4
Da flyet lettede, troede jeg, at jeg skulle kaste op. Mine fingre holdt så krampagtigt fast om armlænet, at jeg nær havde ødelagt det. Jeg havde aldrig fløjet før, og jeg var sindssygt bange.
Ezra syntes, det var vældig sjovt. Han klukkede muntert af mit skrækslagne ansigtsudtryk, da motorerne satte i gang. De brølende og klikkende lyde lød lidt, som om døden nærmede sig. Jeg så ud ad vinduet på den mørke nat og forestillede mig flyet falde ned på landingsbanen og eksplodere i flammer.
”Er det første gang, du flyver?” En kvinde på den anden side af gangen så over på os.
”Hun skal nok klare den,” sagde Ezra hurtigt. Jeg havde alt for travlt med at være panikslagen til at kommentere på hans uhøflighed. Han så på mig med et smil.
”Du kunne jo sige noget beroligende til mig,” sagde jeg med tynd, ængstelig stemme.
”Hvorfor? Din skræk får jo tankerne væk fra andre ting, der foregår,” sagde Ezra. ”Det er kun en tre timers flyvetur til New York, og jeg vil gerne vente med dit måltid til det næste fly.”
Med ”andre ting” mente han de andre passagerer, der fyldte flyet med lugten af deres blod, og afgangen var ikke engang helt booket. Jeg havde spist dagen før, hvilket betød, at jeg ikke behøvede at spise før om fem eller seks dage, men jeg var endnu ikke så god til at kontrollere min sult.
”Hm, okay,” mumlede jeg. Han havde desværre ret. Min angst gjorde det næsten umuligt at lægge mærke til min blodtørst.
”Du burde faktisk nyde det,” sagde han med et skævt smil. ”Det er kun i kort tid, at du har mulighed for at føle angst på den måde.”
”Ja, det er bare vildt fedt.”
”Lad mig give dig et lille tip.” Han lænede sig ind til mig og talte så lavt, at det var umuligt at høre for nogen af de andre. ”Hvis flyet skulle gå ned, så overlever du. Du er udødelig nu.”
Langsomt gik det op for mig. Jeg var en vampyr. Jeg ville ikke komme til at dø i et flystyrt. Mine fingre slap armlænet. Men hver gang vi kom ind i lidt turbulens, hev jeg fat i Ezra igen, mens han bare lo af mig.
Jeg forsøgte at nyde resten af turen, men det var mørkt, og selv med mit forbedrede syn kunne jeg ikke se noget ud ad vinduerne. Ezra havde taget nogle bøger med, og han sad og læste, selvom jeg var ret sikker på, at han havde læst dem allerede. Han havde sikkert læst alt, der nogensinde var skrevet.
”Hvor skal vi egentlig hen efter New York?” spurgte jeg stille. De fleste andre passagerer sov, og jeg ville ikke vække dem.
”Finland,” svarede Ezra uden at se op fra sin bog.
”Finland?” Jeg hævede et øjenbryn. ”Er Peter i Finland?”
”Det tror jeg.” Han bladrede. ”Skandinavien har altid været hans yndlingsgemmested, især om vinteren. Der er mørkt det meste af dagen i flere måneder, og temperaturerne er som regel under frysepunktet.”
”Så vi tager derhen, fordi det er der, han som regel er?” Jeg kunne ikke helt fatte, at Peter plejede at hænge ud i Finland. Det lød ligesom ikke … så eksotisk?
”Nej. Peter løb ind i nogle problemer i Finland. Jeg ved ikke præcis hvor i Finland, men jeg er sikker på, at han er der,” sagde Ezra.
”Problemer? Hvad skete der?”
”Jeg ved det ikke helt,” sagde han til sidst. ”Og jeg har ikke lyst til at gruble for meget over det.”
”Du vil ikke gruble over det?” gentog jeg. ”Jeg er om bord på et fly for at rejse om på den anden side af jorden, og du ved ikke engang, hvor vi skal hen, og du vil heller ikke gruble over, hvorfor vi skal derhen?”
”Finland er ikke på den anden side af jorden,” sagde Ezra.
”Whatever.” Jeg sank dybere ned i sædet og lagde armene over kors. ”Jeg taler ikke finsk.”
”Det behøver du heller ikke. Det gør jeg.” Han bladrede i sin bog, og jeg sukkede.
”Du bliver rigtig festlig at rejse med, hvis du bliver ved på den måde,” mumlede jeg. Han grinede for sig selv.
Jeg lånte en bog af Ezra, så jeg havde noget at lave resten af turen. Efter at have brugt et par timer på at læse om det finske dyreliv lovede jeg mig selv at købe så mange magasiner og bøger, som jeg kunne komme i nærheden af, når vi landede i New York. Det var i hvert fald min plan, indtil vi skulle stige af flyet, og Ezra tog min hånd.
”Der er lidt ventetid her,” sagde Ezra stille, mens vi gik. ”Du kan først få noget at spise, når vi kommer om bord på det næste fly, for du kan ikke beherske dig, når du spiser. Så du er nødt til at blive ved min side og ikke give slip på min hånd, mens vi er her. Har du forstået?”
”Ja, men …” Jeg skulle til at spørge ham hvorfor, men så gik vi fra borde, og lugten ramte mig for første gang.
Pludselig var det, som om der havde været næsten mennesketomt i Minneapolis Lufthavn. Jeg ville faktisk gå så vidt som at sige, at det var, som om der ikke var ret mange mennesker i hele Minneapolis. JFK-lufthavnen i New York derimod var en stor pulserende masse af varme, duftende, svedende menneskekroppe.
Min sult vendte frygteligt tilbage.
Det var ren tortur at vente i lufthavnen. Det meste af tiden var jeg nødt til at gribe så hårdt fat om Ezras hånd, at jeg var bange for at brække hans knogler. Jeg sad ret op og ned og stirrede på mine sko. Ezra sad ved siden af med korslagte ben og et åbent blad i skødet, mens han fortalte mig om Martha Stewarts forslag til halloweenslik. Han forsøgte at berolige mig, men at høre om, hvordan man lavede slik ud af Rice Krispies gav mig kvalme.
Sikkerhedstjekket var en udfordring, men Ezra bad mig koncentrere mig om at sige alfabetet baglæns i mit hoved. Det gjorde ikke den brændende tørst mindre, og jeg kunne ikke tage øjnene fra sikkerhedsfyrens dunkende halspulsåre, men jeg bed ham ikke. Så det talte som en sejr.
Om bord på flyet overlod Ezra vinduespladsen til mig og gav mig selen på, hvilket fik os begge til at slappe af. Jeg lukkede øjnene og forsøgte at lade være med at tænke på Jack. Han var konstant i mit baghoved, og det gjorde min blodtørst stærkere. Hele situationen føltes farlig og risikabel, og jeg overvejede, om jeg overhovedet var klar til at tage på en tur som den her.
Da flymotoren satte i gang, lænede Ezra sig ind mod mig og hviskede: ”Hvis flyet falder ned, så er det over havet. Havet er fuld af hajer, og de kan slå os ihjel, så nu har du faktisk noget at være bange for.”
”Skal det være en trøst?” spurgte jeg sammenbidt.
”Overhovedet ikke. Jeg vil bare skræmme livet af dig, så du holder op med at tænke på … ting.” Han klemte min hånd, og det føltes på en måde betryggende. ”Men det er stadig sandt. Hajer er det værste.”
Da vi måtte rejse os igen, tog Ezra dåserne med blod fra skabet over os og førte mig ud på badeværelset. De andre passagerer og stewardesserne så mærkeligt på os, men der var ingen, der stoppede os. Jeg tvivlede på, at der nogensinde var nogen, der stoppede Ezra. Han var så smuk og selvsikker.
Der var knap nok plads på flytoilettet til en person, og da slet ikke til to, så Ezra løftede mig hurtigt op på vasken. Han satte dåserne i mit skød. Det var, som om jeg allerede kunne lugte blodet. Jeg begyndte at dirre af sult.
”Du er så bleg,” mumlede Ezra for sig selv. Han børstede en tot hår væk fra mit ansigt og så mig lige ind i øjnene for at måle, hvor sulten jeg var. ”Jeg giver dig to dåser, okay?”
”Ja, ja. Helt fint,” sagde jeg og nikkede. Jeg var ligeglad, bare jeg fik blod.
”Det kommer til at slå ret så hårdt, men du er nødt til gå hen på din plads bagefter, okay?” sagde Ezra. ”Du kan gå omkuld, så snart du har sat dig.”
”Okay!” sagde jeg skarpt.
Han strammede læberne, men begyndte at skrue låget af. Det lille toilet blev straks fyldt af lugten, og jeg hev dåsen ud af hænderne på ham og slugte blodet. Så snart det gled ned gennem min hals, begyndte mine muskler at slappe af. Blodet var isnende koldt, og alligevel bredte varmen sig i min krop. Inden jeg havde drukket den første, åbnede Ezra den anden dåse. Han ville have mig til at sluge det så hurtigt som muligt, så jeg havde en chance for at nå ned på mit sæde, inden jeg gik ud som et lys.
Efter jeg havde drukket dem begge, smed han de tomme dåser i skraldespanden. Jeg slikkede mine læber rene, og han undersøgte nøje mit ansigt for at se, om der var spor efter blod. Verden havde allerede fået et lidt sløret skær, og en vidunderlig doven følelse begyndte at indfinde sig.
Med Ezra så tæt på havde jeg pludselig stor lyst til at kysse ham. Det var blodet, der gjorde det, så jeg så ned i gulvet, inden jeg begyndte at handle på følelsen.
Vi gik tilbage til vores sæder, og han havde armen rundt om mig for at støtte mig. Det krævede al min styrke at lade være med at snuble eller gøre noget andet dumt. Alle farverne begyndte at stråle klarere. Min grønne sweater lignede græs, og jeg havde lyst til at køre hænderne igennem det, men Ezra fik mig ned på plads.
”Hvordan har du det?” hviskede han, da han spændte bæltet fast igen.
”Skønt,” mumlede jeg med et saligt smil på læberne.
Inden han nåede at sætte tasken op i skabet ovenover, var jeg gået ud. På trods af hans trusler om hajer og mit savn efter Jack sov jeg tungt hele vejen til Finland.
Ezra rystede mig vågen, og mens jeg havde sovet, havde han givet mig en pude og et tæppe. Han havde et sammenfoldet tæppe liggende i skødet, og jeg spekulerede på, om han overhovedet havde sovet.
”Vi lander snart i Helsinki,” meddelte Ezra.
”Gør vi?” Jeg gabte højlydt, strakte mig og så ud ad vinduet. Det var mørkt udenfor, men under os lå byen fuld af blinkende lys. ”Hvad er klokken?”
”Den er ti, og det er onsdag,” sagde han.
”Okay.” Min hjerne forsøgte at finde ud af, hvornår vi var taget af sted, men jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. ”Øh … tog vi ikke af sted klokken ti tirsdag?”
”Der er en tidsforskel. Du kommer nok til at have lidt jetlag,” sagde han.
”Det håber jeg ikke.” Jeg anede ikke engang rigtig, hvad jetlag var, men det lød ikke som noget, jeg havde lyst til at have.
En stewardesse kom for at tage vores tæpper, og piloten begyndte at sige noget om landingen i Helsinki. Han gentog det samme på finsk, eller det gik jeg i alt fald ud fra, for jeg forstod ikke et ord.
”Er det her, Peter er gået under jorden?” spurgte jeg, mens jeg så beundrende ud på det smukke lyshav, som byen udgjorde. Det så anderledes ud, end jeg havde forventet, ikke spor koldt og øde.
”Nej, han er ikke i Helsinki.” Ezra rystede på hovedet. ”Vi skal med endnu et fly.”
”Skal vi?” sagde jeg og rynkede på næsen. Det kunne godt være, jeg havde sovet under det meste af flyveturen, men min krop stivnede allerede af skræk.
”Bare op til det nordlige Finland, Lapland.” Ezra sagde det, som om jeg vidste, hvad han snakkede om. ”Jeg forklarer nærmere, når vi lander. Der er ventetid til det næste fly.”
”Fantastisk,” sagde jeg med et suk.
Vi gik ud af flyet, og Ezra ordnede de sidste detaljer inden det næste fly. Jeg sørgede for at holde mig i nærheden af et stort vindue. Jeg ville have alt ud af at være i Helsinki. Ikke, at der var meget at se fra lufthavnen. Det var mest fly, landingsbaner og trafik. Men det var mere, end hvad jeg havde set i New York.
”Det er en meget smuk by,” sagde Ezra og stillede sig ved siden af mig.
Vi så et fly, der kom rullende hen ad landingsbanen. Jeg forsøgte at få et glimt af noget af det ukendte land. Jeg sukkede, men nægtede at fjerne mig fra vinduet.
”Har du været her før?” spurgte jeg.
”Mange gange. Mest inden jeg mødte Mae.” Han nikkede. ”Det er lykkedes mig at trække hende med hertil nogle få gange, men hun er ikke meget for at forlade Minnesota. Men Peter elsker det her.”
”Hvorfor?”
”Kulden, mørket, den vilde natur og den megen plads. Han holder til længere nordpå. Der er nogle nationalparker og et par skisportsområder. Og storbyerne Helsinki, Stockholm og Amsterdam er ikke så langt væk, hvis han får lyst til noget pulserende byliv.”
Måden, han sagde ”byliv” på, afslørede, at han mente mere end bare restaurantbesøg og en tur i teatret. Peter nød at være alene, men han havde behov for mennesker for at få noget at spise. Helst en blanding af vampyrer og mennesker. Vampyrbarer og blodbanker gjorde det meget nemmere at skaffe mad, og jo færre mennesker, jo færre muligheder.
”Så er det der, vi skal hen? Nordpå?” Jeg vendte mig mod Ezra. ”Hvad kaldte du det? Lapland?”
”Ja. Det er det nordligste sted i Finland.” Han tog en dyb indånding og lød lidt tøvende, da han fortsatte. ”Der er noget, jeg ikke har fortalt dig.”
”Der er mange ting, du ikke har fortalt mig.”
”Ja, men det her er vigtigt.” Han fugtede sine læber og så væk. ”Du har hørt om varulve, ikke?”
Min mave slog en kolbøtte. Ja, jeg var måske nok vampyr, men der var alligevel ting, jeg havde svært ved at klare. Som for eksempel at høre at en endeløs række af monstre og sagnomspundne uhyrer var virkelige. Måske var det næste, at vi skulle ud at svømme med Loch Ness-uhyret eller hænge ud med nogle alfer. Der måtte være en grænse for, hvor meget af alt det, der var sandt, og jeg havde besluttet mig for, at den grænse lå lige efter vampyrerne.
”Nej, nej, nej,” sagde jeg og rystede på hovedet. ”Jack sagde, at der ikke findes varulve. De findes ikke.”
”Det er rigtigt,” sagde Ezra. ”Det er umuligt at skifte form. I hvert fald så vidt jeg ved.”
”Så …” Mit hjerte holdt op med at slå lige så heftigt, men der var stadig noget, han ikke sagde. ”Hvorfor taler vi så om dem?”
”Du har hørt historier om dem, har du ikke?” Hans mørkebrune øjne sendte mig et intenst blik.
”Jo,” svarede jeg usikkert.
Min viden om varulve var meget begrænset og primært baseret på Michael J. Fox’s portræt af en varulv i filmen Teen Wolf. Jeg havde aldrig troet, at filmen havde særlig meget med virkeligheden at gøre, for jeg kunne ikke se, hvordan det var muligt at surfe på taget af en varevogn, uanset om man var varulv eller ej. Det eneste, jeg havde fået med fra filmen, var, at ulve var gode til at spille basketball. Men det virkede ikke så relevant i den her forbindelse.
”At fuldmånen vækker dem, og at de angriber uden at blive provokeret?” fortsatte Ezra. ”De bliver til modbydelige dyr, der ikke holdes tilbage af logik eller moral?”
”Ja, selvfølgelig,” sagde jeg og nikkede og håbede, at han snart ville nå hen til pointen.
”Kan du huske, da jeg fortalte dig om de vampyrer, jeg mødte, da jeg lige var blevet vampyr?” Han blev mere alvorlig. ”De var … vanvittige dyr.”
”Du mener ikke …” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. ”Hvad er det, du vil sige?”
”Nogle gange er der vampyrer, der af en eller anden grund – om det så er af eget valg eller skæbnen – ikke bliver civiliserede væsener,” forklarede han stille. ”De mest primitive bliver straks slået ihjel. Selv vampyrer kan ikke tolerere hæmningsløse monstre. Men andre vælger frivilligt et liv, der er blottet for menneskelighed. Vi mener, at fortidens historier om varulve er baseret på sådanne vampyrer.” Han tog en dyb indånding og så ud på nattehimlen. ”De jager i små flokke og lever mere som dyr end mennesker. De kan ikke slå nok ihjel til at leve af det, men det er det, de gerne vil: dræbe og jage. De jager store dyr som bjørne og elge, også ulve. Ikke for madens skyld, men for sjov.”
”Det gør mennesker da også,” afbrød jeg uden at have helt styr på, hvad min pointe var med det.
”Vi kalder dem lykanter. Det er en forkortelse af lykantrop, som betyder varulv. Det er en lille vampyrjoke.” Ezra smilede til mig, men jeg syntes ikke, det var specielt sjovt. ”Lykant betyder vist bare ulv på græsk.”
”Var det en snedig måde at give mig en græsktime på?” spurgte jeg tørt.
”Der bor en lille grupper lykanter i Lapland,” sagde han og ignorerede mig. ”Jeg har mødt dem før, men gruppen ændrer sig hele tiden, og det er kun lederen, der bliver ved at være den samme. Han er sadist, og gennemsnitslevealderen for vampyrerne i hans gruppe er ikke i nærheden af, hvad den er for vampyrer generelt, ikke engang for andre lykanter. De er kendt for deres brutalitet, og de slår både mennesker og andre vampyrer ihjel.”
Jeg fik en klump i halsen og forsøgte at fokusere på de klare lys, der blinkede uden for vinduet. Nu havde jeg forstået, hvorfor den historie endte med, at vi stod her og ventede på et fly, der skulle bringe os op til lykanterne. Vores mål var nært forbundet med deres tilholdssted.
”I sidste uge dræbte Peter et medlem af deres gruppe. De vil have hævn, og de helmer ikke, før de får fingrene i ham. Og sådan som Peter har det lige nu, virker det, som om det passer ham fint,” sagde Ezra stille. ”Vi er nødt til at finde ham, inden de gør.”
Jeg havde svært ved at styre min egen blodtørst, og nu skulle vi ud i den vilde natur for at finde en flok skøre varulve-vampyrer, så vi kunne redde en vampyr, der før havde forsøgt at slå mig ihjel. Det gav vildt god mening.
”Alice?” spurgte Ezra, da jeg bare blev ved at se ud ad vinduet. ”Har du nogle spørgsmål?”
”Nope.” Jeg rystede på hovedet. ”Men Jack bliver helt ude af den, når han finder ud af, hvad vi har gang i.”