18

Da jeg trådte ud fra badet, kunne jeg hurtigt forstå, at Mae ikke var ved at dø, og at Ezra var i færd med at berolige hende. Men der var noget galt, og jeg kunne ikke lide det. Jeg tog et par joggingbukser på og en af Jacks store T-shirts og skyndte mig nedenunder.

”Jeg ville ikke gå derned, hvis jeg var dig.” Bobby stod uden for døren til Milos værelse iført en hættetrøje og gav gode råd. ”Det lyder ikke godt.”

”Du lytter ikke til mig, Ezra! Du lytter aldrig til mig!” råbte Mae.

”Hvad foregår der?” spurgte jeg Bobby i håb om at få lidt at vide, inden jeg bevægede mig derned.

”Jeg ved det ikke rigtig. Milo og Jack tog ud for at hente blod for et kvarter siden, og Mae og Ezra begyndte at skændes kort efter det,” sagde Bobby og trak på skuldrene.

En tur i blodbanken måtte betyde, at vi var ved at løbe tør. Min mave knurrede ved tanken om blod, men Mae råbte så højt, at hun overdøvede følelsen.

”Du skal ikke bede mig om at falde ned! Jeg vil ikke falde ned!” fortsatte Mae, da Ezra var kommet til at foreslå, at hun skulle slappe af. ”Det her er ikke noget, som vi skal tage roligt. Det drejer sig om liv og død, Ezra!”

”Det ved jeg godt, Mae! Det er derfor, vi skal tænke os godt om!” Ezra hævede stemmen, men han lød ikke vred. Han lød mere, som om han prøvede at blive hørt.” Og alle de andre behøver ikke høre os råbe op.”

”Jeg er ligeglad, hvem der hører os!” skreg Mae. Derefter fulgte lyden af noget glas, der blev knust, som en vase der faldt. Matilda begyndte at gø, og Mae bad den vredt holde mund.

”Kan du høre?” hviskede Bobby. Men det, der fik ham til at tænke, at han skulle holde sig væk, var nøjagtig det, der fik mig til at tænke, at jeg måtte gøre noget. Peter var stadig på sit værelse. På hans langsomme hjerterytme lød det, som om han sov, så jeg var den eneste, der kunne gøre noget.

Da jeg kom nedenunder, så Matilda så bekymret ud, som kun en hund kan. Mae stod i den ene ende af rummet, og hun så langt værre ud end dagen før. Hendes hår var rodet, og hendes hud var opsvulmet af at græde og råbe så meget. Hun havde haft pyjamas på i flere dage.

Der var knust glas over det hele. Der havde stået en tung svanestatue på kaminhylden, og hun måtte have kastet den fra sig med al kraft, siden den var blevet knust på den måde.

”Du har vækket Alice,” sagde Ezra til Mae og lød træt. Han stod i den anden ende af stuen og havde silkepyjamasbukser på og en T-shirt. De var åbenbart begyndt at skændes, det sekund de vågnede.

”Nej, jeg var vågen. Jeg er lige kommet ud af bruseren.” Jeg fremviste mit våde hår som et bevis. Det dryppede ned ad min ryg, fordi jeg ikke havde haft tid til at tørre det.

”Jeg er ligeglad med, om jeg vækkede hende. Jeg er ligeglad med, hvem jeg vækker!” Mae kiggede op mod loftet, som for at vække alle der sov.

”Hold nu op! Det er jo ikke dem, det handler om. Det er ikke deres fejl,” sagde Ezra.

”Hvordan kan det ikke handle om dem?” Hun pegede på mig, men nægtede at se på mig. ”Det handler så meget om dem! Det er derfor, du ikke vil gøre det!”

”Nej, det passer ikke. De har ikke nogen indflydelse på det,” sagde han og rystede på hovedet.

”Det har de da, for fanden! De har alt med det at gøre! Du ville ikke gøre Alice til vampyr, fordi hendes bror lige var blevet det. Og det var endda noget, du ønskede!” Mae sendte ham et blik, som jeg ikke forstod. Han rystede på hovedet. ”Du skal ikke være så skide nedladende, Ezra. Du gjorde hendes bror til vampyr for hendes skyld. Så hvorfor fanden vil du ikke gøre det samme for mig?”

”Det her er noget helt andet, og jeg vil ikke være med til det. På ingen måde.” Han talte stille, men hans stemme lød hård og urokkelig.

”For helvede, Ezra!” jamrede Mae. Tårerne løb ned ad hendes kinder. ”Du kan ikke nægte mig det! Det har du ingen ret til! Det har du ikke!”

”Jeg er ked af det, Mae, men jeg kan ikke tillade det.” Han kneb læberne sammen – der var ikke noget tegn på, at han ville give sig.

Mae så ud, som om hun var ved at falde helt fra hinanden, men han gik ikke hen til hende. Jeg ville gerne hjælpe, men var bange for, hvordan hun ville reagere, hvis jeg blandede mig. Og hvis Ezra ikke ville tage sig af hende, så tvivlede jeg på, at jeg skulle.

”Du er ikke ked af det! Du er kold og ligeglad. Jeg kan ikke være sammen med dig mere!” Hun hulkede så meget, at hun var nødt til at tage fat om en stoleryg for ikke at falde. ”Du skal ikke bestemme over mig på den måde! Det skal du ikke!”

”Du har ret. Jeg kan ikke bestemme, men jeg vil på ingen måde deltage i så vanvittigt et projekt. Du kan gøre, hvad du vil, men du kommer ikke ind i mit hus med det misfoster,” sagde Ezra køligt.

”Misfoster!” Hendes stemme knækkede over. ”Det er da os, der er misfostre! Hun er bare et barn, og jeg vil redde hende.”

”Du kan ikke redde hende, Mae. Du kan kun gøre hende til et monster.”

”Er vi da monstre?” Mae børstede en tot hår væk fra øjnene og så ned i gulvet. ”OK, måske er vi monstre, og måske bliver hun et monster, men i det mindste får hun et liv. Og det ville ikke være noget dårligt liv. Vi kan give hende alt muligt.”

”Vi har intet at give hende,” sagde han.

”Hvordan kan du sige det?” Mae stirrede på ham. Så kiggede hun på mig med had i blikket. ”Er det på grund af hende? På grund af Alice? Hun får alt, hvad du har at give? Du lod Jack gøre hende til vampyr, og han fik ingen straf på trods af, at vi lige havde gjort hendes bror til vampyr. For hendes skyld!” Mae trak vejret tungt. ”Hun er ikke den eneste, der har brug for dig, Ezra! Faktisk tror jeg slet ikke, hun har brug for dig.” Hendes læber bævede, og hun skulede til ham. ”Og du er heller ikke så uundværlig for mig.”

”Jeg kan tage af sted, hvis jeg er en byrde. Jeg vil ikke skabe problemer mellem jer,” sagde jeg stille. Jeg havde endnu ikke forstået, hvad deres skænderi handlede om, men ønskede ikke at være grunden til det.

”Du er ikke nogen byrde,” sagde Ezra og så undskyldende på mig. ”Lad være med at bekymre dig om det her. Bare gå ovenpå.”

”Hvad nu hvis hun flyttede?” Det var tydeligt, at Mae fik en idé. Hun tog et par skridt hen mod Ezra og undgik behændigt det knuste glas på gulvet. ”Jack og hun kunne flytte, han kan tage sig af hende. Milo kan allerede klare sig selv. Peter er væk det meste af tiden. Vi har plads, og vi har tid.”

”Alice og Milo er slet ikke klar til at stå på egne ben på den måde,” sagde Ezra. ”Og desuden handler det ikke om dem. Hvis alle flyttede ud, og der kun var os to tilbage, ville jeg stadig sige nej. Det kommer ikke til at ske, Mae, uanset hvad der ellers sker.”

”Der må være en udvej!” Hun knælede tryglende på gulvet foran ham og tog hans hånd. Han trak sig ikke væk, men ville heller ikke se direkte på hende. ”Ezra! Søde Ezra! Jeg har aldrig bedt dig om noget på den her måde før!”

”Du har bedt mig om masser af ting på lige præcis den måde før, og jeg har været alt for blødsøden,” sagde han og sukkede. ”Men dette vil jeg ikke være med til. Det vil jeg ikke.”

Mae slap hans hånd og satte sig tilbage på hælene. Hun lukkede øjnene, gned sin pande, og det var tydeligt, at hun forsøgte at finde en ny løsning.

”Men hvad hvis hun gerne vil?” Mae så op på ham, men hun talte om mig. Det føltes mere og mere ubehageligt, at hun hele tiden talte, som om jeg slet ikke var til stede.

”Jeg ved ikke, hvorfor du tror, at jeg har et eller andet særligt forhold til Alice.” Han lød træt, men han ville ikke se på mig.

”Fordi du gjorde hendes bror til vampyr alene for hendes skyld! Du var imod det, men du gjorde det alligevel.”

”Ja, og jeg gjorde det samme med Jack. For din skyld.” Ezra så alvorligt på Mae. Mae rødmede og så ned i gulvet.

Jeg anede ikke, hvad Ezra snakkede om. Jeg havde forstået det sådan, at Peter havde gjort Jack til vampyr for at redde hans liv. Mae eller Ezra havde ikke været en del af den historie. Det var blevet gjort ud af barmhjertighed, men af en eller anden grund gjorde det Mae utilpas.

”Det var noget andet,” sagde Mae stille.

”Ja, det var det. For Alice holdt faktisk af sin bror. Han var ikke bare en eller anden tilfældig fyr.” Ezra så på væggen bag hende. ”Og Milo er ung, men han er ikke noget barn.”

”Hun er helt uskyldig! Hun fortjener at leve!” Mae vendte sig om og så bedende på mig. ”Alice! Sig det til ham. Jeg er ligeglad, hvad han siger. Han lytter til dig. Hvis du siger til ham, han skal, så vil han gøre det.”

”Men … men jeg ved jo ikke, hvad I snakker om.” Jeg så hen på Ezra for at søge hjælp, men han så bare dystert på mig. ”Jeg kan ikke sige noget til ham, hvis jeg ikke ved, hvad det er, du beder om.”

”Mit oldebarn, Daisy,” sagde Mae. Igen løb tårerne ned ad hendes kinder. ”Hun er kun fem år gammel, og hun skal dø. Hun har slet ikke haft en chance for at leve. Men hvis vi gør hende til én af os, så kan hun leve for evigt. Hun kan gøre alt i hele verden!”

”På nær at vokse op!” sagde Ezra. ”Hun kan aldrig blive forelsket eller blive gift. Hun kommer aldrig til at bo for sig selv eller køre bil eller gå på bar. Hun vil være afhængig af dig for altid, og det vil måske være dejligt for dig, men hun vil komme til at hade dig for det. Andre vampyrer kommer aldrig til at acceptere hende,” fortsatte han. ”De vil forsøge at slå hende ihjel, fordi hun er en skamplet på alt, hvad vi er. For slet ikke at tale om den syge, perverse del af vampyrverden, der elsker at gøre børnevampyrer til slaver eller sælge dem til pædofile mennesker til gengæld for blod. Er det virkelig det liv, du synes, hun skal leve? Tror du, det er det, hun drømmer om?”

”Sådan bliver det ikke,” sagde Mae insisterende. ”Vi beskytter hende og elsker hende, og hun får alt, et barn kunne ønske sig.”

”Men hun vil jo ikke altid være et barn! Hun bliver en kvinde, der er fanget i et barns krop og med et barns temperament i al evighed. Det er en forfærdelig ting at gøre mod en, du siger, at du elsker så højt,” sagde han.

”Du forstår ingenting!” Mae så desperat på ham, og han mødte hendes blik. ”Jeg kan ikke lade det ske. Jeg svor, at jeg ikke ville se flere af mine børn dø.” Han sukkede dybt og mødte hendes opkørte ansigtsudtryk med fuldkommen ro.

”Så lad være med at se på,” sagde Ezra lakonisk.

”Ezra!” råbte jeg. Hvordan kunne han sige noget så hårdt og ufølsomt til Mae?

”Jeg ved, det er svært, men jeg kan ikke tillade det!” Hans hårde skal revnede et øjeblik, og jeg fangede et glimt af hans udmattelse og bekymring. Mae så atter ned i gulvet, mens hun græd. I det korte øjeblik så han fuldstændig fortabt ud. ”Jeg kan ikke gøre noget!”

”Men så trøst hende dog! Lad være med at råbe af hende!” sagde jeg og var stadig i chok over, hvor afmålt og kølig han var.

”Nej, det er OK, Alice,” sagde Mae udmattet og rystede på hovedet. ”Ezra er mange ting, men han er først og fremmest forudsigelig.” Hun sukkede og rejste sig. Hun tørrede tårerne bort og forsøgte at glatte sit hår. Da hun havde samlet sig lidt, vendte hun sig om mod ham. ”Jeg gør det, jeg er nødt til at gøre.”

”Det forstår jeg, men det bliver ikke i mit hus,” sagde han.

”Det ved jeg.” Hun nikkede, vendte sig om og gik tilbage til soveværelset.

Jeg stod helt stille et øjeblik og forsøgte at få vejret. Jeg havde aldrig set dem skændes om noget som helst før, og da slet ikke om noget så stort som dette.

Ezra havde ret. At forvandle et barn til vampyr var en skør tanke, men samtidig forstod jeg, hvor desperat Mae var, når det drejede sig om at beskytte sin familie.

Til sidst bevægede Ezra sig. Han begyndte at samle det knuste glas op fra gulvet, og jeg gik over for at hjælpe.

”Du var for hård ved hende,” sagde jeg og tog et stort glasskår op fra gulvet.

Mit hår dryppede koldt ned ad ryggen, og jeg satte det op i en knold. Der var en del af mig, der var nervøs ved at sætte mig op mod Ezra, men han havde ikke nogen grund til at være så modbydelig.

”Hun ville ikke have lyttet ellers. Hun har tigget mig, siden hun fandt ud af, at barnet var sygt. Det var bedst, hvis jeg gjorde min holdning helt klar.” Ezra lød meget træt, og måske var han endnu ikke kommet sig helt over det, lykanterne havde gjort ved ham.

”Hvorfor tigger hun dig om at gøre det?” spurgte jeg. ”Jeg mener, hvis det er det, hun vil, hvorfor gør hun det så ikke bare? Hvorfor skal hun have din tilladelse?”

”Hun har aldrig gjort det før. Hun er bange for at gøre noget forkert, når det drejer sig om så lille et barn, selvom det nærmest er umuligt”

Han tog de fleste af glasskårene, alt det, vi kunne samle op uden en kost, så rejste han sig og smed det i pejsen. Jeg gjorde det samme.

”Gør hun det så, hvis du ikke vil?” spurgte jeg.

”Det ved jeg ærligt talt ikke.” Hans normalt så kraftige stemme lød opgivende. ”Hun bad egentlig heller ikke om lov. Hun kender min holdning. Hvis hun gør et barn til vampyr, så vil jeg ikke være sammen med hende. Jeg vil ikke gennemleve den smerte. Ingen af dem ville overleve det, ikke særlig længe. Det gør børnevampyrer aldrig.”

”Hvad mener du?” spurgte jeg.

Den yngste vampyr, jeg havde mødt, var Violet, og hun var fjorten. Jeg kunne ikke forestille mig en vampyr, der var yngre end det. Kom børnevampyrer også til at se ældre ud, på samme måde som Milo og Violet gjorde?

”De bliver sindssyge eller bliver dræbt,” sagde Ezra tonløst. ”De lærer ting, men de modnes ikke. De bliver ældre, men vokser ikke. De får impulser, de ikke kan styre. De er ustabile og stærke og lærer aldrig at forstå konsekvenserne af deres handlinger. De kan ikke lide at være i live. Og andre vampyrer bryder sig ikke om at være i nærheden af dem. Det ender aldrig godt.” Han kørte en hånd gennem sit lyse hår og sukkede dybt. ”Og hvis Mae gør hende til vampyr, så bliver hun endnu mere knyttet til hende, end hun er nu. Hun ville dø i forsøget på at beskytte hende eller begå selvmord, når barnet døde. Det vil jeg ikke være en del af.”

”Alt det må Mae da kunne forstå?” spurgte jeg. Men jeg kendte svaret. Hun var blind af kærlighed til sin familie og var ikke modtagelig over for rationelle argumenter. Hendes eneste fokus var, at barnet ikke skulle dø.

”Nej, Mae tror fejlagtigt, at jeg kan alt.” Han sendte mig et sørgmodigt smil. ”Men det kan jeg ikke, ikke denne gang.” Han så fjern ud i blikket. ”Jeg kan ikke redde barnet. Det er kun et spørgsmål om, hvordan barnet kommer til at dø. Barnet vil lide og så dø, uanset hvad vi gør. Men det vil Mae ikke indse.”

”Kan du ikke tale med hende? Du må da hjælpe hende med at acceptere det. Lige nu gennemgår hun de forskellige stadier af sorg, og det lyder, som om hun er i gang med forhandlingen,” sagde jeg. Jeg havde en gang læst en bog om sorg, hvor der stod, at man som regel gennemgik syv forskellige stadier.

”Måske. Men i modsætning til almindelige mennesker, så har hun desværre faktisk noget at forhandle med. Hvem ville afslå en handel med Gud, hvis han faktisk talte til dem og lyttede til deres bønner.”

Vi tav begge.

”Jeg tror ikke, jeg kan sige noget, der kan hjælpe Mae.” Han sukkede dybt. ”Mit … mit tøj er nede på værelset, og jeg må hellere se at klæde om.”

”Går I fra hinanden?” Jeg var overrasket over min bekymring, men de var det eneste stabile par, jeg nogensinde havde mødt. Hvis de gik fra hinanden, så var der ikke noget håb for resten af os.

”Jeg bliver sammen med hende, så længe hun vil have mig, og så længe hun ikke gør det barn til vampyr,” sagde han. Det var den slags svar, forældre gav deres børn, når de ikke var klar til at sige, at de skulle skilles.

Det gik op for mig, at det måske kun var et spørgsmål om tid, før de gik fra hinanden. Jeg elskede dem begge, og jeg kunne ikke forestille mig et liv uden den ene af dem.

Ezra gik hen på sit værelse. Af en der var så besat af tanken om familie, så forstod jeg ikke, at han kunne være så hård ved Mae. Han gjorde ret i ikke at gøre hendes oldebarn til vampyr, men han var så ubøjelig, når han talte med hende. Han havde været parat til at sætte livet på spil for at redde Peter, men tillod ikke, at hun udviste den samme irrationelle lidenskab.

Måske var det hans måde at beskytte familien på. Hvis hun gennemførte sin plan, ville det smadre alt omkring hende – også ham. Hvad ville der ske med vores familie? Ville vi blive delt mellem dem, som børn nogen gange blev det efter en skilsmisse, eller … Der var ikke nogen svar!

Det var besynderligt. Jeg var klar over, at jeg ville leve længe, og alligevel havde jeg forestillet mig, at alt ville forblive det samme. Ezra havde engang fortalt mig, at alle mennesker, jeg kendte, ville dø fra mig. Men jeg havde aldrig troet, at den her familie også skulle tages fra mig.