34
Jeg faldt mere, end jeg løb hen over det glatte græs. Stellan gav mig et godt forspring, for det gik ikke særlig stærkt. Han ville blive frygtelig skuffet, når han fangede mig, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg løb, så hurtigt jeg kunne. Havde han ikke nikket mig den skalle, og havde jorden ikke været så glat, så havde jeg måske haft held til at nå nogen vegne.
Jeg nåede ikke meget mere end ti-femten meter væk, før han kastede sig over mig. Det føltes, som jeg gættede på, et tigerangreb ville være. Stellans kløer borede sig ind i min ryg, jeg gik omkuld ved vægten af ham, og al luft blev slået ud af mig. Mit hoved blev presset så hårdt ned i jorden, at jeg næsten druknede i tøsne og græs.
Da han endelig gav slip på mit hoved, spyttede jeg jord og sne ud. Jeg forsøgte at skubbe mig op med ham på ryggen, men han var for stærk, og jorden var for glat. Et sted langt væk hørte jeg politisirener. Det virkede som meget langt væk, men jeg kunne ikke sige det med sikkerhed. Adrenalinen og panikken ændrede min tørst til noget nyt. Jeg var ikke ved at få et blackout, men det føltes, som om jeg kæmpede under vand.
Stellan lo, og jeg mærkede vægten af ham forsvinde. Hans hånd gled ned mellem mine ben, og jeg forsøgte at kravle væk, men det fik ham bare til at begrave sine fingre endnu dybere i mit inderlår. Helt bogstaveligt gravede hans fingre sig ind mit lår, hans negle og fingre rev mine jeans i stykker og flåede mit kød op helt ind i musklen. Jeg skreg, da den stikkende smerte jog gennem mig. Jeg prøvede at få ham væk, og han trak sin hånd tilbage med en kæmpeluns af mit ben. Han lo og viste mig sin håndfuld, og så forsvandt han.
Jeg forsøgte at sætte mig op for at se på mit ben, da det gik op for mig, hvad han havde gjort. Lårpulsåren løber i inderlåret, og hvis den er såret, så forbløder et menneske i løbet af meget kort tid. Uheldigvis gør det samme sig gældende for vampyrer.
Normalt ville mit vampyrhjerte banke meget langsommere, og det ville give min krop en chance for at hele, inden det gik helt galt. Men jeg var skræmt fra vid og sans, og mit hjerte hamrede af sted. Mit blod skvulpede ud på jorden. Når jeg havde blødt som menneske, havde det aldrig føltes sådan her. Der var et ulideligt pres, og smerten gjorde mig svag. For hver dråbe blod kunne jeg fornemme mit liv blive suget ud af mig – som om min krop var ved at blive et stort vakuum.
Jack dukkede op ved min side. Jeg havde nok lagt mærke til, at han nærmede sig, hvis jeg ikke havde været så optaget af blodet. Jeg holdt mine hænder ind over såret i et forsøg på at standse det, men der var et kæmpe hul i mit ben. Min hånd kunne slet ikke dække det. Blodet flød ud, og det gik så stærkt, at jeg ikke kunne nå at hele.
”For helvede, Alice.”
”Hvor er Milo?” spurgte jeg. Min stemme lød svag. Jack lagde sin hånd hen over min og forsøgte at stoppe blodet. ”Er han okay?”
”Han er sammen med Bobby. De har det fint.” Jack bed sig i læben og så sig tilbage over skulderen. ”Lykanterne smuttede, da politiet kom. Vi må væk herfra, inden de finder os.”
Politiet virkede ikke som noget særligt problem efter lykantangrebet, bortset fra at jeg blødte helt vanvittigt. De ville sende mig på hospitalet, og så ville alting blive meget kompliceret, og det kunne jeg ikke klare.
Mit indre brændte og skrumpede ind. Den smertefulde fornemmelse af, at luften blev taget ud af mig sammen med alt blodet, fortsatte. Jeg var så omtåget, at jeg ikke forstod ret meget af det, Jack sagde til mig, og alt flød sammen som i en rød dis. Jeg var ikke bevidst om nogen egentlig blodtørst, for jeg var for svag. Al min styrke sivede ud ad mig og blev erstattet af en intens smerte, som jeg ikke havde mærket før. Jeg begyndte at skrige, men Jack holdt sin hånd ind over min mund. Alt sejlede. En kold vind blæste ind over mig, men jeg mærkede den knap nok. Jeg kunne ikke se noget. Der var kun smerten.
Jeg kunne lugte og smage mit blod på Jacks hånd, og min mave knurrede. Ud af det blå væltede min vilde, dyriske side ind over mig. Jeg forsøgte at kæmpe mig hen mod det velduftende blod, men mine arme kunne ikke flytte sig ud af stedet. De rystede voldsomt, og jeg tænkte, om jeg havde fået et slagtilfælde. Verden snurrede rundt, og jeg var klar til at myrde Jack for at få hans blod. Smerten var så forfærdelig, at jeg ville have myrdet hvem som helst for at få det til at stoppe.
”Alice, drik.” Jeg hørte Jacks stemme i mit øre, men jeg forstod ikke, hvad han mente.
Jeg kunne lugte ham, men det var ikke hans blod, han holdt op til min mund. Det var varmt og frisk og strømmede frit. Jeg ville bare drikke, men jeg kunne ikke finde det. Jeg kunne hverken tale eller bevæge mig. Varm hud pressede sig mod min mund, og jeg mærkede en pulsende åre mod mine læber. Så bed jeg og drak. Næsten omgående blev jeg stærkere, og jeg greb fat i kroppen, jeg drak af. Jeg trykkede vedkommende tættere ind mod mig og drak lystigt.
Jeg så for mig, hvordan Milo dengang havde bidt Jane og lignet et dyr, og
det var sådan, jeg selv spiste nu, men jeg havde ikke noget valg.
Smerten blegnede og blev erstattet af nydelse. Delirisk varme spredte sig i mig. Vellysten eksploderede gennem mig, og jeg drak i større slurke. Jeg kunne mærke, hvor godt det gjorde mig, og jeg nød adrenalinens syrlige eftersmag. En del af mig vidste, at jeg burde stoppe. Jeg havde allerede drukket nok, og jeg havde det bedre. Jeg havde snart drukket mere, end et menneske kunne undvære.
Men resten af mig nægtede. Jeg kunne ikke stoppe. Det føltes så vidunderligt og smagte så skønt. Jeg havde brug for det, og jeg kunne ikke få nok. Ikke før jeg havde drukket det hele.
”Alice!” råbte Jack. Der kom en skarp smerte i mit baghoved, men jeg var ligeglad, indtil smerten til sidst fik til at trække hovedet bagud. Jack trak mig i håret for at få mig til at slippe, men jeg ville ikke. Hvis han trak for hårdt, ville jeg ende med at bide en strube ud.
”Alice! Slip!”
”Jack!” jamrede Milo. ”Få hende til at stoppe!”
Jack blev ved at trække i mig, og jeg knurrede bogstavelig talt ad ham, som en hund der forsvarede sit kødben. Han lagde sin hånd om min hals og klemte. Jeg kunne ikke få vejret, men vigtigere endnu, jeg kunne ikke synke.
Jeg slap, så jeg i stedet kunne bide Jack, så han ville lade mig være, lade mig drikke igen.
Øjeblikket efter jeg havde sluppet, kunne jeg tænke igen. Jeg følte mig rundtosset og fuld, men jeg var ikke længere et vildt dyr. Jack lagde armene om mig for at forhindre mig i at gå efter mere blod, og den blodige hals var allerede trukket væk fra mig. Jeg så op. Milo sad og vuggede Bobby i sine arme, han græd, og det var sådan, jeg fandt ud af det.
”Bobby?” mumlede jeg. Den velkendte, trætte døs, der kom, når jeg havde spist, begyndte at sætte ind. Mit inderlår stak og kløede helt vildt. Det betød, at det var i færd med at hele.
”Du slog ham næsten ihjel, Alice!” råbte Milo til mig.
”Hun var nødt til det, ellers ville hun selv dø!” råbte Jack. Han holdt mig stadig i sine arme, men ikke længere så stramt. Han ville bare holde mig tæt ind til sig. Jeg tørrede Bobbys blod af mine læber og forsøgte at sætte mig op. Vi sad på en sort bakke ved siden af en hvid bygning, og da jeg kiggede op, forstod jeg, at det var den kæmpestore katedral ved siden af parken. Jack havde båret mig herover, væk fra politiet, og så havde han hjulpet mig. Jeg var ved at besvime, men jeg kæmpede imod. Vi var ikke i sikkerhed her, lykanterne var efter os, og jeg måtte gøre noget.
Jeg kunne høre Bobbys hjerte slå, stærkt og stabilt. Jeg havde ikke slået ham ihjel, men han var helt væk. For ikke at nævne, at han var sammen med Milo, og vampyrer hadede at dele deres mennesker med andre vampyrer. Selvom Milo elskede mig, så måtte det have drevet ham til vanvid at lade mig bide ham.
”Jeg skulle aldrig have ladet ham komme med.” Milo strøg Bobby over håret.
”Det var derfor, han fik lov,” sagde Jack.
”Hvad?” Milo så vantro på Jack. ”Tog du ham med for at kunne fodre hende?”
”Han reddede din søsters liv, ikke?” svarede Jack. ”Hun ville ikke være omkommet af blodmangel, men hun havde været for svag til at kunne forsvare mod lykanterne. Hun måtte have noget at stå imod med.”
”Undskyld,” sagde jeg stille. Jeg forsøgte igen at sætte mig op, men jeg havde ikke mere i mig. Jacks arme var stærke og varme, og så overgav jeg mig til ham. Et mørke rullede ind over mig, og jeg besvimede. Jeg vågnede op på gulvet. Efter alt det, jeg havde været i gennem, så havde jeg det overraskende godt. Da jeg åbnede øjnene, var det eneste jeg kunne se, katedralens smukke lofter i guld og hvidt. Bobby lå ved siden af mig i dyb søvn, og jeg mærkede en mærkelig længsel efter ham. Det var ikke kærlighed eller forelskelse, bare en forbindelse. Han havde givet noget af sig selv til mig, og til gengæld havde han også fået noget af mig. Jeg havde aldrig drukket af et menneske før, og det overraskede mig, at jeg følte noget for ham bagefter.
Der var nogen, der talte sammen. Jeg rejste mig. Jeg var stadig sløret og fuld. Vi befandt os oppe på balkonen omgivet af kirkebænke og kors, og Jack, Milo, Peter, Ezra og Olivia stod i den anden ende af balkonen. De havde villet lade mig sove, men det var latterligt, for jeg burde være vågen og stærk. De talte dæmpet, og jeg forsøgte at snige mig over til dem, men jeg snublede og bumpede ind i en bænk.
”Åh gud, hun er vågen,” mumlede Milo. Det lød ikke, som om han var klar til at tilgive mig endnu.
”Hvad sker der?” spurgte jeg, da jeg nåede hen til dem. De stod i en cirkel, og jeg klemte mig ind mellem Jack og Ezra. ”Hvad er det, I laver?”
”Vi ringede efter dem,” sagde Jack. Jeg kunne næsten ikke tro, at han havde ringet efter Peter. Ezra, det kunne jeg forstå, men jeg var ret sikker på, at han hadede Peter mere end nogensinde. ”Vi kunne ikke komme hen til bilen på grund af politiet. Vi ville heller ikke risikere, at lykanterne fulgte efter os hjem.”
”Jeg ringede til Olivia, for hun er den eneste, der for alvor forstår at håndtere dem,” sagde Ezra.
”Og jeg vil gøre alt for dig, min skat,” blinkede Olivia til mig.
Hun var i læderbukser og en lille lædervest uden noget indenunder. Ovenover havde hun sat en eller anden slags armbrøst fast. En lille lædertaske på hendes ryg var fyldt til randen med pile i metal.
”Titanium er stærkt nok til at bryde gennem en vampyrs brystben, så den kan nå ind i hjertet.” Hun så mig beundre våbnet og smilede. ”De gode, gamle træpile når ingen vegne. Det her kan i det mindste give dem lidt modstand.”
”Fedt,” sukkede jeg og så mig omkring. Det gik op for mig, at der manglede en. ”Hvor er Jane?” Jack kneb læberne sammen, og ingen sagde noget. ”Jack? Hvad er der sket?”
”Lykanterne tog hende med,” sagde Jack stille.
”Åh nej.” Jeg kørte hænderne gennem mit hår. ”Det her er et fucking mareridt.”
”Vi får hende tilbage,” lovede Peter. Hans grønne øjne mødte mine, og jeg mærkede Jack rejste børster, men han gjorde ikke noget. ”Vi handler med dem. De får mig i stedet for. Det kan de ikke sige nej til.”
”Vi ofrer ikke dig,” sagde Ezra bestemt.
”Hvorfor ikke?” sagde Jack spydigt. ”Alt det her rod er hans skyld! Han fik næsten Alice dræbt, og hvem ved, hvad der sker med Jane!”
”Vi giver dem ikke nogen,” sagde Ezra og så fast på Jack. ”Vi stopper dem.”
”Hvad hvis vi ikke kan?” spurgte Peter. ”Skal vi så alle dø på grund af mine fejltrin? Det går jeg ikke med til. Det her er min skyld. Det er min krig.”
”Nu er vi alle involveret i den,” sagde Ezra. ”Tror du, at de bare lader os andre gå, hvis de får dig? Det ville være for let.”
”I skulle bare have ladet mig dø i Finland!” råbte Peter. Hans ansigt fortrak sig i smerte. ”Jeg sagde, at I skulle lade mig være dengang! Hvorfor hørte I ikke efter?”
”Jeg er mere end villig til at lade dig dø her,” tilbød Jack.
”Ingen skal dø!” Jeg holdt mine hænder op for at få dem til at tie stille. ”Vi finder på noget! Jeg ved ikke hvad, men … et eller andet finder vi på.”
”Kan I se? Hun er sej,” smilede Olivia til mig.
”Det hjælper i hvert fald ikke at stå her og skændes,” sagde Ezra. ”Lykanterne opsnuser os snart.”
”Måske hurtigere, end du tror,” sagde Olivia og rakte bagud efter en pil.
Jeg kiggede ned fra balkonen, mens hun spændte buen. En beskidt og forpjusket lykant gik op gennem midtergangen. Jeg hørte klikket, da hun spændte buen, og så kiggede han op på os. Hans brune øjne var store og uskyldige. Lige så snart jeg så ham, vidste jeg, at han ikke var sammen med de andre.
”Stop!” råbte jeg. Min stemme gav genlyd, og jeg holdt min hånd op foran hendes armbrøst. Leif stod nede i midtergangen og stirrede op på os. Han ville have taget imod sin skæbne uanset hvad.
”Hvad? Hvorfor?” sagde Jack og så på mig, som om jeg var skør.
”Nej, hun har ret,” sagde Peter. ”Han er ikke som de andre.”
”Leif!” Jeg lænede mig ud over rækværket, som om jeg troede, at det ville gøre det lettere for mig at tale med ham.
”Jeg er ikke sammen med de andre!” råbte Leif tilbage. ”Jeg er kommet for at advare jer! Det vil blive sværere for dem at spore jer, hvis I er sammen med mig. Jeg er den bedste opstøver, de har, men de er tæt på, og Stellan har smagt dit blod. Jeg har kun et par minutters forspring.”
”Hvorfor vil du hjælpe os?” spurgte Ezra. Leif så på Ezra et øjeblik. Så kiggede han over på mig.
”Nu stopper det,” fnøs Milo. ”Er alle vampyrer i verden ude på at duske min søster?”
Men der var ikke noget seksuelt over den måde, Leif så på mig på, og jeg var ikke det mindste tiltrukket af ham. Det handlede om noget helt andet.
”Nej, jeg vil ikke … duske nogen.” Leif virkede usikker på sprogbrugen. ”Jeg har bare fået nok. De er onde sadister, og jeg har set, at vampyrer er i stand til at leve et andet liv. Jeg vil ikke være sammen med dem mere. De burde ikke engang have lov at leve. De er afskyelige.”
”Hvordan vil du foreslå, at vi stopper dem?” spurgte Ezra.
”Helt ærligt, så ved jeg det ikke,” sagde Leif nedtrykt. ”Men jeg vil hjælpe. Hvis I vil bruge mig som madding, er det også okay.
” ”Stoler du på ham?” Jack så alvorligt på mig.
”Ja,” sagde jeg, og Peter nikkede samtykkende.
”Jeg tror, han er i orden,” sagde Milo.
”Hey, hvordan fandt I Jane?” spurgte jeg og så ned på Leif. Det gav mening for mig, at de havde været i stand til at finde mig, for de havde mødt mig tidligere, men jeg forstod ikke, hvordan de overhovedet havde regnet ud, at hun havde forbindelse til os.
”Hun gik rundt inde i byen i dit tøj,” sagde Leif og lød flov. ”Jeg kunne lugte dig på hende. Vi fandt dig i Minneapolis ved at spørge os frem. Gunnar kendte nogen, der kendte Ezra.” Han rødmede af skam. ”Jeg skulle aldrig være taget med, men hvis ikke jeg havde gjort det, så havde de slået mig ihjel, og de ville også have slået dig ihjel. Da vi kom om bord på skibet, forstod jeg, at jeg måtte finde en måde at redde dig på. Det var en massakre.”
”Åh nej.” Jeg tabte kæben, da det gik op for mig. ”Var det jer? Tankeren, der gik på grund i Newfoundland?”
”Jeg er ikke stolt af det, de gjorde, og jeg vil tage min straf,” Leif løftede hagen, da han så på mig. ”Jeg kan forsikre jer, at jeg vil forbedre mig.”
Lyden af smadret glas gav ekko i katedralen, men Leif blev stående. De kulørte mosaikruder splintredes og regnede i små bitte stykker ned over ham, da lykanterne brød ind gennem dem. Lykanterne gik langsomt ind mellem kirkebænkene i retning mod Leif, og de havde Gunnar i front.