10

Ezra lænede sig op ad dørkarmen. Han så værre ud, end jeg havde troet var muligt. Hans tøj, den sorte sweater og jeans, var beskidt og hang i laser. Hans hud var bleg og gusten. Han vaklede ind på værelset, og Peter skyndte sig hen til ham.

Der var bidmærker på hans hals og hans håndled. Lykanternes territorium var næsten en times kørsel væk, hvilket normalt ville være mere end rigelig tid for en vampyrs sår til at hele, men Ezras sår var stadig røde og hævede. Ezra var så drænet, at han ikke havde kræfter til at hele.

”Han skal have noget mad,” sagde Peter og efterlod Ezra til mig. Han skyndte sig ud på badeværelset for at hente blod til Ezra, mens jeg stod stivnet i chok. Det lykkedes mig at lægge min arm rundt om Ezra og hjælpe ham hen på sengen. Hans dybe, brune øjne var helt glasklare. Jeg havde aldrig set en vampyr se så syg ud. Jeg havde end ikke troet, at de kunne se sådan ud, og da slet ikke Ezra.

Da jeg satte mig ved hans side, faldt han sammen med hovedet i mit skød. Han tog fat om livet på mig med et desperat udtryk i øjnene, som om han var nødt til at holde fast i noget.

Peter kom ind på værelset med blodet og så på Ezra, der klyngede sig til mig. Hans læber var en tynd streg i hans ansigt.

”Jeg kan ikke spise noget. Ikke nu,” sagde Ezra og skar en grimasse, som om det var smertefuldt overhovedet at tænke på mad.

Jeg børstede håret væk fra hans pande. Hans hud føltes klam. Efter så voldsomt et blodtab troede jeg, at blod var det eneste, der kunne gøre ham rask. Langsomt gik det op for mig, hvad der var foregået.

Lykanterne havde drukket af hans blod. Vampyrer tillod kun andre vampyrer at drikke deres blod, hvis de var elskende. Der var noget seksuelt over udvekslingen af blod, men det var også mere end det. Da Jack bed mig, mærkede jeg ham i mig, og hans kærlighed og godhed strømmede igennem mig. Ezra var blevet bidt af en flok gale hunde. Al deres smerte og raseri brændte i ham. De havde på en gang fyldt ham både fysisk og følelsesmæssigt og samtidig drænet ham, for det der var ham.

Ezra undertrykte en jamren. Han holdt så hårdt om mig, at jeg ville være blevet knust, havde jeg været et menneske. Selv når han var svag, føltes hans muskler stadig som beton under mine hænder. Hans krop var helt stiv, og han krøb tættere ind til mig.

”Mit blod …” Ezra fremstammede et par ord, men det var svært nok i sig selv.

”Hvil dig bare. Vi behøver ikke tale.” Jeg forsøgte at berolige ham og kørte mine fingre gennem hans lyse hår.

”Nej,” sagde Ezra. Hans stemme var lille og skrøbelig. ”Mit blod for dit blod. Det er slut. Vi skal af sted. Peter, kan du … ”

”Jeg skal nok ordne det,” sagde Peter, da Ezra tav. Han prøvede at se normal ud, men hans øjne brændte. Det var ubærligt for ham, at Ezra havde givet sit blod for hans liv.

Efter et minut, hvor han stod og så angrende på Ezra, gik Peter i aktion. Han tog sin mobil og begyndte at ringe rundt. Jeg forstod ikke noget, fordi alt foregik på finsk.

”Jeg burde ikke belaste jer med det her,” sagde Ezra og forsøgte at trække sig væk.

”Nej, det er okay,” sagde jeg. ”Bare rolig.”

”Nej. Jeg …” Ezra tav igen, da en rysten gik gennem hans krop. Han holdt endnu hårdere fat om mig, og jeg kunne næsten ikke få vejret. Så slappede han en smule af. Så meget som han nu kunne.

”Undskyld.”

”Ezra. Det er okay.”

Peter lagde telefonen og så på Ezra, der forsøgte at trække vejret normalt. Jeg kunne mærke, at Ezra prøvede at undertrykke sine skrig, og jeg så over på Peter for at få hjælp, men han ville ikke møde mit blik.

”Det er bedst, hvis han kan hvile lidt,” sagde Peter. ”Følelserne forsvinder med tiden. Vores fly letter om syv timer. Så han har tid til at hvile og få lidt mad, og så vil han være okay til hjemturen.”

Peter pakkede vores ting. Jeg burde hjælpe ham, men jeg ville ikke lade Ezra ligge alene. Peter foreslog, at vi sov lidt. Ezra gled ind og ud af bevidsthed. Det lykkedes mig at slumre lidt, men flere gange vækkede Ezra mig med et støn, eller fordi han vred sig i sengen.

Da Peter vækkede mig om aftenen, lå Ezra stadig helt tæt ind til mig, men desperationen i hans greb om mig var aftaget. Peter hjalp ham ud på badeværelset for at spise og komme i bad, og jeg kunne endelig strække mig. Hele min krop gjorde ondt, fordi han havde holdt fast i mig på den måde.

Bare det at trøste Ezra havde været udmattende, så det var ubegribeligt, hvordan han kunne udholde det, han gennemgik. Jeg stod ved siden af sengen og følte mig helt udkørt, da Peter kom ud fra badeværelset. Han så bekymret på mig, men jeg havde ikke gjort mig fortjent til hans bekymring, så jeg gik i gang med at rydde det sidste op.

”Alice.” Peter lagde en hånd på min arm. ”Hvordan har du det?”

”Bedre end Ezra,” sagde jeg med en trist latter.

Jeg så på ham og kunne ikke holde til det længere. Modvillige tårer løb ned ad mine kinder, og han trak mig hårdt ind til sig. Jeg begravede mit ansigt i hans sweater og hulkede højlydt.

”Tak. Og undskyld,” mumlede jeg, da jeg fik lidt mere styr på mig selv. Jeg trak mig væk. Han blev ved at holde fast i min arm, som om han ikke var sikker på, at jeg kunne klare mig.

”Ingen årsag. Jeg så, hvor hårdt det var for dig,” sagde Peter.

”Han græder ikke engang.” Jeg tørrede tårerne væk fra mit ansigt og hadede mig selv, fordi jeg var så barnlig.

”Det er anderledes for ham. Han har prøvet det før, selvom det vist aldrig har været så slemt som nu.” Peters så forbitret ud.

”Har han prøvet det før?” spurgte jeg.

” Willem, hans gamle herre, plejede at gøre det. Han var en skrækkelig, skrækkelig mand.” Han så væk. ”Men Willem var bare én mand, det her er en helt flok sadister. Jeg er blevet bidt på samme måde, men slet ikke så voldsomt. Det var … ”

”Hvad?” sagde jeg, da han forblev tavs.

”Mit blod brændte i årerne. Min krop forsøgte at afvise det, samtidig med at jeg allerede var drænet for blod. Den fysiske smerte var ulidelig, men det var værste var følelserne, der dukkede op. Man får lyst til ting, som man ikke vil. Man føler sig ulækker og …” Han rystede på hovedet og ville ikke sige mere. ”Det er simpelthen tortur.”

”Klarer han den?” spurgte jeg.

I det samme kom Ezra ud fra badeværelset, og vi så på ham. Han havde rent tøj på, og mærkerne på hans hals og håndled var endelig helet. Hans hud var stadig bleg, og hans ansigt helt alvorligt, men han kunne godt gå oprejst.

Han sagde næsten ingenting på vej til lufthavnen. Han bevægede sig stift, og han kæmpede hele tiden for at undertrykke sine smerter. På flyet blev han ved med at mumle undskyldninger til mig, og jeg affærdigede dem alle. Jeg havde næsten intet gjort for ham. I hvert fald ikke noget, han ikke ville gøre for mig. Det gav mig en endnu dybere respekt for ham. Det, der gav ham disse smerter, ville have slået enhver anden ihjel. Til sidst tav han resten af turen og sad med lukkede øjne. Jeg kunne ikke lade være med at stirre på ham, jeg var bange for, at han ville falde fra hinanden eller dø, hvis jeg så væk.