36
Milo gennemsøgte katedralen, men uden held. Til sidst åbnede han hoveddøren, og det skulle vi have gjort for længst. Jane lå ude på trappestenen. Hun rystede og var helt ude af den, men stadig i live.
Vi kunne se, at det vrimlede med politi og ambulancer i parken på den anden side af gaden på grund af det skambidte lig, lykanterne havde efterladt. Milo tog sin hættetrøje af og lagde den over Jane, så ringede han anonymt til 112 og sagde, at der lå en tilskadekommen pige på trappestenen uden for kirken. Den her gang var den bedste løsning nok at holde hende langt væk fra vampyrer. Hun havde brug for mere hjælp, end vi kunne give hende.
Herefter forlod vi stedet i en fart. Olivia tog tilbage til klubben, og Leif forsvandt ud i natten. Han vidste ikke, hvor han ville tage hen, men han forsikrede mig om, at han var okay, og at vi ville ses igen. Peter var kørt herhen i sin Audi, og Milo og Bobby kørte med ham. Det betød, at Jack og jeg skulle køre med Ezra i Lamborghinien. Jack satte sig ind på passagersædet, og jeg kravlede op på skødet af ham og lagde mit hoved mod hans bryst.
”Åh gud, det har aldrig været så skønt at komme hjem,” sukkede jeg tilfreds, da vi endelig nåede hjem og trådte ind ad døren. Jack smilede over hele hovedet og klemte min hånd. Natten havde været så lang, og det eneste, jeg havde lyst til, var at gå op i seng sammen med ham.
”I morgen bliver nok også en hård dag,” sagde Ezra. ”Jeg kommer til at bruge hele dagen på at overbevise politiet om, at vi intet kender til det, der er foregået.” Ezra gik over til køleskabet og tog en pose blod ud. Vi plejede at opbevare blodet i kælderen, men Milo og jeg var dovent anlagt, så vi havde rykket det op i køkkenet.
”Hvorfor skulle de tro, at vi var involverede?” spurgte jeg. Jeg stod med ryggen til Jack, og han lagde armene om mig. Jeg lænede mig tilbage mod ham, og han kyssede mig på håret.
”Fordi Lexusen stadig står ved parken.” Ezra åbnede blodposen og drak en stor slurk. ”Politiet har beslaglagt den, og jeg bliver nødt til at hente den. Jeg håber bare, at jeg får en chance for at få lidt søvn, inden de opsøger os.”
Hans ansigtsudtryk ændrede sig, og han så pludselig desorienteret ud. ”Det er sjovt. Jeg så Maes bil i garagen. Jeg havde troet, at hun var taget ud for at lede efter os.”
”Måske sover hun.” Jeg trak på skuldrene. Himlen var allerede begyndt at lysne.
”Måske.” Ezra så ikke overbevist ud. Han drak hurtigt det sidste blod og rystede på hovedet. Jeg lyttede efter, men kunne ikke høre noget. Ikke engang Mae, men nattens hændelser havde også udmattet mig, så alle mine sanser var svækkede.
Jeg hørte garagedøren åbne sig, og et øjeblik efter kom Peter ind i køkkenet, mens han gned sine øjne. Milo og Bobby fulgte ham lige i hælene, og takket være den lange, rare lur, som Bobby havde fået sig tidligere, følte han sig ikke lige så udmattet som os andre. Han stillede Peter alle mulige spørgsmål.
”Vil det sige, at du huggede hovedet af ham med et kors?” Bobbys øjne stod på vid gab. ”Selvom jeg er jøde, synes jeg, at det lyder ret så sejt!”
Bobby fik øje på mig og sendte mig et underligt blik. Det var ikke ligefrem hengivent, men alligevel fyldt med følelser. Jeg returnerede et, der mindede om det, hvilket fik Milo til at rejse børster, og han lagde med beskyttende mine armen om Bobby.
”Jeg har brug for et varmt bad for at skylle aftenens begivenheder af mig,” mumlede Peter og gik ud af køkkenet. Han havde ikke set på hverken mig eller Jack, siden det hele var overstået, og jeg spekulerede på, om han nogensinde ville komme til det. Jeg var nær blevet slået ihjel, fordi han elskede mig så højt, men det var jo ikke første gang.
”Også mig,” sagde Milo. Han lagde armen om livet på Bobby og ledte ham ud af køkkenet, men Bobby stoppede op og så forvirret ud.
”Hvor er Matilda?” spurgte Bobby. ”Den plejer altid at komme springende, når vi kommer hjem.”
”Ja, hvor er hunden,” gentog jeg, og Jack blev anspændt. Den kom altid løbende hen til Jack, når han havde været væk, normalt var jeg slet ikke i stand til at holde den fra ham.
”Matilda?” kaldte Jack og trådt væk fra mig. ”Mattie? Hvor er du? Kom så da.”
Matilda gøede højt, det lød, som om det kom inde fra Mae og Ezras værelse. Jack og Ezra udvekslede blikke. Vi kunne høre en kradsen på døren og Maes stemme, der tyssede på den. Soveværelsesdøren blev åbnet, så Matilda kunne løbe ud, men Mae lukkede med det samme døren igen.
”Okay, det var lidt underligt,” sagde jeg.
Jack bukkede sig for at hilse på Matilda, men han så lige så overrasket ud som os andre.
”Hvad har hun gang i?” sagde Ezra mere henvendt til sig selv end til os. Han smed den tomme blodpose i skraldespanden og gik hen mod soveværelset.
”Mae?” Han prøvede at åbne døren, men hun skubbede den i. ”Mae? Hvad sker der?”
”Ikke noget!” råbte Mae. ”Gå din vej!”
”Mae, åbn døren nu, eller også gør jeg det,” sagde Ezra. Når han talte sådan, var hans stemme en af de mest truende, jeg kendte.
Langsomt gik døren op, og Ezra gik indenfor. Der blev fuldkommen stille, og Bobby trådte et skridt frem for bedre at kunne se. Milo lod ham ikke gå længere. Jeg kiggede op på Jack for at se, om han havde nogen idé om, hvad der foregik, men han rystede på hovedet. Vi ventede alle spændt, men der blev ikke sagt noget derinde. Kort efter kom Ezra styrtende ud af soveværelset.
”Få det ud af mit hus!” brølede han.
”Hun er ikke noget det!” Mae løb efter ham. Hun tryglede næsten. ”Og vi kan ikke rejse lige nu! Ikke sådan som hun har det.”
”Jeg er ligeglad!” sagde Ezra og ville end ikke se på hende. ”Jeg vil have hende ud!”
”Vi har bare brug for to, tre dage højest, og så skal vi ikke forstyrre dig nogensinde mere!” blev Mae desperat ved. Han havde vendt ryggen til hende, der var ingen tvivl om, at han kogte. ”Ezra, hør nu! Hvis du elsker mig, så kan du godt give mig tre dage til! Jeg beder dig!”
”Fint,” sagde Ezra mumlende. ”Men hvis du bliver så meget som en dag mere, så får hun med mig at bestille.” Han gik tilbage mod garagen. ”Jeg henter bilen nu. Lad være med at vente oppe.”
”Hvad er der sket med jer?” gispede Mae, da hun fik øje på os. Vi stod der i køkkenet med forrevet tøj, smurt ind i blod, og Bobby havde skrammer og blå mærker.
Milo begyndte at forklare hende, hvad der var sket, men jeg gik bare. Jeg var nødt til at se med mine egne øjne, hvad hun havde derinde. Mae forsøgte at lytte til Milo, men jeg kunne mærke, at hun fulgte mig med øjnene. Jeg åbnede døren ind til værelset, og det var præcis, som jeg havde forestillet mig.
I Maes store, bløde seng lå en lille pige og vred sig. Hendes lyse krøller klistrede til panden. Hun var bleg og syg, men stadig utrolig kær. Hun lignede en mini-Mae med basunkinder.
Hun var stadig i de første faser af transformationen, og det værste havde endnu ikke ramt hende. Matilda løb forbi mig og hoppede op i sengen og slikkede den lille piges svedige ansigt. Hun smilede et lille smil, og Matilda lagde sig ned ved siden af hende.
”Hun er rigtig glad for Matilda,” sagde Mae bag mig. Hun gik over til barnet. Jack stod bag mig og tog det hele ind, men han sagde ikke noget. ”Jeg vil gerne have, at I alle sammen hilser på mit oldebarn, Daisy. Det er mig, der skal tage sig af hende nu.”
”Åh, Mae.” Jeg så bedrøvet på hende.
”Nej, lad være med det,” rystede Mae på hovedet. Hun satte sig på sengen ved siden af pigen og aede hendes hår væk fra panden. ”Jeg ved, jeg har gjort det rigtige. Jeg var nødt til at redde hende. Da Jane forlod os, gik det op for mig, at det ikke var hende, jeg var bekymret for. Det var Daisy.”
”Altså, Jane har det godt, for resten,” sukkede jeg. ”Men … du gjorde det, som du måtte gøre.”
”Ja! Er hun ikke dejlig?” Hun beundrede barnet, og jeg forstod, at hun aldrig rigtig havde haft noget valg. Om hun så måtte opgive Ezra og alle os andre, så betød det barn meget mere for hende.
”Du får ikke lov til at tage min hund med dig,” sagde Jack til sidst. ”Kom, Matilda.” Modvilligt hoppede Matilda ned fra sengen og fulgte efter ham ud af værelset.
”Rejser du så herfra?” spurgte jeg.
”Det ser sådan ud,” sagde Mae træt. ”Jeg tænkte, at Ezra måske ændrede mening, når han så hende, men … Det er okay. Jeg har en plan.”
”Og hvad er det?”
”Australien,” smilede Mae til mig. ”Jeg har aldrig været der. Vampyrer bryder sig ikke så meget om det, fordi der er varmt, men det skal nok gå, og der er masser af øde steder, hvor vi kan gemme os. Der er aktive blodbanker i Sydney og andre steder, hvor vi kan hente forsyninger.”
”Så I to vil gemme jer for evigt i en udørk?” sagde jeg. Jeg havde altid haft lyst til at tage til Australien, men dette virkede som et meget deprimerende scenarie.
”For en tid.” Mae nikkede og vendte sig igen for at beundre sit oldebarn. ”Men vi bliver ikke alene. Ikke i starten i hvert fald. Peter tager med.”
”Peter?” Det var ikke gået op for mig, at Peter var så knyttet til Mae og villig til at følge hende. På den anden side så kunne han jo godt lide at løbe langt væk fra mig. Og selvmordsaktioner havde han jo heller ikke noget imod – og det her var en helt oplagt en af slagsen.
”Han tilbød det for et par dage siden,” sagde Mae. ”Vi skal nok klare os, min ven. Du skal ikke bekymre dig.”
Måske var det mig, hun sagde det til, men hun så på Daisy imens, og måske var det lige så meget henvendt til hende. Jeg så på hende et øjeblik mere, så hvor helt opslugt hun var af barnet, men så måtte jeg videre – der var et sted, jeg skulle være
Ovenpå var Jack allerede gået i bad. Jeg var desperat efter selv at tage et, så jeg smed tøjet og gik ind til ham. Han smilede til mig, og jeg lagde armene om ham og pressede mit hoved mod hans bryst. Der var ikke noget seksuelt i det. Jeg elskede bare at være så tæt på ham, hans nøgne hud mod min, hans hjerte, der bankede i mit øre.
Han kyssede mig på håret og holdt mig ind til sig. Efter alt det, der var sket, kunne jeg ikke lade være med at græde. Af bedrøvelse, udmattelse og lettelse. Jeg havde aldrig set noget så brutalt. Og jeg håbede, at jeg aldrig skulle se noget lignende.
”Alting bliver okay, Alice,” forsikrede Jack mig og gned mig let på ryggen.
”Hvordan kan du sige sådan? Efter alt det, der er sket?” Jeg så op på ham. Hans lyseblå øjne var fulde af kærlighed og optimisme, og han smilede til mig.
”Fordi du er her sammen med mig,” sagde Jack. ”Enhver nat, der ender med dig ved siden af mig, kan ikke være så slem.”
”Den logik holder,” indrømmede jeg, og han lo, så det sendte en prikkende fryd gennem mig. Der var ikke noget sted i verden, jeg hellere ville være.