22
Milo så ud, som om han var ved at besvime, da han havde sagt ordene højt, og jeg løb over til ham. Mae stod helt stille bag mig. Jeg lagde armene om min bror og skævede ind på værelset.
Jeg kunne næsten ikke se noget for dem alle sammen, kun at Bobby lå helt stille på sengen. Peter knælede ved siden af ham, og Ezra bøjede sig ned over Bobby. Jack stod i døråbningen med armene over kors.
”Det skal nok gå alt sammen,” løj jeg. Milo græd stille og virkede, som om han var i chok.
”Jeg har brug for O negativ!” råbte Ezra.
”O negativ?” gentog Jack.
”Ja! Nu!” snappede Ezra. Jack skyndte sig forbi mig og sprang ned ad trapperne. ”Hvor er Mae? Jeg har brug for droppet!”
”Jeg er lige her, og jeg skal nok finde det!” Mae vågnede pludselig op og hastede ned ad trappen.
”Lever han?” spurgte jeg.
”Få Milo nedenunder!” brølede Peter mod mig.
Jeg prøvede, om jeg kunne fornemme Bobbys hjerteslag, men jeg kunne ikke høre andet end Milos hysteriske hjertebanken og mit eget dunkende hjerte. Men det betød ikke nødvendigvis noget. Hvis Bobby havde mistet meget blod, ville hans hjerteslag være meget svagt, sikkert for svagt til at kunne høres gennem al ståhejet.
”Alice!” råbte Jack, da han kom tromlende op ad trappen igen. ”Få Milo væk herfra! Han skal ikke se det her, okay?”
Jeg brugte alle mine kræfter og trak Milo væk fra værelset. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg skulle trække ham hen. Væk var det eneste, jeg tænkte på. Da jeg havde fået ham hen til trappen, var Mae på vej op.
”Det er okay, min egen,” forsikrede Mae og forsøgte at smile, men Milo lagde ikke mærke til det. I begyndelsen havde han skreget. Nu var han som lammet. Milo havde brug for et sted, hvor han ikke kunne høre alt, hvad der foregik, og han havde brug for at blive vasket. Derfor tog jeg ham med ind på det store badeværelse nedenunder og åbnede vandhanen for at drukne de øvrige lyde. Jeg slog toiletsædet ned og fik Milo til at sætte sig. Med en våd vaskeklud begyndte jeg at tørre ham på brystet og om munden.
”Slog jeg ham ihjel, Alice?” spurgte Milo. Han stirrede tomt ud for sig.
”De tager sig af ham.” Jeg undgik at svare på hans spørgsmål. ”De har tidligere reddet mit liv. Ezra er virkelig god til blodtransfusioner.”
”Jeg gjorde ikke engang …” Han blev tavs, og jeg holdt inde med at vaske ham på brystet for at se på ham. ”Vi rodede rundt, sådan som vi har gjort før, og så … bed jeg ham. Og det gik ikke engang op for mig, hvor meget … Jeg opdagede ikke, at hans hjerte gik i stå.”
”Det var ikke med vilje.” Jeg kunne ikke finde på noget bedre at sige.
”Sagen er …” Milo stemme steg i styrke, og hans tårer løb store og tunge ned ad kinderne. ”Jeg ved godt, at han ikke er den eneste ene, ikke som Peter var det for dig. Men jeg elsker ham? Jeg elsker ham så meget.”
”Det ved jeg, lille skat. Det skal nok gå alt sammen.” Jeg lagde armene om ham og gav ham et knus. Han snøftede stadig, og jeg blev bare ved med at sige, at det var okay. Jeg anede ikke, om det var sandt, men jeg kunne ikke sige andet. Vi blev ude på badeværelset i en evighed. Jeg lagde nogle håndklæder ud på gulvet og satte mig med ryggen op mod badekarret. Milo lå ved siden af mig med hovedet i mit skød. Det eneste, jeg kunne gøre, var at ae ham over håret. Måske ville han falde til ro og holde op med at græde.
Da Jack åbnede døren ud til badeværelset, sprang Milo op. Jeg var for bange til at bevæge mig, som om det havde nogen indflydelse på, om Bobby var levende eller død, hvordan jeg stod eller sad.
”Han lever,” sagde Jack, men han smilede ikke. Milo var ved at besvime af lettelse, og han greb fast i håndvasken for ikke at falde. Jeg kom på benene, så jeg kunne gribe ham, hvis han fik brug for det. ”Men han har mistet rigtig meget blod. Han er ikke stabil endnu.”
”Må jeg se ham?” spurgte Milo og tørrede sine øjne.
”Ja, Ezra er deroppe, og han vil sikkert også gerne tale med dig.” Jack lagde hånden på Milos skulder for at trøste ham, men Milo snøftede bare og forlod badeværelset.
”Så … hvordan har Bobby det?” Jeg gik hen til Jack.
”Ikke godt,” sagde han alvorligt. ”Han var lige ved ikke at klare den. Jeg mener, Milo var lige ved at dræne ham. Det var slemt!” Så tvang han sig til at smile til mig. ”Men hans hjerte slår, så det er godt.”
Han lagde sine arme om mig, og jeg begravede mit ansigt i hans bryst, overrasket over tårerne, der begyndte at trille. Milo ville aldrig med vilje gøre nogen ondt, og han elskede virkelig Bobby. Det var forfærdeligt at tænke på, at Bobby måske ville dø, og hvis han gjorde, ville det være, fordi de var forelskede og havde været uforsigtige.
Det skræmte mig endnu mere, når jeg tænkte på mit forhold til Jack, og hvordan jeg næsten gik amok med Peter. Milo var meget bedre til at styre sig end mig, og alligevel havde han næsten dræbt Bobby. Hvad kunne jeg finde på at gøre med Jack? Selvom han var vampyr, så kunne jeg komme i samme situation.
Og værre endnu. Jane var stadig derude et sted, og hun udsatte sig selv for det samme med fremmede hele tiden. De fleste vampyrer, som hun samlede op, var sikkert mere erfarne end både Milo og mig, men måske var de ikke. Hun kunne ikke vide det. Og uanset hvad, så drænede de hende for blod igen og igen. Risikoen for, at hun ville dø af det – enten med vilje eller ved et uheld – blev større for hver dag, der gik. Jeg kunne ikke lade hende gøre det længere. Så snart hele situationen med Bobby var faldet til ro, ville jeg tage med Milo hen til klubben og hente hende ud derfra. Jeg var ligeglad med, om vi så blev nødt til at kidnappe hende. Jeg havde ikke tænkt mig bare at lade hende dø.
Stemningen i huset var trykket. Mae passede ikke længere Bobby, det øjeblik han var blevet stabil, gik hun ind til sig selv igen. I stedet slog Ezra sig ned i Milos værelse for at våge over Bobby, og Jack betroede mig senere, at Ezra havde sovet i kontoret sammen med ham de seneste nætter. Mae havde smidt ham ud.
Milo var bange for at være i nærheden af Bobby, og han var sikker på, at Bobby ville hade ham, når han vågnede. Jeg kunne ikke overbevise ham om det modsatte, og da han bad om at sove på mit værelse, havde jeg faktisk ikke noget imod det. Milo råbte i søvne, men jeg lod ham være. Efter det, han havde været igennem, gav det god mening. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg gjorde Jack ondt.
Jeg ville aldrig gøre Jack ondt, om jeg så skulle vente måneder eller år på, at vi kunne være sammen. Eller måske ville jeg aldrig kunne sammen med ham. Jeg ville ikke gøre ham ondt. Ikke på den måde. Ikke på den måde. Jeg havde det tydeligvis okay med at såre ham på andre måder, for eksempel ved at være sammen med Peter, men det måtte stoppe nu. Det var lettere sagt end gjort. Da jeg stod op, stødte jeg ind i Peter ude på gangen. Ingen af os vidste, hvad vi skulle sige, og vi stirrede bare på hinanden i pinlig tavshed.
Der var næsten gået et helt døgn siden blodtransfusionen, og Bobby havde fået det meget bedre. Han var stadig omtåget og ikke helt sig selv. Milo var bange for at gå ind og tale med ham, selv efter Bobby var begyndt at spørge efter ham. Da jeg kom derind, blev Bobby ved med at sige, at han ikke anklagede Milo for noget, og at han stadig elskede ham. Han var bleg og træt, men ellers virkede han okay.
Milo blev til gengæld ved med at gemme sig for Bobby og opholdt sig sammen med Mae på hendes værelse. Mae var usædvanligt nok ikke til nogen hjælp. Jack og jeg sørgede for mad og tøj til Bobby, og vi stod med ansvaret for den moderlige omsorg, som Mae almindeligvis sørgede for, så han fik dåsesuppe og madder med peanutbutter og syltetøj. Milo sov det meste af tiden, men jeg havde ikke tænkt mig at lade Milo slippe af sted med, at jeg tog mig af hans kæreste. Jeg gav Milo endnu en nat til at komme sig. Så ville jeg kræve, at han gik ind til Bobby.
Jeg tog Jack med ind til Mae for at hente Milo. Milo var stadig ret glad for Jack, og jeg tænkte, at han ville lytte til ham, hvis han ikke ville lytte til mig. Dumt nok troede jeg også, at Mae ville opmuntre ham til at stå op og tage sig af Bobby, men det var ikke sådan, den nye Mae fungerede. De lå rullet sammen i mørket og lyttede til Norah Jones.
Jeg tændte lyset, selvom jeg ikke rigtig havde behov for at se noget. Men jeg havde på fornemmelsen, at de havde brug for lys for at vågne. De missede med øjnene og brokkede sig begge to, og Milo kravlede længere ned under tæpperne.
”Milo, hold nu op,” sagde jeg ”Bobby vil gerne se dig.”
”Nej, han vil ej!” Milo trak tæppet helt op over hovedet, så hans protester lød lidt uldne.
”Det er jeg sikker på, han vil, min ven,” Mae lød næsten, som hun plejede. Jeg ved ikke, om det var, fordi vi stod der, eller på grund af lyset, men et øjeblik var det næsten, som om hun overvandt sig selv. Hun nærmede sig Milo og trak tæppet af ham. ”Han elsker dig, og du ved det.”
”Jeg kan ikke!” sagde Milo og holdt tårerne tilbage. ”Aldrig nogensinde!”
”Det er ikke så slemt, som du tror.” Jack havde sat sig på sengekanten for at lokke Milo op. ”Bobby forstod, hvad han indlod sig på med en vampyr.”
”Men det gjorde jeg måske ikke!” Milo peb. Det gjorde han ellers sjældent. Mae aede hans pandehår væk fra hans pande, og han gned sig i øjnene med sin flade hånd. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal se ham i øjnene igen.”
”Bare opfør dig, som du plejer,” sagde jeg med et skuldertræk. ”Du har ikke set ham, siden det skete, men han har ikke noget problem med dig.”
”Men det burde han have!” Milos ansigt dukkede frem fra tæpperne, men han stirrede blot op i loftet. ”Jeg slog ham næsten ihjel. Han bør hade mig. Der bør ske noget. Sådan en handling bør ikke bare gå ustraffet hen.”
”Se på dig selv, er det ikke straf nok?” spurgte jeg.
”Nej, det er ikke nok!” sagde Milo. ”Jeg er et monster! Jeg burde blive spærret inde og isoleret fra mennesker for evigt!”
”Du er ikke et monster, min ven.” Mae strøg ham over håret. ”Du er bare ung, og du har meget at lære. Det er det hele.”
”Den kendsgerning, at du bebrejder dig selv det her, beviser, at du ikke er et monster,” sagde Jack. Milo så på ham og snøftede. Jeg fornemmede, at Jack havde fået fat i ham.
”Har du nogensinde gjort sådan noget?” spurgte Milo ham. Han lød, som om han håbede det. Hvis Jack havde gjort noget lignende, så ville det være okay, at Milo var endt i sådan en situation.
”Altså … nej,” svarede Jack tøvende.
”Og du har ikke bidt nogen overhovedet, så du aner ikke en skid om noget som helst,” sagde Milo. Jeg følte mig som en dum, idiotisk taber. Det var ubærligt, at han havde mere erfaring i det her end mig. Jeg ville så gerne kunne rådgive ham og trøste ham, men som med alt andet her i livet var han mere erfaren og klogere end mig. Jeg var fuldkommen ubrugelig for ham som storesøster.
”Det har jeg,” sagde Mae modvilligt. Milo og Jack så overraskede på hende, og hun sendte Jack et underligt blik ud af øjenkrogen. ”Det er længe siden, men det står meget klart for mig. Jeg ved, hvor forfærdeligt det er at vide, at man var lige ved at tage et liv. Men jeg ved også, at det er noget, man kommer over.”
”Hvad skete der?” spurgte Milo. Tårerne tørrede ud, og Mae havde i det mindste været i stand til at få ham til at tænke på noget andet end sin egen ulykke. ”Var det med Ezra?”
”Nej, det var et menneske, men han døde ikke, og det er hovedsagen.” Mae fremtvang et smil, der mere lignede en sorgfuld grimasse.
”Hvorfor har jeg aldrig hørt om det her før?” Jack så forvirret ud. De havde været meget tætte, og Mae elskede at fortælle historier. ”Var det, inden jeg blev vampyr?”
”Ja, det var det.” Mae skiftede stilling og satte en krølle fast bag øret.
Hun satte sig rigtigt op, men undlod at se på Jack. Han så ud, som om han ventede spændt, men jeg fik det indtryk, at der var noget, hun ikke fortalte os, og det gjorde mig nervøs.
”Havde han også brug for en blodtransfusion?” spurgte Milo.
”Nej! Det er lige meget, hvordan han overlevede. Sagen er, at du ikke er et monster, bare fordi du kom til at drikke for meget.” Mae vendte sig helt om mod Milo, så hun samtidig fik ryggen til Jack. ”Det er let at glemme, hvor skrøbelige mennesker er, og derfor er det vigtigt altid at være forsigtig.”
”Men hvor galt gik det?” Det lød, som om Milo begyndte at tvivle på hendes historie, fordi hun ikke ville ud med detaljerne, men jeg var sikker på, at hun talte sandt. Der var bare noget, hun udelod.
”Mistede han meget blod?” fortsatte Milo.
”Ja, han døde næsten.” Hun lukkede øjnene og gned sig på panden. ”Hans hjerte var holdt op med at slå.”
”Hvad gjorde du så?” Milo satte sig op, og Jack lyttede også opmærksomt.
”Vi var … ude, og Ezra var ikke med.” Mae sukkede og rystede på hovedet. ”Det er lang tid siden. Jeg ved ikke, hvorfor I er så interesserede i det her.”
”Jeg forstår bare ikke, hvad der foregik. Hvis han var så langt ude, hvordan overlevede han så? Kørte du ham på hospitalet eller hvad?” spurgte Milo.
”Nej, det var der ikke tid til.” Mae åbnede øjnene, men hun stirrede ned i sengetæppet i stedet for at se på nogen af os. ”Der er så let at miste kontrollen, og det er derfor, jeg kun har drukket poseblod siden. Jeg ville ikke risikere, at noget lignende sker igen.”
”Mae, hvad skete der?” Jeg udbad mig et svar, så nænsomt jeg kunne. Jeg kunne mærke kvalmen.
”Vi …” Mae trak vejret i stød. ”Peter gjorde ham til vampyr.”