28

Jeg kunne ikke få vejret. Jack så tænksom ud. Hans læber var presset helt sammen.

Jo mere vågen jeg blev, jo mere skyllede hans følelser ind over mig, og de var ikke særlig behagelige. Han følte sig mest af alt nervøs og såret, og det kunne jeg ikke bebrejde ham. Da Jack havde undskyldt for at vække mig, stod han der bare med armene over kors og stirrede på mig. Jeg satte mig helt op i sengen og forsøgte at komme på noget at sige, men min mund nægtede at samarbejde.

”Jeg må indrømme, at jeg er lidt overrasket over ikke at finde dig inde på Peters værelse,” sagde Jack til sidst.

Hans ord skar som knive, ikke mindst fordi de kom fra ham. Han sagde aldrig noget for at såre folk, men han ville godt såre mig nu.

”Jeg har aldrig været sammen med ham.” Min mund føltes lammet, og mit hjerte hamrede i mit bryst. ”Det hele var en dum fejl. Det betød ikke noget.”

”Hvad skete der helt præcist?” Jack øjne var normalt bløde og lyseblå, men nu var de som is, der spiddede mig.

”Jeg ved det ikke.” Den lange tale, som jeg øvet mig på, var væk. Jeg var helt blank.

”Du ved ikke, hvad der skete?” Han skar tænder og tog en dyb vejrtrækning. ”Hvordan kan du ikke vide, hvad der skete, da du kyssede Peter? Så svært er det vel heller ikke at kysse! Jeg er sikker på, at det var noget med, at du lagde dine læber mod hans … ”

”Nej, jeg ved godt, hvad der skete!” sagde jeg og holdt hånden op. Jeg gned min pande og åndede tungt ud. ”Jeg ved bare ikke, hvorfor det skete.”

”Altså, måske hvis du fortæller mig, hvad der skete, så kan jeg måske hjælpe dig med at finde ud af hvorfor,” foreslog han køligt.

”Vi kyssede!” råbte jeg og følte mig allerede udmattet. Jeg ville bare hen til det punkt, hvor jeg kunne græde og undskylde, og hvor han til sidst tilgav mig.

”Hvem kyssede hvem?”

”Jeg … jeg ved det ikke,” stammede jeg og så ned. Jeg trak knæene op mod brystet. Jeg ville gemme mit ansigt i mine hænder.

”Gør du ikke? Du aner det ikke? Du stod der bare, og så knaldede du med ham? Det lyder ret spontant.”

”Der var ikke nogen, der knaldede.” Jeg kunne ikke se på ham. Der her var meget hårdere, end jeg havde forestillet mig.

”Så … hvem kyssede hvem?” Jack gentog sit spørgsmål, og da jeg stadig ikke svarede, hævede han stemmen. ”Alice?”

”Jeg tror, det var … mig,” mumlede jeg og sank.

Jeg kunne have løjet, men han ville gennemskue mig, og det ville bare gøre tingene værre. Jeg lænede mit ansigt mod mine knæ. Han tav, mens han prøvede at forstå, hvad jeg lige havde sagt. Hans smerte var rå og hudløs.

”Er du forelsket i ham?” sagde han så lavmælt, at jeg næsten ikke kunne høre ham.

”Nej, åh gud! Nej,” råbte jeg og så på ham. ”Nej! Jeg elsker dig, Jack! Mere er der ikke at sige!” En tåre trillede ned ad min kind. Jeg havde lyst til at kravle hen til ham og kysse ham, men jeg vidste, at han ville skubbe mig væk.

”Hvorfor kyssede du ham så? Efter alt det vi har været igennem sammen!” Han tryglede mig nu, og det fik mig til at græde.

”Jeg ved det ikke! Helt ærligt, Jack! Jeg ville ønske, jeg kunne forklare det!” Jeg tørrede mine kinder. ”Jeg var så tørstig, men jeg prøvede at lade være med at spise for at træne min selvkontrol. Og så gik jeg ind til ham bare for at snakke og distrahere mig selv, og så … jeg ved ikke. Vi snakkede sammen, og så … kyssede jeg ham bare. Det var kun et kort sekund, og så stoppede jeg og sagde, at jeg ikke kunne. Jeg er så ked af det, Jack! Jeg er så ked af det! Hvis jeg kunne gøre det om, så ville jeg gøre det! Jeg gjorde det ikke for at såre dig!”

”Jeg har vendt og drejet det.” Han gned sine tindinger og kiggede ned i jorden. Hans øjne var fugtige, men han græd ikke. ”Jeg blev ved med at tænke, at hvis du havde kysset ham, kunne jeg så tilgive dig? Og hvis du havde været i seng med ham, kunne jeg så tilgive dig?”

”Jeg har ikke været i seng med ham!” fastholdt jeg og satte mig op på mine knæ.

”Nej, jeg fortæller dig også bare, hvad jeg har tænkt.” Han rystede på hovedet. ”Og ved du hvad, jeg kom frem til? Jeg ville tilgive dig hvad som helst!” Det, han sagde, lød godt, men han havde det ikke godt. Han var forfærdelig forpint, og det var min skyld.

”Jeg giver dig ikke lov, men du kunne gøre hvad som helst, og jeg ville bare tilgive dig. Jeg kan ikke andet.” Jack så tomt frem for sig. Han tænkte sig om. ”Jeg ved ikke, om du ved, hvordan det er. Selvom du sårer mig dybt, så ville jeg …” Jeg holdt vejret og så på ham.

”Du kunne tage mit liv, Alice.” Han så alvorligt på mig. ”Så meget betyder du for mig. Uanset hvor skør og masochistisk det gør mig, så betyder du så meget, at selv om det ødelægger mig at være sammen med dig, så vælger jeg dig! Jeg er ligeglad med, om du kyssede ham, eller hvad du gjorde. Jeg vil ikke vide det. Men jeg beder dig: Gør ikke sådan noget nogensinde igen. For jeg elsker dig så højt, og jeg stoler alt for meget på dig, jeg kan ikke andet! Du må bare … Du må bare ikke gøre det mod mig igen, vel? Vel?”

”Det lover jeg! Jeg gør det aldrig igen!” Jeg sprang ud af sengen og løb over til ham. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg lagde mine hænder på hans kinder, jeg så ind i hans sårede, blå øjne. ”Undskyld. Det var ikke det, jeg ville, og jeg gør det aldrig igen. Det lover jeg. Jeg elsker dig så højt, Jack.”

”Det håber jeg,” hviskede han.

Til sidst kyssede han mig. Jeg havde frygtet, at jeg for alvor havde mistet ham, og der var en desperation i kysset. Jeg lagde mine arme om halsen på ham og holdt ham ind til mig. Hans mund var varm og vidunderlig, og jeg vidste, at intet i verden smagte bedre end ham.

Min tørst nåede sit klimaks der, og mit hjerte hamrede sultent i mit bryst, men jeg lukkede af for det. Jeg ville kun være sammen med ham – til stede i øjeblikket.

”Stik af sammen med mig.” Han lagde sin pande ind mod min og greb fat i mit tykke hår.

”Hvad?” spurgte jeg. Jeg troede, at jeg havde hørt forkert.

”Stik af sammen med mig,” gentog han og flyttede sit ansigt lidt, så han kunne se mig i øjnene. ”Jeg vil ikke være her mere. Alle har løjet for mig. Peter er stadig ude efter dig, og Mae prøvede at slå mig ihjel. Jeg har ingen grund til at blive. Lad os stikke af sammen.”

”Hvad med Milo?” Mine tanker kørte rundt i hovedet på mig. Der var noget spændende ved idéen om bare at stikke af sammen med ham. Men det var ikke en reel mulighed. ”Og Jane?”

”Jane?” Han rynkede brynene. ”Hvad er der med Jane?”

”Hun er her. På Peters værelse.” Jeg havde glemt, at Jack ikke havde nogen idé om, hvad der var sket de sidste par dage. ”Milo så hende til halloween, og hun havde det rigtig skidt. Så vi hjalp hende.”

”Peters værelse?” Jack så forfærdet ud.

”Ja, Peter sover i kontoret. Ingen sover i deres egne senge lige for tiden,” sagde jeg affærdigende.

”Det her hus er ikke stort nok til så mange mennesker,” sagde Jack. ”Endnu en grund til, at vi to skulle tage og flytte ud.”

At stikke af var ikke så enkelt. Jeg havde ikke noget arbejde, og Jack arbejdede sammen med Ezra og Peter. Jeg havde ikke lyst til at forlade Milo, men jeg gik heller ikke ud fra, at Jack kunne forsørge os alle fire, siden Bobby nok også ville følge med. Og så var der mine problemer med at styre min blodtørst. Det kunne blive fatalt for alle.

”Hvad synes du?” Han skubbede en lok væk fra min pande.

”Jeg er ligeglad med at forlade Peter, men jeg tror ikke, at jeg er parat til at forlade alle de andre,” sagde jeg til sidst.

”Jeg kan ikke længere bo sammen med Peter, og jeg synes heller ikke, at du skal,” sagde Jack. ”Jeg har heller ikke lyst til være i nærheden af Mae længere.”

Jeg bed mig i læben og så op på ham. Han var lige kommet tilbage, og jeg havde bestemt ikke lyst til at miste ham igen, men jeg var ikke klar til at ofre alt for at være sammen med ham.

”Okay,” sagde han. ”Nyt forslag: Jeg bliver ved med at arbejde for Ezra, og vi begynder at lede efter vores eget inde i byen, hvor der også er plads til, at Milo og Bobby kan være, lige så meget de vil. Så er vi stadig tæt på alle, og Milo kan tage frem og tilbage, hvis han har lyst, men så kan du og jeg langt om længe få et privatliv.”

”Okay.” Jeg nikkede, selvom tanken gjorde mig nervøs.

Efter at jeg havde set, hvad Milo havde gjort mod Bobby, og Jonathan mod Jane, så var jeg ikke så opsat på at være helt alene sammen med Jack. Jo, jeg ville selvfølgelig, selvfølgelig, selvfølgelig gerne være sammen med ham, men jeg elskede ham for meget til at risikere at slå ham ihjel.

”Jeg har næsten ikke sovet i tre dage,” gabte Jack. ”Og det er ikke engang middag endnu. Hvad siger du til, at vi lægger os til at sove?”

”Lyder godt,” smilede jeg og gav ham et kys på munden.

Han trak sin T-shirt og sine korte bukser af for at sove i sine boksershorts. Det var fint med mig. Der var ikke mange, der så lige så fantastiske ud i deres undertøj, som Jack gjorde. Jeg kravlede i seng, og han fulgte efter mig. Han lagde sig på ryggen, så jeg kunne lægge mig i hans arm og hvile mit hoved på hans bryst.

”Jeg har savnet dig så meget,” sagde han og lod fingrene løbe gennem mit hår.

”Også mig.” Jeg klemte ham og kom så til at tænke på noget. ”Hvor sov du egentlig de tre dage?”

”På hotel.” Jack klukkede lidt. ”Jeg tog et værelse på et hotel inde i byen, og jeg forlod det først for en time siden. Jeg kunne ikke længere undvære dig, så jeg tog hjem.”

”Du skulle være kommet allerede den første dag.”

”Jeg ved det godt, men jeg havde brug for at tænke,” sukkede han. ”Og nu er alt okay. Jeg mener, nu er jeg her sammen med dig, ikke?”

”Det er du.” Jeg kyssede hans bryst og lagde så mit hoved ned igen.

Jack overdrev ikke, da han sagde, at han stort set ikke havde sovet, for i løbet af et par sekunder sov han dybt. Jeg lå vågen og tænkte på det, han havde sagt, og prøvede at finde en løsning.

Jeg havde lovet ham, at jeg aldrig ville såre ham igen, og det var måske for stor en fristelse for mig at bo sammen med Peter. Jeg kunne ikke forklare det, men det gjorde bestemt det hele mere risikabelt. Hvis Jack troede, at det var bedst at flytte, så havde han nok ret. Og selv hvis han ikke havde, så var det det, han gerne ville. Efter alt det jeg havde udsat ham for, skyldte jeg ham så ikke at sige ja?

Ingen virkede overraskede over at se Jack, da vi stod op. I modsætning til mig så havde de alle været sikre på, at han ville komme tilbage. Jane hilste på Jack med inderlig ligegyldighed, på samme måde som Jack hilste på Mae, der til gengæld skyndte sig at undskylde. Han afviste hende. Hendes ansigt fortrak sig, men jeg kunne ikke presse ham til at tilgive hende, han måtte gøre det, når han var klar.

Peter var taget af sted aftenen før, men ingen vidste egentlig hvorhen. Jeg havde en mistanke om, at han var klar over, at Jack var kommet hjem, og at han var smuttet, inden det hele blev for grimt.

Jack fulgte med Ezra ind på kontoret, så de kunne diskutere tingene, det drejede sig formentlig forretninger og om planerne om at flytte ud, men Jack ønskede åbenbart ikke, at alle kendte til hans overvejelser endnu. Mae kom sig over Jacks afvisning, fordi hun havde Jane til at distrahere sig. I spisestuen havde hun lagt et badelagen ud på gulvet og lavet en midlertidig frisørsalon. Det var Mae, der klippede alle i huset.

Jane sad i stolen med folie og farve i sit hår. Hun tog sig god tid til at bladre igennem et nummer af Cosmopolitan. Imens Jane sad med farven i, klippede Mae Milos hår. For første gang i ugevis lyste Mae op. En snak om lipgloss havde haft en virkning på hende, som ingen af os andre kunne få frem.

”Vil du også have en klipning, min ven?” Mae smilede til mig henover Milos hoved. Hendes eget hår var rent og redt fint tilbage. Jane sagde et eller andet om sko, og Mae lo. Hendes øjne glimtede. ”Hvad siger du, Alice?”

”Øh … nej, ellers tak,” sagde jeg.

”Pigesko er meget federe end drengesko,” klagede Milo. Han løftede sit hoved for at kigge med i Janes blad, men Mae skubbede blidt hans hoved tilbage, så hun kunne trimme færdig.

”Men I behøver i det mindste ikke at gå i høje hæle,” sagde Jane. ”Det ser fantastisk ud, men det gør ondt. Det er den rene tortur.” Mae lo igen. Det var anden gang i løbet af to minutter.

Pludselig forstod jeg, hvad det var, der hjalp på Maes humør. Hun havde en datter, et barnebarn og en sygt oldebarn, alle piger, men hun havde kun haft drenge i huset. Mænd som Peter og Ezra havde ikke brug for hende. Da jeg så kom til huset, havde hun troet, at hun endelig fik en pige at hænge ud med og lave pigeting, men jeg gik for det meste rundt i jeans og en krøllet T-shirt. Lige i dag, hvor Jack var tilbage, havde jeg gjort lidt ekstra ud af det og taget en smart grøn bluse på, men jeg var stadig i jeans.

Faktisk var det måske grunden til, at Mae havde knyttet sig så meget mere til Milo end til mig. Han var på sin vis mere feminin, og på en mærkelig måde havde han også mere brug for hende, end jeg havde, samtidig med at han var betydelig mere voksen end mig.

Ind ad døren kommer så Jane, den omvandrende barbiedukke. Tøj, drenge, mode og et konstant behov for opmærksomhed, lige præcis det, som Mae trængte til. Det løste nok ikke Maes krise over, hvad hun skulle stille op med sit meget syge oldebarn, men det gjorde hende i hvert fald i bedre humør.

Men Mae var også god for Jane. Jane havde allerede taget på, ikke så meget, at hun beklagede sig, men nok til at hun ikke mere lignede én med anoreksi. Bidsåret på hendes hals var helet, men det havde efterladt et ar. Vampyrbid efterlader normalt ikke ar eller mærker, men hvis huden har været brudt op mange gange, så kommer der arvæv. Hendes far ville sikkert betale for en kosmetisk operation, men endnu havde hun ikke engang klaget over det.

Det var så sært, hvordan de tre lo og pludrede om drenge og tøj. At Mae og Jane kunne sammen, forstod jeg godt, men jeg havde aldrig forestillet mig, at Milo og Jane også ville finde hinanden. På grund af Janes vampyrafhængighed var hun blevet immun over for vores duftstoffer. De virkede ikke så tiltrækkende på hende længere. Hun trippede ikke over Milo, Jack eller Ezra på samme måde, som hun ville have gjort det tidligere, men det virkede, som om hun var forgabt i Peter.

Jeg gik ind i stuen for at vente på, at Jack blev færdig med sin snak med Ezra. Bobby sad i skrædderstilling midt i rummet med et skitseblok i skødet, mens han indimellem kiggede op på tv’et. Det var første gang, nogen faktisk havde kigget på det nye fjernsyn bortset fra Matilda. I stedet for et brag af en actionfilm, som den høje skærmopløsning virkelig kunne gøre noget for, så havde han tændt for CNN.

Jeg gik ud fra, at han forsøgte at virke klog. Han havde briller på med tykke glas. Det havde jeg aldrig set ham med før. Da jeg så nærmere efter, kunne jeg se et ret slemt blåt øje fra slåskampen forleden. Han forsøgte at skjule det bag sine modebriller og sit pandehår. Han havde endnu et blåt mærke på hagen, men de værste på brystkassen og maven var skjult under skjorten.

”Hvad ser du?” Jeg smed mig på sofaen. Nyheder var ikke min favorit, men det var bedre end sæbeoperaen inde ved siden af.

Anderson 360,” svarede Bobby fraværende. ”Det er til skolen.”

”Hvordan til skolen?” sagde jeg. ”Går du stadig i skole.”

”Jeg går i skole, mens du sover. Der sker en hel del i løbet af sådan en dag, som du ikke aner noget om,” sagde Bobby. Han blev ved at stirre på skærmen, mens han energisk skitserede på sin blok. En æske med kul lå ved siden af ham på gulvet, og han havde trukket ærmerne op, så hans tatoveringer blev smurt ind i sorte mærker. ”Jeg skal se nyheder i en time og tegne, hvordan det påvirker mig.”

”Hvordan påvirker det dig?” spurgte jeg.

”Som om verden er ved at gå under.” Han lød ikke oprevet over det. Jeg rettede mig op og forsøgte at se det, han tegnede, men vinklen var helt forkert, så jeg smed mig tilbage i sofaen. Tv’et kunne jeg til gengæld godt se, så i stedet så jeg, hvad det var, der fik Bobby til at tro, verden var ved at gå under. Skærmen var delt op i to bokse. I den lille boks forklarede nyhedskorrespondenten Anderson Cooper, hvad der skete i den store. Der så man et gigantisk skib, et tankskib eller sådan noget, der var forulykket. Skibet lå vippet om på siden, mens helikoptere og mindre skibe sværmede rundt om det. Nederst på skærmen stod der ”Cape Spear, Newfoundland,” men derudover gav det ikke mening for mig.

”Hvad foregår der?” spurgte jeg Bobby.

”En olietanker er stødt på grund i Canada.” Bobby nikkede mod skærmen. ”Der er gået hul i skroget, men der er næsten ikke sluppet olie ud. De siger, at det er mirakuløst heldigt, for hvis der var, så havde det været fire gange værre end Exxon Valdez. Det her skib er meget større.”

”Hvad er Exxon Valdez?” Det lød bekendt, men på trods af, at jeg nu hørte det i en sammenhæng, så kunne jeg stadig ikke huske, hvad det betød.

”Det var en olietanker, der stødte på grund i Alaska i 1989.” Bobby kiggede op på mig. ”Det ringede heller ikke nogen klokke hos mig, men de har snakket meget om det.”

”Så der er ikke noget olieudslip? Ikke rigtig?” Jeg forsøgte at aflæse billedet på skærmen. Jeg kunne ikke se olie på vandet omkring skibet. ”Faktisk er der slet ikke rigtig sket noget, så hvorfor får det dig til at tænke på verdens ende?”

”Årsagen til at tankeren stødte på grund.” Han holdt op med at tegne og stirrede fascineret på skærmen. ”Al mandskabet døde.”

”Hvad mener du?” Jeg rettede mig op. ”Da de stødte på grund?”

”Nej, før det. Ingen styrede skibet, og derfor stødte det på grund. Der var noget galt med radiokontakten, så man sendte nogen ud for at tjekke det. For to dage siden mistede man så al kontakt, og bum! Så sejlede den lige ind i øen.” Bobby nikkede mod skærmen. ”Det er det mest uhyggelige, mest bizarre, jeg nogensinde har hørt. Det er som i Aliens, hvor de tager ud for at redde det forladte rumskib, eller hvordan det nu var. Bare virkeligt.”

”Hvad mener du? Hvordan døde de? Løb de tør for proviant eller ilt eller noget?”

”De løb ikke tør for ilt. De befinder sig på jorden. Man løber ikke tør for ilt.” Bobby rullede med øjnene. ”Ingen ved, hvorfor de døde. Nogle fra mandskabet mangler stadig, men begge redningsbåde hænger på deres plads, så de ved ikke, hvordan de er kommet derfra. Myndighederne prøver at holde det skjult, men rygterne siger, at de alle er lemlæstede. Sådan for alvor bloddryppende. Helt gyseragtigt. Med struberne flået op og det hele. Anderson talte med en fyr, der havde været derude, og han var lige ved at kaste op bare af at tale om det.”

”For fanden da, hvor mærkeligt!” Jeg lænede mig koncentreret frem. ”Sig det er løgn. Den slags sker ikke i virkeligheden. Tror de, at mandskabet har noget at gøre med det?”

”Måske, men de har opgivet af finde overlevende,” sagde Bobby. ”De var omkring tredive, men man har kun fundet fireogtyve lig.”

”Det er skræmmende.” Det løb mig koldt ned ad ryggen, og jeg rystede på hovedet. ”Hvor er det uhyggeligt.”

”Ja, det synes jeg også,” sagde Bobby dystert.

”Hvor kom skibet fra?”

”Det ved jeg ikke.” Bobby trak på skuldrene. ”Europa, tror jeg, eller Rusland.”

”Okay. Sig jeres ærlige mening,” sagde Milo. Han trådte ind i stuen og afbrød vores fascination af det, der skete på skærmen. ”Hvordan ser jeg ud?” Han kørte en hånd igennem sit mørkebrune hår for at sætte det, men det ændrede ikke det store. Mae havde bare studset det.

”Sexet. Som sædvanligt.” Bobby smilede stort til ham. Han lagde sin tegneblok væk og lod lektier være lektier for en kort bemærkning. Milo satte sig ned på gulvet ved siden af ham, og mens de kyssede, talte de også om skibsulykken.

Det blev for meget for mig, så jeg gik udenfor for at lege med Matilda. Jeg måtte bestikke den med tre hundekiks, inden den gik med til at forlade Jack, så måske elskede hunden Jack mere, end jeg gjorde.

Stenbelægningen i gårdhaven var glat fra den slud, der kom fra himlen. Det var november, og det var sæsonens første sne, så jeg var klar over, at den snart ville være væk igen. Matilda skøjtede hen over den, men havde vist ikke noget imod det. Der var ikke ret meget, der kunne hyle den ud af det, bortset fra hvis den skulle undvære Jack.

Jeg kunne ikke ryste nyhedshistorien af mig. Jeg så bagud gennem de franske døre. Mae og Jane talte og lo. At være sammen med dem var næsten lige så uhyggeligt som at høre mere om det omkomne mandskab. Jeg lod sneflagerne smelte i mit hår og forsøgte at glemme det hele.