23
Mae lukkede øjnene fast i, og et øjeblik var der helt stille. Det føltes, som om luften var suget ud af rummet. Milos brune øjne var større end normalt, og han kiggede frem og tilbage mellem Mae og Jack. Jack var som forstenet. Så gik der en chokerende, kvalmende panik igennem ham, og jeg kunne mærke hans hjerte hamre i brystet.
”Hvad snakker du om?” Jack krævede et svar, og hans stemme rystede.
”Jack, min ven.” Mae rakte ud for at tage hans hånd, men han sprang væk, inden hun nåede at røre ham. Tårerne stod i hendes øjne. ”Det er længe siden.”
”Nej,” Jack rystede på hovedet. Han nægtede at tro på eller forstå, hvad hun sagde. ”Jeg gik med to piger ind på et diskotek, og så …” Han rev sig i håret, og han prøvede at tænke. Han havde aldrig spekuleret særlig meget på, hvad der egentlig var sket dengang. ”Du fortalte mig, at du fandt mig i en baggård. At de havde forladt mig i den tro, at jeg var død.”
”Ingen havde forladt dig, min ven.” Hun rejste sig fra sengen og trådte hen mod ham. Han veg et skridt tilbage.
”Hvad skete der i virkeligheden?” råbte Jack. Hans vrede fik det til at gibbe i hende.
”Du var på diskoteket, og …” Hun tav. ”Du ved, hvordan det er.”
”Nej! Jeg vil have, at du fortæller mig præcis, hvad der skete,” Jack stirrede på hende. ”Jeg har ret til at vide, hvad du gjorde ved mig!”
”Du var på diskoteket, og jeg var sulten. Jeg havde før samlet nogen op der, og jeg tænkte ikke videre over det. Så jeg tog dig med ind i et af lokalerne bagved.” Mae talte hurtigt, og Jack lukkede øjnene. ”Det var ikke min mening, Jack! Du må tro mig! Det var aldrig min mening at såre dig! Jeg vidste ikke engang, hvad jeg havde gjort, før det var for sent! Du trak ikke længere vejret, og dit hjerte holdt op med at slå!”
”Jeg troede ikke, at man kunne gøres til vampyr, hvis man var død,” sagde han, men holdt stadig øjnene lukkede.
”Jeg ved ikke, hvorfor det gik, men det gjorde det.” Mae gik tættere på ham, og han bevægede sig ikke. ”Jeg ringede til Peter, og han sagde, at det eneste, vi kunne gøre, var at gøre dig til vampyr. Peter gjorde det, og så tog vi dig med hjem, og vi tog os af dig, og vi elskede dig.”
Hun lagde sin hånd på hans bryst, og han lod hende gøre det, men han var synligt rystet. Hans hjerte bankede ude af takt, og han var ligbleg.
”Hvorfor har du ikke fortalt mig det før?” spurgte Jack, så fattet han kunne.
”Du kunne kun huske, at du var gået ind på diskoteket sammen med pigerne, og det hele var forvirrende og skræmmende for dig i starten,” sagde hun. ”Vi ville ikke gøre det værre, så vi lod dig tro, at det var pigernes skyld.”
”Så I løj altså for mig?” Hans øjne var kolde som is, da han åbnede dem. ”I har løjet for mig i seksten år? I synes, at det var det bedste?”
”Nej, vi ville bare … Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få det sagt.” Mae tav.
”Okay!” Han skubbede hendes hånd væk og stormede ud ad værelset. Jeg fulgte efter ham, fordi jeg følte, at jeg burde, men jeg anede ikke, hvordan jeg kunne hjælpe ham.
”Jack!” råbte Mae og løb efter os. Hun forsøgte at gribe ham i armen, men han skubbede hende fra sig. ”Jack! Hør nu! Det ændrer jo ikke noget.”
”Det ændrer alt!” Vi var nået ned i stuen, inden han snurrede rundt og så på hende. ”Du dræbte mig! Du …” Han rev sig i håret, og han kunne ikke fordøje det, hun havde sagt. ”Og du dækkede over det! Hvordan kunne du lyve overfor mig om noget så vigtigt? Hvad har du ellers løjet om?”
”Ikke noget! Kun det her, og det var ikke at lyve!” Mae så væk og rystede på hovedet. Tårerne trillede ned ad hendes kinder. ”Vi ville bare have, at du følte dig ønsket.”
”Sikke en gang pis!” råbte Jack. ”I lod mig tro det, som I ville have, jeg skulle tro! Du ønskede ikke at fortælle mig, at du næsten slog mig ihjel! Og hvis Ezra havde været der og ikke Peter, så ville jeg være død! Han havde aldrig ladet dig gøre mig til vampyr!”
”Hvad sker der?” spurgte Ezra. Han kom ned ad trappen på det værst tænkelige tidspunkt.
Somme tider var det ikke særlig rart at mærke alt det, som Jack følte. Han stod og holdt hårdt om sig selv. Han var lige ved at kaste op. Han havde altid troet, at de havde reddet ham, fordi han var i så dårlig en forfatning, da de fandt ham, men i virkeligheden havde han været deres offer.
”Hvorfor har du aldrig sagt, at det var Mae, der dræbte mig?” råbte Jack. Nu vendte han sin vrede mod Ezra. ”Du har ladet mig leve på en løgn al den tid!”
”Drop dramaet,” sagde Ezra roligt. ”Vi har ikke løjet.” Han sendte Mae et spydigt blik, og hun så væk. Det var tydeligt, at han ikke var begejstret for den måde, hun havde fortalt Jack det på.
Jeg tog forsigtigt et skridt hen mod ham. Jack var ikke vred på mig, mest på verden. Han stod midt i stuen. Ezra og Mae stod i døren, og Mae begyndte at græde. Milo havde været klog nok til at blive på Maes værelse. På en eller anden mærkelig måde var det, der skulle trøste Milo, mundet ud i det her. Helt ærligt så troede jeg ikke, at Jack var så oprevet over, hvad der reelt var sket. Han ville i hvert fald være kommet over det for længe siden. Men han kunne ikke lide, at de havde løjet for ham om en så vigtig begivenhed i hans liv.
”Jack, du ved, at de elsker dig,” sagde jeg, og han så utilpas på mig.
”Hvordan ved du det? Hvordan kan jeg vide, om noget af det, de nogensinde har sagt, er sandt?” spurgte Jack oprigtigt.
”Du ved, hvor meget du betyder for os!” Mae insisterede. ”Se på alt det, vi har gjort for dig og prøvet at gøre for dig!”
”Ved du hvad? Jeg vil ærlig talt helst være fri for at høre på dig lige nu,” snerrede Jack. Han vendte sig og gik hen mod trappen. ”Jeg vil gerne være fri for at høre på nogen!” Da han løb op til sit værelse, fulgte jeg efter. Han vandrede hvileløst rundt på værelset, og jeg stod lidt kejtet i døren, så jeg ikke trådte ind på hans enemærker.
”Hvorfor har de løjet om det her?” Han tog sig til hovedet. ”Hvorfor sagde de det ikke bare? Ville det virkelig være så svært?”
”På en måde. Jeg er sikker på, at Mae var frygtelig flov over, hvad der var sket, og du kunne alligevel intet huske,” sagde jeg. ”De har sikkert bare tænkt, at det var det letteste for alle.”
”Jeg kunne være død!” Han standsede op og så på mig. ”Mae slog mig næsten ihjel, og hun syntes ikke, at det var bedst, at hun fortalte mig det? Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan huske noget. Alle andre husker så tydeligt, hvad der skete, da de blev vampyrer. Hvorfor kan jeg ikke det? Gjorde hun mig noget?”
”Du døde. Derfor,” sagde Peter ude fra gangen og forskrækkede os begge
Han måtte have hørt Jack råbe. Vi havde været for distraherede til at lægge mærke til ham. Jeg kiggede hurtigt på ham og lagde så armene over kors. Jeg flyttede mig tættere på væggen, væk fra ham
”Du var død i næsten fem minutter,” sagde Peter. ”Vi var ikke engang sikre på, om transformationen kunne lade sig gøre, men du har altid haft et stærkt hjerte.”
”Jamen, tak skal du have,” sagde Jack. Han lød sarkastisk.
”Jeg ved, at du er oprevet, men du tager det for tungt.” Peter lød næsten træt.
Han trådte ind på Jacks værelse og stod tættere på mig, end jeg brød mig om. Han så knapt nok på mig, alligevel sørgede jeg for at kigge ned i gulvet. Peter prøvede at trøste Jack, og det gjorde mig utryg. Det fik mig til at føle mig skyldig at stå her sammen med både Peter og Jack.
Hvis jeg havde været i stand til at tænke klart eller til at tale, så ville jeg have spekuleret over, hvornår Peter var begyndt at tage sig af, hvordan Jack havde det. Jeg havde hørt, at de engang havde været tætte, men jeg havde aldrig hørt Peter sige noget opmuntrende til Jack. I dag, lige nu, havde Peter åbenbart besluttet sig for forbedre deres forhold.
”Peter, jeg har virkelig ikke brug for det der lige nu,” sagde Jack. ”Du er ikke en skid bedre end de andre.”
”Er jeg ikke? Det var mig, der besluttede at redde dit liv.” Peter så ham ind i øjnene, og Jack slog blikket ned. ”Mae havde det så elendigt over, hvad der var sket med dig, og vi gjorde alt, der stod i vores magt, for at redde dig og tage os af dig. Så lad være med at få det til at lyde, som om vi var ligeglade.”
”På grund af skyldfølelse!” Jack rystede på hovedet. ”Og det er lige meget! Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor I alle sammen har løjet for mig så længe!” Han sukkede. ”Men jeg skulle vel heller ikke have forventet mere af dig. Du er det mest selvoptagede menneske, jeg nogensinde har mødt.”
”Hvad skal det betyde?” Peter kneb øjnene sammen.
”Du er så egoistisk! Du tænker aldrig på andre!” råbte Jack til ham. ”I ville ikke sige det til mig, fordi I troede, at jeg ville blive vred!”
”Og vi tog sandelig fejl,” svarede Peter tørt og lagde armene over kors.
”Jeg har aldrig løjet over for jer! Aldrig! Og jeg er målløs over, at I alle sammen var enige om at lyve om noget så vigtigt!” Jack råbte, og knuden i min mave voksede sig større. ”Det er så tarveligt, og selvom du er en kæmpenar, så havde jeg aldrig troet, at du også var en kujon.”
”Jeg reddede dit liv! Og jeg har ofret så meget for din skyld!” Peter knurrede. ”Gør det mig til en nar og en kujon?”
”Ja, hvis du var nødt til at lyve!” Jack så Peter ind i øjnene, og noget lynede i Peters.
”Hey, ved I hvad? Jeg tror … øh… at vi lige skal tage en pause,” stammede jeg.
”Så du vil have, at jeg aldrig lyver over for dig? Om noget?” Peter smilede bittert, og det forvirrede Jack. ”Er det den eneste måde, jeg kan holde op med at være sådan et egoistisk røvhul, der dumt nok har sat dine behov før mine egne i de seneste seksten år?”
”Det tror jeg så ikke, at du har. Men ja, lad være med at lyve for mig.” Jack forstod ikke helt, hvor Peter var på vej hen, og det gjorde ham nervøs.
”Peter, jeg tror ikke, at Jack ved, hvad han siger,” brød jeg ind. Det var svært at trække vejret. Jack skævede til mig et øjeblik, men det var allerede for sent. Så snart jeg havde sagt Peters navn, var Jack klar over, at der var noget galt.
”Jeg er udmærket klar over, hvad jeg siger.” Jack nidstirrede Peter.
”Jaså? Men altså, så kan jeg jo lige så godt gøre mig fri af alle mine ugerninger mod dig. Jeg har reddet dit liv, og jeg flygtede til Finland, så du kunne få fred. Jeg skal nok fortælle dig sandheden.” Peter lænede sig lidt tættere mod Jack og sænkede stemmen. ”Jeg har kysset Alice. For tre dage siden.”
”Peter!” Jeg råbte, for der var ikke noget andet forsvar.
Vi forventede begge en eller anden reaktion fra Jack, men der kom ikke nogen. Noget mærkeligt summende omkransede hans følelser, så jeg ikke kunne aflæse dem. Hans ansigt var ubevægeligt, og så vendte han sig til sidst om mod mig. Det var dér, at jeg kunne mærke, hvor såret han var, og det var som at få en knytnæve lige i maven.
”Jack,” sagde jeg lamt.
”I kan alle sammen rende mig.” Jack så på Peter og så igen på mig. ”Helt ærligt. Rend mig i røven.” Så kiggede han væk og forlod sit værelse.