20

Lige før mine tænder sank ind i ham, var der en fornuftens stemme i mig, som skreg Jack.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at jeg straks stoppede og kom til mig selv, men det gjorde jeg ikke. Tanken om Jack fik mig til at tøve, men den ændrede ikke ved, hvor meget jeg havde lyst til at fortsætte. Alt ved Peter gav mig lyst. Hans blod, hans berøring, hans lugt, det var alt sammen præcis som skabt for mig. Jeg elskede Jack, men Peters krop var alt det, min krop begærede ubetinget.

På en eller anden måde fik jeg befriet min mund fra hans, men jeg blev i hans arme. Peter begyndte at kysse min hals, det ville være så skønt, hvis han bed mig, men jeg måtte stoppe. Jeg var så sulten, men det ville kun blive værre, hvis jeg mistede mere blod.

Til sidst reddede den intense sult mig.

”Nej,” stønnede jeg og prøvede at gøre mig fri af hans arme. Enten hørte han mig ikke, eller også ville han ikke høre, for han blev ved med at holde mig fast, mens hans læber bevægede sig ned over den følsomme hud på min hals. ”Peter! Nej!”

Da jeg skubbede ham væk, gav han slip, men mine ben gav efter, så jeg snublede bagover. Mens vi havde rodet rundt og kysset, havde spændet i mit hår på en eller anden måde løsnet sig, og mit hår faldt ned over mit ansigt. Jeg kunne ikke se noget på grund af håret og på grund af Peter. Sulten og Peters intense kys fik mig til at føle mig rundtosset og underligt tilpas. Det var som at være fuld. Jeg var svag, og mit syn var sløret. Blodtørsten forlenede alt med en rød tåget kant.

”Jeg kan ikke det her.” Jeg rystede på hovedet. Min stemme lød svag.

”Undskyld.” Peter forsøgte at få vejret igen, men han ville ikke se på mig.

Jeg kæmpede med lysten til at kaste mig over ham igen, og jeg tror, at han kæmpede lige så meget. For at modstå fristelsen vendte han sig og gik ud på balkonen.

Da han var gået, greb jeg fat i sengestolpen for ikke at besvime. Øjeblikkets lidenskab blegnede lige så stille, men blodtørsten forsvandt ikke. Hvis jeg ikke snart drak blod, ville jeg blive vanvittig og slagte noget. En mørk, dyrisk side i mig truede med at komme op til overfladen, og jeg var nødt til at holde det nede.

”Milo!” råbte jeg og snublede ud i gangen. Jeg kunne ikke klare det her alene. Min mave knurrede og rumlede, og hele min krop brændte. ”Milo!”

”Hvad sker der?” Milo kom ud fra sit værelse, og jeg havde lyst til at bide ham. Heldigvis var Bobby ikke fulgt efter ham herud, for jeg var ikke sikker på, at jeg kunne have modstået ham. ”Åh gud! Alice!”

”Jeg skal drikke! Nu!” Jeg faldt på knæ, mens jeg holdt mig på maven. Mit syn blev endnu mere sløret. Milo bar Bobbys duft med sig, og det fik min mund til at løbe i vand. Jeg var på nippet til at besvime, og det skræmte mig fra vid og sans.

”For helvede! Okay, hold ud, Alice!” Milo lagde sin arm om livet på mig, hvilket ikke var særlig smart af ham. Hans hals var helt blottet, og jeg overvejede seriøst at flå den op.

Jeg lukkede øjnene og lod ham følge mig nedenunder. Jeg forsøgte at lade være med at tænke. Smerten overvældede mig, og jeg var som en zombie. Det var, som om det tog en evighed, men jeg havde ikke nogen erindring om at have bevæget mig. Pludselig stod jeg foran køleskabet. Milo rakte mig en pose blod og lovede, at det hele nok skulle gå.

Det kolde blod løb ned gennem min hals, og en vidunderlig, svidende varme spredte sig i min krop. Det føltes godt at drikke, men det var ikke, som det plejede. I stedet for ren nydelse var det nærmere som fravær af smerte. Jeg slugte flere pakker i løbet af meget kort tid, men alting forblev tåget, og det øjeblik jeg havde fået stillet min tørst, besvimede jeg.

Tingene blev værre, da jeg vågnede i Jacks seng. Han sad ved siden af mig og iagttog mig med bekymring og ømhed. Jeg havde lige kysset hans bror, og nu sad han her og tog sig af mig. Selvfølgelig vidste han ikke, at jeg havde kysset Peter, men det gjorde bare det hele værre. Og bedre. For hvis han havde vidst, hvad der var sket, så ville han aldrig tale til mig igen, og det var jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne klare.

Da jeg havde forsikret Jack om, at jeg var okay, insisterede jeg på, at jeg måtte have mig et langt, varmt bad. Han forsøgte at kysse mig, men jeg undgik det, uden at han fik mistanke om noget. Han ville være i stand til at smage Peter på mig, og jeg ville for guds skyld undgå, at han fandt ud af, hvad der var sket.

Det varme brusebad løste ikke alle mine problemer, men jeg fik en chance for at tænke. Hvorfor havde jeg kysset Peter? Min sult havde gjort mig sårbar og svag, men selv nu havde jeg lyst til at kysse ham igen, når jeg tænkte på hans læber. Jeg blev varm, og jeg åbnede for det kolde vand for at køle ned. Jeg kunne selvfølgelig aldrig kysse Peter igen. Ingen måtte nogensinde finde ud af, hvad der var sket. Jeg elskede Jack, jeg mener, jeg elskede ham oprigtigt. Det, jeg følte for Peter, måtte være en rest fra det bånd, der havde været mellem os. Ikke andet.

Det var, som om blodtørsten fik min krop til at begære noget, som jeg egentlig ikke ville have. På samme måde, som jeg ville have Milos blod eller Bobbys. Det betød ikke, at jeg rent faktisk kunne lide Peter, eller at det var ham, jeg ville være sammen med. Jeg havde ikke nogen egentlige følelser for ham … vel? Jeg mener, det kunne jeg ikke have. Ikke når jeg elskede Jack, og jeg havde gjort så meget for at gøre mig fri af Peter.

Det var kun det her, jeg ville … ikke?

Da jeg kom ud fra badet, kørte fjernsynet på Discovery-kanalen, det var noget med hajer. Jeg ved ikke, om Jack prøvede at være sjov eller hvad. Hajer var kendt for at blive ude af sig selv, når de lugtede blod. Sådan var det åbenbart også med mig. Jack så ikke på det. Han stod foran spejlet. Han havde shorts på, skaterstrømper og en hvid skjorte med sort slips. Han stirrede på slipset, mens han kæmpede med at få knuden til at sidde rigtigt, men han skævede hen til fjernsynet, hver gang musikken blev dramatisk.

”Hey, hvordan har du det?” Jack vendte sig ikke om, da jeg kom ud fra badeværelset, men han så opmærksomt på mig inde i spejlet med et skævt smil.

”Meget bedre.” Jeg tvang mig selv til at smile og gik hen til ham.

Jeg havde taget mine bløde bukser og en af hans T-shirts på. Det var det, jeg plejede at sove i. Himlen ville snart lysne. Det betød, at jeg snart ville blive træt igen, uanset at jeg havde sovet det meste af natten.

”Du ser bedre ud. Et bad løser alt.” Han smilede og kiggede så tilbage på sig selv i spejlet.

”Hvad laver du?” spurgte jeg.

”Jeg forsøger at binde et slips.” Han var dybt koncentreret, selvom jeg vidste, at han halvt lyttede til fjernsynet. Han gik aldrig glip af et godt hajangreb

”Ezra plejer at binde det for mig, men han gider ikke mere.”

”Hvordan går det?”

”Ikke særlig godt.” Han så træt ud i spejlet. ”Du ved, man siger, at vampyrer er klogere og hurtigere og alt det der. Kan du forestille dig, hvor dårlig jeg ville være til det her, hvis jeg stadig var en almindelig dødelig?” Jeg undertrykte et grin over hans manglende slipseknude-evner. Han så håbefuldt på mig. ”Ved du, hvordan man gør?”

”Næh,” jeg rystede på hovedet. ”Jeg har aldrig haft brug for at binde et slips, Milo kan selv. Spørg ham. Jeg er sikker på, at han gerne vil hjælpe dig.”

”Måske. Men pointen er vist, at jeg skal lære at gøre det selv.” Han bandt slipset op igen og begyndte forfra, men musikken fra fjernsynet ændrede karakter og blev høj og storladen, så han gik hen for at se det.

På skærmen kastede hajen sig over en luns, som kameraholdet havde smidt i vandet. Fortælleren sagde alt muligt om, hvor perfekte hajens tænder var skabt til at flå kødet fra knoglerne.

”For fanden da! Så du det?”

”Ja, pænt vildt,” samtykkede jeg.

Jeg hadede, når de viste hajer, der angreb sæler og hvaler (selvom jeg sært nok ikke havde noget imod at se hajer bide mennesker), men samtidig syntes jeg, at der var noget inspirerende smukt og ærefrygtindgydende over hajernes kraft og ynde.

”Ved du, at hajer er de eneste naturlige fjender, vampyrer har,” sagde han, stadig med blikket stift rettet mod skærmen.

”Ja, det har Ezra fortalt mig,” sagde jeg. ”Men jeg ved ikke, om det giver mening at tale om ’naturlige’ fjender. Jeg mener, hvor mange vampyrer lever i vandet?”

”Næh, du har ret.” Hajangrebet var slut. Nu var svømmede hajerne bare rundt i havet – uden at jage nogen eller noget. Men Jack blev ved at se på fjernsynet.

”Hvis du pillede menneskeligheden og bevidstheden ud af os, ville vi være ligesådan. De består af ren muskelmasse og er perfekt designede dræbermaskiner. Men de har selvfølgelig flere tænder end os, så de er meget bedre til det.” Programmet blev afbrudt af reklamer, og han smilede henkastet til mig, inden han gik i gang med sit slips igen.

”Kan du seriøst godt lide hajer?” spurgte jeg, men jeg kendte allerede svaret. Vi havde set Dødens gab fire gange sidste sommer, og han havde vist mig en sekvens, der skulle ses i 3D, og Dødens gab – hævnen, fordi (og jeg citerer) ”denne gang er det personligt”.

”Ja, hvorfor?”

”Lad os tage i zoologisk have i morgen,” foreslog jeg. ”De har hajer indenfor i akvariet, så vi behøver ikke at bekymre os om solen. Det er nok ikke superspændende, men det ville være rart at komme lidt ud.”

”Ja, klart. Det lyder godt,” smilede han til mig.

Hans smil var så skønt, og jeg mærkede en smerte indeni. Jeg stillede mig bag ham og lagde mine arme om hans bryst. Jeg lagde mit hoved mod hans ryg og gav ham et klem. Jeg ville bare være tæt på ham.

”Hvad er der?” Han lod sit slips være og lagde sine arme over mine. Han lød lidt bekymret. ”Er du okay?”

”Jeg har det fint. Jeg savner dig bare. Andet er det ikke.” Jeg savnede ham. Meget. Og mit savn var også lige blevet toppet med et drys af skyld, men det kunne han ikke vide. ”Det er, som om vi ikke har været så meget sammen på det seneste.”

”Vi har da lige set en hel sæson af Futurama sammen i aftes,” lo Jack. Jeg kunne høre, hvordan latteren vibrerede i ham. Frydefulde gys løb gennem mig, og jeg trykkede ham tættere ind til mig. Han løsnede mine arme og vendte sig, så han kunne se mig. ”Men jeg går ud fra, at jeg aldrig kan være for meget sammen med dig.”

Han kyssede mig blidt, og mit hjerte voksede af lykke. Selvfølgelig kunne jeg ikke helt nyde øjeblikket, for jeg kunne ikke lade være med at tænke på Peters kys, og på hvor anderledes de føltes. Jack måtte have lagt mærke til det. I hvert fald trak han sig væk og så på mig. Hans blå øjne var fulde af bekymring.

”Er du sikker på, at du er okay?”

”Ja, jeg har det fint.” Jeg slog blikket ned. ”Jeg er bare lidt rystet over det i dag.”

”Du skal nok lære det. Det er bare et spørgsmål om tid,” forsikrede han mig. Hans omsorg fik mig til at føle mig endnu mere skyldig, så jeg trak mig væk og satte mig på sengen. Afstanden hjalp lidt.

”Hvordan lærte Milo det så hurtigt?” spurgte jeg.

”Det er forskelligt fra person til person.” Jack trak på skuldrene og vendte sig igen mod spejlet. ”For mig tog det meget længere tid, men jeg lærer jo åbenbart heller ikke så hurtigt.”

Jack blev ved med at træne slipseknuder, og selv da han fik lavet en, der så nogenlunde prof ud, så var han ikke tilfreds. Jeg sad på sengen, mens jeg småsnakkede med ham imens, men det var, som om aftenen var alt for kort. Jeg var ikke klar til at lade ham gå, da han begyndte at gabe, og han måtte forsikre mig om, at vi sås meget snart igen. Selvom jeg lige havde spist, så sørgede jeg for at spise igen, inden jeg gik i seng. Hvis jeg skulle være sammen med mennesker i morgen eftermiddag, så ville jeg være godt forberedt.

Jeg var virkelig opsat på at tage i zoologisk have, så jeg vågnede tidligt og gjorde mig klar. Jack kom op for at se, hvordan det gik, netop da jeg stak i mine sko.

”Er du klar?” sagde Jack med et smil.

”Altid. Er du sikker på, at du er?” Jeg kiggede op og ned ad hans tøj. Det var det sædvanlige. Shorts, tofarvede Converse i neon og en T-shirt.

”Hvad er i vejen med det her?” Han kiggede ned ad sig selv.

”Ingenting. Bortset fra, at vi nu er i slutningen af oktober, og det er ti grader udenfor. Og solen skinner.” Jeg havde taget jeans på, en langærmet bluse og et tjekket tørklæde, som jeg havde bundet om halsen. Vi kunne godt lide, at det var koldt, men det var meningen, at vi skulle ligne almindelige mennesker.

”Det går fint. Så koldt er det heller ikke.” Han trak på skuldrene. ”Kom nu. Lad os tage af sted. Jeg vil gerne se odderne, før det bliver for mørkt.”

Solen ville snart gå ned, men jeg kunne heller ikke tåle den ret længe ad gangen alligevel. Hvis vi skulle i zoologisk have, så var der en del dyr, som Jack gerne ville se, nu vi havde chancen. Han fortalte mig, mens vi gik nedenunder, at han nægtede at tage hjem uden at se præriehundene. Men så fik jeg øje på Peter og hørte ikke længere efter.