24

Det var ikke en mulighed at følge efter Jack. Da han gik, mærkede jeg, hvor meget jeg havde frastødt ham og såret ham. Han ville ikke have noget som helst med mig at gøre. Måske ville han aldrig have noget at gøre med mig igen, men jeg var nødt til at give ham tid. Så jeg stod bare helt stille og mindede mig selv om, at jeg skulle trække vejret.

”Undskyld, Alice,” sagde Peter og lød, som om han mente det. ”Det var ikke min mening at sige det. Det har aldrig været min mening at fortælle ham det, men han … ”

”Ti stille!” bad jeg. ”Ti nu bare stille!”

Peter lod mig være, og jeg satte mig på sengen. Jeg rystede helt forfærdeligt, men jeg undlod at græde eller kaste op, så det var næsten en slags sejr. Jeg blev ved med at gentage for mig selv, at han ikke var gået for evigt. Ikke på grund af det her.

Jeg havde kysset Peter før, og han var kommet over det. Jeg var godt klar over, at vi ikke var rigtigt sammen dengang, men det havde alligevel såret ham. Men det sårede ham kun, fordi han elskede mig, og det havde kun været et enkelt, uskyldigt kys.

Jeg prøvede at hitte rede i, hvordan jeg skulle forklare Jack det hele. Når han kom tilbage, ville han garanteret gerne vide hvorfor, og jeg skyldte ham en ordentlig forklaring. Uheldigvis havde jeg ingen. Der var ikke en god grund til det, som jeg havde gjort med Peter. Jeg kunne ikke engang forklare det for mig selv. Heller ikke selvom jeg havde forsøgt i dagevis. Det, jeg følte for Peter, kunne ikke sammenlignes med det, jeg følte for Jack … men jeg kunne ikke nægte, at jeg følte noget for Peter. Uanset hvor meget jeg prøvede at lade, som om det ikke var noget, var der stadig en forbindelse og en tiltrækning. Måske ville jeg have det sådan altid, men jeg handlede kun på det, fordi jeg var for dårlig til at styre mig.

Men det kunne jeg jo ikke sige til Jack. Han ville aldrig synes, at det var i orden. Og han var endda lige begyndt at åbne op for Peter igen. Hvorfor skulle jeg altid ødelægge alting?

Flere timer senere var Jack ikke kommet tilbage, så jeg sendte flere sms’er til ham og ringede hundrede gange til ham. Men han svarede ikke. Jeg kunne høre, at Bobby vågnede inde ved siden af, så jeg besluttede, at det var bedre at sørge for ham end at sidde og have ondt af mig selv, mens jeg bekymrede mig om Jack. Bobby var sulten, så jeg lavede ham en sandwich og gav ham en cola.

Milo gik hvileløst rundt i stuen, men nu kunne jeg ikke klare mere. Jeg tog ham i armen og trak ham ovenpå. Han beklagede sig hele vejen, men han kæmpede ikke for alvor imod. Det lykkedes at få både ham og maden ind på Bobbys værelse uden at ødelægge nogen af delene. Så snart Milo så, at Bobby sad op i sengen, begyndte han at græde. Han løb over til ham, og de faldt hinanden om halsen. Han undskyldte tusindvis af gange, og Bobby tilgav ham tusindvis af gange. Mere skulle der ikke til. Det var, som om intet var hændt. Jeg hadede dem.

Jack var stadig ikke kommet hjem, da Matilda og jeg til sidst faldt i søvn Da jeg vågnede, og han stadig ikke var kommet tilbage, blev jeg mere bekymret. Efter tredive opringninger, som han ikke besvarede, besluttede jeg mig for en anden taktik. Jack var vred på alle i huset på nær Milo og Bobby. Faktisk holdt han overdrevet meget af de to. Jeg vækkede Milo og fik ham til at sms’e Jack for at finde ud af, om han var okay. To minutter senere svarede Jack: ”Ja, jeg er okay.” Jeg fik Milo til at spørge, hvornår han kom hjem igen, men det svarede Jack ikke på.

Jeg lå i sengen og var overbevist om, at Jack aldrig mere kom hjem. Han var kørt væk i Lamborghinien med kreditkort uden beløbsgrænse. Han følte sig forrådt af næsten alle, der boede i huset. Hvis jeg havde været ham, ville jeg sikkert også blive væk for altid. Hvorfor skulle han stadig have lyst til at være sammen med mig? Jeg komplicerede tingene og sårede ham. Han ville få det bedre uden mig. Ikke desto mindre ville jeg stadig gerne have ham.

Smerten over at være adskilt fra ham voksede. Enten var Jack på vej længere væk, eller også … Måske var hans følelser ved at ebbe ud, og så var det det, jeg kunne mærke. Nogen kunne lige så godt have skåret mig midt over. Jeg havde lyst til at græde, men jeg kunne ikke. Jeg stirrede bare op i loftet og lod smerten æde mig op. Jeg fortjente det. Det hele var min skyld.

”Alice?” Peter bankede på den åbne dør, men jeg vendte mig ikke om. Jeg nægtede at gøre noget som helst andet end at ligge stille og lide.

”Gå din vej.”

”Jeg forstår godt, at du er vred på mig,” sagde Peter. ”Jeg skulle aldrig have sagt det.”

”For en gangs skyld gjorde du ikke noget galt,” sukkede jeg. ”Jeg skulle aldrig have kysset dig, og da jeg alligevel gjorde det, skulle jeg have fortalt Jack det. Det er min egen skyld.”

”Jeg skulle ikke have ladet dig komme ind på mit værelse den aften. Eller måske skulle jeg have …” Han blev tavs. ”Jeg skulle aldrig været kommet tilbage.”

”Men du bor her jo. Det er mig, der har ødelagt alting. Det gør jeg altid.”

”Nej, Alice, du ødelægger ikke alting,” Jeg kunne høre Peter træde ind på værelset, men stadig med ryggen til ham vendte jeg en strakt arm bagud for at stoppe ham.

”Jeg har brug for at være alene, okay?” Jeg kunne se ham ud af øjenkrogen. Det så ud, som om han overvejede, om han skulle lytte til mig, men til sidst nikkede han og gik.

Den eneste måde, Jack og jeg måske havde en fremtid sammen, var, hvis jeg undgik Peter resten af mit liv. Først nu forstod jeg, hvorfor Peter altid var ude. Det var umuligt for os at være i nærheden af hinanden. Det var bare underligt, at Jack nu var den, der var gået, og ikke Peter. Jeg gøs og håbede, at det ikke var tegn.

Det var, som om alting var ved at falde fra hinanden. Bobby fik det bedre, men Milo var stadig rystet. Peter gik surmulende rundt og forsøgte flere gange at tale med mig, men jeg lukkede hver gang munden på ham. Mae og Ezras forhold var ved at gå fuldstændig i opløsning, og jeg kunne høre dem råbe af hinanden konstant; om Jack, om Daisy, om alt. Matilda lå ved siden af mig og peb, og jeg begravede mig under hovedpuden. Jeg vidste ikke, om jeg kunne klare mere.

”Alice?” Milo bankede forsigtigt på min dør for at vække mig. Det var to nætter siden, at Jack var gået, og jeg havde ikke rigtig sovet siden. ”Alice, vågn op.”

”Hvorfor?” Jeg var gnaven, men stak hovedet ud fra under puden. Da jeg så Milo, blinkede jeg med øjnene, for jeg troede, at jeg drømte. Han havde et kostume på med sorte englevinger og virkelig meget eyeliner og glimmer. ”Okay, hvad fanden er det, du har på?”

”Det er halloween!” Milo smilede og kom hen til min seng. Matilda knurrede, og jeg havde det på samme måde.

”Hvad prøver du at ligne? En sort fe?” Jeg satte mig op, så jeg kunne inspicere ham nærmere, men kostumet gav ikke ret meget mening.

”Nej,” lo Milo. ”Jeg ville bare have vinger, og sort er sådan halloween-agtigt. Og så slanker det.”

”Åh gud! Jeg fatter ikke, at jeg ikke regnede ud, at du var bøsse før nu.” Jeg kastede mig tilbage i sengen. Milo havde altid benyttet enhver højtid som en undskyldning for at klæde sig ud. Tegnene var så latterligt åbenlyse, når jeg tænkte efter.

”Sommetider er du lidt langsom,” sagde han. ”Men kom nu. Ud af sengen og gør dig klar. Vi skal ud!”

”Det kan jeg ikke,” sagde jeg. ”Jack er ikke hjemme.”

”Jeg er sikker på, at du har været ude af huset før uden Jack.” Han satte sig på sengekanten ved siden af mig. ”Det er halloween! Du kan ikke blive liggende her i mørket for altid.”

”Måske ikke, men jeg kan ikke gå nogen steder, før Jack er tilbage. Det føles forkert.”

”Han kommer snart,” sagde Milo, men uden overbevisning. ”Eller måske ikke. Jeg ved det ikke. Men uanset hvad, så kan du ikke bare ligge her.”

”Jeg går ingen steder! Det ville være som … Jeg ved det ikke. Blasfemisk eller sådan noget.” Jeg så over på ham. ”Jeg mener, han forlod mig for at straffe mig. Så jeg bør lade mig straffe.”

”Jack straffer ikke nogen. Sådan er han ikke.” Milo afviste tanken. ”Han har bare brug for at få klaret hovedet, og så giver han også dig tid til at få styr på dine tanker. Du kan jo åbenbart ikke lade hans bror være. Så måske kunne han godt tænke sig, at du fik lidt styr på, hvad du vil”

”Jeg har styr på, hvad jeg vil!”

”Okay, fint, men så kan du jo godt gå med os ud!” sagde Milo glad. ”Kom nu! Stå op! Tag tøj på! Vi skal danse!”

”Nej, jeg kan ikke,” gentog jeg. ”Ikke før Jack kommer tilbage. Jeg venter her på ham.”

”Hvad hvis han aldrig kommer tilbage?” spurgte Milo, og jeg sendte ham en hvast blik. ”Undskyld. Men altså, hvad nu hvis du skal vente sindssygt længe?”

”Så venter jeg for evigt,” sagde jeg. ”Jeg bliver som Snehvide, og I kan lægge mig i en glaskiste, og så ligger jeg der, indtil Jack kommer tilbage og giver mig et sandt kærlighedskys.”

”Ja, Snehvide! Klæd dig ud som Snehvide.” Han aede mig på håret. ”Med din hvide hud og dit sorte hår bliver det vildt cool.”

”Milo!” knurrede jeg.

”Kommer hun eller hvad?” Bobby dukkede op i døren bag Milo. Han var i en hvid skjorte, som var knappet godt ned, og en sort vest og stramme bukser. Jeg gættede på, at han var en slags pirat, men så så jeg laserpistolen i hans bælte.

”Er du Han Solo?” Jeg løftede øjenbrynet.

”Ja, Milo skulle være prinsesse Leia, men det ville han ikke,” sagde Bobby og lavede trutmund til Milo. Et øjeblik var jeg lettet over, at Jack ikke var her, så han ikke fik lignende gode idéer. Så kom jeg i tanke om, hvorfor han ikke var der, og blev ked af det igen.

”Jeg går altså ikke ud i en guldbikini,” sagde Milo. ”Så bøsset er jeg heller ikke!”

”Så på en måde er du kun halvt udklædt?” spurgte jeg Bobby.

”Ja. Jeg overvejede Andy Warhol, men jeg så forfærdelig ud med hvid paryk. Min hudfarve er helt forkert til det,” Bobby pegede på sit ansigt, så lyste han op. Han smilede til mig. ”Hey, hvis du ikke har nogen idé, så kan du tage med som Leia?”

”Nej! Aldrig i livet!” Jeg rystede på hovedet. ”Ingen guldbikinier eller prinsesse Leia-hår til mig, jeg har lige lidt travlt med at overveje selvmord.”

”Fint nok. Men kom nu med os alligevel,” sagde Milo og så bekymret på mig. ”Du har ikke godt af at ligge i sengen dagen lang. Du ser ikke engang tv eller hører musik. Du ligger bare der i mørket. Det er ikke sundt.”

”Jeg er ligeglad.” Jeg smilede sløvt til min bror. ”Jeg er okay. Helt ærligt. Jeg står op og laver et eller andet i aften. Det er bare … Jeg kan ikke gå ud. Men tak, fordi I spurgte. Det var sødt af jer.”

”Okay.” Milo gav op. ”Men du må hellere være stået op, når jeg kommer tilbage. Ellers …” Milo sendte mig et vemodigt smil, inden han gik sammen med Bobby. På lagnet havde han efterladt et spor af glimmer og sorte fjer.

Jeg havde ikke lyst til at stå op, men jeg havde heller ikke lyst til, at Jack kom tilbage og fandt mig i et stinkende rod, så jeg besluttede mig for at sørge for min egen hygiejne, så han i det mindste ikke ville forlade mig af den grund. Jeg tog et brusebad, satte håret, lagde makeup og tog tøj på. For at fejre halloween lakerede jeg mine negle grønne. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde mig al den umage, men det var noget at lave.

Matilda skulle tisse, så jeg gik nedenunder for at lukke den ud. Hunden var min eneste trøst. Uanset hvor vred Jack var på mig og alle andre, så ville han aldrig forlade den. Ikke for altid. Mens den var ude, kiggede jeg mig omkring. Døren ind til kontoret stod åben, og Ezra sad ved sin computer. Skærmen lyste ham blåt i ansigtet. Han sov sikkert stadig på sofaen hernede, og jeg spekulerede på, om han og Mae nogensinde ville finde sammen igen. Og hvis ikke, hvorfor så ingen af dem gik.

Min mobil ringede, og mit hjerte sprang et slag over, indtil det gik op for mig, at det var Milos lyd og ikke Jacks ”Time Warp” fra Rocky Horror Picture Show. Jeg overvejede et øjeblik ikke at svare. Han ville sikkert bare prøve at overtale mig til at tage med. På den anden side måtte jeg hellere tage den, hvis han var i knibe.

”Hallo?” sagde jeg og holdt telefonen langt væk fra øret på grund af den høje musik.

”Hallo?” Milo forsøgte at overdøve musikken. ”Hallo?”

”Milo?” råbte jeg tilbage, så han kunne høre mig. ”Milo? Hvor er du?”

”På V!” råbte Milo, og jeg syntes, jeg kunne høre Bobby sige noget i baggrunden om en pige. ”Du bliver nødt til at komme herned!”

”Nej, jeg har allerede sagt, at jeg ikke skal nogen steder,” sukkede jeg. Matilda begyndte at gø uden for de franske døre i køkkenet, så jeg lukkede den ind. ”Men tak.”

”Nej, jeg mener det. Du skal komme!” sagde Milo.

”Hun er på vej ind sammen med ham!” Bobby råbte klynkende til Milo. ”Sig til hende, at hun skal komme nu! Vi må gøre noget!”

”Jeg lader dig ikke være alene,” sagde Milo til Bobby, og jeg ville ønske, at jeg forstod, hvad der skete, eller at musikken bag dem i det mindste ikke var så høj.

”Hvad sker der?” spurgte jeg.

”Jane er her, og hun ligner et lig! Det er ikke, fordi hun er klædt ud som zombie eller noget,” sagde Milo. ”Hun ser helt forfærdelig ud, og hun er lige gået ind i et af baglokalerne med ham Jonathan, som hun har været sammen med. Og jeg kan ikke følge efter og efterlade Bobby her alene, så du må komme herhen. Hvis hun ikke kommer ud derfra i aften, så kommer hun sikkert aldrig herfra.”

”Jeg håber ikke, at det her er et forsøg på at få mig til at komme!” sagde jeg, men jeg vidste godt, at det ikke var derfor. Både Milo og Bobby lød helt ude af den. Jeg havde ikke gjort nok for at få hende til at stoppe som blodluder.

”Jeg ville aldrig lyve om sådan noget!” råbte Milo fornærmet, og det ville han ikke. Han havde vist aldrig løjet om noget.

”Fint! Jeg kommer så hurtigt, jeg kan! Vent på mig ved dansegulvet!” sagde jeg og lagde på. Eneste problem med den fine plan var, at jeg ikke havde noget kørekort.