32
Umiddelbart efter, at der blev lagt på, prøvede jeg at ringe op igen, men den gik direkte på svareren. Jack havde allerede taget shorts og T-shirt på, og han kæmpede nu med sine Converse. Min mave knurrede, og panik og sult blandede sig med hinanden. Det fik mig til at føle mig svag og skrøbelig.
”Alice?” spurgte Jack. ”Hvor er hun?”
”Loring Park,” sagde jeg med en følelse af at være lammet. ”Jeg ved ikke, hvem der har hende, men jeg tror, de har tænkt sig at slå hende ihjel. Og de vil have, at jeg kommer. Hun er min madding.” Han kneb munden sammen og tænkte sig om.
”Du bliver her. Jeg henter hende,” besluttede Jack og gik hen mod døren.
”Nej!” Jeg sprang op med tæppet omkring mig. ”Hvis det her handler om mig, så skal du under ingen omstændigheder tage af sted uden mig.”
”Alice, det er for farligt.”
”Præcis!” Jeg løb hen til skabet for at komme i tøjet, inden han gik. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde før havde klædt mig på så hurtigt. ”Jeg er vampyr nu. Jeg kan passe på mig selv.” Sådan sagde jeg, mens jeg kæmpede for at komme i et par jeans og næsten mistede balancen. ”Jeg har givet Janes seneste kæreste tæsk. Hvis du kan klare det, så kan jeg også.”
”Stop! Jeg er meget mere erfaren end dig, og du har lige mistet blod.” Han lagde armene over kors og forsøgte at se bestemt ud.
”Jeg er ligeglad.” Jeg smuttede i mine sko og gik hen til ham. ”Vi er sammen nu, for altid. Det betyder, at hvis du er i fare, så er jeg i fare. Jane har brug for hjælp, og vi tager derhen sammen.”
”Jeg bryder mig ikke om det.” Nu gav han sig.
”Jeg er ligeglad.” Jeg skubbede mig forbi ham. Jeg var klar over, at vi havde travlt, hvis vi skulle redde hende, og jeg måtte skynde mig, inden han skiftede mening. Han kunne ikke holde mig tilbage, men han kunne sinke os med unødvendige diskussioner.
”Alice?” Milo åbnede min soveværelsesdør, før jeg selv nåede derhen. Han så desorienteret og hektisk ud. ”Er alt i orden?” Han åbnede døren helt og kom ind. ”Hvad sker der?”
”Ikke noget. Hvorfor? Hvad er der med dig?” Jeg kneb øjnene sammen.
”Ikke noget! Jeg … Jeg troede bare, at der var noget galt,” sagde Milo tøvende.
Jeg kom i tanker om, hvad der var sket. Ligesom jeg var tunet ind på hans hjerte, var han tunet ind på mit, og mit havde hamret i panik i de seneste minutter, så selvfølgelig var Milo bekymret. Han ville sikkert være kommet med det samme, men troede måske først, at det var fordi, jeg og Jack rodede rundt.
”Jane har problemer.” Jeg bed mig i læben og så op på ham. Jack sendte mig et underligt blik. Milo var min lillebror, og jeg ville gøre næsten alt for at beskytte ham. Men han var vampyr og stærkere end mig, og det lød, som om Jane var blevet overfaldet af mere end en. Vi havde brug for alt den hjælp, vi kunne få. ”Hun er i parken. Jeg ved ikke, hvem der har hende, men jeg tror, at de vil slå hende ihjel, og de siger, at vi skal skynde os.”
”Hvad snakker du om?” sagde Milo, og jeg kunne se hans muskler spænde op under blusen. En skønne dag ville han sikkert blive stærkere end Jack, især fordi han havde så meget styr på sig selv.
”Jeg ved det ikke. Og der er ikke tid til at forklare. Hvis du vil med, så er det nu.” Jeg så spørgende på ham. Min invitation overraskede Jack, han havde forventet, at jeg ville have krævet, at han blev her, og måske skulle jeg have gjort det. Men Jane kunne dø. Jeg syntes ikke rigtig, at jeg havde noget valg.
”Jeg er med,” sagde Milo og nikkede en enkelt gang. ”Lad os komme af sted.”
Vi var knap nok kommet gennem døren, før vi løb ind i endnu en forhindring. Bobby var i gang med at trække en sweater over hovedet, da han kom ud fra sit værelse. Han så, at vi havde travlt, så han skyndte sig med.
”Hvad sker der?” spurgte han.
”Ikke noget. Gå ind på værelset.” Milo var på vej ned ad trappen, men Bobby fulgte efter. Jack og jeg ventede nede for enden af trappen, men jeg ville ikke vente længe på nogen af dem.
”Hvor skal I hen? Hvorfor ser I alle sammen så oprevne ud?” Bobbys hår var blevet uglet af trøjen, og han forsøgte at glatte det ud, mens han holdt øjenkontakt med Milo. ”Hvad er der sket?”
”Hør, gå nu bare op igen,” sagde Milo. ”Du kan ikke komme med.”
”Hvorfor ikke?” Bobby blev mere og mere opskræmt. ”Hvad skal I?”
”Det er for farligt for mennesker. Gå nu!” Milo pegede op, som om Bobby var en ulydig hund.
”Farligt?” Bobby blegnede. ”Nej! Hvis du kan komme til skade, så tager jeg med!”
”Vi har ikke tid til det her! Jeg kører nu!” Jeg viftede med hånden og gik hen mod garagen. Jack var et skridt foran mig, og Milo fulgte efter os med Bobby i hælene.
”Bobby!” Milo bed af ham, da vi nåede frem til garagen. ”Du kan ikke komme med!”
”Nej!” Bobby greb fat i Milos arm, og han så ud, som om han ville begynde at græde. Jeg spekulerede på, om jeg havde opført mig på samme måde, hvis jeg havde været dødelig. ”Jeg bliver ikke her, mens I andre tager af sted … ”
”Ind i bilen,” sagde Jack. Han kiggede hen over Lexusen på Bobby.
”Hvad? Nej!” Milo protesterede. Jack nægtede at se på mig, og det var tydeligt, at han havde noget i tankerne, men jeg kunne ikke regne ud, hvad det var.
”Gør det nu bare,” sagde Jack og satte sig ind på førersædet.
Milo og Bobby gjorde, som de fik besked på, men Milo fortsatte dog med at diskutere, hvor idiotisk det var, at Bobby tog med. Jeg var enig, men jeg holdt min mund. Jack drejede nøglen, og vi var hurtigt ude af garagen og på vej mod parken.
Det var først, da jeg sad fanget i bilen så tæt på Bobby, at det gik op for mig, hvor sulten jeg var. Han var bange, så hans hjerte slog hurtigere, og min mund begyndte at løbe i vand. Jeg måtte gribe fat i døren, for at min hånd ikke skulle ryste. Jack så det, og han rynkede brynene og rullede et vindue ned. Den kolde natteluft hjalp lidt, men der var ikke mere, nogen af os kunne stille op.
Takket være det latterlige vejr var vejene glatte, men Jack havde ikke i sinde at sætte farten ned. Da vi nåede frem til et vejkryds lige inden parken, skred bilen ud, og Jack trak i rattet. Lexusen krængede ind over kantstenen og gled ind over det sluddækkede græs, inden den endelig standsede fem centimeter fra et træ.
”Er alle okay?” spurgte Jack og så sig omkring. Bobby havde slået hovedet ind mod bagsiden af mit sæde, men ellers var der ikke sket noget.
”Du kører sindssygt råddent,” mumlede jeg. Jeg åbnede døren og steg ud af bilen og gled med det samme i græsset. Jeg fik fat i døren, lige inden jeg faldt, men det lovede ikke godt for, hvordan jeg ville klare mig i kamp.
”Forsigtig,” sagde Bobby, da han stod ud af bilen.
”Nej!” råbte Jack. Han var også allerede ude, og han pegede på Bobby. ”Sæt dig ind igen.”
”Hvad? Nej!”
”Du vil være til besvær, hvis du går med,” sagde Jack. ”Bliv her, så du ikke får os alle dræbt.” Bobby ville diskutere, men han indså, at Jack havde ret.
”Jeg er tilbage, så hurtigt, jeg kan,” lovede Milo. Bobby satte sig modvilligt ind i bilen, og Milo lænede sig ind og gav ham et hurtigt kys.
”Jeg elsker dig!” sagde Bobby, men Milo havde allerede vendt ham ryggen for at slå følge med Jack og mig. Vi gik hen ad en snoet sti gennem parken. Den var blevet saltet og sandet, så det var ikke så glat som på græsset.
”Hvor er hun?” spurgte Milo.
”Det ved vi ikke,” svarede Jack og så over på mig og håbede, at jeg kunne sige noget fornuftigt.
Milo var i gang med at stille det logiske spørgsmål, om hvordan vi havde tænkt os at finde hende, men jeg tyssede på ham.
Jeg forsøgte at opfange hende, men det var svært. Selv en sen nat i dårligt vejr var der fuld gang i Minneapolis, og det var svært at skelne lydene fra hinanden. Det forstyrrede også, at jeg var ved at blive rigtig sulten. Jeg blev ved med at fokusere på de forkerte lugte og lyde, fordi de var mere appetitlige, end det jeg var på jagt efter lige nu.
”Adr.” Jeg rynkede på næsen. Der var noget, der lugtede beskidt og ikke helt rigtigt.
”Hvad?” Jack stivnede og så på mig.
”Jeg er ikke sikker, men jeg kan lugte et eller andet.” En kold vind blæste det væk, og jeg rystede på hovedet. ”Det var måske bare hundeparken. Det var i hvert fald ikke Jane.”
Vi gik videre ned af stien, og kort efter dukkede lugten op igen. Den var egentlig ikke beskidt, men snarere som en lugt af skidt, af jord og træer, med et stænk af fyr og noget andet, noget velkendt. Noget, der mindede mig om, da jeg var lille, når tivoli kom til byen, og jeg ikke var til at hive væk fra gederne, som jeg gerne ville fodre.
Jeg fortsatte med at gå, og nu gik jeg målrettet efter lugten. Der var ingen, der stillede spørgsmålstegn ved det, heller ikke, da vi drejede væk fra stien. Endelig, men for sent, kunne jeg placere lugten. Min krop stivnede, og mit hjerte holdt op med at slå.
”Hvad?” hviskede Jack nervøst.
”Rensdyr.” Jeg kunne næsten ikke sige ordet højt.
”Hvad?” spurgte Milo vantro, og Jack så forvirret på mig.
Ingen af dem forstod, hvad det betød, men jeg så mig omkring, mens min krop var sanseløs af angst. Jeg vidste, hvor hurtige de var. De var her, og vi var måske allerede omringet. Jeg gik rundt om mig selv og gled i det glatte græs, og Jack greb mig, inden jeg faldt.
Der kom endnu et vindpust, og med det forsvandt lugten, det eneste spor, jeg havde at gå efter. Tørst blandede sig med panik, og periferien af mit synsfelt blev farvet rødt. Mine hænder rystede, men jeg kunne ikke sige med sikkerhed, om det var på grund af sult eller frygt.
Milo så sig omkring og forsøgte at finde ud af, hvad der havde skræmt mig. Lugten dukkede op igen, den her gang bagved mig, så jeg vendte mig.
Halvtreds meter fra os stod en vampyr på en bænk. For et par sekunder siden havde jeg set derhen, hvor der havde været tomt, men nu stod han der. Hans mørkeblå arbejdsjakke stod åben og afslørede en kraftigt behåret brystkasse, hans jeans var beskidte og forrevne og havde vist ikke været vasket i månedsvis. Jorden var iskold, og alligevel var han barfodet. Vinden blæste hans sorte hår ind foran hans sorte øjne, men jeg kunne stadig se dem stirre lige på mig. Det fik mig til at gyse på samme måde, som da jeg mødte ham første gang i Finland. Det var Stellan, lykanten, som ikke ville tale engelsk, og han havde allerede set os.
”Jeg skulle aldrig have taget jer med,” sagde jeg til Jack og Milo. At lade dem komme med var som at give dem en dødsdom, men det forstod jeg først nu, hvor det var for sent.
”Hvad sker der?” spurgte Milo.
”Hvem er de?” Jack fulgte mit blik hen mod Stellan, og Milo vendte sig også for at se på ham. Stellan var alene, og han så ikke overvældende truende ud, men der var helt sikkert flere i nærheden.
”Lykanter.” sagde jeg og holdt øje med Stellan, for jeg vidste, at han ville flytte sig, så snart jeg kiggede væk. Derfor kunne jeg ikke se Jacks reaktion, men kun mærke hvordan hans krop stivnede med det samme.
”Gå tilbage til bilen,” sagde Jack gennem sammenbidte tænder. Jeg tænkte på Bobby, der sad ubeskyttet i bilen, og jeg var lige ved at kaste op. De havde sikkert allerede fundet ham.
”Nej.” sagde jeg og så tilbage på Milo. Bilen var en dødsfælde, og jeg kunne ikke lade ham gå tilbage. ”Løb, Milo.”
Jeg så igen på Stellan, men han var allerede væk, og mit hjerte sank. Vi havde ikke en chance. Milo ville aldrig blive i stand til at løbe fra ham.
”Kom væk herfra!” råbte Jack. Han havde lige oplevet Stellans forsvindingsnummer, og han var nu klar over, hvad vi var oppe imod. ”Alice, Milo, kom væk herfra!”
”Jeg går ikke fra dig!” sagde jeg og greb ham i armen og så op på ham. Han ønskede mest af alt at beskytte mig, men vi var allerede lokket i baghold. ”Det er mig, de vil have.”
”Nej, de vil ikke have dig!” Jack rystede på hovedet. ”De vil have Peter! Du er bare den, der er vigtigst for ham! De forsøger at lokke ham frem.”
”Hvor skarpsindigt.” Stemmen fra telefonen afbrød os. Det kom fra et sted lige foran os.
Han stod i bar overkrop, der var ikke et gram fedt, kun muskler. Hans mørke hår var redt væk fra ansigtet, så de brune øjne var synlige, men de var kolde og tomme som på en ond dukke. Der var ingen tvivl om, at det var Gunnar, lykanternes leder.
Han trådte et skridt frem mod os, og der lød en sagte knasen fra hans bare fødder mod det frosne græs. Jack stillede sig ind foran mig. Milo forsøgte at stille sig ved siden af ham, men Jack holdt sin arm bagud, så Milo var nødt til at stå ved siden af mig. Gunnar lo ad Jacks magtesløse forsøg på at beskytte os. Vi kunne ikke se andre end ham, så hans kammerater måtte gemme sig i træerne rundt om os.
”Hvor er Jane?” spurgte jeg. Jeg kunne knap nok holde min stemme i ro.
”Et eller andet sted.” Gunnar kastede et blik hen over os og smiskede. ”Det er så let at forlægge ting her i byen. Det er derfor, at jeg altid har holdt mest af at være på landet.”
”Vi ved ikke, hvor Peter er,” sagde Jack. ”Og han ved ikke, at vi er her.”
”Det ved jeg. Han ville aldrig sende sådan en patetisk fortrop som jer ud for at hilse på os.” Hans ansigtsudtryk ændrede sig, og han så dyster, vred og ret så skræmmende ud. ”Det er ingen sport at jage jer. Peter ville aldrig kede sine gæster på den måde.”
”Så lad være med at følge efter os,” sagde jeg. ”Bare giv os Jane, og så er vi over alle bjerge.”
”Jeg har en god idé,” sagde han med et djævelsk smil. ”I finder hende og bringer hende til os.”
”Har du hende ikke allerede?” spurgte jeg forvirret.
”Jo, det har jeg, for jeg ved, at en god gæst altid tager noget at dele med til sin vært,” sagde Gunnar. Hans mørke øjne slog gnister. Min mave trak sig sammen. Alt, der ville stille ham tilfreds, ville gøre mig rædselsslagen. ”Du ser ret udhungret ud, Alice, og jeg ved, at din veninde er en lille godbid.”
Dodge kom frem fra en fyrretræ et par meter fra os. Hans blonde hår var rodet, og han så ikke lige så glad ud, som sidst da jeg mødte ham i skoven. Han havde Jane i favnen og holdt en hånd over hendes mund, så hun ikke kunne skrige. Hendes hjerte hamrende helt vanvittigt, og jeg ville have mærket det tidligere, hvis ikke jeg havde været distraheret af Gunnar. Hendes øjne var vilde, og hun kæmpede mod Dodge, så godt hun overhovedet kunne, men det gjorde hverken fra eller til. Han holdt hende fast uden problemer.
”Jeg gør det ikke!” Jeg stirrede på Gunnar. ”Du kan ikke tvinge mig!”
”Det er sandt, men jeg kan friste dig.” sagde Gunnar og nikkede til Dodge, som reagerede ved at tabe Jane på jorden.
”Alice, undskyld!” skreg Jane. Hun var barfodet og bar den korte, grønne kjole, som hun havde stjålet fra mig. ”De tvang mig til at ringe til dig!” Hendes tøj var forrevet, og hun havde hudafskrabninger både på sine beskidte knæ og kinderne. Hun rejste sig op på knæ med hænderne på den rimfrosne jord. Det måtte være koldt, men hun var for svag eller for bange til at rejse sig.
”Det er okay, Jane,” sagde jeg og forsøgte at berolige hende. Jeg ville gå hen til hende, men det ville Gunnar ikke tillade. Ingen af os vidste, hvad vi skulle stille op, så vi stod der bare og ventede på Gunnars ordre.
”Dodge, gør maden lidt mere appetitlig,” kommanderede Gunnar. Dodge rakte ned i sin lomme, og inden jeg forstod, hvad der foregik, havde han bøjet sig frem og skåret Janes arm op fra albue til håndled.