15

Ezra fulgte lige i hælene på Mae og så bedre ud, end han havde gjort i flere dage. Han virkede ikke lige så vred som hende, men han så alvorlig ud. Da han rakte ud efter hende, trak hun sig væk.

”Hvor har I været?” spurgte Mae. Hendes normalt så varme stemme lød skinger. Bobby havde siddet og nippet til maden, men han slugte den straks og rykkede tættere på Milo.

”Hvorfor? Er der sket noget?” spurgte Jack forsigtigt.

”Svar nu bare, for helvede!” råbte Mae, og det gav et sæt i os alle. Hun stod med hænderne i siden, og små hårtjavser klistrede til hendes tårevædede kinder. ”I tror, I kan komme og gå, som det passer jer. Det er ikke et hotel. Det er en familie, og det er vores hjem!”

”Undskyld?” sagde jeg usikkert. Jeg så over på Ezra, men han havde for travlt med at se på Mae til at kunne signalere til nogen af os, hvad der foregik.

”Ja, det må du undskylde,” sagde Milo og lød mere oprigtig, end jeg havde formået.

”Det var ikke fordi, vi ikke ville fortælle dig det,” sagde Jack. ”Vi tog bare af sted i en fart.”

”Hvad var det, der var så vigtigt, at I ikke kunne nå at fortælle mig om det?” Mae stirrede på Jack, fordi han var den, der havde været mest meddelsom, men nu trak han sig og lagde armene over kors. Han stod uroligt og så over på mig, men jeg rystede på hovedet. Jeg brød mig ikke om at deltage i hysteriet.

”Vi tog bare hen til baren for at se …” Ordet bar var knapt kommet ud af hans mund, før hun spærrede øjnene op og afbrød ham.

”Baren? Vel ikke vampyrbaren? Der er vel ikke nogen af jer, der er dumme nok til at gøre noget så farligt uden at fortælle mig om det?” Mae var helt ude af den, og Jack så ned i gulvet. Hun så på os andre. ”Hvad tænkte I på? Hvad er det for en dødsdrift, der driver jer? Bare fordi I kan leve evigt, betyder det ikke at I gør det!”

”Vi tog derhen for at se efter Jane,” sagde jeg stille og håbede, at hun ville falde lidt ned.

”Hvis I gerne vil dø, så kan jeg ikke stoppe jer!” Hun kastede hænderne i vejret. ”Jeg kan ikke stoppe nogen!”

Endnu en tåre trillede ned ad hendes kind, og jeg ville gerne give hende et kram eller trøste hende på en eller anden måde, men jeg vidste ikke hvordan. Jeg var bange for, at jeg bare gjorde hende endnu mere vred.

”Vi er virkelig, virkelig kede af det,” sagde Milo.

”Jeg kan ikke redde nogen!” jamrede Mae. Hendes stemme knækkede over.

”Mae,” hviskede Ezra. Hun hulkede og faldt forover. Han lagde armene om hende og trak hende op. ”Mae, min elskede, det skal nok gå.”

”Nej, det går ikke!” Mae forsøgte at skubbe ham væk, men han holdt fast. ”Det er ikke sådan her, det skal være!” Hun græd endnu mere, og hendes ord forsvandt ind i tårestrømmen, før hun vendte sig om og begravede sit ansigt ved hans bryst.

Sådan stod de lidt, mens vi andre stirrede på dem. Skulle vi gå eller blive og snakke? Vi blev stående.

”Jeg vil ikke være uhøflig,” sagde jeg forsigtigt, da Mae var faldet en lille smule ned. ”Men … øh … hvad foregår der?”

”Mae tog hen for at besøge sin menneskefamilie,” forklarede Ezra.

Han forsøgte at sige det på en beroligende måde, men man kunne høre hans misbilligelse. Ezra syntes ikke, at Mae skulle have noget at gøre med den familie, hun havde forladt, men hun insisterede på at køre hen og se til dem. Hun kontaktede dem dog aldrig.

”Her til aften fandt hun ud af, at hendes oldebarn er dødeligt syg og kun har få måneder at leve i,” sagde Ezra og trak Mae endnu længere ind i sin favn. Bare det at høre ham sige det højt, fik hende til at hulke endnu højere.

Mae var otteogtyve, da hun blev vampyr, og hun havde forladt en lille datter. Hendes forvandling havde ikke været helt frivillig, og hun havde været nødt til at forlade en familie, der betød alt for hende. Hun havde været tvunget til at se sin datter vokse op på afstand, derefter sit barnebarn og nu sine oldebørn.

Ezra havde tolereret det, fordi han elskede hende så højt, men han havde givet hende en deadline. De skulle snart flytte derfra, for hun kunne ikke bruge hele sit liv på at betragte kommende generationer blive gamle og dø.

Det sværeste for Mae var, at hun havde haft en lille dreng, der døde, flere år før hendes datter kom til verden. Det havde næsten slået hende ihjel, og Mae havde svoret, at hun aldrig ville overleve flere af sine børn. Desværre var hun blevet udødelig, så hun havde ikke noget valg. Men intet kunne forberede hende på at miste sit femårige oldebarn. Jeg tror ikke engang, hun helt fattede, at hun på et tidspunkt skulle miste sin datter.

Jeg gik over til hende, og hun trak sig så meget væk fra Ezra, at jeg kunne give hende et knus. Hun elskede ham højt, men lige nu havde hun brug for at have et barn, og jeg var blevet hendes steddatter. Hun holdt så hårdt fast om mig, at det gjorde ondt, men jeg sagde ingenting.

Til sidst faldt hun ned og undskyldte sin opførsel. Men Milo og Bobby var allerede listet op på værelset til min store irritation. Ezra blev hos hende, hvis hun skulle have brug for ham, men Jack gik ud i haven sammen med Matilda for at give os lidt tid alene. Ezra var overbevist om, at det var bedst for hende at hvile sig, og han så selv ret udmattet ud. Han hjalp Mae tilbage til deres værelse og så undskyldende på mig, da de gik. Han holdt så meget af hende, men han var vred over, at hun havde kontakt med sin fortid. Der kom ikke noget godt ud af beholde mennesker i sit liv.

Jeg tænkte på Jane henne i baren og Bobby oven på med min bror og rystede på hovedet. Alle ville med tiden dø, undtagen os, og jeg kunne aldrig rigtig finde ud af, om det var en trøst eller skræmmende.

Jack legede udenfor med Matilda i de visne blade på jorden. Månen var næsten fuld, men tynde skyer dækkede den til. Jeg gik ud ad de franske døre og indsnusede den kølige luft. Jeg tog en dyb indånding og forsøgte at lade luften rense mit hoved for Maes tårer og alle de skrækkelige billeder af Jane i det mørke rum.

Jack smilede, da han så mig, og rejste sig fra en bunke blade, som han og hunden havde tumlet rundt i. Matilda havde blade og kviste siddende i pelsen, og den løb rundt på græsset med en stor pind i munden. Jack kørte en hånd gennem håret og rystede nogle visne blade af sig, inden han gik over til mig.

”Hvordan går det?” spurgte han.

”Super.” Jeg overdrev, men det hjalp at være udenfor.

”Er du sikker?” Han så alvorligt på mig. Jeg fjernede nogle af de visne blade, der hang fast i hans trøje. Hans bare arme var beskidte og kolde, men jeg tvivlede på, han lagde mærke til det.

”Det er Mae, der har det svært, ikke mig,” sagde jeg.

”Hvordan har hun det?” Han så op mod huset og var tydeligvis bekymret.

”Jeg ved det ikke,” sagde jeg. ”Ezra tog hende med op til værelset, så hun kunne hvile sig, men …” Jeg trak på skuldrene. Det var svært at sige, hvordan hun havde det.

”Jeg er ked af, at vi ikke kunne gøre mere for Jane.” Han så atter på mig.

”Det er jeg også, men du har ret. Hun er nødt til selv at ville det, og det sker nok aldrig.” Jeg sukkede og gned mine arme, selvom jeg ikke for alvor havde det koldt.

”Det har været en lang nat. Du må også hellere gå i seng.”

”Det er rigtigt.” Det var for tidligt at gå i seng, men jeg havde ikke følt mig rigtig udhvilet, siden jeg tog til Finland. Jeg gabte og tænkte med længsel på min seng.

”Vil du have selskab?” spurgte Jack og vippede med sine øjenbryn.

”Det ved du, jeg gerne vil,” sagde jeg og bed mig i læben. Jeg ville altid gerne have Jack med i seng, især efter vi havde sat noget i gang tidligere, men jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig om det lige nu. ”Men vi må hellere lade være. Jeg har ikke nok styr på mig selv til at klare det, du kunne finde på at gøre ved mig.”

”Det er sandt,” sagde han og sendte mig et lidt trist smil. ”Gå ind i seng. Jeg kommer måske op senere og tager noget tøj, men jeg skal lige have vasket hunden, inden jeg går i bad og kaster mig på sofaen.”

”Jeg har dårlig samvittighed over at smide dig ud af din egen seng,” sagde jeg for hundredesyttende gang.

”Hey, man er vel en gentleman. Og jeg kan kun sove, hvis jeg ved, du ligger godt.” Han bøjede sig ned og kyssede mig. Hans læber var lidt kolde fra den friske natteluft, men kysset var alt for kort, selvom selv et kort kys efterlod min hud helt varm. ”Vi ses senere.”

Jeg vendte tøvende om og gik tilbage til huset. Matilda løb efter mig og forsøgte at snige sig med ind i huset, men Jack nåede at stoppe den. Dens store, hvide poter var fulde af mudder efter at have løbet rundt nede ved søen, og pelsen var fuld af visne blade. Jeg ved ikke, hvad hans plan gik ud på i forhold til at få den ren, inden de gik indenfor, men det måtte han selv klare.

Jeg betragtede dem et stykke tid, inden jeg gik ovenpå. Matilda løb glad rundt i bunkerne med blade, og Jack løb efter hunden, mens han grinede og hujede. Han var beskidt, og hans tøj blev ødelagt, men han var ligeglad, for han havde det sjovt med sin hund. Det var sådan noget, der fik mig til at elske ham så højt. Mit hjerte voksede sig større ved synet af ham, og jeg skyndte mig ovenpå, inden jeg kunne nå at skifte mening og invitere ham med.

Midt i en frygtelig drøm om krokodiller, der jagtede små kattekillinger, kom Jack ind og gav mig et kys. Jeg strakte mig og inviterede ham ned i sengen, men han sagde nej tak af uransagelige årsager. Jeg er sikker på, at han forklarede hvorfor, men jeg faldt straks i søvn igen, og heldigvis nåede jeg at redde alle kattekillingerne.

Det var først senere, da jeg vågnede for alvor, at det gik op for mig, at Jack havde sagt farvel. Ikke godnat eller vi ses i morgen, men farvel. Et ord, jeg slet ikke brød mig om at høre fra hans mund. Jeg skyndte mig ned på kontoret, som var Jacks soveværelse for øjeblikket, men det var tomt. Sengen var redt, og det gjorde han ellers aldrig. Jeg overvejede at gå ind og høre Mae, men jeg ville ikke forstyrre hende. Så løb jeg ovenpå for at høre Peter, om han mod forventning vidste noget. Matilda kom løbende efter mig. Det var endnu et sikkert tegn på, at Jack var taget af sted. Peter var også væk, men jeg var ikke klar over, om han overhovedet var kommet hjem i går.

I virkeligheden havde jeg vidst i samme sekund, jeg slog øjnene op, at Jack var væk. Jeg kunne altid mærke, når han ikke var i nærheden. Det var, som om båndet mellem os blev trukket alt for smertende tyndt.

Inden jeg bankede på døren ind til min lillebror, sørgede jeg for at lytte godt efter. Efter i går havde jeg ikke lyst til at afbryde dem midt i noget. Men det lød, som om Milo sov. Klokken var ikke engang seks om aftenen, og i vampyrtid var det ret tidligt. Jeg var som regel aldrig oppe før klokken otte.

”Milo?” Jeg bankede på døren, men turde ikke åbne. Det var mærkeligt, når man tænkte på, at Milo og jeg bare plejede at brase ind hos hinanden. Vi havde aldrig været særlig generte, før ham Bobby kom ind i vores liv.

Jeg skulle lige til at banke igen, da Bobby åbnede døren. Han havde pyjamasbukser på og intet andet, så jeg kunne se hans ekstremt tatoverede overkrop. Der stod noget på latin hen over hans brystkasse, og en efeu voksede hen over det nederste af hans mave. Der var for mange tatoveringer til, at jeg kunne nå at nærstudere dem alle. Han havde ikke redt sit mørke hår, så det stod lige op i luften, men han så ud til at have været vågen noget tid.

”Han sover stadig,” hviskede Bobby og kom ud fra værelset. Han lukkede døren forsigtigt for ikke at vække Milo. ”Kan jeg hjælpe?”

”Øh, måske,” sagde jeg. Han lagde armene over kors for at beskytte sin nøgne hud mod den kølige luft i huset, og jeg undrede mig over, hvorfor han ikke bare tog en trøje på. ”Ved du, hvor Jack er?”

”På en måde,” sagde Bobby og nikkede. Han så ud til at være glad for at kunne hjælpe. ”De havde travlt med noget arbejde. Jeg forstod det ikke helt, men det var noget med, at aktierne opførte sig mærkeligt, og de var nødt til at gøre noget ved det. Ezra og Jack tog af sted for nogle timer siden, Peter var vist allerede taget af sted. De er kun væk en dag eller to.”

”Hvordan ved du alt det?”

”Jeg lider af søvnløshed,” sagde Bobby med et lille smil. ”Det er ret smart at have en vampyrkæreste, når man har det sådan. Men han sover faktisk indimellem, og det gør jeg ikke.” Han smilede af det komiske i det. Jeg havde endnu ikke afgjort med mig selv, om jeg kunne se noget som helst sjovt eller charmerende ved ham.

”Okay!”

Matilda havde indset, at ingen af os var Jack, så hun luntede ned ad gangen. Jeg så efter hunden og sendte så et akavet blik til min lillebrors halvnøgne kæreste.

Han duftede skønt, men jeg havde ikke lyst til ham. Det var nok et godt tegn, men jeg kunne stadig ikke lide ham. Alligevel havde jeg ikke lyst til at gå tilbage til mit værelse lige nu.

”Nå, men er du så stået op for alvor?” spurgte Bobby.

”Ja, det tror jeg.”

”Cool. Lad mig lige hente en trøje,” sagde han, som om jeg havde inviteret ham med til noget. Jeg nikkede og ventede på ham, som om jeg også troede, jeg havde inviteret ham.

Bobby kom ud igen iført en stramtsiddende hættetrøje, der stod åben. Jeg forsøgte at se om bag ham for at se, hvordan Milos soveværelse så ud, nu da han havde fået en kæreste, men Bobby lod kun døren stå på klem. Jeg ved ikke, om han forsøgte at skjule noget, eller om han bare var bange for, at Milo skulle vågne. Uanset hvad stolede jeg ikke på ham.