35

”Bjørn fortalte mig, at det var dig, der var Judas,” sagde Gunnar til Leif. ”Jeg tænkte, at han nok havde ret, men at du stadig ville føre os til dem. Du undlod at slå dem ihjel. Du er fuldkommen uduelig, er du ikke?”

”Jeg vil hellere dø end tjene dig,” knurrede Leif.

”Stop!” råbte jeg fra balkonen. Lykanterne havde set, hvor vi var, så jeg afslørede ikke vores gemmested, men Jack sendte mig alligevel et hvast blik. ”Det er ikke ham, I vil have!”

”Det ved du ikke det fjerneste om,” sagde Gunnar og så op på mig. Hans ansigt var rendyrket ondskab, og der løb en gysen gennem mig.

Han gik hen ad midtergangen, og de tre andre lykanter bevægede sig tættere på Leif, men han løb ikke. De ville slagte ham, men han blev stående med rank ryg.

”De slår ham ihjel,” sagde jeg og så på Ezra. ”Vi må gøre noget!”

Han så hjælpeløst på mig. Vi havde ikke engang fundet ud af, hvordan vi skulle redde os selv. Jack kiggede ned på Leif, og jeg kunne næsten se, hvordan hans tanker for rundt. Han ville finde en løsning, men det tog for lang tid.

Jeg sprang ud over balkonen og hørte Jack råbe mit navn. Jeg forventede, at mine ben ville knække sammen, når jeg ramte gulvet, men det gjorde næsten ikke ondt. Jeg landede på fødderne, og hvis situationen ikke havde været så ufattelig skræmmende, ville jeg have været stolt over så sej en landing.

Ingen af lykanterne værdigede mig et blik, men jeg var jo heller ikke nogen voldsom trussel. Jeg rejste mig og hørte Olivias armbrøst klikke, da hun lagde en pil på. Jeg var ikke den eneste.

Dodge og Stellan lagde nakken tilbage og kiggede op på balkonen, men Bjørn holdt blikket fæstnet på Leif. Dodge var den første, der bevægede sig, men han var ikke så hurtig som Stellan, så pilen gled direkte ind i hjertet på ham. Han faldt sammen på jorden, og jeg troede, at han måske ville gå i flammer som på film, men han lå der bare.

Stellan stod lige foran mig og smilede, og på et øjeblik var han væk. Olivia sendte en pil efter ham, men den landede på en bænk. Han brugte sit løb som momentum og med afsæt på et ryglæn var han i et spring oppe på balkonen. Ingen andre var så hurtig som han, ikke engang Ezra, og selvom de var fem deroppe, kunne de knap nok klare ham.

I et øjebliks uopmærksomhed så Leif sit snit til at angribe Bjørn, som han smadrede ned i en bænk. Træet splintredes, og det gik op for mig, at Leif havde situationen under kontrol. Jeg så tilbage op på balkonen og følte mig hjælpeløs, mens de andre kæmpede for at holde Stellan fra livet. Ezra forsøgte at skærme Olivia, så hun kunne lade sin armbrøst, men selv da det lykkedes hende at affyre et skud, var Stellan umulig at ramme.

”Hej, Alice,” hviskede Gunnar. Han var lige bag mig.

Jeg havde haft så travlt med at holde øje med Stellan, at jeg ikke havde mærket, at Gunnar havde sneget sig ind på mig bagfra. Han lagde hånden om min hals, og en af hans barberbladsskarpe negle pressede mod min hud lige over halspulsåren. Jeg kæmpede for at komme fri af hans greb, mens han trak mig bagud op mod alteret.

Jeg overvejede at skrige, men jeg ville ikke tiltrække mig opmærksomhed. Det ville få de andre til at stoppe op, og det var præcis det, der ville slå dem ihjel. Milo lå bøjet ind over Bobby. Han forsøgte at beskytte ham, og jeg kunne lugte Jack og Peters blod fra de friske sår. Kun Olivia var ikke såret endnu, og hun undveg næsten lige så hurtigt som Stellan.

Så jeg lod Gunnar slæbe af sted med mig. Han ville sikkert slå mig ihjel, men uanset hvad hans planer var, så ville jeg lade det overgå mig i stilhed. Det var min eneste chance for at redde de andre.

Leif kæmpede stadig med Bjørn, men han havde tilsyneladende overtaget. Han slog Bjørn i jorden og greb et stykke træ fra den smadrede bænk. Det havde været et ryglæn, men det var brækket midt over, så det nu havde en skarp kant. Leif holdt det op over Bjørns hoved, og så hamrede han træet ned mod Bjørns hals. Der lød en forfærdelig gurglen, men jeg lukkede øjnene for ikke at se blodet. Jeg hørte en knogle blive knust, og Bjørns hjerte holdt op med at slå. Leif havde hugget hovedet af ham.

”Alle har så travlt lige nu,” sagde Gunnar og smækkede med tungen. ”Det er så kedeligt, at det bare er os to, synes du ikke?”

”Gunnar,” sagde Leif med lav stemme. Hans skjorte og ansigt var stænket til med blod, og han trådte omhyggeligt over bænkene i vores retning. ”Slip hende. Det er ikke hende, du vil have.”

”Det har du ret i,” sukkede Gunnar. ”Men det virker, som om hun er den, som alle andre vil have, og hvis du kommer et skridt nærmere, så skærer jeg halsen op på hende.” Leif standsede og stirrede på ham. Da Gunnar igen sagde noget, råbte han så højt, at alle kunne høre ham. ”Hvad siger du, Peter? Hvor meget blod kan vores lille Alice tåle at miste på én dag?”

Peter og Jack stivnede, og Stellan overfaldt Jack, så han væltede omkuld, og de faldt begge ind mod bænkene og endte på gulvet, så jeg ikke kunne se dem for rækværket. Olivia spændte buen, men jeg tvivlede på, at hun kunne skyde rent, så længe de rullede rundt sammen. Ezra sprang også på dem i et forsøg på at fange Stellan, men han bevægede sig for hurtigt, selv med Jack i sin favn.

”Nej, Peter, hjælp Jack!” råbte jeg. ”Han har mere brug for det, end jeg har!”

Peter stirrede på mig, hans øjne brændte, og han ville ikke redde Jack.

Peter sprang ned fra balkonen uden at tage øjnene fra mig. Han slentrede med villet afslappethed ned ad midtergangen, mens jeg så op på balkonen. Jeg kunne høre dem kæmpe, Jack gryntede, og hans hjerte hamrede, men jeg kunne ikke se ham. Milo forsøgte at skærme Bobby, Ezra kom flyvende tværs over balkonen og blev stoppet af stenvæggen. Derfra snublede han hen mod Olivia. I det mindste bankede Jacks hjerte stadig. I det mindste var han stadig i live.

Peter kom tættere på end Leif, men han standsede lige neden for trinnene, der ledte op til alteret. Gunnar havde placeret os under korset. Når jeg kiggede op, så jeg lige op på den døde, udmagrede Kristus. Det var ret forstyrrende, og det hjalp ikke, at en vampyr var nær ved at flå min hals op.

”Lad hende gå,” kommanderede Peter.

”Hvorfor skulle jeg det?” lo Gunnar. ”Det er sjovere at se dig lide!”

”Jeg ved udmærket, hvad du har gang i.” Peter satte en fod op på det første trin. ”Du tror stadig, at du kommer levende ud herfra, men egentlig er du ligeglad. Du er kun interesseret i at vinde. Og at vinde betyder at ødelægge mig.”

”Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv,” indrømmede Gunnar og nikkede så mod Leif. ”Og derefter vil jeg ødelægge ham der. De andre betyder ikke så meget for mig.” Han løsnede sit greb. ”Men du ved godt, hvorfor jeg ikke kan lade hende her slippe.”

”Hun er dit middel.” Peter tog endnu et skridt opad, og Gunnar pressede sin negl ind mod min vene. Huden bristede lige nok til at en dråbe blod piblede ud, og Peter stivnede. ”Du vil gøre hende ondt, mens jeg ser på. Du slår hende ihjel for at pine livet af mig.”

”Ja, og det ser ud til at gå fint,” smilede Gunnar, men han lød pludselig lidt usikker.

”Hvis jeg dør, så taber du.” Peter bøjede sig frem og samlede en titaniumpil op fra det øverste altertrin. Olivia havde skudt i alle retninger, og en pil var landet kun et par centimeter fra os. Jeg mærkede Gunnars selvtillid dale for første gang. ”Jeg vil gerne dø. Hvis jeg dør før hende, så ser jeg ikke noget. Jeg lider ikke overhovedet.”

”Jeg slår hende ihjel alligevel,” insisterede Gunnar nervøst.

”Ja, det siger du.” Peter pegede med pilen i retning af sit hjerte og pressede spidsen mod sit bryst. ”Men på denne her måde får du ikke ram på mig. Jeg har fået det nøjagtigt, som jeg ville have det, men det har du ikke.”

”Du kommer til at dø, velvidende at hun også vil dø, og det er nok for mig,” sagde Gunnar med påtaget munterhed. Det var tydeligt, at Peters idé gjorde ham urolig. Peter testede ham ved at skubbe pilen ind mod sit bryst, ikke dybt nok til at den gjorde skade, men nok til at trække blod. ”Hvordan vil du så foreslå, at jeg får dig til at lide?”

”Lad hende gå. Så kæmper vi om det. En mod en,” sagde Peter. ”Som mænd. Hvis du fanger mig, så kan du lade dine overlevende følgesvende gøre med hende, som de vil, mens jeg ser på. Jeg vil lide så meget desto mere, fordi det var mig selv, der fandt på det.”

Det var en rædselsfuld idé, og det var præcis det, der appellerede til Gunnar. Jeg kunne ikke overskue, hvordan det skulle gå, hvis en af os overlevede, men Peter købte tid. Han var oprigtigt ligeglad med, om han var levende eller død, men han ville give mig chancen for at stikke af. Men det ville jeg ikke, så længe alle andre risikerede deres liv her. Jeg ville aldrig løbe uden dem.

”Peter, nej! Det er for dumt,” sagde jeg. Lige før havde jeg forsøgt at komme fri af Gunnar, men nu holdt jeg fast i ham.

”Det er derfor, jeg godt kunne lide dig, Peter,” lo Gunnar. ”Du var fantastisk. Hvis bare du ikke havde dræbt min højre hånd, så kunne vi have levet lykkeligt sammen.” Så kastede Gunnar mig fra sig, og jeg landede i nærheden af en af bænkene.

Leif hjalp mig op at stå, og jeg rystede smerten af mig. Peter og Gunnar tog mål af hinanden. De nidstirrede hinanden, og Gunnar hånede ham. Peter viste næsten ingen tegn på følelser, og jeg håbede, at han havde en plan.

De sloges stadig på balkonen, men så vidt jeg kunne høre, så var alle stadig i live. Leif og jeg stod i vildrede mellem de ødelagte bænke uden at vide, hvordan vi kunne være til nogen gavn

”Hold nu op, Peter!” snerrede Gunnar. ”Jeg slap ikke pigen fri, for at vi kunne stå her og lege stirrekonkurrence.”

”Jeg er ked at skuffe dig,” sagde Peter tørt.

Peter stod på trappen op til alteret. Gunnar ville have Peter til at komme nærmere, men da det ikke skete, blev Gunnar træt af at vente. Han løb hen mod Peter for at få kampen i gang, og selvfølgelig for at skade ham, men Peter sprang til side. Han hoppede over alterbordet, og så snart han landede, sprang han igen og greb fat i det gigantiske kors, der hang på væggen. Han kæmpede for at komme op på korset og brugte Jesus som afsæt, alt imens Gunnar bare gloede på ham.

”Er du seriøs, Peter? Er du så stor en kujon?” Gunnar så tvivlende på ham, og jeg overvejede et sekund det samme. ”Jeg havde nok forventet lidt mere af dig.”

Gunnar stod med ryggen til Leif og mig, så jeg trådte et skridt frem. Jeg ville angribe ham, men Leif lagde en hånd på min arm, jeg så op på ham, og han mimede et ”ikke endnu”. Han kunne åbenbart bedre aflæse Peter, end jeg kunne. Peter klatrede højere op ad korset, og til min forvirring begyndte han at trække sømmene ud, som holdt korset på væggen. Han begyndte i højre side, og da han havde trukket dem ud dér, tog han fat foroven.

”Hvad laver du?” spurgte Gunnar. ”Vil du tage livet af dig selv?”

”Noget i den retning,” sagde Peter og klatrede over i venstre side.

”Jeg kan slagte pigen med det samme, hvis det hjælper,” tilbød Gunnar.

Peter skævede ned til mig, men han fortsatte med at trække søm ud. Korset begyndte at svaje og knirke, men han blev ved. Da alle sømmene var ude i venstre side, var det kun sømmene ved korsets fod, der holdt det fast. Peter hang ned fra den venstre side og stemte sine fødder mod væggen og lagde kræfterne i.

Korset sad stadig fast forneden, og derfor burde det bare falde ned langs væggen, men Peter skubbede af alle sine kræfter for at få det til at falde ud fra væggen. Korset knirkede, da det svingede ned og ud som et vanvittigt pendul.

Gunnar trådte et skridt tilbage, hvilket fik Leif til at knurre og springe frem mod ham. Det var ikke ligefrem et angreb, men det var nok til at Gunnar veg tilbage mod korset igen.

Peter sprang ned fra korset, og Gunnar vendte sig for at se, hvad der skete. I samme sekund skar korset gennem hans hals, så hans hoved blev adskilt fra kroppen. Jeg skreg, da hans hoved fløj gennem rummet, og hans krop et øjeblik efter faldt sammen. Peter undgik med nød og næppe korset, da det svingede tilbage, og han løb over til mig og Leif.

”Gunnar!” råbte Stellan.

Olivia fyrede endnu en pil af mod ham, men missede med en millimeter. Stellan sprang hen til rækværket, men Ezra fældede ham, inden han nåede ud over det. Mens Ezra holdt ham tilbage, sprang Jack ned fra balkonen. Han landede på gulvet i et rullefald, som fik ham til at se sejere ud, end jeg nogensinde havde set ham før. Da han rejste sig, holdt han en af Olivias pile i sin hånd. Han holdt den, så den pegede direkte op mod balkonen.

Ud af det blå befandt Stellan sig pludselig lige præcis der ved siden af Jack med pilen boret gennem sit bryst. Stellan var hoppet ned for at hævne Gunnars død og havde kun haft øje for Peter, det havde givet Jack frit spil. Nu lå han spiddet på en pil, og han spruttede, mens blodet stod ud mellem læberne på ham. Endelig kollapsede han i et langt dødssuk.

Jeg fløj hen til Jack og kastede mine arme om ham. Han holdt mig tæt, og jeg trykkede mig ind mod ham.

Olivia sprang ned fra balkonen og gik hen mod Stellan. Hun sparkede til ham med foden og trak så en machete ud fra sit bælte. I et hug skar hun hans hoved af, og blodet sprøjtede op på Jack og mig.

”Undskyld,” sagde hun med et smil ”Jeg måtte bare have vished. Man har ikke lyst til at se de her uhyrer igen.”

Helt ærligt, så var jeg ligeglad. Jeg kunne mærke, at Peter betragtede mig. Han havde reddet mit liv. Jeg var ikke vred på ham, men jeg elskede ham heller ikke. Jeg elskede Jack, og jeg var så lykkelig over, at jeg igen havde hans arme om mig. Jeg stillede mig på tæer og kyssede ham blidt.

”Hvad fanden er der sket?” råbte Bobby.

Jack lo og trak sig væk fra mit kys. Jeg havde ikke noget imod det, for jeg elskede at høre ham le. Bobby var åbenbart vågnet, og han forsøgte at få overblik over blodbadet i kirken.

”Hey. Den fyr ville slå mig ihjel! Hvorfor er han her?” Bobby pegede på Leif, og Milo forsøgte at fortælle ham, at Leif var vores ven nu. Svaret så ud til at give mening, men han så stadig forvirret ud. ”Hvor er Jane?”