29

Jack sov på kontoret, men han vækkede mig, mens det stadig var lyst, for at spørge, om jeg ville med ud og se på lejligheder. Jeg burde gå med ham, men dagslys var stadig en prøvelse for mig. Desuden havde jeg ikke rigtig lyst. Tanken om at flytte gjorde mig ikke glad, selvom jeg lod som om. Jeg bad ham i stedet tage en masse billeder og faldt i søvn igen.

Jeg blev ved med at drømme om skibskatastrofen i Canada. Et usynligt monster slagtede mandskabet, rev dem fra hinanden. Alt var overdækket af blod og kropsvæsker. Det var frygtindgydende. Jeg havde lyst til at skrige og kaste op. Mandskabet græd og bad for deres liv, men ingen kunne høre dem. Da alle var døde, lå skibet hen i totalt, lydløst mørke. Mørket forvandlede sig til et billede: kæmpestore, mørke øjne, øjne præcis som Milos. Jeg vågnede med et skrig på læben Det sidste, jeg havde set, var ikke som sådan skræmmende, og alligevel gjorde det mig helt og aldeles rædselsslagen.

Jeg forsøgte at få vejret og minde mig selv om, at alt var okay. Det var mærkeligt, at vampyrer drømte. The Lost Boys havde ikke forberedt mig på det her. Faktisk begyndte jeg tro, at den, der havde skrevet den film, aldrig havde mødt en vampyr i virkeligheden.

Jeg kunne ikke ryste drømmen af mig, så jeg stod op for at få noget hjælp. Jeg overvejede Jane, men hun havde brug for sin søvn. Mae var sikkert sammen med hende, og jeg havde heller ikke lyst til at tale med hende. Jeg gik ind til Milo uden at banke på, men jeg havde lyttet, om Bobby var der, så jeg var sikker på ikke at afbryde noget.

”Hey, vågn op,” sagde jeg.

Der var mere rodet, end jeg havde forventet, men det måtte være Bobby. Tøjet, der lå spredt, var hans, og hans tegneredskaber lå i en bunke på gulvet. Milo lå i sengen i en forvreden stilling med fødderne dinglende ud over kanten.

”Hvorfor?” mumlede Milo med ansigtet begravet i puden.

”Bare fordi.” Jeg sprang op i sengen hårdere end nødvendigt, så han lettede.

”Hvorfor er du overhovedet oppe? Du står aldrig op før mig.” Han rullede om på ryggen, så han kunne se mig. ”Hvad er klokken?”

”Den er seks. Så tidligere er det ikke,” sagde jeg. ”Hvor er Bobby?”

”I skole. Han har aftenundervisning,” gabte Milo. ”Hvor er din bedre halvdel?”

”Han er … ude,” svarede jeg undvigende. Milo lagde ikke en gang mærke til, at jeg prøvede at holde noget hemmeligt, men jeg besluttede mig for ikke at holde det hemmeligt for ham alligevel. ”Okay. Hvis jeg fortæller dig noget, lover du så ikke at sige det videre?”

”Nej.” Milo var ikke specielt interesseret i at høre min hemmelighed, og jeg hadede ham for det. Sådan havde det også været, da vi voksede op. Jeg ville fortælle ham noget hemmeligt, men han var altid ligeglad, så han ville aldrig love noget. Hans apati var ret så provokerende.

”Altså du vil faktisk gerne vide det her, men du må ikke sige det til nogen. Ikke endnu. Jeg er ikke klar til det,” sagde jeg.

”Jeg fortæller det til Bobby,” sagde han og gabte igen.

”Fint! Sig det til Bobby,” sukkede jeg. ”Men du bliver nødt til at virke lidt spændt over at høre det her.”

”Hvorfor?” sagde Milo. ”Jeg kan ikke forestille mig, at det, du vil sige, er spændende. Jeg sover op og ned ad dit værelse, og jeg ved, at du har sovet alene i nat, så … det kan ikke være noget særligt.”

”Argh!” stønnede jeg. ”Godt så. Nu er jeg glad for, at vi skal flytte. Jeg er dødtræt af den attitude.”

”Hvad skal I?” Endelig vågnede han op, han satte sig op og så på mig. ”Hvad sagde du?”

”Jack vil have, at vi skal flytte.” Jeg sænkede stemmen, så Mae ikke kunne høre os. ”Han er ude at se på lejlighed lige nu.”

”Når du siger vi, mener du så …” Han ventede på, at jeg skulle gøre sætningen færdig.

”Mig og ham og dig og Bobby, hvis I vil.” Jeg lagde hovedet på skrå. ”Bor Bobby egentlig her? Eller har han bopæl et andet sted?”

”Teknisk set bor han på et kollegium, men han har ikke overnattet der, siden vi mødte hinanden.”

”Synes du ikke, at det er gået lidt stærkt?” spurgte jeg. ”Du er sindssygt for ung til at bo sammen med din kæreste?”

”Sagde du virkelig det?” sagde Milo med hævede øjenbryn.

Jeg prøvede at formulere noget med vores forskellige situationer, men gav op og lod det ligge. Hvis vi havde været almindelige teenagere, der levede et almindeligt liv og gik i gymnasiet og boede hjemme hos mor, ja, så ville det sikkert være underligt og forkert. Men det var vi ikke.

”Glem det. Det var ikke det, jeg ville sige.”

”Så I flytter altså?” spurgte Milo.

”Jeg ved det ikke. Jack vil frygtelig gerne, og han har også gode grunde til det. Huset her er snart for småt til alle os, selvom det lyder skørt, og hverken han eller jeg bør bo sammen med Peter.”

”Nej, men … vil du gerne have, at vi flytter med?” spurgte Milo forsigtigt.

”Ja. Jack leder efter noget heromkring, der er stort nok til os alle.”

”Men … hvad med dig?” Han betragtede mig alvorligt. ”Jeg ved, at du stadig har problemer med din blodtørst. Du stoler ikke engang nok på dig selv til at sove sammen med Jack. Hvordan skal det gå, hvis I skal bo sammen? Uden Ezra til at klare det, hvis det går galt?”

”Det ved jeg ikke,” sukkede jeg. ”Jeg har tænkt på det. Men jeg ved ikke rigtig, om vi kan stille noget op.”

”I kan lade være med at flytte,” foreslog Milo.

”Jeg kan bare ikke se, hvordan det skal gå, hvis vi bliver.” Jeg var gået med til at flytte, uden at være klar over hvad jeg selv ville. Jeg havde bare ikke kunnet finde en bedre løsning.

Milo lagde sig ned igen og tav et stykke tid. Han havde altid været god til at finde logiske løsninger. Jeg fulgte mit hjerte og mit temperament, hvilket sikkert var derfor, at han lykkedes bedre som vampyr, end jeg gjorde.

Det chokerede mig stadig, at han næsten havde slået sin kæreste ihjel, men det var egentlig kun sket, fordi han havde meget mere styr på det end mig. Alle gav ham for meget frihed. Den kendsgerning, at jeg ikke havde nogen impulskontrol, var det, der afholdt mig fra at slå Jack ihjel. Ingen lod mig være alene med ham, så jeg fik aldrig chancen for at bide ham. Det var noget andet med Milo og Bobby.

”Nej, jeg har ikke brug for hjælp,” lød det fra Peter ude på gangen, og jeg hørte hans soveværelsesdør lukke sig umiddelbart efter. ”Jane, jeg synes du skal gå tilbage til dig selv og hvile dig.” Jeg så over på Milo, og jeg kunne se, at han også lyttede.

”Jeg har ikke brug for mere hvile. Jeg keder mig.” Jane talte med babystemme, som kunne kamme over i enten det vampede eller pjevsede. Peter måtte have hentet noget på sit værelse, og så var hun fulgt efter.

”Prøv at læse en af mine bøger,” sagde Peter. ”Eller hvis du ikke kan læse, så prøv en af Jacks film. Eller måske kan du plage et af de andre seks mennesker her i huset om at underholde dig.”

”Hør nu, jeg er sikker på, at du kan finde på alle mulige ting til at underholde mig.” Jane stod ude på gangen, og jeg kunne ikke se hende, men jeg var erfaren nok til at vide, at hun var ved at få has på ham. At hun lod hånden glide ned over hans arm, eller at hun lagde hånden mod hans bryst.

”Jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke er god til at underholde nogen.” Peter lød utilpas, og Milo smilede fjoget.

”Men så kan jeg måske underholde dig.” Hendes stemme blev dybere og mere lummer.

”Det er derfor, jeg læser. Jeg kan godt underholde mig selv,” sagde Peter. Han var presset.

”Bliver du ikke træt af at underholde dig selv?”

”Jane, gå så ind til dig selv,” sukkede Peter. Hvis hun havde rørt ham, havde han netop fjernet hendes hånd.

”Ikke medmindre du går med,” sagde Jane uden at tage sig af hans afvisning.

”Det kan du godt glemme,” snerrede Peter. ”Det der lillepigenummer virker måske på nogen, men ikke på mig. Du er så svinet til og beskidt, at jeg ikke engang ville bide dig, om jeg så var ved at dø af sult. Den eneste grund til, at jeg lader dig være på mit værelse, er, fordi jeg ved, hvor meget du betyder for Alice, selvom jeg ved gud ikke forstår hvorfor. Du er triviel og forfængelig langt ud over, hvad jeg troede, var menneskeligt muligt, og jeg vil råde dig til at lade mig være.”

”Hold da op,” hviskede Milo.

Jane sagde ikke noget, men jeg hørte døren gå op, og hun var begyndt at græde, inden hun fik den lukket bag sig. Da Peter var på vej væk, gik jeg ud på gangen for at sige ham min mening. Jeg skulle være gået derud og have forsvaret hende tidligere.

”Peter!” sagde jeg stille, så Jane ikke kunne høre mig. Han sukkede og vendte sig om mod mig. ”Synes du ikke, det var lidt groft?”

”Ikke rigtig, nej,” sagde Peter, men han kunne ikke se mig i øjnene. Jeg hørte bruseren blive tændt inde hos Jane – et forsøg på at holde op med at græde. ”Det var ikke min mening, at du skulle høre det.”

”Det gør det da ikke bedre.” Jeg lagde armene over kors og stirrede på ham. ”Jane er irriterende, men hun gør ikke nogen ondt. Og hun er ved at komme sig. Det er meningen, at vi skal hjælpe hende og opmuntre hende, ikke gøre hende ked af det.”

”Jeg var ikke ude på at gøre hende ked af det.” Han gned sig i øjet. ”Men hørte du ikke, hvordan hun var efter mig. Det var afsindigt irriterende.”

”Det burde være forbudt at være vild med dig, Peter.” Jeg rullede med øjnene. ”Du var lige så tarvelig overfor mig, dengang jeg var vild med dig. Du kan ikke klare, at nogen er forgabt i dig i fem sekunder?”

”Jo, jeg kan. Jeg klarer det hele tiden,” forsvarede han sig. ”Alle, jeg møder, er sådan, og jeg håndterer det.”

”Åh, hvor har du det hårdt!” sagde jeg spydigt. ”Du er godt klar over, at Jane ikke er den eneste, der er forfængelig og egoistisk?” Nu var det Peters tur til at rulle med øjnene. ”Så dit livs forbandelse er, at alle synes, du er uimodståelig?”

”Hvis jeg siger ja, kommer jeg til at lyde som en nar, men det er sandt.” Han gned sine tindinger og rystede på hovedet. ”Jeg er ked af, at jeg har svært ved at tolerere hende. Hun vil bare ikke holde op med at stirre på mig, og du … du ser mig ikke engang.”

”Straffer du Jane, fordi du er vred på mig?” sagde jeg. ”Det er så uretfærdigt.”

”Livet er ikke retfærdigt, Alice!” Peter så intenst på mig. Hans øjne var lysende grønne. ”Hvis der var retfærdighed til, så var du ikke sammen med Jack.”

”Nej! Du kan ikke tillade dig at blive vred på mig over det!” Jeg rystede på hovedet. ”Du havde chancen! Jeg ville have dig, men du ville ikke have mig!”

”Jeg har aldrig fået en chance!” råbte Peter. ”Du har hele tiden villet have ham! Jeg så dig i jacuzzien sammen med ham!”

”Hvad snakker du om?”

”Den aften, hvor vi mødte hinanden, kom du op på mit værelse, og jeg ville ikke møde dig. Jeg var ikke interesseret i at ville have dig. Men da jeg så dig …” Han kiggede væk. ”Inden jeg så dig. Jeg mærkede dig, så snart du kom indenfor, og det var overvældende. Jeg opførte mig helt forkert, da vi mødtes, så Mae tog dig med ud til jacuzzien sammen med Jack. Jeg så på dig, uden du vidste det. Du sad der sammen med ham. Du lo. Og måden du så på ham … Sådan har du aldrig set på mig.”

”Hvordan så jeg på dig?” spurgte jeg med grødet stemme.

”Som om du var nødt til det. Som om jeg var en magnet, du var tiltrukket af og ikke kunne undslippe,” sagde han. ”Men når du ser på Jack, er det, som om du har lyst til at kigge på ham, som om han er det eneste interessante. Du elsker ham på en måde, som du aldrig kunne elske mig.”

Jeg sank. Det var sandt. Det skulle have været en trøst at høre, men det gjorde ondt. Jeg havde det, som om jeg havde såret Peter uden at give ham en chance først.

”Men jeg elsker dig på en måde, som han aldrig vil kunne.”

”Nej, Peter, du elsker mig ikke.” Jeg rystede på hovedet.

”Alice, meget kan man sige om mig, men jeg er ikke naiv,” sagde Peter åndeløst. Hans stemme havde ændret sig til noget, jeg aldrig havde hørt før, så desperat og så indtrængende. Jeg så op. ”Jeg elsker dig mere, end jeg har elsket nogen anden, endda mere end Elise. Selv om det kommer til at blive min død, kan jeg ikke lade være.”

”Jeg kan ikke være sammen med dig.” Min stemme bævede.

Hans øjne var ufatteligt smukke, og bønfaldende. En del af mig ønskede at være sammen med ham, men jeg kunne ikke såre Jack igen. Det nægtede jeg. Og Peter havde ret. Uanset hvad jeg følte for ham, så elskede jeg Jack højere.

”Det ville jeg aldrig bede dig om,” hviskede han.

”Men du ville elske det, hvis jeg tilbød dig det.” Jeg smilede bedrøvet til ham.

”Ja, det ville jeg.” Han kiggede på mig endnu et øjeblik og slap så skælvende luften ud. ”Men det kan du ikke.” Han sænkede til sidst sit blik og lod hånden løbe gennem sit hår. ”Jeg kan ikke klare det her mere. Jeg tror, at jeg pakker mine ting.”

”Nej, du behøver ikke at tage herfra.” Jeg rakte hånden frem for at røre hans arm og trøste ham, men det gik op for mig, hvor farligt det var at røre ham, så jeg lod min hånd falde. ”Det her er dit hjem. Vi har ikke ret til at smide dig ud herfra.”

”Hvad mener du?”

”Jack og jeg flytter. Du kan blive.” Jeg smilede. Jeg forsøgte at virke optimistisk, men hans udtryk blev dystert. Jeg havde forventet, at det ville blive modtaget som en god nyhed, men sådan tog han det ikke.

”Selvfølgelig.” Peter så rundt på Jacks værelse, vores værelse, med jalousi og afsky. ”Det har selvfølgelig hele tiden været planen. I stikker af og lever lykkeligt til jeres dages ende, mens jeg skal blive tilbage. Sammen med dem. For evigt.”

”Det var ikke tænkt som en straf!” sagde jeg overrasket over, at jeg åbenbart sårede ham, selv når det var min mening at hjælpe.

”Det er mit liv heller ikke, men alligevel føles det sådan.” Han rystede på hovedet og gik hen til trappen. ”Jeg bør gå. Vi burde ikke engang tale sammen. Hvis Jack så os, ville det være en katastrofe, og jeg vil ikke lægge en dæmper på jeres hvedebrødsdage.”

”Peter!” råbte jeg, men han fortsatte. Jeg stod i gangen et øjeblik og forsøgte at få vejret og blive klar i hovedet.

”Hvad så …” Milo stak hovedet ud. Jeg rødmede. Jeg havde glemt, at han sad derinde og kunne høre det hele. ”Nu tror jeg, I bliver nødt til at flytte.”

”Tror du?” Jeg lo hult.

Efter vores snak forsvandt Peter, hvilket jeg var taknemmelig for. Jeg kunne ikke klare at løbe ind i ham ved et tilfælde længere, især ikke når Jack var her. Milo, Jane og jeg slog os ned i stuen og så dårlige tøsefilm, indtil Jack og Bobby stoppede os.

Senere fik jeg Jack for mig selv og spurgte, hvordan boligjagten var gået. Han havde ikke fundet noget spændende endnu, selvom der var et par lovende emner, som han ville se på dagen efter. Han bad mig krydse fingre, men jeg var ikke sikker på, at jeg ville gøre det.

Jane nævnte aldrig sit skænderi med Peter, men hun opførte sig underligt. Helt febrilsk og uroligt. Hun beklagede sig mere end sædvanlig – det var for varmt eller koldt – og tilføjede beklagelser, som ikke rigtig gav mening. Som for eksempel at stoffet på sofaen var for groft for hende, eller at luften i huset fik hende til at klø. Hendes humørsvinger var også ret intense. Det ene øjeblik lo hun, det næste truede hun Bobby med at kvæle ham med en pude.

Bobby havde sat Sid & Nancy på dvd’en i stuen. Han påstod, at det var en kærlighedshistorie, som vi alle kunne relatere til. Jeg syntes, at Gary Oldman var lækker i den, så jeg protesterede ikke. Jeg krøb sammen ved siden af Jack på sofaen for at se den.

Milo lagde et tæppe ud på gulvet, Matilda forsøgte at overtage det, men Jack fik hunden til at lægge sig ved sine fødder i stedet. Milo var ikke specielt interesseret i filmen, så han lagde sig på tværs af tæppet, så Bobby kunne lægge sig med hovedet på hans mave og se med. Jane slængede sig på chaiselongen og beklagede sig over, at armbånd virkede så snærende. Mae havde ikke lyst til at se film, så hun tog et skumbad i stedet.

”Er alle døre låst?” Ezra var dukket op i stuen. Han virkede ikke nervøs, men noget var der galt.

”Øh, det ved jeg ikke?” Jack trak på skuldrene og så op. ”Låser vi nogensinde dørene?”

”I skal låse dørene!” råbte Jane og lød voldsomt alarmeret. ”Ellers kommer der nogen og stjæler jeres ting!” Vores ting måtte betyde ret meget for hende.

”Måske, men her jo altid nogen, og vi er vampyrer, så …” Jack holdt inde.

”Jeg låste havedørene, efter jeg havde luftet Matilda,” sagde Milo.

”Hvorfor? De er lavet af glas. Enhver, der vil ind den vej, kan komme det,” sagde Bobby.

”Uanset hvad vil jeg godt have, at I begynder at låse alle dørene,” sagde Ezra.

”Fint nok. Har vi ikke et alarmsystem eller sådan noget?” spurgte Jack. ”Fik du ikke lavet et, da vi byggede huset?”

”Jo, det gjorde jeg.” Ezra nikkede og kløede sig i håret. ”Jeg slog det fra, så snart vi var flyttet ind, og jeg kan ikke huske koderne. Jeg bliver nødt til at genstarte det og give alle de nye tal.”

”Det virker meget omstændeligt.” Jack havde lagt sin arm om mig, og jeg kunne mærke hans muskler spænde op. ”Er der sket noget? Hvorfor al den ballade?”

”Nej, det er sikkert ingenting.” Ezra rystede på hovedet. ”Der har bare været en serie røverier i nabolaget.” Jeg kunne ikke sige hvorfor, men jeg var helt sikker på, at han løj.

”Åh nej,” Jane gispede og holdt hånden for munden.

”Vi er jo vampyrer.” Jack pegede på sig selv, på mig og på Milo. ”Jeg er ret sikker på, at vi kan overmande hvem som helst, der bryder ind her.”

Jane var helt hysterisk, men Bobby så ikke ud til at bekymre sig overhovedet. Vampyrer virker uovervindelige for mennesker. Men jeg var godt klar over, at jeg ikke var den stærkeste og mest fantastiske vampyr.

”Det er bedre at være på den sikre side.” sagde Ezra, som om det nu var afgjort. ”Jeg går ud for at finde manualen, og så vender jeg tilbage, når jeg har koder til jer.”

”Fint.” Jack sendte mig et blik. Han var lige så skeptisk over Ezras hensigter, som jeg var.

”Jeg ved ikke, hvordan I bare kan blive siddende!” Jane rejste sig, da Ezra var gået.

”Jane, slap af. Der sker ingenting,” forsøgte Milo at berolige hende.

”Nej! Jeg mener det her! Her er så ufattelig kedeligt!” Hun trak i en af de mange tynde armbånd, som hun havde lånt fra mig, og hendes øjne sprang rundt i stuen. ”I sidder bare her hele tiden!”

”Jane, klokken er fire om natten. Hvad vil du ellers foreslå?” Jack spurgte hende oprigtigt.

”Og vi sidder her i øvrigt ikke hele tiden,” sagde Bobby. ”Jeg har været i skole, Jack har været ude, Milo tager også steder hen, er jeg sikker på. Men du gør ikke, fordi du ikke er helt ovenpå endnu.”

”Jeg har det fint!” Jane stampede den ene fod i gulvet og forsøgte at få armbåndene af. ”Det er bare de her skide armbånd! De er som håndjern!”

”Jane! Slap af og se filmen,” sagde jeg. ”Vi tager et sted hen i morgen aften. Okay? Lige nu er det for sent. Så slap af.”

”Så siger vi det.” Hun fik armbåndene af og smed dem over i den anden ende af stuen. Lyden fik Matilda til at gø.

”Er alt i orden?” råbte Ezra fra kontoret i den anden ende af huset.

”Seriøst. Hvad sker der?” Jeg så på Jack. ”Er der kulilteudslip eller sådan noget? Alle opfører sig ekstremt mærkeligt i dag.”

”Jeg opfører mig ikke mærkeligt!” protesterede Jane og faldt så om på chaiselongen. ”Jeg har det fint. Lad os bare se den film. Jeg vil se, hvad der sker med ham der Sid.”

Inden filmen var kommet i gang, var Jane faldet i søvn, men hun lå uroligt. Det var faktisk ret uhyggeligt. Vi så alle fascinerede på, indtil Mae kom ud fra badeværelset og skældte os ud, fordi vi bare sad der og kiggede på hende. Hun bar Jane op på Peters værelse, men kom straks tilbage, fordi Ezra ville have hende til at deltage i eftersøgningen af den manglende alarmmanual. Det var første gang, at de havde noget med hinanden at gøre i lang tid, men det virkede bestemt ikke, som om alt var i orden.

Vi andre fortsatte med at se filmen, indtil Ezra også ville have os til at lede efter manualen, selvom vi aldrig havde set den før. Jack og jeg sneg os op på værelset for at slippe for eftersøgningen.

”Du ved godt, at Ezra er på kontoret,” sagde jeg til Jack, mens vi lukkede døren bag os. Da han vendte sig om for at se på mig, begyndte jeg at smyge mig ud af mine jeans på den mest forførende måde, jeg kunne. ”Så du kan vist ikke sove dernede.”

”Nu skal du høre noget sjovt.” Jack smilede over hele hovedet. ”Jeg er faktisk slet ikke træt mere.”

”Er du ikke?” Jeg trådte et skridt tilbage, så jeg kunne mærke sengen. ”Så vil du måske slet ikke i seng?”

”Jo, jeg vil helt sikkert gerne i seng,” sagde Jack listigt. Han trådte et skridt nærmere, så han stod lige foran mig. Han lagde sine hænder på mine nøgne hofter, og langsomt lod han dem glide op under min bluse og holdt om min talje. ”Gud, hvor er du smuk.”

Jeg lagde mine arme om halsen på ham og stod på tæer, så jeg kunne kysse ham. Han kyssede mig længe. Han tog fast om mine balder og holdt mig tæt. Blidt skubbede han mig ned på sengen. Jeg lagde benene om ham og trak ham tættere ind til mig. Han trykkede sig mod mig, og jeg stønnede. Hans mund fulgte min hals, og pludselig ville jeg have det.

”Bid mig,” åndede jeg og begravede mine fingre i hans hår.

”Hvad?” Jack stoppede med at kysse for at se på mig. Han forsøgte at spille cool, men hans ophidselse var ikke til at tage fejl af. ”Mener du det?”

”Ja.” Jeg kiggede op på ham. Det føltes vidunderligt at blive bidt, og han kunne styre det, så det ikke blev farligt. Jeg ville blive svag, men jeg havde lige spist for ikke at blive for sulten.

”Hvornår spiste du sidst?”

”Jack!” sagde jeg. ”Bryd ikke fortryllelsen med logik. Jeg har det fint, okay?”

Han bed sig i læben og så ned på mig. Han ville være sikker på, at jeg var fuldstændig okay med det, men han havde tydeligvis lyst. Jeg kunne mærke hans sult. Hed og ivrig. Den skyllede ind over mig. Hans hjerte bankede tungt lige oven over mit, så jeg næsten kunne se det. Hans øjne blev gennemsigtige, sådan som de blev det, når han virkelig ville have mig. Jo mere passioneret han blev, jo lysere blev hans øjne.

Da han pressede sin mund ind mod mine årer, stønnede jeg uden at ville det, og jeg svajede i min ryg for at komme tættere på.

”Alice!” Mae skreg og smækkede døren op.

”Det er da bare løgn!” Jack råbte ufattelig højt og satte sig op. Jeg tænkte det samme. Han vendte sig for at nidstirre hende. ”Der er ikke noget galt med det, vi gør!”

”Det handler ikke om dig,” sagde Mae. Hun så fortvivlet ud, så jeg satte mig op og skubbede Jack til side. ”Jane er væk! Jeg tror, der er sket hende noget!”