8

Peter havde ikke spist længe, og han slugte hurtigt fire poser blod, da vi nåede hen på hotellet. Selv en meget stærk vampyr blev groggy efter den mængde, og han lagde sig på Ezras seng og faldt straks i søvn.

Ezra lænede sig op ad kommoden og så på Peter, der sov med et saligt udtryk i ansigtet. Jeg stod ved siden af ham.

”Hvad er planen så nu?” hviskede jeg og så op på Ezra.

”Der er ikke nogen.”

Jeg stod med telefonen i hånden og drejede den rastløst mellem hænderne. Der var femten sms’er og to ubesvarede opkald fra Jack og syv beskeder fra Milo. De ville begge vide, hvad der foregik, men jeg kunne ikke fortælle dem noget.

”Så …” Jeg skiftede vægten fra det ene ben til det andet. ”Peter får hvilet ud, og hvad så? Skal vi skjule os her? Tager vi hjem? Skal vi slås?”

Ezra tyggede på indersiden af sin kind og sagde ikke noget. Peter rørte på sig, virrede med hovedet på hovedpuden, og Ezra blev endnu mere anspændt. Han var overbeskyttende, og jeg bebrejdede ham det ikke. Men hans paranoia burde få ham til at lægge flugtplaner i stedet for bare at stirre på Peter.

”Vi må hellere sove. Vi lægger en plan i morgen,” sagde Ezra til sidst.

”Jeg kan ikke sove oven på det her.”

”Spis noget.” Han nikkede hen mod badeværelset, hvor alt blodet blev opbevaret.

Jeg havde en million spørgsmål, jeg ville have ham til at svare på, men så snart han havde sagt ordet spise, kunne jeg ikke tænke på andet. Jeg måtte hellere gøre, som han foreslog, og få noget søvn. Det hjalp ikke noget at blive oppe og bekymre mig.

Jeg spiste så hurtigt, at det slog mig helt ud. Jeg ragede rundt som en fyldebøtte, og jeg var glad for, at jeg allerede havde taget nattøj på. Få sekunder efter jeg lagde mig i sengen, faldt jeg i søvn.

Da jeg vågnede, lå Ezra ved siden af mig på sengen. Han lå så tæt på kanten, at han næsten var ved at falde ud. Forsigtigt satte jeg mig op og passede på ikke at vække ham. Jeg så over hans skulder på Peter, der sad på den anden seng og stirrede på os. Jeg gispede og forsøgte at indfange mit ubehjælpsomme bjæf, inden det undslap mine læber, men alligevel vågnede Ezra med et sæt.

”Undskyld.” Jeg smilede undskyldende til Ezra.

Han affærdigede det og satte sig op. Han så rundt i værelset for at sikre sig, at alt var, som det skulle være. Han havde sovet med alt tøjet på oven på sengetæppet og var allerede meget mere vågen end mig.

”Hvor længe har du været vågen?” spurgte han Peter og så indgående på ham.

”Ikke så længe.” Peter forsøgte at sætte håret om bag ørerne, men det var beskidt, så beskidt at det ikke længere var muligt at se hans rigtige hårfarve.

”Hvad er det, der foregår?” spurgte jeg.

De sad over for hinanden. Peter sænkede sit blik, men Ezra blev ved med at se på ham. Jeg trak dynen op omkring mig og rykkede hen ved siden af Ezra. Han så på mig og sukkede.

”Hvad?” spurgte jeg, da ingen af dem sagde noget. ”Er planen en form for stirrekonkurrence? For det virker ikke som en særlig god plan.”

”Jeg har en idé,” sagde Ezra endelig. Peter sendte ham et hårdt blik. ”Jeg kan foreslå dem en byttehandel.”

”Hvilken byttehandel?” Peter så intenst på ham. ”Du har ikke noget, de vil have.”

”Det passer ikke.” Ezra rystede på hovedet. ”De er ligeglade med penge, men de har brug for dem. De er nødt til at tage ind til større byer for at spise, og de kan ikke gå rundt i deres laser der.”

”De vil ikke tage imod penge. Du har været væk for længe. Du ved ikke, hvordan de er.”

”Der må være noget, de vil have,” sagde Ezra. ”De er jo ikke selvforsynende. Gunnar er magtsyg, og der er altid noget, han kan bruge for at få mere magt.”

”Ja, for vi vil vildt gerne have, at han får mere magt,” sagde Peter og fnøs, da han rejste sig op. ”Nej. Tak for hvile og mad, men jeg må selv tage mig af dem.”

”Det er for sent!” Ezra rejste sig og spærrede vejen for Peter. ”De har allerede set os. De ved, at vi er kommet for at hente dig. Du er ikke længere den eneste, de er interesserede i nu.”

Peter så ned i gulvet og strammede læberne, så hans mund blev en tynd streg. Han bed kæben krampagtigt sammen, og han så ud, som om han desperat forsøgte at finde en fejl i Ezras argumentation. Men Ezra havde ret, lykanterne ville snart regne det hele ud, hvis ikke de allerede havde gjort det.

”Lad mig tale med dem,” sagde Ezra. ”Jeg er sikker på, at hvis jeg taler med dem, kan vi finde ud af noget.”

”Det eneste, de er interesserede i, er at gøre mig ondt.”

”Men så må jeg overbevise dem om, at det, jeg giver dem, vil komme til at gøre dig ondt,” sagde Ezra.

”Du kan ikke snakke med dem. De slår dig bare ihjel!” Peter bønfaldt ham.

”De gør mig ikke noget,” forsikrede Ezra ham. ”Gunnar vil ikke slå mig ihjel. Ikke nu, ikke på den her måde.”

Peter rystede atter på hovedet, hans irritation over Ezras skråsikkerhed var tydelig. De stod over for hinanden og forsøgte desperat at få den anden til at skifte mening og var begge uvillige til at trække sig.

”Måske skulle vi finde på noget bedre,” sagde jeg, da de havde stået sådan længe.

”Hun har en pointe,” sagde Ezra mildt.

Peter lagde armene over kors og så skiftevis på os. Han var skeptisk, fordi Ezra gav efter så let, og det var jeg også. Ezra havde virket helt sikker på, hvad han ville, lige indtil jeg gav mit besyv med.

”Hvorfor tager du ikke et bad og får styr på tankerne? Så kan vi snakke om det bagefter,” sagde Ezra.

Selvom Peter var mistroisk, vandt behovet for et bad. Han var en ret pertentlig mand, så hans nuværende tilstand måtte være ved at drive ham til vanvid.

”Okay.” Peter så alvorligt på Ezra. ”Jeg går i bad. Så taler vi videre bagefter.”

”Selvfølgelig,” sagde Ezra.

Peter samlede det tøj sammen, som Ezra havde taget med til ham, og gik ud på badeværelset. Det øjeblik vi hørte vandet løbe, begyndte Ezra at storme rundt på værelset. Han tog nøglerne til bilen, sin mobiltelefon og sko på.

”Hvad laver du?” spurgte jeg.

”Jeg er nødt til at tale med dem.” Ezra så hen mod badeværelset for at sikre sig, at Peter ikke kunne høre os. ”Bliv her og sørg for, at han ikke går nogen steder.”

”Men Peter vil ikke have, at du tager derhen,” sagde jeg og sørgede for at holde min stemme lav.

”Han er bare paranoid,” sagde Ezra affærdigende. ”Men han er nødt til at blive her. De slår ham ihjel, hvis de fanger ham igen. Vores bedste mulighed er at forhandle med dem. Og mig gør de ikke noget.”

”Hvordan kan du være så sikker på det?” spurgte jeg.

”Det er jeg bare,” sagde han ligeud. ”Du er nødt til at stole på mig.”

Jeg bed mig i læben og så hen mod badeværelset. Hvis jeg råbte på ham, ville Peter komme farende ud og stoppe Ezra. Men Ezra havde aldrig givet mig grund til at tvivle. Og det handlede ikke kun om Ezra, Peter og mig selv. Vi havde en familie derhjemme, som kunne komme i klemme, hvis ikke vi fik sat en stopper for lykanternes hævntogt.

”Skynd dig. Og pas på dig selv.”

”Det skal jeg nok.” Ezra smilede mat til mig. ”Jeg kommer tilbage, så hurtigt jeg kan. Men I skal begge blive her, indtil jeg kommer tilbage. Forstår du det?”

Jeg nikkede, og han forsvandt ud ad døren. Jeg stod midt på hotelværelset med dynen om mig og kunne ikke finde ud af, om jeg burde havde stoppet ham.

Det gav et sæt i mig, da jeg hørte vandet blive slukket ude på badeværelset. Peter kom ud i bar overkrop, og jeg forsøgte at lade være med glo hæmningsløst på, hvor perfekt han så ud. Han havde et par træningsbukser på, der var lidt for store, og et håndklæde hang rundt om hans lange, mørke lokker. I det øjeblik han så mig stå der midt på gulvet, vidste han, hvad der var sket.

”Tog han af sted?” sagde han skarpt.

”Han sagde, at det nok skulle gå.”

”Sikke noget pis.” Han smed håndklædet fra sig og ledte efter en trøje.

”Okay, Peter, du kan altså ikke tage af sted!”

”Det tror jeg nu godt, jeg kan,” sagde han og gennemrodede en af Ezras skuffer.

Jeg lagde en hånd på hans arm og forsøgte at stoppe ham. Der var stadig en del af mig, der forventede at mærke det sædvanlige elektriske stød, jeg før havde fået, når jeg rørte ham, og nu hvor det ikke skete, savnede jeg det næsten. Hans hud føltes varm og blød under min hånd, men ikke mere end det.

”Alice!” Peter rullede med skulderen for at ryste min hånd af.

”Du må ikke tage af sted,” gentog jeg og lod hånden falde ned.

”Det bliver du ved med at sige, men du siger ikke hvorfor.”

”På grund af mig!” råbte jeg.

Jeg fik hans opmærksomhed, og det var det, jeg ville. Han stod med en trøje i hånden, men i stedet for at tage den på vendte han sig om mod mig. Badet, maden og søvnen havde udrettet mirakler. Han havde endnu ikke barberet sig, men han lignede sig selv igen.

”Hvad har du med noget som helst at gøre?” Peter så skeptisk på mig.

”Hvis du tager derhen, så slår de ham ihjel for øjnene af dig, bare for at ramme dig,” sagde jeg, så roligt jeg kunne. ”Hvis han er alene, kan han måske tale dem til fornuft. Det er den eneste chance, vi har for alle tre at vende hjem igen. Følger du efter ham, så dør vi alle, det ved du godt.”

”Men hvis de slår ham ihjel, og jeg ikke gør noget … ”

”Hvis det sker, så gør vi noget,” afbrød jeg ham. Tankerækken var for forfærdelig at tænke til ende. ”Okay? Men vi er nødt til at stole på, at han kan gøre noget.”

Peter satte sig tungt på sengen og puttede sit hår om bag ørene. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv, og lænede mig op ad kommoden for at betragte ham. Hvis jeg sagde eller gjorde det forkerte, ville han måske pludselig ændre mening og skynde sig efter Ezra.

”Det er absurd, hvor stor indflydelse du stadig har på mig,” mumlede Peter.

”Hvad snakker du om?”

”Jeg burde ikke lytte til et ord af det, du siger!” Han sagde det, som om det var åbenlyst for enhver, at det var bedst at ignorere mig. Han ville ikke se på mig.

”Jo, det burde du. For jeg har ret.”

Jeg var ikke sikker på, hvad han antydede, men det gav mig en mærkelig følelse indeni. Havde han stadig, selv efter det brudte bånd og historien med Jack, følelser for mig? Og hvorfor betød det så meget for mig, når jeg burde være ligeglad?

”Måske.” Han rejste sig og tog trøjen på. ”Jeg er nødt til at tage efter ham.”

”Hvad? Hvorfor?” spurgte jeg.

”Det ved jeg ikke!” Han lød udmattet og gned sine tindinger. ”Det føles bare ikke rigtigt! Bare at sidde her med dig, mens han er derude.”

”Du har helt ret, især i det med selskabet,” sagde jeg tvært.

”Hold op, jeg mente det ikke på den måde. Jeg burde være sammen med Ezra lige nu …”

”… og ikke bare sidde og hænge på et hotelværelse som mig,” færdiggjorde jeg hans sætning.

”Ja, du bidrager da i den grad til hyggen,” sagde han og sendte mig et blik.

”Hvem siger, at jeg har lyst til at hænge ud med dig?”

”Hvorfor er du her egentlig?” spurgte Peter oprigtigt og så på mig.

”Øh, tja …” stammede jeg. ”Ezra fortalte om dine problemer, og øh … så tilbød jeg at tage med.”

”Men det forklarer ikke, hvorfor du er her?” sagde han og lænede sig tilbage på sengen.

”Hvad mener du?” spurgte jeg.

”Du har ikke følelser for mig mere, vel?”

”Selvfølgelig har jeg det. Ikke som før, men jeg bekymrer mig om dig,” sagde jeg. Tøvende fortsatte jeg. ”Jeg mener … har du ikke det? Bare lidt?”

”Altså spørgsmålet er, om vi nogensinde reelt var forbundne!” sagde han bryskt og ignorerede mit spørgsmål.

Det var sådan en latterlig ting at sige. Det var som at sige, at himlen var grøn, og jeg gad næsten ikke diskutere med ham. Der var ikke nogen anden forklaring på det, vi havde været igennem, og det vidste han.

”Hvorfor tog du så hertil?” spurgte jeg.

”Jeg kan godt lide Finland.”

”Klart.” Dynen faldt ned fra min skulder, og jeg tog den op om mig igen. ”Du tog ud i ødemarken og sluttede dig til en flok skøre vampyrer, fordi du godt kan lide Finland? Det lyder mere, som om du havde gang i en lille selvmordsaktion.”

”Hvorfor? På grund af dig?” Han rejste sig hurtigt og sendte mig et smørret grin. ”Det er det, du tror, ikke? At jeg ikke kunne leve uden dig? Er det ikke lidt af et egotrip, du er ude på?”

”Nej … øh, det var ikke …” fremstammede jeg i et forsøg på at komme med et svar. Så rettede jeg mig op. ”Da du mistede Elise, gik du næsten … ”

”Du skal ikke tale om Elise!”

”Peter, jeg forsøger bare at hjælpe dig! Jeg ved ikke, hvorfor det gør dig så vred,” sagde jeg.

”Er det her din idé om hjælp?” Peter brød ud i en dyster latter.

”Hvordan vil du gerne have, at jeg hjælper? Hvad vil du have, at jeg skal gøre?” råbte jeg frustreret.

”Jeg vil have, at du …” Han så plaget og overraskende skrøbelig ud. Så tav han og rystede på hovedet. Hans ansigt faldt sammen, og han satte sig tungt ned på sengen. ”Jeg vil ikke have noget fra dig. Ikke længere.”