30

Midt i al panikken over, at Jane måske var blevet bortført, havde jeg ikke tænkt på at tage bukser på, og Jack havde ikke taget sin skjorte på, så Milo sendte os begge sigende blikke. Han kom styrtende ud fra sit værelse, da han hørte Mae skrige. Jeg gengældte hans beskidte blik, for Bobby var i bar overkrop og så bestemt ikke uskyldig ud.

Vi stod alle sammen på Peters værelse for at undersøge Janes forsvinden. Mae var blevet træt af at lede efter alarmmanualen, så hun var gået ovenpå for at slå sig til ro hos Jane, men da hun var kommet ind på værelset, var Jane væk. Det var alt, hun vidste.

”Har nogen gennemsøgt værelset eller hvad?” spurgte Bobby, mens han beundrede rodet. På en eller anden måde var det meste af mit tøj flyttet herind, og det lå spredt ud over det hele.

”Nej, sådan ser Janes omgivelser altid ud,” sagde jeg.

”Ikke for at lyde som en idiot,” sagde Jack, ”men har du lige hevet os ud af vores senge for at vise os Janes rod? Det er altså ikke nogen rigtig nødsituation, Mae.”

”Hun er her ikke!” Mae pegede rundt på rodet. ”Det er en nødsituation.”

”Igen, ikke for at lyde som en idiot, men det er altså ikke en nødsituation,” sagde Jack.

”Der kan være sket hende noget!” insisterede Mae. ”Hun ville ikke tage af sted på den måde!”

”Det ville hun måske,” sagde Milo. ”Inden vi gik i seng, blev hun ved med at klage over, hvor kedelige vi var.”

”Men hun sagde ikke noget til mig om, at hun ville gå ud.” Mae så vantro på os. Hun havde i den grad fået Jane under huden, og hun var ikke villig til at lade hende slippe så let.

”Ved du hvad? Jeg er sikker på, at hun har taget sin telefon med sig,” sagde jeg. ”Jeg ringer, og så finder vi ud af, hvad der foregår.”

”God idé.” Mae lød en smule lettet.

”Altså, jeg går i seng igen,” gabte Milo. ”Jeg er sikker på, at hun dukker op.”

Jeg skyndte mig ind på mit værelse. Jack fulgte lige bag efter mig. Mae blev tilbage i gangen for at diskutere med Milo, hvor uskyldig og uerfaren Jane var, mens jeg fandt min telefon i min bukselomme. Jack gned sine bare arme og rystede på hovedet.

”Du tror da ikke for alvor, at der er sket hende noget, vel?” spurgte Jack lavmælt.

”Jeg tror det ikke, men jeg må hellere undersøge det.” Jeg scrollede ned for at finde hendes nummer og trykkede på ring.

Telefonen ringede i mit øre, og jeg så Milo og Bobby daske tilbage på deres værelse. Mae så forventningsfuldt på mig, og lige da jeg sagde, at Jane ikke svarede, tog hun den.

”Hvad?” Jane lød, som om hun kedede sig.

”Jane?” spurgte jeg prøvende. ”Hvor er du?”

”Ude. Der er så kedeligt hjemme hos jer.” Hun gabte.

”Er der det? Synes du, vi er kedelige?” spurgte jeg. Mae stillede sig foran mig med bekymret mine, men Jack himlede med øjnene og gik over og stillede sig ved den modsatte væg.

”Nej, I er ikke kedelige,” sukkede Jane. ”Hør, I har været virkelig søde mod mig, og jeg er også taknemmelig over jeres gæstfrihed. Men … sagen er, at jeg har brug for at blive bidt.”

”Men … Nej.” Jeg rystede på hovedet. ”Vi har lige fået dig ud derfra. Det liv ødelægger dig, og du ved det.”

”Jonathan ødelægger mig, og jeg gik for langt til halloween.” Jane fik det til at lyde, som om hun bare havde fået lidt for meget at drikke til en fredagsbar. Hun var næsten omkommet, fordi en vampyr havde suget hendes blod. ”Men jeg elsker stadig måden, det føles på, og jeg længes efter det.”

”Jane!” råbte jeg. Jeg kunne ikke tro mine egne ører. ”Nej! Du dør, hvis du bliver ved!”

”Det tror jeg ikke, men ellers må det være sådan.” Der larmede bag hende, og Jane lød, som om hun fik travlt, da hun igen sagde noget. ”Jeg er nødt til at løbe. Tak for alt, Alice. Jeg er sikker på, at vi ses igen.”

”Nej, Jane! Vent!” sagde jeg, men hun havde allerede lagt på.

”Hvad foregår der? Hvor er hun?” spurgte Mae.

”Jeg ved det ikke.” Jeg rystede på hovedet og forsøgte at ringe hende op igen, men den gik på telefonsvareren med det samme. ”Pis. Hun har slukket telefonen.”

”Hvad sagde hun? Hvorfor tog hun af sted?” spurgte Mae.

”Hun … øh …” Jeg overvejede at lyve for Mae, men hvorfor skulle jeg det? ”Hun ville bides. Jeg tror, hun begynder som blodluder igen.”

”Nej!” Mae spilede øjnene op. ”Det gør hun ikke! Hun dør af det!”

”Det ved jeg godt. Jeg sagde det til hende.” Det rørte mig, hvor påvirket hun blev af det. Jeg kiggede hen på Jack for at få hjælp.

”Mae, hun er junkie,” sagde Jack, ikke uvenligt. Han håndterede det ret godt i betragtning af, hvor lidt han brød sig om både Mae og Jane. ”Hun er ude efter et nyt fix. Du kan ikke forvente, at hun er kureret efter et par dage her i huset.”

”Jamen … hun klarede det så godt,” Mae rystede energisk på hovedet. ”Jeg nægter at tro, at hun er gået frivilligt tilbage. Jeg er nødt til at finde hende.”

”Mae, solen står snart op.” Jeg pegede over mod vinduerne. Der slap ikke så meget som et strejf af en stråle ind i kanten af gardinerne, men jeg kunne mærke, at solen var ved at stå op. Endnu en af de underlige ting ved at være vampyr. ”Hun crasher garanteret et eller andet sted. Hun finder først en vampyr, når det bliver aften.”

”Det ved du ikke noget om!” insisterede Mae. ”Jeg går ud og leder efter hende.” Og så gik hun.

”Mae!” Jeg ville følge efter hende, men Jack lagde en hånd på min arm.

”Lad hende gå,” sagde Jack. ”Hun kan ikke tales til fornuft. Det er med hende som med Jane.”

Jeg stirrede ud af døren. På den anden side af gangen havde Mae ladet Peters dør stå åben, og jeg kunne se ind i det rod, som Jane havde boet i.

”Synes du, at vi skal hente Jane?”

”Hvor?” Jack stirrede i samme retning som mig. ”Ved du, hvor hun tog hen?”

”Nej. Men det føles mærkeligt bare at slippe hende.” Jeg bed mig i læben.

”Du kan ikke redde hende, hvis hun ikke vil reddes.” Jack sendte mig et bedrøvet smil.

Jeg vidste godt, at han havde ret, men jeg hadede, hvordan det fik mig til at føle mig. Vi havde været så meget igennem for at få hende herhen, og Bobby havde sat livet på spil. Jeg troede, at Jane havde indset, at hun var på afveje, men hun havde kun brugt os som et sted at komme til kræfter igen. Jack lagde en hånd på min ryg, og jeg lænede mig ind mod ham med mit hoved mod hans skulder.

”Jeg siger det nok for tit, men det skal nok gå, Alice. Jeg mener det.”

”Jeg ved det godt.” Jeg var ikke sikker på, om jeg troede på det, men jeg var nødt til at håbe, at det var sandt. Jack kyssede mig på håret og trak sig væk. ”Hey, hvor skal du hen?”

”Kan jeg få et tilgodebevis?” Han gik over til skabet og trak i sin pyjamas. Så gik han ud, mens han stadig var i færd med at trække blusen over hovedet. ”Stemningen er ligesom røget.”

”Jeg kan godt få os i stemning igen,” tilbød jeg med et smil, men det føltes ikke ægte. Jeg havde lyst til at have lyst, men jeg havde ikke hjertet med i det. Han kom over til mig, og jeg lagde min hånd på hans bryst. Det gjorde mig rolig. ”Jeg kunne godt have brug for at blive distraheret.”

”Sikkert,” sagde Jack og smilede. ”Men jeg vil gerne have, at det er mere end det.” Han kyssede mig på panden, inden han gik. ”Jeg er nede på kontoret, hvis der er noget.”

Jeg lå vågen længe efter, at Jack var gået. Jeg skulle have overtalt ham til at blive, også selvom vi ikke lavede noget. Jeg følte mig meget alene, selv om huset var fuldt af mennesker. Alt det, jeg havde forsøgt at gøre for Jane, var en fiasko. Selv hvis jeg reddede hende i dag, hvad så med i morgen? Og dagen efter? Måske døde hun, og alle mine anstrengelser ville være spildt. Alt føltes formålsløst, men jeg forsøgte at ryste følelsen af mig, så jeg kunne få lidt søvn.

Jack indledte igen dagen med boligjagt, og jeg sagde igen nej tak. Det havde taget mig en evighed at falde i søvn, så jeg var ikke i humør til det. Jeg var stadig ikke klar over, om jeg havde lyst til at flytte, men jeg havde ikke længere noget valg. Peter havde gjort det meget klart, at det ikke lod sig gøre at bo sammen med ham, og i betragtning af at Jack var over 40, så var det måske også på tide, at han fik sit eget.

Jeg havde planlagt at tage et bad, før Jack kom tilbage, men opdagede den stand, vores badeværelse var i. Mae var stadig ikke kommet tilbage fra sin redningsaktion Jane, så jeg tænkte, at det ville være sødt af mig at lægge alle håndklæderne til vask og gøre rent.

Jeg satte mit hår op i en løs knold, fandt skuresvamp og rengøringsmiddel og gik i gang. Jeg var i fuld gang med at skrubbe tørret tandpasta og barberskum af vasken, da jeg hørte Jack komme trampende op ad trappen.

”Alice!” råbte Jack. ”Jeg har gode nyheder!”

Jeg trådte ud fra badeværelset med gule gummihandsker på for ikke at få mine hænder helt snasket til og en svamp i den ene hånd. Min pyjamas havde pletter af vand og sæbe ud over sig, og mit hår havde løsnet sig fra knolden. Der var ingen tvivl om, at jeg lignede en million.

”Hvad laver du?” sagde Jack og så desorienteret ud, men hans glæde var ikke til at tage fejl af.

”Jeg gør rent, men pyt nu med det.” Jeg smed svampen fra mig, den var ikke så nødvendig lige der. ”Hvad er de gode nyheder?”

”Jeg har fundet en lejlighed!” sagde Jack glædesstrålende, og han skulle kæmpe for ikke at hoppe op og ned. Jeg smilede, fordi han gjorde det, men min mave trak sig sammen.

”Så hurtigt?” spurgte jeg. På en eller anden måde lykkedes det mig at holde min stemme rolig.

”Ja! Jeg ved godt, at du ikke har set den, men den er perfekt! Den er bare helt perfekt! Du bliver vild med den!” sagde han begejstret. Der var ingen tvivl om, at han allerede havde forelsket sig i stedet. ”Jeg var nødt til at betale et depositum med det samme, for den ville uden tvivl ryge hurtigt. Jeg har aftalt en tid i morgen, hvor du kan se den, og hvis du ikke bryder dig om den, så sløjfer vi det bare. Du skal selvfølgelig ikke flytte et sted hen, som du ikke kan lide, men det her sted er bare perfekt.”

”Fedt. Jeg er sikker på, at det er fedt. Hvis du er vild med det, så bliver jeg også vild med det.” Det var fuldstændig sandt, så jeg forstod ikke, hvorfor det hele føltes forkert. Hans glæde var smittende, men en tvivl gnavede i mig.

”Man må have hund, og det er ellers svært at finde et sted, hvor det er tilladt at have store hunde, og der er også en hundepark lige i nærheden. Der er tre værelser, et til os, et til Milo, og et til … jeg ved ikke. Hvorfor ikke?” sagde Jack og trak på skuldrene. ”Og der er en fantastisk altan!”

”Det er jo ikke, fordi vi bruger vores altan nu, vel?” spurgte jeg. De tre værelser ovenpå havde alle sammen altan, men jeg er ret sikker på, at jeg aldrig havde været ude på nogen af dem, og den eneste, jeg havde set benytte dem, var Peter. Efter vi havde kysset. Det mindede mig om, hvorfor vi var nødt til at flytte. ”Men vi får sikkert brugt den mere, hvis vi ikke har en gårdhave.”

”Okay, vi skal sige farvel til plads og nogen bekvemmeligheder, men jeg tror, det bliver fedt.” Jack var faldet lidt ned, og han så oprigtigt på mig. ”Vi får lov til at leve vores eget liv, ikke?”

”Ja, fuldstændig.” Jeg nikkede.

”Jeg kørte ind og fik fat i nogle kasser på vej hjem, så vi kan godt begynde at pakke.” Han kantede sig hen til døren. ”Jeg kommer tilbage med det samme.”

”Okay. Jeg tror lige, at jeg tager et hurtigt bad og får alt det her rengøringshalløj af,” sagde jeg. Jack hørte mig knap nok, for han pilede allerede ned ad trappen.

Da han var væk, og hans følelser var fulgt med, fik min egne bekymringer plads. Jeg rev de åndssvage gummihandsker af og gik ind for at skifte tøj. Jeg havde brug for at få vejret. Det hele var kommet så pludseligt, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad der skræmte mig sådan ved det. Vi var bare ved at flytte, og ikke engang langt væk. Milo, Ezra og alle de andre ville stadig være i vores liv. Jack tjente fint ved at arbejde for Ezra, jeg var for flov til at spørge om nøjagtigt hvor meget, men jeg var sikker på, at han havde råd til at forsørge os. Der var virkelig ikke noget at være bange for.

Udover at være alene. Lige så meget som jeg havde lyst til at være sammen med ham, lige så helvedes bange var jeg for det. Udover vampyrovervejelserne om at kunne komme til at slå ham ihjel, så var der også usikkerheden, som enhver anden helt almindelig teenager havde. Jeg havde aldrig været sammen med nogen før, det havde Jack. Og hvis noget gik galt, så stod vi alene med det. Milo ville ikke være nogen hjælp, og Ezra kunne ikke nå at komme i tide.

Mens jeg rodede gennem mit undertøj, gik det til sidst op for mig. Jeg ville være sammen med Jack resten af mit liv, det var jeg ikke i tvivl om, og jeg ville helt sikkert gerne have sex med ham. Det kunne ske når som helst, hvis vi boede for os selv. Så hvorfor ikke nu?

Ezra sad nede på kontoret og Milo ved siden af. Hvis der skete noget, kunne jeg hurtigt hente hjælp. Og jeg var helt ærligt træt af at vente. Jeg var træt af afbrydelser. Jeg elskede ham, og tiden var inde.