14
Jeg nåede ikke at reagere, men Jack var allerede trådt ind foran mig og beskyttede mig mod den vampyr, der kastede sig ind mod min hals. Jack hamrede ham ind mod væggen. Han holdt ham der, mens Milo skyndte sig forbi for at hjælpe ham med at holde på den meget vrede vampyr.
Jane lå på en seng, der var fuld af mørke blodpletter. Hun havde en lillebitte sag på, der skulle forestille en kjole, men mest af alt afslørede den hendes lyse hud.
Hun havde altid været tynd, men nu var hendes arme benede, og hendes ansigt udmagret. Hendes hjerterytme var næsten ikke-eksisterende.
Rummet lugtede af hendes friske blod, og det var umuligt at ignorere. Hun stønnede og lå uroligt, og det fik min beskyttertrang til at overvinde min blodtørst.
”Jane!” Jeg løb hen til hende og lod Milo og Jack tage sig af den overrumplede vampyr.
Jeg nåede hen til sengen og så bort fra den ulækre og appetitvækkende blodplettede madras, mens jeg gav hende en lussing. Det skulle egentlig have været blidt, men panikken og min styrke gjorde lussingen lidt for hård. Hun reagerede ikke.
”Er alle okay? Hvad sker der?” spurgte Bobby. Han kunne ikke se noget i mørket, men hørte ikke andet end lydene fra slåskampen.
”Alt er under kontrol!” råbte Milo, mens vampyren forsøgte at bide ham i halsen.
”Hvad fanden foregår der?” snerrede vampyren. Da han så, at jeg var henne ved Jane, holdt han op med at kæmpe imod. ”Er det luderen, I er ude efter?” Vi havde afbrudt ham, mens han var i gang med at drikke blod. Det er det tidspunkt, hvor vampyrer er allermest dyriske, men han var ved komme ud af den rus.
”Hun hedder Jane!” brølede jeg og forsøgte forgæves at få liv i hende. Hun var helt væk, og noget af det sværeste var at vågne fra et blodtab.
”Jeg ved godt, hvad hun hedder!” råbte vampyren. ”Jeg vil vide, hvad det er, I vil med hende.”
”Hvad rager det dig?” sagde Jack og forsøgte at lyde hård. Det ville være helt komisk, hvis ikke det var, fordi han skulle holde fast på en vampyr, som ellers ville slå os ihjel.
”Jonathan,” mumlede Jane, stadig i søvne.
”Nej, det er mig. Alice,” sagde jeg. Hun bevægede hovedet, og jeg vendte det om mod mig og forsøgte at få hende til at fokusere. ”Jane, vågn op. Vi skal have dig ud herfra.”
”Nej, hun taler om mig, dit fjols. Det er mig, der er Jonathan!” Vampyren forsøgte at ryste sig fri af Jacks greb. ”Giv nu slip. Jeg har ikke tænkt mig at gøre jer noget. Det behøver jeg ikke. Hun tager ikke med jer.”
Jack løsnede sit greb, og da Jonathan ikke gik til angreb, trådte Jack et skridt tilbage. Milo gjorde det samme, men mere tøvende. Jonathan glattede skjorten og skulede til dem.
”Jane, søde, vågn nu op,” sagde jeg og ruskede hende.
”Nej, Jonathan, lad mig sove.” Jane slog ud efter mig.
”Hun tager ikke med jer,” gentog Jonathan. Han gik hen mod mig, og Milo gryntede og stillede sig mellem ham og sengen. ”Jeg har ikke tænkt mig at stoppe jer. Hvad rager det mig, hvis I tager luderen med?”
”Jeg tror, det er bedre, hvis du bare holder kæft,” sagde Jack.
”Jane, kom nu.” Jeg tog fat om hendes skuldre og fik hende sat op. Hendes hoved rullede bagover og afslørede de åbne sår på hendes hals. Hun åbnede øjnene og løftede hovedet. ”Jane, kom nu, lad os gå.”
”Alice?” Jane missede med øjnene. ”Hvad laver du her?”
”Jeg henter dig.” Jeg lagde en arm rundt om hende, men hun skubbede mig væk. Hun var ikke nær så stærk som mig, men jeg ville ikke tvinge hende. ”Jane, du er nødt til at komme med.”
”Nej! Nej! Hvorfor skulle jeg tage med dig?” Jane trak sig væk, så hun kunne lægge sig ned på den beskidte madras. ”Skrid fra mig. Jeg bliver her hos Jonathan.”
”Jeg sagde det jo,” sagde Jonathan og lagde armene over kors.
Hans hår var så kort, at han var næsten kronraget, og han havde det klassiske skægstubbe-look. Han var helt klart lækker, som alle vampyrer, og jeg var ret sikker på, at jeg engang havde set ham posere i herreundertøj på en reklamesøjle.
”Hvorfor er du her overhovedet?” Jane lød særdeles irriteret, som om jeg ødelagde hendes rus. Hun var vågen, men ikke helt ved sine fulde fem, og hun kørte hænderne gennem sit hår på en henkastet og sexet måde. Selv når hun bevægede sig i søvne, gjorde hun det på en forførende måde.
”Vi er kommet for at hente dig. Vi er bekymrede for dig,” sagde jeg, så oprigtigt som jeg kunne. Jeg lagde en hånd på hendes arm, men hun trak sig væk.
”Vi?” Jane missede med øjnene i mørket og forsøgte at skimte, hvem jeg havde med. Hun fik sat sig op. Hendes skeletarme lå udstrakte bag hende og holdt hende oppe, så hun ikke faldt bagover.
”Så var det din lillebror, jeg så stå og gnide sig op ad en eller anden fyr ude på dansegulvet! Jeg tænkte nok, det var ham, men jeg troede ikke, du ville lade ham snave med nogen endnu.” Hun grinede, og Milo fnøs. ”Det er typisk ham at sladre om mig på den måde. Du løb direkte hjem og fortalte hende det, ikke?”
”Dette er ikke det liv, du ønsker,” sagde Milo med gloende røde kinder.
”Sig det til din kæreste,” sagde Jane og grinede atter, men det var en træt og hul latter.
”Jane, kom nu. Lad os få dig hjem.” Jeg rejste mig op og rakte ud efter hende. Jeg ville kaste hende over skulderen, hvis jeg blev nødt til det.
”Nej! Jeg tager ikke med!” råbte Jane. ”Du har knapt talt med mig, siden du blev kæreste med Jack, og så kommer du pludselig anstigende og dømmer mig, fordi jeg gør det samme som dig?!”
”Jeg har aldrig gjort det her!” råbte jeg. ”Og jeg undgik dig for at beskytte dig. Og så undgik du mig. Jeg ringede en million gange, men du tog den ikke!”
”Nej, og fortæller det dig ikke et eller andet?” Jane sendte mig et sarkastisk smil. ”Jeg vil ikke være din veninde mere, Alice! Du behøver ikke redde mig fra mig selv. Jeg har det helt okay uden dig.”
”Du er ikke okay! Og jeg redder dig ikke fra dig selv. Jeg redder dig fra vampyrerne.” Det lød ret dumt, når nu jeg havde tænkt mig at tage hende med hjem til et hus fuld af vampyrer. Jane grinede af mig.
Jeg bøjede mig ned og løftede hende op. Hun protesterede, men jeg kastede hende ubesværet over skulderen. Jeg var meget stærkere end før, men det var næsten for nemt. Hun begyndte straks at slå på min ryg og skrige op.
”Sæt mig ned, din åndssvage kælling!” råbte Jane og hamrede sine små næver ind mod min ryg. Det gjorde ikke det mindste ondt, men hun blev alligevel ved.
”Hun vil ikke med jer!” Jonathan begyndte at gå hen mod mig.
Jack og Milo rykkede tættere på ham. Jonathan holdt opgivende hænderne op, men hans ansigt var forvrænget af undertrykt vrede. Hvis jeg tog maden ud af munden på en sulten ulv, ville den nok se sådan ud.
”Hvad sker der?” spurgte Bobby forskræmt.
”Alt er okay,” sagde Milo, men lød ikke overbevist.
”I kan ikke kidnappe hende,” sagde Jonathan.
Jeg var ikke gået hen til døren endnu, fordi jeg håbede, at Jane ville falde lidt ned først. Han havde ret. Jeg kunne ikke tage hende med ud på gaden, når hun slog og sparkede.
”Sæt mig ned!” skreg Jane. Jeg sukkede og satte hende ned ved siden af mig. Hun slog mig endnu en gang som for at understrege sin pointe, og jeg var nødt til at minde mig selv om, at hun var min bedste ven. ”Du er sådan en kontrolfreak, Alice! Bare fordi du er sippet, behøver alle andre ikke være det!”
”Det er ikke fordi, jeg vil lave ballade, men hun er altså min,” sagde Jonathan og så på Jack. Jane rankede sig.
Hun misforstod hans brug af ordet ”min”. For hende lød det som en kærlighedserklæring, som om han selvfølgelig elskede hende. Men han mente ikke andet, end at han havde bidt hende først, så hun var hans, indtil han ikke gad hende mere.
Hun følte sig frem i mørket og ledte efter Jonathan, så han kunne beskytte hende. Milo rykkede til side, så Jonathan kunne gå hen til hende. Han lagde armen om hende på en måde, som hun betragtede som kærlig, men som ikke var andet end en demonstration af hans ejerskab over hende.
”Vi snakker sammen senere,” sagde jeg til sidst.
”Nå, det tror du,” fnøs Jane.
Milo trøstede Bobby, der frygtsomt holdt sig henne ved døren. Jack lagde armen om mig og førte mig ud derfra.
Jeg så over skulderen og hen på Jane. Tynd og skrøbelig hang hun op ad Jonathan for ikke at falde. Før vi overhovedet havde forladt værelset, havde han presset hendes hoved bagover, så han kunne sætte tænderne i hendes hals igen. Hun sukkede, og lugten af hendes blod fyldte rummet.
Jack strammede grebet om mig, så jeg ikke kastede mig over Jonathan og fik mig selv slået ihjel. Han trak døren til bag os og halede mig med ned ad gangen, forbi alle de værelser, hvor vampyrer drak blod fra andre menneskers bedste venner.
Jeg surmulede hele vejen hjem. Jack forsøgte at tale med mig og muntre mig lidt op, men jeg kunne ikke koncentrere mig om det. Det var ikke hans fejl, at Jane ikke ville med, eller at vampyrer var sådan nogle skrækkelige skabninger, men han var den eneste, jeg kunne lade det gå ud over. Da vi parkerede, hamrede jeg bildøren i og stormede ind i huset. Milo og Bobby var ikke kommet tilbage endnu.
”Alice!” Jack råbte efter mig, men jeg satte ikke farten ned.
Matilda ventede henne ved døren, men skønt den logrende tog imod mig, skyndte jeg mig bare videre. Jack nussede den lidt, men han ville samtidig holde trit med mig, så han gjorde det kort.
”Alice, kom nu. Jeg ved, du er vred, men du troede vel ikke, at vi bare kunne slentre derind som Batman og Robin og redde hende?”
”Jeg ved ikke, hvad jeg troede,” mumlede jeg.
Jeg nåede hen til køkkenet og stoppede. Jeg havde lyst til at spise noget. Ikke at jeg var sulten som sådan, ikke efter menneskemad. Men før i tiden når jeg kom frustreret hjem, plejede Milo altid at give mig mad. Det var nok godt, at jeg var blevet vampyr, ellers ville jeg være blevet en meget tyk stress-spiser. Som en refleks åbnede jeg køleskabet, og der stod faktisk mad derinde for en gangs skyld, takket være Bobby.
”Hvad laver du?”
”Jeg laver bare lidt mad til Bobby.”
Jeg havde aldrig rigtig snakket med fyren, så jeg var ikke klar over, hvad han kunne lide. Men Mae havde købt ind til ham, så det hele var sikkert fint. Det havde egentlig ikke været min mening at lave noget til ham, det var et anerkendt faktum, at jeg ikke kunne lave mad, men det ville give mig noget at lave. Der var masser af frugt, så jeg ville lave en frugtsalat. Måske kunne al den snitten hjælpe på min vrede.
”Skal du have en hånd?” spurgte Jack og så på mig, da jeg lagde frugten på bordet.
Jeg rystede på hovedet og kiggede i skufferne, indtil jeg fandt en stor slagterkniv. Jeg kunne ikke se, om den var blevet brugt for nylig, så jeg vaskede den. Så gik det op for mig, at frugten heller ikke var blevet renset, så jeg kastede det hele ned i vasken.
”Er du sur på mig?” Jack lænede sig op ad kogeøen. Matilda gned sig op ad hans ben, for at han skulle klø dens ører.
”Nej,” sagde jeg, men det var ikke helt sandt. ”Du og Milo kunne da sagtens have klaret den Jonathan-idiot. Og jeg ved, at Jane ville være fulgt med dig ud. Vi kunne godt have taget hende med, hvis vi virkelig ville.”
”Måske,” sagde han.
Jeg tog frugten op af vasken, men den var våd og glat, og vindruerne og jordbærrene forsøgte at flygte ned på gulvet. Jack fangede det, der var ved at ryge ned, og hjalp mig med at få det op på bordet igen.
”Tak,” mumlede jeg. Jeg var ikke helt klar til at slippe min vrede.
”Hvis vi havde kidnappet Jane, havde det så i virkeligheden gjort en forskel?” Jack så på mig. ”Du ved jo, hvordan det er med afhængighed. Man kan ikke ændre nogen, og man kan ikke få dem til at kvitte afhængigheden på grund af en anden. De er nødt til at ville det selv.”
”Men hvorfor tog vi så overhovedet derhen?” Mine hænder dirrede, da jeg forsøgte at skære en pære i skiver, men jeg ignorerede det. Jeg kunne ikke glemme, hvor skrøbelig Jane havde set ud, og hvor tilpas hun åbenbart var med det.
”Jeg troede, at du måske kunne tale hende til fornuft.” Han trak på skuldrene. ”Men nu ved hun, at du stadig holder af hende, og hvis hun ændrer mening, så kommer hun til dig.”
”Jane har aldrig nogensinde lyttet til mig, og det ved du godt.”
”Måske ikke, men det er hendes valg, og du må lade hende træffe det selv.” Han stod på den anden side af kogeøen og lænede sig ind over den.
Min krop var som altid tiltrukket af hans, og jeg forsøgte at lade, som om pærer og abrikoser var meget mere interessante. Desværre havde jeg aldrig været specielt koordineret i mine bevægelser, og det gik ikke bedre som vampyr. Jeg blev distraheret af Jack og mine tanker om Jane, og det var kun et spørgsmål om tid, før kniven snittede min finger.
Jeg skreg op og trak hånden til mig for at tilse min første rigtige skade som vampyr. Smerten var skarpere og mere intens, end noget jeg nogensinde havde mærket som menneske, men den forsvandt straks. Det var et slemt snitsår, helt ind til benet i min pegefinger, og havde mine knogler ikke været så stærke, var fingerspidsen sikkert røget helt af.
Jeg så forbløffet ned på blodet, der sivede ud fra såret. Det var mit blod, og jeg kunne lugte det, varmt og besynderligt eksotisk.
”Du dufter altså rigtig godt,” sagde Jack hæst.
Den lyserøde hud rundt om såret var allerede ved at hele foran øjnene på mig, og jeg så op på ham. Hans øjne var blevet glasklare, og jeg kunne høre hans hjerterytme blive hurtigere. Der var ikke noget i verden så tillokkende for ham som lugten af mit blod, og det havde ikke ændret sig, da jeg blev udødelig.
”Vil du smage?” Jeg tilbød ham min hånd og kunne næsten ikke vente på, hvor skønt det ville føles, når han smagte på mig, og hvor vild det ville gøre ham. Jeg forestillede mig, hvordan han skubbede al frugten til side, pressede mig ned over bordet, kyssede mig som en vild, indtil hans mund fandt min hals …
”I køkkenet?” Han hævede det ene øjenbryn. Hans åndedræt var blevet hektisk.
Det lykkedes ham at trække blikket væk fra mig og se sig rundt i køkkenet for at påpege, hvor fuldstændig eksponerede vi var her. Bobby og Milo kunne komme hjem når som helst, og Mae og Ezra måtte også være her et sted.
”Det må du selv om.” Jeg trak på skuldrene og lod, som om det ikke betød noget for mig. Men han kunne høre min uregelmæssige hjerterytme. Såret var helet, og blodet størknede på min hud. Jeg tog fingeren i munden for at rense det.
”Du er frygtelig.” Han rystede på hovedet og tog et skridt væk fra kogeøen i et forsøg på at klare hovedet.
I det samme trådte Bobby og Milo ind fra garagen. De så forundrede på frugten, der lå spredt ud over kogeøen, men Milos ansigt udtrykte også noget andet. Han snuste ind gennem næsen og sendte mig et vredt blik, der også udstrålede sult.
”Hvorfor lugter der af dit blod?” spurgte Milo og kiggede så over på Jack.
”Jeg skar mig bare i fingeren,” sagde jeg med et suk og viste ham kniven, der stadig havde mit blod på sig. Der lå et par dråber på bordet, og jeg tørrede dem væk med en klud.
”Altså, Alice,” sagde Milo og himlede med øjnene. ”Skal jeg gøre det for dig? Hvad har du egentlig gang i?”
”Jeg troede ikke, I spiste noget,” sagde Bobby. En lok hår faldt ned i hans øjne, og han børstede den væk, mens han gik over til os.
”Jeg tænkte, at du måske var sulten,” sagde jeg. Milo var begyndt at snitte frugten, og han så overrasket på mig.
”Tak,” sagde Bobby og rødmede let. Alle gik ud fra, at jeg hadede Bobby. Det havde de måske ret i, men jeg havde brug for at blive adspredt.
”Milo plejede altid at lave mad til mig, når jeg kom hjem,” sagde jeg dumt.
Jeg satte håret om bag ørene og så, at Jack smilede til mig. Han forstod godt, at det handlede om at holde sig i gang og ikke om Bobby, men han var alligevel glad for, at jeg var sød ved Milos kæreste. Jack kunne godt lide Bobby, og af en eller anden grund gjorde det mig sur på Jack. Jeg sukkede tungt og lænede mig op ad kogeøen.
”Milo er rigtig god til at lave mad.” Bobby smilede til mig og så beundrende på min bror.
”Han skulle have været kok,” sagde jeg.
”Det kan jeg da stadig blive,” sagde Milo og sendte mig et blik. ”Jeg er ikke død.” Jack grinede, og Milo himlede med øjnene. ”Jeg har masser af tid til at blive det, jeg har lyst til.”
Han gik hen til skabet for at hente et fad, han kunne arrangere frugten på. Bobby smilede og nippede forsigtigt til druerne. Han var bange for at ødelægge det mesterværk, Milo havde skabt.
Døren til Mae og Ezras værelse smækkede højt og blev efterfulgt af lyden af hurtige trin og Maes stemme, der blev ved at gentage ordet nej. Hun kom ud i køkkenet og så helt forfærdelig ud. Hendes kinder og øjne var røde af gråd, og hendes honningfarvede krøller var skrabet tilbage i en rodet knold. Hun holdt et lommetørklæde i hånden og skulede til os.