19

Da Milo og Jack endelig kom tilbage med blodforsyninger, fortalte jeg dem om skænderiet. Milo gik hen for at forsøge at tale Mae til fornuft. Peter ville stadig gerne se film sammen med os, men efter dagens drama besluttede vi os for at se noget lidt mere muntert end en sørgmodig britisk miniserie, så vi satte Futurama på.

Klokken blev mange, og jeg var på vej i seng. Skænderiet mellem Mae og Ezra havde gjort mig ked af det, og jeg havde behov for at finde trøst ved noget, som ville vare evigt, så jeg ville have Jack til at putte mig. Men Peter var stadig i nærheden og sendte mig hele tiden mærkelige blikke, så jeg kunne ikke lide at bede om det.

Næste morgen forsøgte Jack at vække mig tidligt, så jeg kunne tage med ham ud at lufte Matilda, men jeg ville hellere sove længe. Selvfølgelig kunne jeg så ikke falde i søvn igen, da han var gået, men det var nok, fordi jeg var så sulten. Det var en stille gnavende sult, der havde ulmet siden dagen før. Da vi havde siddet og set tv, havde jeg været mere fascineret af at betragte Bobbys halspulsåre, der dunkede løs, end billederne på skærmen.

Følelsen var endnu værre i dag. Jeg kunne mærke en tørhed i mine blodårer og i halsen. Mine lemmer føltes gamle og ømme, når jeg bevægede mig. Jeg havde ingen energi, men følte mig alligevel mærkeligt rastløs. Jeg var snart nødt til at spise noget, men lige nu besluttede jeg mig bare for at undgå Bobby.

Milo og Bobby var på vej hen til baren for at se til Jane, men jeg følte mig ikke i stand til at være sammen med mennesker. Jeg kunne næsten ikke engang holde ud at være så tæt på Bobby. Hans hjerteslag gav genlyd i mine ører, og den svage duft af ham sivede ind gennem væggen. Jeg var nødt til at finde på et eller andet at lave, inden jeg blev helt skør.

Jeg orkede ikke at gå i bad. Jeg børstede bare tænder, tog tøj på og satte håret op i en løs knold. Jeg forsøgte at ringe til Jane igen, men hun svarede stadig ikke.

Jeg burde nok havde spist noget, men jeg øvede mig på selvbeherskelse. For jeg ville så gerne være alene sammen med Jack, og det var måden at lære det på. Jeg bankede på døren ind til Peter og bed mig i læben. Det var mindre sandsynligt, at jeg bed ham end Bobby, og skulle jeg komme til at bide Peter, ville han have en chance for at overleve.

”Hvad?” Peter åbnede døren og så irriteret ud. ”Brænder huset?”

”Nej. Må jeg komme ind?” Jeg satte en lok hår om bag øret. Hans grønne øjne så forundrede på mig, men han trådte et skridt tilbage, så jeg kunne komme ind.

Da jeg gik forbi ham, tog jeg en dyb indånding. Jeg havde næsten glemt, hvor godt han duftede. Da jeg var menneske, havde hans lugt fortryllet mig, jeg havde bare ikke været klar over, at det var hans blod, jeg længtes efter. Det vidste jeg nu, og lugten var om muligt endnu stærkere og endnu mere appetitlig.

”Du ser sulten ud.” Peter lukkede døren bag mig, hvilket måske ville have gået mig på, hvis jeg havde været mere klar i hovedet.

”Tja …” Jeg forsøgte at slå det hen. Jeg kunne se i spejlet på væggen, at min hud var askegrå, og jeg kunne mærke, at mit hjerte slog for hurtigt.

Hans værelse så rodet ud efter Peter-standarder, hvilket så faktisk var noget mere ordentligt end inde hos Jack og mig. Hans store himmelseng var uredt. De franske døre ud til balkonen stod lidt på klem og lukkede en kølig brise ind gennem de bølgende gardiner. Hans reoler var propfulde af bøger, og det så ud, som om han havde besluttet sig for at tilbringe dagen med at læse. Der lå et par bøger på sengen, og på den hvide stol ved siden af bogreolen lå en åben bog med et rødt bogmærke, hvis den blev lukket ved en fejl.

Jeg gik hvileløst rundt i værelset og forsøgte at ignorere den smertefulde rumlen i min mave. Jeg stoppede brat, da jeg så den røde plet på hans hvide tæppe.

”Du skulle måske spise noget?” sagde Peter. Der var en hårdhed i hans stemme. Han havde set mig stirre på den røde plet. Det var blod, mit blod, fra dengang, da han næsten havde slået mig ihjel.

”Hvorfor smider du ikke tæppet ud?” Jeg pillede ved sømmen på min skjorte og følte mig akavet. Jeg så på ham.

”Jeg er ikke rigtig i humør til at hænge ud.” Han ignorerede mit spørgsmål og undgik mit blik, mens han lavede en håndbevægelse rundt i værelset, som om dets tilstand skulle fortælle mig et eller andet. Under hans solbrændte hud kunne jeg se, hvordan hans blodårer dunkede delikat. Jeg kunne se, at pulsslaget fik lidt mere fart på. Jeg gjorde ham nervøs, og det kunne jeg godt lide, men det hjalp på ingen måde på min sult.

”Du lukkede døren bag mig.” Jeg pegede hen mod den lukkede dør. ”Jeg tror gerne, du vil snakke. Du vil bare have, at alt skal foregå på dine præmisser.”

”Hvad er der i vejen med det? Vil du ikke også have alting på dine præmisser?” Han kørte en hånd gennem sit kastanjefarvede hår. Han havde ikke klippet det, siden vi kom tilbage. Selvom jeg aldrig havde været vild med langhårede fyre, så klædte det ham virkelig godt.

Men alt klædte ham godt. De stramtsiddende jeans og den hvide sweater, der lagde sig blødt ind mod hans muskler. Han var stadig den mest tiltrækkende vampyr, jeg nogensinde havde set, og det var ikke så lidt. Jeg hadede ham for det. At han bare kunne hænge ud på sit værelse og alligevel se sådan ud. Jeg hadede endnu mere det faktum, at jeg stadig var tiltrukket af ham, når jeg slet ikke havde nogen grund til at være det.

”Jeg ved, hvad jeg vil have, men jeg tvinger ikke andre til at leve efter mine regler,” sagde jeg.

”Det gør jeg da heller ikke. Tvinger jeg dig til noget?” Peter så på mig og lod sine skinnende, smaragdgrønne øjne bore sig lige igennem mig. De gjorde mig stadig ør. Måske ikke som de gjorde engang, men i min sult ramte de mig alligevel. Alt ved ham virkede pludselig frygtelig lokkende.

”Nej, men … Jeg ved ikke.” Jeg rystede på hovedet og vendte mig væk. Jeg gik igen hvileløst rundt. Han lænede sig op ad en af stolperne på himmelsengen med armene over kors.

”Hvorfor spiser du ikke noget i stedet for at genere mig?” spurgte han.

”Nej, det kan jeg ikke,” sagde jeg og affærdigede forslaget. ”Jeg har det helt fint.”

”Klart!” sukkede Peter. ”Er det derfor, du er her? Fordi du forsøger at finde adspredelse, så du ikke spiser? Du fantaserer garanteret om at sætte tænderne i din brors lille, lækre ven, gør du ikke?”

”Hold op med at være så klam!” fnøs jeg, men han var alt for tæt på sandheden, og jeg rødmede lidt.

”Det er ikke klamt. Det er sådan, det er.” Han kneb øjnene sammen og så på mig, som om noget lige var gået op for ham. ”Du har ikke bidt nogen endnu, har du? Du er stadig jomfru, når det drejer sig om vampyrlivet?”

”Jeg er jomfru på alle måder,” mumlede jeg for mig selv, inden jeg kunne nå at tænke mig om.

”Hvad siger du?” spurgte Peter og spærrede øjnene op.

”Ikke noget.” Jeg rystede på hovedet og rødmede endnu mere. ”Jeg har ikke været vampyr særlig længe. Jeg er nødt til at få styr på mig selv først.”

”Javel.” Et smørret grin bredte sig ud over hans læber, og jeg sukkede dybt.

”Hold op! Du skal ikke se på mig på den måde,” snerrede jeg, men det fik ham bare til at le. Jeg sukkede og så mig desperat rundt for at finde noget andet at tale om.

Der lå en bog halvt skjult af dynen på hans seng. Det var ikke en hvilken som helst bog. Den havde et slidt omslag og forrevne sider, og jeg havde brugt meget tid på at læse den for nogle måneder siden. Titlen var Et kort overblik over vampyrens historie, og Jack var overbevist om, at Peter selv havde skrevet den. Jeg havde snuppet den fra Peters værelse, og senere var den på mystisk vis forsvundet.

Jeg gik hen for at tage bogen, men Peter så, hvad jeg havde gang i, og forsøgte at stoppe mig. Han var hurtig, men hans forsøg var halvhjertet, for jeg var allerede derhenne.

Han greb mig om håndleddet, da min hånd rørte sengetæppet. I samme sekund, som hans hud rørte min hud, blev jeg brandvarm. Jeg lod, som om jeg ikke lagde mærke til det, og jeg vred mig fri af ham, inden han kunne mærke min puls stige.

”Du tog den!” Jeg greb bogen og holdt den op foran ham, som om han ikke udmærket var klar over, hvad jeg talte om. ”Jeg vidste, at det var dig!”

”Det er min bog! Du stjal den fra mig!” Peter forsøgte at opføre sig lige så forurettet som mig, men det lykkedes ikke særlig godt. Hvis jeg ikke havde vidst bedre, ville jeg sige, at han var flov over at blive taget på fersk gerning.

”Så …” Jeg tøvede et øjeblik, for på en måde havde han ret. ”Du læste den ikke, og jeg ’stjal’ den ikke. Jeg lånte den.”

”Og jeg ville have den tilbage.” Han rakte hånden ud, så jeg kunne give ham den. ”Må jeg godt få den tilbage?”

”Jeg var ved at læse den. Jeg vil vide, hvordan den ender.” Jeg åbnede bogen, bladrede igennem siderne og forsøgte at skimme teksten.

Han skulede til mig hen over bogen, så jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig. Den var heller ikke til at læse som en roman. Den var snarere halvt dagbog og halvt manual.

”Det var butleren, der gjorde det,” vrængede Peter.

”Hvorfor vil du ikke have, at jeg læser den?” spurgte jeg og så op på ham.

”Jeg har ikke noget problem med, at du læser den,” sagde han, men han ville ikke se mig i øjnene, så jeg havde på fornemmelsen, at han ikke var helt ærlig.

”Men hvorfor tog du den så fra mig?”

”Fordi jeg …” Han afbrød sig selv, og det var usædvanligt at se ham sådan. Han gned sig i øjnene. ”Jeg ville bare ikke have, at du havde den længere.” Jeg havde aldrig før gjort ham så ude af den og irriteret, men jeg kunne lide det. Det plejede at være ham, der drev mig til vanvid. ”Kan du huske, hvornår jeg tog den?”

”Ja, det var den aften, hvor du sneg dig ind på mit værelse,” sagde jeg. Han havde mere end sneget sig ind den nat.

”Og jeg bed dig.” Hans øjne ændrede sig, og hans hjerte bankede hårdere. Han var dybt berørt af bid-episoden, men jeg kunne ikke helt greje hvorfor. ”Dit blod smagte af Jack, og … så ville jeg ikke have, at du havde bogen længere.”

”Det er din bog, ikke?” Jeg holdt op med at pine ham. ”Jeg mener, du har skrevet den, har du ikke?”

”Jo,” sagde han stille. ”Så kan du ikke godt forstå, hvorfor jeg ikke ville have, at du havde den efter alt det med Jack?.”

”Det forstår jeg.” Jeg rakte ham bogen, så han kunne tage den, men han stirrede bare på den et øjeblik og så op på mig.

”Vil du stadig læse den?”

”Kun hvis du ikke har noget imod det.”

”Jeg tror ikke, det betyder ret meget for dig, hvad jeg mener.” Jeg kunne næsten ikke høre hans stemme, og han vendte sig væk fra mig.

”Det kan du ikke være bekendt at sige, Peter! Jeg har gjort alt, hvad jeg overhovedet kan for at gøre det godt igen!”

”Det ved jeg,” sukkede han. ”Tag bare bogen. Læs den. Den vil få dig til at glemme, hvor sulten du er, og så kan du langt om længe knalde Jack.”

Jeg blev ildrød i hovedet. Det var det, jeg ville, men han behøvede ikke at få det til at lyde så beskidt og grimt. Det sårede mig, og det gjorde mig vred, så jeg kastede bogen ind mod hans bryst og stormede forbi ham.

”Alice, vent!” Peter greb min arm, så det ikke lykkedes mig at komme væk. ”Det er jeg ked af. Det var ikke nødvendigt.”

”Du må møde mig på halvvejen.” Jeg tryglede næsten. ”Jeg har prøvet og prøvet. Og selv Jack prøver. Men du bliver nødt til at hjælpe mig. Du bliver nødt til at …” Jeg holdt inde og så væk.

”Hvorfor er det så vigtigt for dig, at jeg tilgiver dig?” spurgte Peter.

Det var faktisk sagen i en nøddeskal. Hvorfor betød det så meget for mig, hvad Peter tænkte om mig? Det handlede ikke bare om, at han og Jack fik genoprettet deres forhold for deres egen og for hele familiens skyld. Der var noget andet på spil, som jeg ikke helt kunne forklare.

”Hvorfor kom du tilbage?” hviskede jeg uden at ville se på ham. Hans hånd brændte på min arm, og jeg vidste, at jeg burde ryste den af mig, men det gjorde jeg ikke.

”Du bad mig om det.”

”Nej, ikke fra Finland. Jeg mener, den nat hvor du tog bogen. Du havde været væk i månedsvis, og så dukkede du pludselig op en nat i mit soveværelse og drak mit blod.” Jeg bed mig i læben, hvorfor spurgte jeg om det? Hvorfor bekymrede jeg mig overhovedet om den aften. ”Var mit blod så tiltrækkende?”

”Dit blod er guddommeligt,” indrømmede han trist. ”Men jeg har altid villet have mere end det.” Han sukkede lavt. ”Hvad er det med dig? Du var mere end bare et menneske, og selv nu, hvor jeg ikke er forbundet med dig …” Han holdt inde, men jeg så langt om længe op og mødte hans blik. ”Hvorfor kan jeg ikke modstå dig?”

Jeg trak vejet dybt, trak hele hans duft ind i stedet for at løbe væk, som jeg burde. Hans hud brændte mod min, og jeg kunne mærke, hvordan min krop hastigt var på vej til at nå samme temperatur. Hans grønne øjne flammede så intenst, at jeg ikke kunne se væk. Lyden af hans hjerteslag bølgede gennem min krop.

Luften var så tyk af hans duft og hans væsen, at jeg næsten kunne smage det. Jeg ville smage ham. Jeg ville have ham på den mest fysiske måde.

Pludselig var hans læber mod mine, det var umuligt at sige, hvem der bevægede sig mod hvem, men jeg gjorde i hvert fald ikke modstand. Hans kys var rå og bløde på samme tid. Jeg begravede mine hænder i hans tykke, silkebløde hår, jeg pressede mig så tæt ind mod ham, som jeg kunne komme. Hans muskler var hårde som sten mod min krop, og han lagde sine arme omkring mig og trak mig endnu tættere. Hans mund smagte overraskende sødt, og jeg ville have mere.

En ubærlig og blændende sult brusede gennem mig og blandede blodtørst med lidenskab. Alle mine sanser smeltede sammen og blev til én. Jeg kunne smage, hvad jeg følte, og jeg kunne intet se. Min puls bankede i takt med hans, tung og varm.

Og han duftede så indbydende, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Min krop brændte bogstavelig talt for ham. Det var, som om min hud var dækket af flammer, og den eneste redning var at bide ham. Han kyssede mig lidenskabeligt, og næsten legesygt pressede jeg mine tænder mod hans læbe. Jeg bed ikke. Jeg prøvede blot, for at se om jeg kunne.

Peter stønnede, og lyden af hans stemme bevægede sig igennem mig som ekkoer. Han ville gladelig lade mig bide ham og drikke af den vidunderlige eliksir, der flød i ham. Jeg havde så meget lyst til ham, at det gjorde ondt.