmende, mødte os.