SNEEN HANG I luften. Der var knap en uge til jul, og december havde allerede ført rekordmeget sne og kulde med sig. Isen havde ligget tyk i flere uger, men de seneste dages tøvejr havde gjort den tynd og upålidelig.

Martin stod i stævnen af båden, der pløjede sig frem i den rende, som redningskrydseren havde lavet i isen ud til Valö. Han spekulerede på, hvad han egentlig lavede der, og om han virkelig havde truffet den rigtige beslutning. Men Lisette havde været så insisterende. Bønfaldet ham, hvis han skulle være helt ærlig. Familiesammenkomster var ikke hendes stærke side, havde hun sagt, og det ville være meget lettere at holde ud, hvis han var med. Problemet var bare, at et møde med familien antydede en seriøsitet i forholdet, som han i hvert fald ikke følte.

Men sket var sket. Og sagt var sagt. Nu stod han her, på vej ud til den gamle børnekoloni på Valö for at tilbringe to dage sammen med hendes familie.

Han vendte sig om. Fjällbacka var unægtelig uhørt smuk, især her om vinteren, hvor de små træhuse lå omgivet af alt det hvide. Måden det lille samfund var omsluttet af det grå fjeld på, gav det desuden en unik, æstetisk dramatik. Man burde måske flytte hertil fra Tanumshede, tænkte han et øjeblik, men grinede så ved sig selv. Så blev det den dag, han vandt i lotto.

“Kaster du trossen over?” råbte manden på kajen til ham, og Martin vågnede af sine tanker. Han bøjede sig ned og tog tovet, der lå fortil i båden.

Da de kom tilstrækkelig tæt på, kastede han enden af tovet over rælingen, og manden fangede den elegant i luften og fortøjede båden.

“Du er sidste mand. De andre er allerede kommet.”

Martin trådte forsigtigt ned på den glatte bådebro og tog imod den hånd, der blev rakt ham.

“Jeg havde noget at gøre færdig på stationen, inden jeg kunne tage af sted.”

“Ja, jeg hørte, at politimagten ville komme i weekenden. Føles jo trygt.”

Manden grinede og præsenterede sig så som Börje, ejer af pensionatet.

“Det er mig og min kone, der driver stedet. Så jeg er snedker, kok, butler og betroet tjener. Det hele.” Endnu en høj og skraldende latter.

Martin tog sin bagage og fulgte efter Börje op mod de lys, man kunne skimte mellem træerne. “Efter hvad jeg har hørt, har I gjort mirakler med den gamle koloni,” sagde han.

“Det har krævet en del arbejde,” sagde Börje stolt. “Og kapital. Det må jeg indrømme. Men nu er vi kommet pænt i orden. Vi havde faktisk fyldt op hele sommeren og et godt stykke ind i efteråret, konen og jeg. Og vores juleophold har også vist sig at blive en uventet succes.”

“Folk vil vel gerne lidt væk fra juletravlheden,” sagde Martin og forsøgte at lade være med at stønne for meget, mens de gik op ad bakken mod huset. Det var lidt pinligt. Han burde virkelig have bedre kondi end det her, både med tanke på hans alder og hans erhverv.

Han så op fra stien og blev et øjeblik helt benovet. De havde gjort mirakler med det gamle hus. Martin havde, som de fleste, der var vokset op på egnen, været på skoleudflugter eller lejr på Valö, og han huskede et smukt, men noget medtaget grønt hus placeret midt på en enorm græsplæne. Nu var det grønne erstattet af hvidt, og huset skinnede som en diamant. Det var blevet malet og sat i stand, og ud af vinduerne strømmede et varmt lys, der fik den hvide facade til at stråle. Foran trappen stod brændende fakler, og gennem et af vinduerne i stueetagen skimtede han et stort juletræ. Det var uhørt smukt, og han stoppede op et øjeblik bare for at kigge.

“Ja, er det ikke pænt,” sagde Börje og standsede også op.

“Utroligt,” sagde Martin og mente, hvad han sagde.

De trådte ind af hoveddøren og stampede sneen af skoene.

“Sidste mand er ankommet!” buldrede Börjes stemme ude i hallen, og Martin kunne høre, hvordan nogen med hurtige skridt nærmede sig.

“Martin! Hvor er det dejligt, at du er kommet!” Lisette kastede sig om halsen på ham, og han fik igen en følelse af, at han nok ikke burde være der. Ganske vist var hun sød og rar. Men han begyndte at tro, at hun mente det mere alvorligt med deres forhold, end han gjorde. Selv om det var for sent at fortryde. Nu gjaldt det om at overleve weekenden.

“Kom!” Lisette tog ham i hånden og mere eller mindre trak ham med sig ind i det store rum til venstre. Ifølge Martins barndomsminder var det sovesalen, fyldt med køjesenge. Nu var det med sikker hånd forvandlet til en kombineret stue og bibliotek. Midt i rummet tronede det gigantiske juletræ, pyntet efter alle kunstens regler.

“Her er han!” tilkendegav Lisette triumferende. Hendes familie stirrede på Martin. Han bekæmpede trangen til at trække ud i skjortekraven og vinkede i stedet lidt åndssvagt. Et puf i siden fra Lisette fik ham til at indse, at der nok forventedes lidt mere af ham, og han begyndte metodisk at arbejde sig igennem rummet fra venstre mod højre. Lisette gik ved siden af ham og fortalte ham med tydelig stemme, hvem han gav hånd til.

“Det her er min far Harald.” En stor mand med et stort, viltert hår og lige så viltert overskæg rejste sig op og pumpede frenetisk hans hånd.

“Og det er min mor Britten.”

“Jeg hedder egentlig Britt-Marie, men ingen har kaldt mig andet end Britten, siden jeg var fem år.” Lisettes mor rejste sig også, og Martin blev slået af, hvor meget mor og datter lignede hinanden. Samme nydelige figur, samme nøddebrune øjne og mørke hår, selv om Brittens havde en del grå stænk.

“Hvor hyggeligt endelig at møde dig,” sagde Lisettes mor, da hun satte sig ned.

Martin mumlede noget lignende til svar og håbede, at den hvide løgn ikke var alt for åbenlys.

“Og her har vi farbror Gustav,” sagde Lisette. Det var tydeligt, at den mindre og mere vindtørre version af faren ikke var en af hendes yndlingsslægtninge.

“Glæder mig at træffe dig,” sagde Gustav Liljecrona afmålt og bukkede endda let. Martin spekulerede på, om det forventedes af ham, at han gengældte bukket, men bestemte sig for at svare med et let nik. Gustavs kone, som var næste mand – eller kvinde – i rækken, vakte heller ingen varmere følelser hos Lisette efter tonefaldet at dømme.

“Min tante, Vivi.”

Martin fik en tør, rynket hånd i sin. En hånd, der stod i skarp kontrast til hendes ansigt, som var så fri for rynker, at huden virkede lige så spændt som skindet på en tromme. Han var overbevist om, at han ville få sporene efter adskillige kirurgiske indgreb at se, hvis han kiggede bag hendes ører, men det lykkedes ham med besvær at afholde sig fra at gøre det.

Åbenbart var der mere familiekærlighed mellem Lisette og den mand, som sad ved siden af tante Vivi, for “min fætter Bernard,” sagde hun med både varme og glæde i stemmen. Men selv følte Martin en instinktiv modvilje mod den elegant klædte mand i trediverne. Håret var slikket tilbage i en frisure, som af uransagelige årsager var så populær i finanskredse.

“Nå, så det er Lisettes politimand …” sagde han på drævende stockholmsk, og selv om udsagnet i sig selv var både korrekt og højst uskyldigt, anede Martin, at noget andet lurede bag det nonchalante tonefald. Noget nedsættende, som han ikke rigtig kunne sætte fingeren på.

“Ja, netop,” svarede han kort og flyttede blikket til pigen ved fætter Bernards side.

“Bernards søster, Miranda,” sufflerede Lisette, og det gibbede i Martin, da han tog den udstrakte hånd. Kusine Miranda var slående smuk. Omkring femogtyve, med samme kulsorte hår som sin bror, men længere, og med utroligt blå øjne, som nu var rettet mod ham. Martin mærkede, hvor dan han et øjeblik mistede koncentrationen. En let rømmen fra Lisette fik ham til at indse, at han formentlig havde holdt kusinens hånd en anelse for længe, og han slap den, som havde han brændt sig.

“Min bror, Mattias. Men han bliver bare kaldt Matte,” sagde Lisette med istappestemme, og Martin skyndte sig at flytte fokus til Lisettes ældre bror. Broren havde et åbent og venligt ansigt og rystede entusiastisk Martins hånd.

“Jeg har hørt så meget om dig! Lisette har ikke talt om andet end dig siden i sommer. Enormt hyggeligt endelig at møde dig!”

Der blev en dramatisk pause, og så sagde Lisette:

“Sidst, men ikke mindst – farfar Ruben!”

Martin stod nu foran en ældre mand i kørestol. Ruben havde lånt træk til begge sine sønner, men selv var han krøbet til barnestørrelse og sad i sin kørestol med et ternet tæppe over benene. Håndtrykket var, på trods af dét, overraskende fast, og blikket var livligt.

“Sååå, dette er den unge mand,” sagde han med et skælmsk smil, og Martin følte sig som en skoledreng foran rektor. Der var noget uhyre imponerende over den gamle mand, og Martin kendte jo til hans historie. At han var født fattigere end en kirkerotte, men siden fra ingenting havde opbygget et imperium, som i dag omsatte for milliarder verden over. Jo, den historie kunne de fleste svenskere.

“Så er maden serveret!” lød en kvindestemme fra døråbningen, og alles blikke blev vendt mod den. En kvinde i gammeldags hvidt forklæde stod i døren og pegede ind i spisesalen. Martin gik ud fra, at det var Böjes kone.

“Ja, nu skal det virkelig gøre godt med lidt mad,” sagde Harald Liljecrona og begav sig som den første hen mod det dækkede bord. De øvrige fulgte i samlet trop, men først kunne Martin få lov at more sig over en scene, hvor flere af familiemedlemmerne kastede sig hen mod Rubens kørestol i kamp om at komme først. Lisette, der stod nærmest, gik sejrrigt ud af striden, og hun kastede et triumferende blik hen mod tante Vivi. Åbenbart foregik der her ting, som Martin ikke var indviet i. Han sukkede endnu en gang lavt. Det ville blive en meget, meget lang weekend.

Lisette mærkede de andres blikke i ryggen, da hun rullede farfar Ruben hen mod spisesalen. Triumfen fik kinderne til at gløde, og hun håbede, at denne sejr var en indikation af, hvem der ville vinde det store slag. Dét om hendes farfars penge. Nogle gange gøs hun ved tanken om, hvor mange penge der en dag kunne blive hendes. Det drejede sig ikke bare om millioner, men milliarder. Det gjaldt bare om at holde sig gode venner med den gamle og håbe, at de andre gjorde sig upopulære en efter en. Hvilket ikke var helt urealistisk. Hun vidste med sikkerhed, at både hendes far og farbror var på vej til at brænde deres skibe; de ville ikke være de største forhindringer på vejen. Heller ikke Bernard og Miranda for den sags skyld. Nej, hendes værste konkurrent til arven var Matte. For øjeblikket var hun nødt til at indrømme, at han var en større favorit hos hendes farfar end hun selv. Men hun var sikker på, at det var midlertidigt. Hvis hun bare ventede, ville Matte nok også vise en svaghed, som hun kunne udnytte.

“Åh, undskyld!” Hun var lige ved at køre ind i Martins skinneben og stoppede op for at slippe ham forbi. Et øjeblik spekulerede hun på, om det nu også var så gennemtænkt at tage ham med. Men hun havde været så forhippet på at vise sin farfar, at hun var blevet voksen og moden, og en fast kæreste, der desuden var politimand, passede godt ind i billedet. Men hun kunne godt have ønsket sig, at han ikke havde virket så klodset, da han præsenterede sig. Det havde været nok at kaste et blik på Bernard for at se, hvad han mente om Martin, og hun spekulerede på, om alle havde tænkt det samme. Vel var Martin sød og tiltalende, men det var tydeligt, at han ikke var nogen verdensmand. Men nu måtte hun fortsætte med legen og simpelthen komme igennem weekenden. Hun kørte sin farfar ind i spisesalen.

Synet af al den mad, der var dækket op med langs hele den ene langvæg, var overvældende. Bordet bugnede af gode sager: skinke, flæskerullepølse, sildesalat, marineret sild, frikadeller, små pølser og så videre i det uendelige. Der var alt, hvad man kunne ønske sig på et julebord, og Martin hørte forlegent, hvordan hans mave knurrede højlydt.

“Drengen er nok sulten,” grinede Harald og dunkede Martin i ryggen.

“Ja, det skal gøre godt med en bid brød,” svarede han og smilede anstrengt. Han håbede ved gud, at Lisettes far ikke ville gøre det til en vane at omtale ham som “drengen” og dunke ham i ryggen.

Et øjeblik senere havde alle fyldt tallerknerne og sat sig ved det smukt opdækkede spisebord. Uden for vinduet var det stille snevejr slået over i noget, som snarere lignede storm. Börje gik rundt om bordet og hældte snaps i glassene. Han så bekymret ud.

“Det ser ikke godt ud det her. Ifølge vejrudsigten bliver det rigtigt uvejr. Det kan blive svært at komme til fastlandet, hvis der bliver behov for det,” sagde han og nikkede ud mod snevejret.

“Vi skal nok klare os,” sagde Ruben med sin tørre gammelmandsstemme. “Vi skal jo ikke noget før på søndag, og det ser ikke ud, som om vi kommer til at sulte ihjel.”

Alle grinede ad hans kommentar. Lidt for højt og lidt for hjerteligt. En misfornøjet rynke viste sig mellem Rubens buskede øjenbryn; formentlig var han godt træt af spytslikkeriet. Et kort øjeblik mødtes deres blikke, og Martin indså, at den gamle vidste præcis, hvad han tænkte. Han slog blikket ned og koncentrerede sig om at lægge en klat sennep på en af de små pølser.

“Nå, Bernard,” sagde Ruben og rettede opmærksomheden mod sit ene barnebarn. “Hvordan går det egentlig med firmaet? Der går en del rygter på børsen.”

Der opstod et øjebliks trykkende tavshed, før Bernard svarede:

“Kun ondsindede rygter. Firmaet går bedre end nogensinde.”

“Jaså, det er ikke, hvad jeg har hørt,” sagde Ruben mildt. “Og mine kilder er jo … som du ved … at betragte som højst pålidelige.”

“Ikke noget ondt om dine kilder, farfar Ruben, men jeg kunne tænke mig, at det drejer sig om personer, der ikke ligefrem opererer i fronten længere. Så hvad de skulle kunne vide om …”

Et skarpt blik fra Vivi fik Bernard til at tie. Med en anelse spagere stemme sagde han:

“Ja, jeg kan bare sige, at dine kilder tager fejl. Vi kommer til at fremlægge gode tal ved årsregnskabet.”

“Og hvad med dig, Miranda. Hvordan går det med dit designfirma?” Rubens blik var lige så gennemtrængende som røntgenstråler, og Miranda vred sig i stolen, da hun svarede:

“Nja, vi har været lidt uheldige. En del ordrer er blevet afbestilt i sidste øjeblik, og vi har måttet lave en hel del arbejde gratis for at skaffe referencekunder, og …”

Ruben holdt en benet hånd i vejret. “Tak, tak, det rækker. Jeg kan se billedet for mig. Der er med andre ord ikke så meget tilbage af den kapital, jeg investerede i firmaet?”

“Nja, farfar, jeg ville have talt med dig om det …” Hun snoede en lok af sit smukke, mørke hår omkring den ene finger og så indsmigrende på den gamle mand.

“Børnene er så dygtige og arbejder utrolig hårdt. Ja, Gustav og jeg ser dem næsten ikke derhjemme for tiden, de bare arbejder og arbejder og arbejder …” Vivi forsøgte at redde situationen og sludrede løs, mens hun nervøst trak i sin perlekæde.

Nu begyndte pølsebidderne at vokse i munden på Martin. Middagen havde taget en ubehagelig vending, og han søgte Lisettes blik. Men hun sad, lige som de andre familiemedlemmer, i spændt forventning og iagttog sultent ordvekslingen.

“Nogen planer om snart at begynde at arbejde, Lisette?”

Lisettes mund lukkede sig hurtigt, da hendes farfar pludselig fokuserede på hende.

“Jeg … jeg … læser jo,” stammede hun nervøst og syntes at krympe i stolen.

“Ja, jeg ved godt, at du studerer,” sagde Ruben tørt. “Det er mig, der har finansieret dine studier. I otte år. Jeg spekulerer bare på, om det ikke er på tide at omsætte en del af al denne viden i praksis?”Tonefaldet var stadig bedragerisk venligt, men Lisette kiggede skræmt ned i skødet, da hun mumlede: “Jo, farfar.” Han fnøs og så dernæst på sine sønner.

“Lidt problemer på arbejdet har jeg hørt.”

Martins trænede øje så, hvordan Harald og Gustav udvekslede et hurtigt øjekast. Det var en lynhurtig ordløs udveksling, men i den nåede Martin at læse had og angst.

“Hvad har far nu hørt?” sagde Harald endelig og lod spørgsmålet akkompagneres af et muntert, men overfladisk smil. Det, der forrådte hans virkelige følelser, var hænderne, der manisk rev en serviet i bittesmå stykker, mens han talte. “Det hele kører, som det plejer. Business as usual, du ved. Præcis som i din tid.”

“Min tid,” fnøs Ruben. “Du ved udmærket godt, at ‘min tid’ ikke ligger mere end to år tilbage. Du får det til at lyde, som om det er hundrede år siden, at jeg stod ved roret. Og havde jeg ikke fået de der …,” han ledte efter det rette ord, “… helbredsproblemer,” så havde jeg stadig stået der. Men jeg har stadig mine kilder i firmaet. Og jeg har hørt ting, som er meget bekymrende.” Han truede med fingeren og flyttede blikket mellem Harald og Gustav.

Efter et appellerende sideblik fra Harald rømmede Gustav sig og tog ordet. “Som Harald sagde, er alt, som det skal være. Jeg forstår ikke, hvad du kan have hørt …”

Igen fnøs Ruben, og spyttet stod til alle sider, da han udbrød:

“Hvor er I dog en sørgelig forsamling!

I har hængt i mine seler hele livet, levet af mine penge og bare forventet at få stukket en guldske i munden, så snart I åbner den! Og jeg har mod bedre vidende givet jer utallige chancer, postet endnu flere penge i jeres virksomheder og ladet jer,” han nikkede mod sine sønner, “lede firmaet efter mig, fordi jeg så gerne ville lade det gå i arv i familien. Men I har alle sammen svigtet mig! I har forødet og spenderet og ødslet med det, jeg har givet jer. Og nu kan det være nok!”

Ruben slog næven i bordet, og alle for sammen. Martin havde instinktivt lyst til at flygte fra den mildest talt ubehagelige situation, som han var havnet i. Men samtidig havde han det, som når man kører forbi en trafikulykke. Man kan ikke lade være med at kigge.

“Jeg gør jer arveløse hele bundtet, bare så I ved det! Testamentet er skrevet, underskrevet og bevidnet, og I får kun det, som jeg ifølge loven er nødt til at give jer. Forskellige udvalgte velgørende organisationer vil prise sig lykkelige for den dag, jeg dratter af pinden, for de får resten!”

Hele familien stirrede på manden i kørestolen. Det var, som om nogen havde trykket på en knap og fastfrosset billedet, for alle sad bomstille. Ikke en lyd var der at høre i salen, bortset fra Rubens hvæsende åndedrag og stormen, der nu brølede som et vildt dyr uden for vinduet.

Udbruddet måtte have gjort ham tørstig, for Ruben løftede sit vandglas med rystende hånd og drak grådigt hele glasset. Der var stadig ingen, som sagde noget, og ingen bevægede sig. Ruben stillede glasset ned, og det så ud, som om gassen langsomt gik ud af ham, som en punkteret ballon.

En let dirren i ansigtet var det første forvarsel om, at noget ikke var, som det skulle være, efterfulgt af en diskret trækning i ansigtets højre side, der siden forplantede sig til den venstre. Derefter begyndte der at gå trækninger igennem hele kroppen. Først næsten umærkeligt og så i stadig voldsommere spasmer. En guttural lyd trængte op nede fra struben, og hele den lille tørre krop rystede i stolen. Nu begyndte de andre at reagere.

“Farfar!” skreg Lisette og kastede sig hen imod ham. Selv Bernard kom hurtigt på benene, men begge blev rådvildt stående, usikre på hvad de skulle gøre. Bernard forsøgte at holde fast i Rubens magre skuldre, men rystelserne var så kraftige, at det ikke kunne lade sig gøre at holde imod.

“Han dør, han dør!” skreg Vivi og trak så hårdt i perlekæden, at tråden gik i stykker og en kaskade af perler fløj hen over gulvet.

“Men så gør dog noget!” råbte Britten og så sig hjælpeløst omkring.

Martin løb hen mod Ruben, men i samme øjeblik, som han nåede hen til den gamle mand, stoppede spasmerne brat, og Rubens hoved faldt med et uhyggeligt bump ned i bordet og tallerknen. Med tommel- og pegefingeren omkring Rubens tynde håndled forsøgte Martin at finde en puls, men blev efter et stykke tid nødt til at sige:

“Han er død. Jeg er ked af det.”

Et nyt skrig undslap Vivi, og hun famlede efter den halskæde, der ikke længere eksisterede.

Fra køkkenet kom Börje og hans kone løbende, og Harald råbte til dem:

“Ring efter en ambulance. Min far har fået et eller andet slags anfald. Vi må have noget hjælp herud!”

Börje rystede dystert på hovedet. “Desværre ser stormen ud til at have revet nogle telefonledninger ned. Jeg prøvede telefonen for et stykke tid siden. Den virker ikke.”

“Det havde alligevel ikke hjulpet noget, er jeg bange for,” sagde Martin og rejste sig op. “Han er som sagt allerede død.”

“Men hvad skete der?” snøftede Britten. “Fik han et hjerteanfald? Eller et slagtilfælde? Hvad var det, der skete?”

Martin havde først tænkt sig at trække på skuldrene for at vise, at han ikke vidste det. Men så snusede han lidt ud i luften. Der var en lugt, som hang omkring den ældre mands plads … en lugt, som han burde kunne genkende … Han lænede sig hen over Ruben, hvis ansigt stadig hvilede blandt sild og frikadeller, og snusede lidt mere ind. Jo, der var den. Svag, men markant. Lugten af mandel. Lugten af noget, som ikke burde være der. Han rakte efter det glas, som Ruben havde drukket af, og stak næsen derned. En tydelig lugt af bittermandel slog imod ham og bekræftede hans mistanke.

“Han er blevet myrdet.”

Hjertet slog hurtigt i brystet, da hun så på sin farfar Rubens isse. Han var så stille.

Miranda holdt hårdt fast i bordpladen og kunne ikke fjerne blikket fra den døde. Samtidig havde vreden efter raserianfaldet endnu ikke lagt sig, og hun måtte bekæmpe en lyst til at sparke ham over skinnebenet. At overfalde hende på den måde! Foran alle de andre. Ikke bare hendes egen familie, men også fætrene, og hendes tante og farbror, som havde siddet der og betragtet hende som glubske ulve, parate til at flå resterne til sig efter at førerulven havde taget det, han ville have.

Hvorfor kunne han ikke have givet hende mere tid? Han om nogen burde vel vide, hvor lang tid det tager at bygge en virksomhed op fra grunden. De burde have kunnet løse det her, han havde jo alligevel så mange penge. Et par millioner til havde da ikke kunnet mærkes. Det var jo småpenge for ham. Og stakkels Bernard. Han havde heller ikke fortjent at blive hudflettet på den måde. Ham der havde arbejdet så hårdt og virkelig havde alle chancer for at få succes. Hvis han også bare havde fået lidt mere tid … og penge.

Herregud! Tænk, hvis han allerede havde nået at ændre testamentet! Tanken slog Miranda med en sådan kraft, at hun måtte hive efter vejret. Neglene gravede sig endnu dybere ned i spisebordets træ, og hun mærkede tårerne trænge sig på i øjenkrogene. En frygtelig tanke slog ned i hende. Tænk, hvis farfar Ruben allerede havde gjort alvor af sin trussel. Han havde måske kontaktet en advokat og fået foretaget alle ændringerne allerede inden denne weekend. Ja, sådan forholdt det sig selvfølgelig. Så snu og ondskabsfuld var den gamle djævel, det var hun helt sikker på. Han ville bare have fornøjelsen af at se dem krybe for sig og skabe sig, inden han leverede nådestødet.

Af det han ifølge loven var tvunget til at give dem, efter at han havde trukket det fra, som de allerede havde fået, ville der kun være smuler tilbage til dem alle. Kunne de endda risikere at ende med gæld? Hun der allerede var gældsat til op over begge ører! Miranda mærkede, hvordan luften blev stadig sværere at indånde. Hun skulede rasende til den myrdede i hans kørestol.

Resten af aftenen forløb som i en tåge. Martins ord havde først fremkaldt en øredøvende tavshed i rummet. Siden havde de udløst en kakofoni uden lige. Ingen ville først tro ham, men han havde roligt forklaret, at lugten af bittermandel var en stærk indikation på forekomsten af cyanid. Rubens anfald stemte også med følgevirkningen af den uhyre stærke gift.

Han havde bedt Börje om en papirpose, som han så forsigtigt havde lagt glasset ned i. Det skulle analyseres, og han ærgrede sig over, at han havde rørt ved glasset uden at tænke sig om. Han kunne jo havde ødelagt værdifulde fingeraftryk.

“Vi må se at komme til fastlandet,” sagde han myndigt til Börje. I tankerne var han allerede begyndt at remse alle de foranstaltninger op, der skulle træffes. Sammenkalde de andre på stationen. Skaffe bevismateriale. Sørge for, at den døde krop kom til retsmedicinsk institut, og ikke mindst indlede vidneforhør. Kom de nu bare hurtigt ind til fastlandet, ville processen med at finde morderen kunne tage sin begyndelse.

“Det går ikke,” sagde Börje lavmælt. Han pegede mod stormen, som peb uden for vinduet, og sneen, som faldt i så store mængder, at det lignede en hvid mur.

“Hvad går ikke?” sagde Martin frustreret. “Vi må da kunne komme ind til fastlandet!”

“Ikke i det vejr. Det er umuligt.” Börje slog ud med hænderne.

“Men vi skal jo ikke så langt.” Martin kunne høre irritationen i sin egen stemme og indskærpede over for sig selv, at han blev nødt til at dæmpe sig lidt. Han om nogen var nødt til at bevare fatningen.

“Börje har ret,” tilføjede hans kone. “Vi ville aldrig kunne sejle ud med båden. Vinden blæser lige mod bådebroen, og med den stormstyrke er det umuligt. Nej, vi er ganske enkelt nødt til at vente, indtil det løjer af.”

“Så må vi ringe efter redningstjenesten,” sagde Martin resolut.

“Telefonen virker jo ikke, hørte du ikke det?” sagde Bernard i et tonefald, der tydeligt viste, at han tog Martin for at være idiot.

“Der findes jo mobiltelefoner!” Martin flåede sin telefon op af lommen, men mærkede hvordan hjertet sank, da han så, at der ikke var en eneste streg på displayet, der indikerede forbindelse.

“Fandens også!” råbte han. Det lykkedes ham med nød og næppe at afholde sig fra at kyle telefonen ind i væggen.

“Sagde det jo,” sagde Bernard med et slet skjult grin, som gav Martin lyst til at slå ham.

“Mener I, at vi er fanget her?” snøftede Miranda og hang sig i Mattes arm. Han lod ikke til at tage notits af hende, men så bare med tårefyldte øjne på manden, der lå hen over bordet.

Først nu gik det op for Martin, at Matte var den eneste, som var sluppet fra den fornedrende udspørgen ved bordet, og at han nu også var den eneste, der udviste sorg. Som for at bekræfte Martins tanker gik Matte hen til den gamle mand, løftede ømt hans hoved op fra tallerknen og begyndte forsigtigt at gøre hans ansigt rent med en serviet. Alle stirrede som hypnotiserede på Matte, men ingen gjorde mine til at hjælpe ham. Da Rubens ansigt var rent, lænede Matte ham forsigtigt op ad kørestolens ryglæn og rettede på tæppet, som han havde over benene.

“Tak, Matte …” sagde Britten og sendte sin søn et varmt blik.

“Vi burde lægge ham et sted, hvor der er koldt,” sagde Martin og undgik at se på Matte. “Hvis vi ikke kommer herfra, er det vigtigt, at vi bevarer … beviserne.” Han udtrykte sig sikkert klodset, men lige nu var han den eneste, der kunne beskytte efterforskningen og sørge for, at skaden blev så lille som mulig. Der befandt sig en morder et sted i dette hus, og han havde ikke tænkt sig at lade den person slippe af sted med det.

“Vi lægger ham i kølerummet,” sagde Börje og trådte frem for at hjælpe til.

“Det er fint,” svarede Martin kort. Transporten til kølerummet blev lettet af, at liget sad i en kørestol, og Martin kunne selv køre ham helt ind.

“Kan det lade sig gøre at låse døren?” spurgte han Börje, der nikkede og pegede på en hængelås ved siden af døren.

“Vi skulle jo gerne undgå, at vores gæster hugger oksefileten,” forklarede han med et skævt smil, som hurtigt blegnede, da det ikke blev besvaret af Martin.

Efter at have låst Rubens lig inde vendte Martin og Börje tilbage til spisesalen, hvor alle stod præcis på samme sted, som da han forlod dem nogle minutter før. Ingen virkede i stand til at røre sig.

“Vi går ind i biblioteket,” sagde Martin og nikkede i retning af rummet i den anden ende af hallen. “Börje, er der noget cognac?” Pensionatets ejer nikkede og løb af sted for at hente flasken. “Kan det lade sig gøre at tænde op i pejsen herinde …” han ledte i sin hukommelse, men spekulerede på, om han havde hørt en anden betegnelse end “konen” på den kvindelige del af deres værtspar.

“Kerstin, jeg hedder Kerstin,” tilføjede hun. “Jo, det kan sagtens lade sig gøre. Nu skal jeg ordne det.”

Hun forsvandt også, og Martin så nu opfordrende på alle medlemmerne af familien Liljecrona, eftersom ingen endnu havde rørt sig ud af flækken.

“Så går vi derind. Kom nu.” Han gik forrest og gik ud fra, at de andre ville følge efter.

En efter en kom de ind i biblioteket og slog sig ned. Kerstin var i fuld gang med at tænde op, og netop som alle havde sat sig, kom Börje springende med en flaske cognac. Han fandt nogle cognacglas frem fra et stort skab og hældte et ordentligt skvæt op i dem.

“Er det den normale procedure for politiet her på egnen,” spurgte Gustav mat, men skyllede taknemmeligt det glas ned, som Börje gav ham, og rakte det straks frem igen for at få det fyldt op.

“Nja, det ville jeg ikke sige,” sagde Martin og smilede blegt. “Men intet i den her situation føles jo specielt normalt. Så vi må prøve os frem.” Et øjeblik følte han en stærk længsel efter Patrik Hedström, hans nærmeste kollega på Tanumshede politistation. Han havde ikke nået at arbejde så længe sammen med ham, men beundrede ham allerede enormt. Det ville have været trygt at have ham der. Han ville sikkert have vidst, hvad der skulle gøres. Men nu var situationen, som den var, og Martin måtte klare det selv. Og han havde ikke tænkt sig at skuffe Patrik. Det var jo kun et spørgsmål om sund fornuft og at tage en ting ad gangen.

“Eftersom vi ikke kan komme ind på stationen, må jeg tage jeres vidneforklaringer her i stedet. Jeg vil gerne tale med jer, en efter en, og jeg forudsætter, at I alle samarbejder, så vi kan komme til bunds i det, der er sket?” Han lod blikket hvile på dem alle sammen, og ingen virkede til at have indvendinger.

“Så foreslår jeg, at du og jeg begynder.” Martin nikkede mod Harald.

Hånden med cognacglasset rystede. Ængsteligt lod hun blikket følge sin mands brede ryg, da den forsvandt ud ad døren. Hun var bekymret for ham. Bekymret for, hvordan han ville klare presset. Harald så så stærk ud. Solid. Men Britten vidste, at det slet ikke var rigtigt. Et langt ægteskab havde lært hende, at hendes store bulderbasse af en mand egentlig stadig var en skræmt lille dreng. Og det gav hun Ruben skylden for. Han havde været for hård. Krævet for meget. Forventet at hans drenge skulle være gjort af det samme stof som ham selv. Men det var der ingen af dem, som var. Gustav så i det mindste lige så svag ud, som han var, og var derfor sluppet bedre fra det. Harald havde derimod altid givet indtryk af styrke, af kraft, udelukkende via sin størrelse, og ingen havde nogensinde kunnet forstå den svaghed, der fandtes inden i ham. Jo, hun mente nok, at Ruben egentlig godt vidste det inderst inde, men havde valgt at lukke øjnene, og det hadede hun ham for.

Det job, han havde givet Harald, var dømt til at blive en fiasko allerede fra begyndelsen. Og tanken om at lade Gustav og Harald arbejde sammen … ja, den var så vanvittig, at hun spekulerede på, om Ruben virkelig var ved sine fulde fem, da han fremlagde forslaget. Men hans drenge havde selvfølgelig bidt på. Så ivrige, at deres tunger nærmest hang dem ud af halsen. Savlende af lyst efter at få lov at bevies over for deres far, at de duede til noget. Alle fadæserne ville kunne fejes bort på en gang. Det her var chancen, nu kunne de vinde deres fars respekt, endelig, efter så mange år. Ja, måske endda hans kærlighed, havde de nok dristet sig til at tænke, brødrene. I stedet var det blevet en stor fiasko. Hun have set, hvordan Harald kom hjem fra kontoret, mere og mere grå i ansigtet for hver dag. Mere og mere sammensunket. Hjerteanfaldet for et år siden havde været ventet. Og i et stykke tid havde det næsten givet hende håb. Harald havde jo trods alt overlevet, og nu burde hans far vel alligevel kunne se, at opgaven var mere, end sønnen kunne magte. Men nej. Ruben havde sendt en buket blomster til sygelejet og så i næste øjeblik spurgt, hvornår han var klar til at blive spændt for vognen igen.

“Hvad tror du, han siger?” hviskede Gustav til Britten. “Tror du, at han …”

“Jeg ved det ikke, Gustav,” sagde hun tvært. Der var noget ved svogerens klynkeri og evige dukken sig, som gav hende knopper.

“Jeg håber virkelig ikke, at han …” Den pibende stemme igen i et alt for højt toneleje, der fik ham til hviskende at gentage: “Jeg håber virkelig ikke, at han …”

“Hold så op!” Brittens tonefald, mere end ordene, fik ham til at holde inde midt i sætningen. “Det er lige meget, hvad Harald siger eller ikke siger. Grænsen er nået, og det er lige så godt, at det hele kommer på bordet.”

“Men …” forsøgte Gustav. Hans blik flakkede nervøst. Men Britten havde fået nok. Hun vendte ham ryggen og satte sig med ansigtet mod stormen uden for vinduet. Der var ikke mere at diskutere.

“Du er den ældste søn, forstår jeg.”

“Ja.” Harald Liljecrona stirrede tomt frem for sig. De havde fået lov at låne Börjes og Kerstins kontor og sad nu på hver sin side af et overlæsset skrivebord. Kerstin havde hjulpet Martin med at grave en notesblok frem og en kuglepen, der virkede, og han sad klar til at notere de oplysninger ned, han fik. Han ville have foretrukket en båndoptager præcis lige som på stationen, men han måtte simpelthen nøjes med det, der var til rådighed.

“Ja, jeg er ældste søn,” gentog Harald og flyttede blikket til Martin.

“Og du arbejder i familiefirmaet, kan jeg forstå?”

Harald slog en latter op, en lidt mærkelig, alt for lys latter til en mand med et så imponerende korpus. “Ja, hvis man kan kalde en verdensomspændende koncern i milliardklassen for et ‘familiefirma’.”

“Og hvad er din rolle i firmaet?” Martin studerede ham intenst.

“Jeg er administrerende direktør. Gustav er økonomidirektør.”

“Hvordan fungerer samarbejdet jer imellem?”

Igen den der mærkelige latter. “Nja, det var vist ikke en af fars bedste idéer. At give os overlappende ansvarsområder. Vi har aldrig kunnet enes, Gustav og jeg. Det er ingen hemmelighed, du får sikkert værre ting at høre end som så af en af de andre, frem for alt af Vivi. Hendes tunge er som skabt til at sprede gift …” Han tav, men fortsatte så: “Måske håbede far, at Gustav og jeg ville komme hinanden nærmere, hvis vi blev nødt til at arbejde sammen til dagligt. I stedet forværrede det situationen.”

“Og var det noget specifikt, han hentydede til, da han under middagen spurgte, hvordan det gik med firmaet?”

Nu udeblev latteren.

“Jeg har ingen anelse om, hvad han talte om. Ganske vist kan Gustav og jeg ikke altid enes, og nogle gange flyver porcelænet gennem luften på kontoret – billedligt talt – men nej, jeg forstår ikke, hvad far kan havde hørt, der motiverede den kommentar.”

“Du har altså ingen anelse?”

“Nej,” svarede Harald afmålt og markerede tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at svare på det spørgsmål, heller ikke selv om han kunne.

“Har du nogen teorier om, hvem der kan have ønsket at myrde din far?” spurgte Martin og ventede spændt på svaret med kuglepennen svævende over blokken.

“Ja, du hørte jo selv tonen ved bordet. Hvem af gribbene derude tror du ikke gerne havde set ham død?” Svaret kom spontant, men så virkede det, som om Harald fortrød sin kommentar. “Nja, så slemt er det måske heller ikke. Altså vi har jo haft vores kampe inden for familien, det skal jeg ikke benægte. Men derfra og så til at myrde ham … Nej, jeg har ingen anelse.”

Martin stillede endnu en håndfuld spørgsmål, men afsluttede forhøret, da han mærkede, at han ikke kom længere.

Den næste person, som slog sig ned over for Martin, var Miranda. Han havde ikke noget særligt system for i hvilken rækkefølge, han bad familiemedlemmerne komme ind, men regnede med at afhøre dem alle sammen.

Hun så lille og skrøbelig ud, som hun sad der. Det sorte hår, der før havde været slået ud, havde hun nu samlet i en stram hestehale, hvilket fremhævede hendes smukke træk endnu mere.

“Det er jo forfærdeligt, det her,” sagde hun med dirrende underlæbe. Martin bekæmpede lysten til at lægge armene omkring hende og sige, at alting nok skulle blive godt igen. Han blev irriteret på sig selv. Sådan en reaktion var ikke særlig professionel.

“Ja, det er det virkelig,” sagde han i stedet tøvende og trommede let med kuglepennen mod blokken.

“Ved du noget om, hvem der kunne tænkes at have myrdet din farfar?”

“Nej, absolut ikke,” snøftede Miranda. “Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan det her kunne ske! Hvordan kan nogen gøre noget så forfærdeligt?”

Martin rakte hende forlegent et papirlommetørklæde, som han fandt i en beholder på skrivebordet. Grædende kvinder havde altid gjort ham pinlig berørt. Han rømmede sig.

“Efter hvad jeg forstod ved middagen, var din farfar ikke helt tilfreds med, hvordan I varetog jeres økonomiske forhold.” Han kunne godt selv høre, hvor stift det lød.

“Farfar har altid været så generøs mod sine børn og børnebørn,” snøftede hun. “Han lånte mig startkapital til mit designfirma, og hvis jeg bare havde fået lidt mere tid … og måske en lillebitte smule mere kapital, så var det lykkedes for mig, det ved jeg. Men jeg har været så forfærdelig uheldig hele vejen, og kunderne har ikke rigtig kunnet finde frem til mine ting og …” Hun snøftede igen og afsluttede ikke sætningen.

“Så din farfar havde lånt dig penge. Og nu er de sluppet op, og du havde tænkt dig at bede ham om flere? Er det rigtigt forstået?”

Miranda nikkede. “Ja, jeg havde bare brug for omkring en million i tilskud, så kunne jeg få den tid, jeg behøvede for at lette. Modebranchen er hård, og man må turde satse for at få succes!” Hun slog med nakken, og læben holdt op med at dirre.

“Du havde altså tænkt dig at bede din farfar om en million?”

“Ja.” Den trodsige bevægelse med hovedet igen. “For ham er det jo småpenge. Er du klar over, hvor meget den gamle har på bankbogen!”

Hun himlede med øjnene mod Martin, men så så ud til at tage sig i det, hvorefter læben begyndte at dirre igen.

“Så du havde altså ikke allerede spurgt ham?” Martin så nu med betydeligt mindre sympati på krokodilletårerne, der løb ned ad hendes kinder.

“Nej, nej!” bedyrede hun og lænede sig hen over skrivebordet. “Jeg havde tænkt mig at gøre det i løbet af weekenden, men havde ikke nået at tage det op endnu.”

“Og de andre i familien?”

“Ja? Hvad er der med dem?”

“Ruben virkede jo også, som om han

havde en del forskellige meninger om dem. Tror du, at nogen af dem kan have reageret voldsommere end …”

Miranda afbrød ham. Øjnene gnistrede af vrede.

“Tror du virkelig, at jeg vil sidde her og udpege medlemmer af min egen familie som mordere! Tror du det? Hva’?!”

“Jeg spurgte bare, om nogen af dem kan have reageret voldsommere end resten af familien.”

“Og skulle det ikke være det samme som at spørge, hvem af dem jeg tror myrdede farfar?” spurgte Miranda køligt.

Martin måtte i tankerne give hende ret. Han følte sig pludselig ufattelig træt. Han havde i flere uger gået og gruet for at tage med Lisette herud, og ja, man kunne vist roligt sige, at alting var blevet hundrede gange værre, end han kunne have forestillet sig. Han så på uret, som nu viste lidt over elleve, og sagde:

“Jeg tror, at vi stopper her. Klokken er mange. Vi må fortsætte i morgen.”

Et lettet udtryk gled over Mirandas ansigt. Så nikkede hun bare og rejste sig. Martin gik straks bag hende ind til de andre i biblioteket. Stemningen derinde var så trykket, at det var som at gå ind i en mur.

“Jeg kommer til at afbryde afhøringerne for i aften. Vi er vist alle sammen trætte, og jeg tror, at det vil give mere, hvis vi fortsætter i morgen, når vi alle er udhvilede.”

Ingen svarede, men alle så lettede ud.

“Vil du have en cognac?” Lisette stillede sig ved siden af Martin og rørte spørgende ved hans arm. Hans første indskydelse var at takke nej, han var jo faktisk i tjeneste nu. Men trætheden og ansvarsbyrden gjorde sit til, at han tog sig selv i at nikke og slå sig ned i den nærmeste lænestol. Uden for vinduet fortsatte sneen med at vælte ned. En kvist piskede mod et vindue i den anden ende af huset.

“Kan vi virkelig ikke komme ind til fastlandet? Vivis stemme dirrede, og hendes hånd rystede, da hun igen rørte ved området omkring halsen, hvor hendes halskæde havde siddet.

“Du hørte jo, hvad de sagde! Det går ikke!” Gustavs stemme var en anelse for skinger, og han gentog det i et mere dæmpet tonefald: “Det går ikke, Vivi. Vi må se i morgen. Så er den værste blæst måske ovre, og så kan vi komme derind på en eller anden måde.”

“Det ville jeg nok ikke regne med,” sagde Harald. “Vejrmeldingen siger, at stormen varer ved til på søndag. Så vi er nok nødt til pænt at blive siddende her og vente.”

“Men jeg kan ikke blive her i to dage … sammen med et lig!” Vivis stemme igen, og alles blikke var nu vendt mod hende.

“Og hvad foreslår du så, at vi gør? Svæver over isen ind til Fjällbacka?” råbte Harald, hvilket fik Gustav til at rejse sig op og lægge armen om sin kone.

“Du skal ikke tale til Vivi på den måde. Hun er i chok, kan du vel nok forstå …Vi er alle i chok …”

Harald fnøs bare, og i stedet for at svare tog han en ordentlig slurk cognac.

En spinkel stemme lød henne fra lænestolen nærmest vinduet.

“I skændes bare som sædvanligt. Ingen taler om, at farfar er død. Han er borte! Fatter I det ikke? Men det virker, som om alle er ligeglade. Det eneste, der betyder noget, er, at I kan holde gang i jeres skide skænderier. Om alt jeres møg! Og om penge! Farfar var flov over jer alle sammen, hele bundtet, og jeg forstår ham godt!” Matte snøftede og tørrede øjnene i trøjeærmet.

“Hør ham lige,” sagde Bernard hånligt.

Han sad mageligt tilbagelænet i det ene sofahjørne og drejede cognacglasset i hånden. “Altid farfars lille duksedreng. Altid parat til at sidde som en skødehund og lytte til hans uendelige historier. Du lod endda, som om det der vrøvl med Sherlock Holmes-klubben var spændende. Og du har heller ikke været fremmed for at tage imod hans penge.”

“Bernard …” sagde Lisette bedende, men fætteren virkede til at være ligeglad med hendes forsøg.

“Du fik jo lejligheden inde i byen, da du begyndte at studere. Hvad er den værd? Tre millioner? Fire?”

“Jeg bad ikke om noget!” sagde Matte og skulede til Bernard. “Til forskel fra jer kom jeg ikke rendende for at tigge i tide og utide. Lejligheden var stadig farfars, og jeg måtte bo i den så længe, jeg studerede, men så snart jeg var færdig, måtte jeg klare mig selv, det var aftalen. Jeg ville ikke have det på anden måde! Og det vidste farfar!”

Han tørrede øjnene med trøjeærmet igen og vendte så ansigtet om mod vinduet, tilsyneladende flov over at han græd.

“Matte, vi ved godt, hvor nær du og farfar stod hinanden. Og vi er alle sammen kede af det. Vi er bare lidt … chokerede … som farbror Gustav sagde.” Britten satte sig på armlænet af Mattes lænestol og strøg ham forsigtigt over armen. Han lod hende gøre det, men fortsatte med at stirre vredt ud i vintermørket.

“Ja, vi skulle måske gå i seng,” sagde Harald og rejste sig. “Inden der bliver sagt noget, vi fortryder i morgen.”

En mumlen bekræftede, at de alle var enige, og der blev almindeligt opbrud. Kun Vivi blev i biblioteket.

“Vores værelse ligger oppe på første sal,” sagde Lisette og trak Martin let i armen. “Tag din taske med op, min er der allerede.”

Han gjorde, som hun sagde, og fulgte med hende op ad den lange trappe. Men selv om sengene var helt vidunderlige, lå han længe og lyttede til Lisettes dybe åndedrag ved siden af. Udenfor hærgede stormen værre end nogensinde. Martin spekulerede på, hvad morgendagen ville bringe.

Det var en vane, hun havde haft allerede som ung pige. At røre ved sin mors perlehalskæde, når hun blev nervøs. Og det var blevet til en del pillen gennem årene. “Viveca har problemer med nerverne,” havde hun hørt sin mor sige mange gange i løbet af sin opvækst, og til sidst var det, som om det var blevet en selvopfyldende profeti. I begyndelsen troede hun, at de bare sagde det som forsvar mod et barns, og senere en teenagers, normale følelsesudbrud. Men efterhånden havde påstanden nærmest lagt sig omkring hende som en snavset hinde. Folk behandlede hende, som om hun havde dårlige nerver, og så kunne hun på en måde lige så godt leve op til den forestilling. Nu var hun bange for alt. For almindelige ting som edderkopper og slanger og drivhuseffekten og atomvåbenoprustningen i Mellemøsten. Men også for subtile ting i hverdagen, som blikke fra mennesker hun mødte, skjulte betydninger i det, de sagde til hende, usynlige krænkelser og uventede angreb. Til sidst var hele verden blevet et truende sted, og hun tog sig næsten altid i at pille ved perlekæden. Og nu var den væk. Hundredvis af små perler var blevet spredt ud over gulvet i spisesalen. Kerstin havde trøstet hende, sagt hun nok skulle feje hver eneste af dem op igen, og så kunne hun bare indlevere dem og få dem trukket på en snor til en ny halskæde. Og det var sikkert rigtigt. Men det var lige som ikke det samme. Noget nyt kunne ikke blive noget gammelt. Noget ødelagt kunne ikke blive helt igen.

Et øjeblik så hun Rubens anklagende blik for sig. Det hun altid syntes, at han betragtede hende med. Anklagende, fuld af foragt for hendes svaghed. Åh, hvor hun dog ville ønske, at hun bare havde haft en hundreddel af den styrke, han så naturligt udstrålede. For ikke at tale om, hvor meget hun ville ønske, at Gustav havde haft i hvert fald en lille smule af den. Men tilsammen var de om muligt endnu svagere end hver for sig, og uden Ruben som en forenende trussel, der som lim havde holdt dem sammen gennem årene, ville de aldrig klare sig. Det vidste Vivi. Og med tørre, fjerne øjne stirrede hun ind i den døende ild, mens hun mærkede katastrofen nærme sig som et løbsk tog. Gamle hemmeligheder var begyndt at røre på sig som et monster under overfladen.

Dagen derpå fortsatte stormen med at hærge. Börje og Kerstin havde gjort et tappert forsøg på at holde sneen væk uden for hoveddøren, men sneen var faldet i så store mængder, at den næsten nåede op til sålbænken. Fortsatte det på den måde et døgn til, ville de snart være helt sneede inde.

Det var et dæmpet selskab, der samledes til frokost. Der føltes mærkeligt at slå sig ned ved det samme spisebord, som de havde siddet ved aftenen før. Men ingen havde haft indvendinger, da værtsparret spurgte, om det gik an. Også denne gang var der mad i overflod. Kogte æg, tre slags ost, skinke, pølse, bacon og brød direkte fra ovnen. Men alligevel stak de fleste i familien Liljecrona til maden. Kun Harald og Bernard tog for sig af retterne og ville åbenbart ikke lade et mord ødelægge appetitten.

“Har I sovet godt?” Britten gjorde et forsøg på at indlede en samtale, men fik bare en spredt mumlen til svar.

“Dejlige senge,” sagde hun til Kerstin, der gik rundt og hældte kaffe op.

Kerstin nikkede smilende. “I frøs ikke, håber jeg? Sig bare til i så fald, så finder vi nogle ekstra tæpper.”

“Nej da, det var fantastisk, som det var. Lige tilpas.” Britten så sig om for at se, om nogen havde noget at tilføje, men alle stirrede ned i deres tallerkner.

Martin kunne ikke holde den trykkede stemning ud længere og sagde bryskt:

“Jeg vil gerne fortsætte med afhøringerne lige efter morgenmaden. Gustav, kan du komme ind på kontoret om …” Martin så på sit ur, “ti minutter?”

“Selvfølgelig,” sagde Gustav og udvekslede et blik med Vivi, der var svært at tolke. “Selvfølgelig, jeg kommer om ti minutter. Næste mand til tælling, altså?” Han udstødte en kort latter, der gik op i falset. Ingen deltog i latteren.

“Tak, det var godt,” sagde Martin og rejste sig. Han havde egentlig ikke noget særligt at forberede på kontoret, der krævede ti minutter ekstra, men han ville gerne være i fred og samle tankerne lidt.

Præcis på sekundet ti minutter senere trådte Gustav Liljecrona ind på kontoret. Igen blev Martin slået af, hvor forskellige brødrene var. Hvor Harald var stor, bredskuldret, højlydt og forsynet med en vild hårmanke, var Gustav lille og spinkel med næsten ingen skuldre og svindende hårvækst.

“Ja, her har du mig,” sagde han og slog sig ned. Martin svarede ikke, men lagde direkte ud med det første spørgsmål.

“Hvordan var dit forhold til din far?”