16

”Jeg var på vej ned for at få noget at spise,” sagde Bobby og lynede sin trøje. Han lynede den ikke helt, sikkert fordi han var stor fan af at vise sine tatoveringer frem. Jeg kunne godt forstå ham. Bobby var ret tiltrækkende. Hvis jeg stadig var menneske og ikke havde Jack og ikke vidste, at han knaldede med min lillebror, ville jeg sikkert synes, han var ret hot.

”Det var jeg så ikke, men det er nok heldigt for dig.” Jeg jokede på en måde, men jeg ville også gerne virke lidt truende. Bare en lille reminder om, at hvis han gjorde min bror noget, så kunne jeg slå ham ihjel.

”Jep.” Han grinede lidt og gik nedenunder. Jeg gik med, fordi jeg faktisk ikke havde andet at lave. ”Savner du nogle gange mad?”

”Ikke rigtig,” sagde jeg henkastet og fulgte efter ham ind i køkkenet. ”Det er svært at forklare. Jeg kan huske, hvordan det smager, og jeg har på en måde lyst til det. Men når jeg tænker på at spise, får jeg kvalme. Desuden smager blod tusinde gange bedre end mad.”

”Det tager jeg dit ord for.” Bobby rynkede på næsen ved tanken om at drikke blod. Det generede mig, for når nu han lod Milo drikke af sit blod, og han nød det, så virkede hans næserynken en anelse hyklerisk.

”Whatever.” Jeg trak en stol hen til kogeøen og satte mig ned, mens han begyndte at rode i køleskabet.

”Jeg har altid elsket bagel med flødeost.” Han tog maden ud af køleskabet og kom en bagel på brødristeren. ”Jeg tror ikke, jeg kunne undvære det, så jeg må hellere opgive at blive vampyr.”

Det var en joke, men det lød bare dumt, at han hellere ville have en bagel end leve evigt. Især fordi han ville leve evigt sammen med Milo. Bobby lænede sig op ad bordet og ventede på, at hans bagel skulle blive færdig, og en akavet tavshed omgav os. Jeg ville meget hellere se den nyeste sæson af Dexter på Jacks værelse. Jeg havde langsomt arbejdet mig igennem hele serien, siden Jack havde snakket om, hvor fantastisk den var.

”Nå … så du bryder dig ikke særlig meget om mig,” sagde Bobby, da hans bagel var ristet færdig. Han smurte et tykt lag flødeost på og så ikke på mig. ”Jeg forstår dig godt.”

”Hvorfor? Har du da ingen selvtillid?” sagde jeg flabet.

”Det kan man godt sige, men det var ikke det, jeg mente.” Han tog en stor bid af bagelen og vendte sig mod mig. Han slugte mundfulden, inden han fortsatte. ”Jeg forstår det godt. Milo er din lillebror, og han er ret ung og uerfaren. Jeg er ældre og ligner måske lidt en bad boy, selvom jeg på ingen måde er det.”

Med tatoveringerne og de mørke øjne lignede Bobby ganske rigtig lidt af en gangstertype, men efter jeg havde set ham gemme sig bag Milo på baren i går aftes, kunne jeg sige med sikkerhed, at Bobby på ingen måde var en ægte bad boy.

”Det er rigtigt,” sagde jeg forsigtigt.

”Og jeg er menneskelig, hvilket på en måde er farligt for vampyrer,” sagde Bobby. ”Jeg mener, han er stærkere end mig, men jeg gør tingene lidt komplicerede for ham, og det ved jeg godt.”

”Hvis du ved det, hvorfor er du så sammen med ham?” spurgte jeg uden at lyde uvenlig.

”Det er et godt spørgsmål.” Det var åbenbart så godt et spørgsmål, at han var nødt til at spise hele sin bagel færdig, før han kunne svare på det. Endelig slugte han den sidste bid og lænede sig op ad køkkenbordet.

”Jeg vil ikke fortælle dig det.”

”Det lyder ikke godt,” sagde jeg iskoldt.

”Nej, det er ikke …” Han rystede på hovedet. ”Du vil bare tro, at jeg er fortryllet, sådan som mennesker bliver af vampyrer, og sådan er det ikke.” Han tav. ”Det lyder klamt og som en lam undskyldning og sådan noget … men vi er forelskede i hinanden.”

”Han er seksten! Hvordan kan han være forelsket?” Jeg ved ikke, hvorfor det var det argument, jeg brugte, det måtte i hvert fald være Bobbys tur til at mene, at jeg var en hykler. ”Ja, ja, jeg kan godt se, at jeg ikke er meget ældre end Milo, men … ”

”Men så forstår du det også godt,” sagde Bobby med et skævt smil. Jeg rystede på hovedet, uvillig til at se nederlaget i øjnene. ”Det er en svær situation, men hjertet ved, hvad det vil.”

”Det er en åndssvag ting at sige,” fnøs jeg. ”Min mave ved også godt, hvad den vil, men jeg sætter ikke tænderne i halsen på dig for at få det, Bobby.” Han trak på skuldrene og lod sig ikke slå ud af min skjulte trussel. Jeg kunne ikke finde ud af, om det fik mig til at hade ham mere eller mindre. ”Hvorfor kalder du dig i øvrigt Bobby?

”Hvad?”

”Du er enogtyve, og folk kalder dig Bobby. Er det ikke for børn?” Jeg rynkede på næsen, og han grinede.

”Folk kaldte Robert Kennedy for ’Bobby’ hele hans liv.”

”Og hvordan var det lige, det gik ham?” svarede jeg og refererede til hans tidlige død.

”Men jeg hedder faktisk Bobby. Ikke Robert eller Bob eller sådan noget,” sagde han henkastet. ”Så det kalder jeg mig, nu hvor det rent faktisk er mit navn.”

”Er din mor hippie eller sådan noget?” spurgte jeg.

”Noget i den retning.”

”Nå, okay, så du og min bror er vildt forelskede,” sagde jeg, og det efterlod en bitter smag i munden at lege djævlens advokat. ”Lad os sige, at det er rigtigt. Hvordan mødte I overhovedet hinanden? Og hvordan fandt I ud af hinandens særlige livsstil?”

Livsstil var ikke det rette ord, for det antydede, at det var et frivilligt valg. Jeg havde valgt at blive vampyr, men jeg ville aldrig kunne vælge det fra igen, medmindre jeg døde. Selv da ville jeg bare være en død vampyr.

”Øh, tja …” Bobby pillede ved lynlåsen på sin hættetrøje. ”Jeg plejede at komme på bøssebarerne, især efter jeg blev atten. Jeg var ikke sammen med en hel masse, men jeg var heller ikke … nogen jomfru. En af fyrene viste sig at være vampyr. Vi datede lidt, vi kyssede, og så bed han mig. Det tog lidt tid, før jeg opdagede, at det var det, han gjorde. Jeg mener, selv efter at jeg fandt ud, at han rent fysisk bed mig, så forstod jeg stadig ikke, at han var vampyr.”

”Jeg ved, hvad du mener,” sagde jeg. Det var ret svært at sluge det med det overnaturlige. Indimellem havde jeg stadig svært ved at tro på vampyrer, og jeg var endda en af dem.

”Jeg var aldrig blodluder,” sagde Bobby hurtigt. ”Men jeg kunne godt lide følelsen af at blive bidt.” Han så på mig. ”Du har prøvet det, ikke?”

”Kun to gange.”

”Det er ret vidunderligt,” sagde han og smilede. ”Men det er endnu bedre, når man er forelsket. Alle deres følelser skyller ind over dig. Hvis fyren, der bider dig, er en klam stodder, kan det føles ret beskidt og ulækkert, men på samme tid føles det stadig ret skønt.”

Det var derfor, Ezra havde haft det så dårligt i Finland, men det ville jeg ikke tænke på, så jeg nikkede til Bobby for at få ham til at fortsætte.

”Nå, men jeg begyndte at hænge ud på V for at møde vampyrer, og så mødte jeg Milo.” Bobby så ned i jorden. ”Det var kærlighed ved første blik. Det lyder corny, men sådan var det.”

”Så du så ham bare, og så var det det?” spurgte jeg.

”Ja. Han kom over til mig, og vi begyndte at danse, snakke og kysse. Vi har været sammen siden.” Bobbys smil blev endnu større. ”Milo er en fantastisk fyr.”

Han kørte hænderne gennem sit hår og forsøgte at glatte det. Han havde et længselsfuldt glimt i øjnene, hans kinder begyndte at rødme en smule, og det var tydeligt, at han tænkte på Milo. Jeg tvivlede ikke på, at han var glad for min bror, men jeg brød mig stadig ikke om ham.

Nej, det var ikke helt sandt. Jeg kunne faktisk godt lide Bobby, eller det begyndte jeg i hvert fald at kunne. Jeg nærstuderede ham for at finde ud af, hvad det var ved ham, der generede mig. Var det bare, at han var Milos kæreste? Ville jeg ikke bryde mig om nogen af hans kærester?

Så gik det endelig op for mig. Jeg kunne ikke lide Bobby, fordi jeg ikke kunne lide ham. Min første reaktion havde været mistro. Det var alene fordi, han var menneske, og jeg gerne ville beskytte Milo. Det var helt okay ikke at bryde mig om ham, men jeg burde ikke have det på den måde. Ikke hvis Milo og Bobby var skabt for hinanden, sådan som mit blod var skabt for Peter.

Grunden til, at det hele blev så kompliceret med Jack og Peter, var, fordi båndet mellem os var så flydende. Jack, Peter, Ezra, og nu Milo og jeg, hang sammen på grund af et lignende bånd. Milo og jeg havde et helt særligt bånd, fordi vi var menneskesøskende, og nu også som vampyrer. Det betød, at jeg burde kunne lide alle, han var forbundet med. Det ville være umuligt for mig at hade den, han skulle være sammen med, og alligevel havde jeg straks følt en modvilje i forhold til Bobby.

Der var nok en slags overføring på spil i mine overvejelser. Jeg havde brudt båndet til Peter, og jeg vidste, at kærlighed kunne være stærkere end blod. Men det var sikkert ikke sådan, det var med Bobby. Han var bare en sød fyr, som Milo ville være sammen med noget tid, men ikke for altid. Jeg fik pludselig ondt af Bobby, for det var Milo, der ville komme til at knuse hans hjerte. Ikke den anden vej rundt.

”Du skal ikke bekymre dig om os,” sagde Bobby og rev mig ud af mine tanker. Han opgav at glatte sit hår og slog i stedet hætten op på sin sweater. Jeg havde ikke rigtig hørt efter, så jeg håbede, at han ville uddybe, hvad han snakkede om. ”Jeg mener … Milo er slet ikke som den fyr, Jane var sammen med, og jeg er heller ikke som hende. Det er slet ikke sådan, det er med os.”

”Nej, det forstår jeg godt,” sagde jeg og nikkede. Det var den første tanke, jeg havde fået, men det troede jeg ikke længere.

”Jeg forstår godt, at hun er blevet tiltrukket af livsstilen. Det er fristende.” Bobby pillede ved snoren på sin sweater og så ned i jorden.

Jeg havde en fornemmelse af, at Bobby havde været ret tæt på at træffe samme valg som Jane, på trods af hans mange protester. Og når han ikke var sammen med Milo længere, var der en endnu større chance for, at det var der, han ville ende. Takket være Milo var han blevet endnu mere afhængig af følelsen af at blive bidt.

”Så du forstår sikkert Jane bedre end alle andre her i huset.” Jeg lænede mig ind over kogeøen og så mere direkte på ham. ”Hvis det nu var anderledes, hvis du var Jane, hvad ville så få dig til at holde op?”

”Det er et godt spørgsmål.” Han sukkede og så ud i luften. ”Jeg ved det faktisk ikke. Det er ret svært at overbevise nogen om at holde op, så længe det føles godt. Det bliver nødt til at begynde at gøre ondt, så man kan måske minde hende om, hvor ondt det gør.”

”Hvordan gør det ondt?” spurgte jeg. ”Jeg er klar over, at det med tiden slår hende ihjel, men det ved hun jo ikke. Hver gang hun har det skidt, bliver hun bare bidt, og så får hun det bedre, ikke?”

”Ikke rigtig,” sagde Bobby og rystede på hovedet. ”Man har det godt lige bagefter. Men kort efter får man det rigtig skidt. Blodtabet skader din krop, du begynder at kunne mærke skaderne. Og så sidder man med resterne af den vampyr, man var sammen med i kroppen. Jeg gætter på, at hun samler tilfældige fyre op henne i baren, sikkert nogle store idioter. Så hun sidder ikke tilbage med en følelse af eufori, men derimod med alle deres følelser og deres følelser omkring dig, og det er som regel ikke så fedt. Men når så de dårlige følelser aftager, og du får din styrke tilbage, så er det, at du tager tilbage til baren,” fortsatte han. ”Du glemmer, hvor skidt, du havde det, hvor svag du følte dig bagefter, og af en eller anden grund kan du ikke huske andet end euforien.”

”Hm.” Jeg så på ham, og han trak undskyldende på skuldrene. ”Ikke at din information ikke har hjulpet, men jeg begynder at tro, at du har været sammen med flere vampyrer, end du gav udtryk for.”

”Det er anderledes med Milo,” sagde Bobby med et såret blik i øjnene. ”Helt ærligt. Du behøver ikke tro på, hvad jeg siger, men det er mere end det at blive bidt og sex. Så … Sig ikke noget til ham, okay? Han ved godt, at han ikke er den første vampyr, jeg er sammen med, men han ved ikke, hvor mange der var før ham. Jeg vil ikke have, at han skal tro, at det bare er det, det handler om, for det er det ikke.”

”Jeg siger ikke noget til ham, medmindre det er relevant. Du må så sørge for, at det ikke bliver relevant,” sagde jeg og så på ham. Han nikkede, velvidende at han ikke kunne få mig til at love mere end det.

”Der er ret fantastisk her,” sagde Bobby og skiftede emne. Han begyndte at lave kaffe på, hvad der lignede en helt ny kaffemaskine. Mae havde sikkert købt den til ham, og han kunne ikke være helt slem, hvis hun sagde god for ham. ”Og Mae er så skøn. Hvordan har hun det i dag?”

”Jeg har ikke set hende.” Jeg så mig over skulderen hen mod hendes værelse og prøvede at høre hende hen over kaffemaskinens gurglen, men der var stille. ”Har du?”

”Nej, men hvis Ezra er taget af sted, må hun være nogenlunde okay,” sagde Bobby.

Køkkenet duftede af kaffe, og det gik mig pludselig på, at jeg aldrig mere ville kunne drikke en kop. Min mave gjorde ondt ved tanken og mindede mig om, at jeg ikke ville have noget af det alligevel. Bobby begyndte pludselig at afgive en stærkere lugt, og jeg forsøgte at skubbe det fra mig. Det var bare min krop, der forsøgte at overbevise mig om, at jeg var sulten, men det burde jeg ikke være. Og hvis jeg var, var jeg nødt til at lære at kontrollere det.

”Er du okay?” spurgte Bobby.

”Ja, ja, jeg har det fint.” Jeg rejste mig op. ”Jeg går lige i bad. Men … øh … det var hyggeligt at snakke med dig.”

”Allright,” sagde Bobby, men så lidt bekymret ud.

Matilda fulgte efter ovenpå. Det var, som om den gik ud fra, at jeg på et eller andet tidspunkt ville føre den hen til Jack. Måske var det et tegn på, at jeg tilbragte lidt for meget tid sammen med ham.

Men på det seneste var det, som om jeg slet ikke havde tid sammen med ham. Jeg var lige kommet hjem, og så tog han af sted. Jeg stod mellem alle hans ting, og mit hjerte hamrede ved tanken om ham. Matilda sprang op i hans seng og snusede rundt, som om Jack gemte sig et sted under dynen.

Jeg sukkede og begyndte at lede efter noget, jeg kunne tage på. Jeg ville sikkert bruge dagen på at se tv eller læse eller sådan noget. Ikke noget, der var værd at dulle sig op for. Hvis jeg var heldig, ville Milo og Bobby måske hænge ud med mig. Hvis de ellers ikke havde for travlt med hinanden.

Hvad var det for en ond verden, hvor min lillebror kunne have sex med sin kæreste, når han havde lyst, og min kæreste stadig skulle sove nede på kontoret? Ja, okay, jeg havde ikke overvældende meget selvkontrol, hvorimod Milo altid havde været verdensmester i det, men alligevel. Jeg svor, at jeg ville bruge tiden, mens Jack var væk, til at få styr på mig selv, så vi kunne gå videre til næste fase i vores forhold, når han kom hjem igen. Nemlig til alt det sjove.

I stedet for at lave noget sjovt endte jeg med at ligge sammenkrøllet i Maes seng sammen med hende. Hun var underligt tavs, så vi lå mest i tavshed. Milo kom derind senere. Det hjalp. Han havde altid været meget bedre til at klare kriser, og af en eller anden grund var han virkelig tæt på Mae. Måske var han hendes kæledægge, men det gjorde ikke noget. Jeg var Jacks kæledægge, og det var det eneste, der betød noget.

Bobby brød sig ikke om at være sammen med Mae, når hun var så ked af det, hvilket gav god mening. Hun var nærmest utrøstelig, og han havde kun kendt hende i kort tid. Det lykkedes mig først at slippe af sted, da Milo havde fået hende op at sidde.

Han satte en film på med Raquel Welch, og det fik hende til at tale om sine planer om at købe en husbåd engang. Hendes ansigt var helt ophovnet af gråd, men jeg havde ikke set en egentlig tåre i flere timer. Mens Milo havde været der, havde hun endda været ved at smile flere gange.

Det betød, at jeg kom til at hænge ud med Bobby igen. Vi spillede et krigsspil på X-boksen, jeg var sindssygt dårlig, men han råbte ikke af mig. Når jeg spillede med Jack, kunne han ikke klare mere end tyve minutter, før han foreslog, at jeg lod Milo overtage min plads. Det var rart at blive tolereret og slå nazister ihjel.

Inden jeg gik i seng, ringede jeg og sms’ede Jane et par gange. Hun svarede ikke, men det havde jeg heller ikke regnet med. Jeg var sikker på, at hun var sur på mig, selvom jeg ikke forstod helt hvorfor. Måske hadede hun mig, fordi jeg havde introduceret hende for vampyrer. Eller måske var det, fordi jeg ikke havde gjort det noget før. Jeg kunne ikke regne det ud. Hun var som regel ret let at afkode. Hendes liv handlede om fyre, tøj og alkohol eller stoffer. Jeg havde ikke blandet mig i noget af det før i dag, så der var ikke noget at være vred over.

Jack skrev til mig, at han elskede mig, og at de snart steg om bord på flyet. Jeg overvejede at blive oppe og vente på ham, men kom i tanke om, at tiden ville gå hurtigere, hvis jeg faldt i søvn. Jeg kravlede under dynen og kunne ikke vente.

Det øjeblik han trådte ind i huset, kunne jeg fornemme det. Mit hjerte hamrede af lykke, og jeg åbnede øjnene.