Tidens lykke og ulykke
Pia Søltoft
For at kunne sige noget kvalificeret om lykken kan det være en god ide at begynde med at se på dens modsætning: ulykken. Og er det i virkeligheden ikke den, vi kender bedst, og den vi oftest havner i, selv om vi af al magt forsøger at undgå den? Når man fokuserer på lykkens modsætning, træder det klarere frem, hvad der skal til, for at nogen kan kaldes lykkelig. Hvis man for eksempel mener, at fraværet af en bestemt erfaring, for eksempel erfaringen af nærvær i tiden, fører til ulykke, så må besiddelsen af denne erfaring pege i retning af lykken. Men som det fremgår, er der blot tale om en vag bestemmelse, som “pege i retning af”. Det er ikke tilfældigt. Lykken er uberegnelig og svær at få hold på. Ulykken lettere, så derfor er det her, vi må begynde.
I dette kapitel vil jeg med hjælp fra Søren Kierkegaard forsøgsvis definere et menneskes lykke eller ulykke gennem dets forhold til tiden. Et ulykkeligt menneske er sig selv fraværende, hvorimod lykke har at gøre med at være sig selv nærværende til enhver tid, både i erindringen, i nuet og i fremtiden.
Jeg vil derfor beskrive, hvad erindringen, gentagelsen af denne i nuet og håbet gør ved vores forhold til tiden og dermed ved vores forhold til lykken og på vejen dertil lade Kierkegaard aftegne tre nutidige ulykkelige typer: De, der fortravlet forsøger at lykkes ved kontinuerligt at haste efter nye lykkebringende mål, der hele tiden ændrer sig. De, der stagnerer i mageligheden og det, der sig hør og bør, og blot gør, hvad man plejer og sigter efter de højeste antal visninger og “likes”. Og de, der anstrenger sig til det yderste for at leve i nuet og dermed lader sig rive med af vilkårligheden og tilværelsens ulidelige lethed og glemmer alt om kontinuitet og ansvarlighed.
Spørgsmålet om, hvorvidt lykken er flygtig og lunefuld eller en blivende tilstand, kan ikke besvares med en enkel enten-eller-løsning. Lykken er ingen af delene. Lykken ligger i vores sande forhold til tiden, og som sådan er lykken en blivende bevægelse, der trodser tidens tand. Lykken ligger i at turde hengive sig til tiden og frigøre sig fra fortvivlelsen og frygten for fremtiden ved at turde håbe.
Den ulykkeligste
I første del af Søren Kierkegaards pseudonymt udgivne værk Enten-Eller fra 1843 findes en lille afhandling med den forstemmende titel: Den Ulykkeligste. Det er i al sin enkelhed en mindre og ganske uempirisk undersøgelse af, hvilket menneske det tilfalder den triste lod at bære den ubærlige betegnelse Den ulykkeligste. Afhandlingen indledes med følgende lille historie:
Der skal som bekjendt etsteds i England være en Grav, der ikke udmærker sig ved et pragtfuldt Monument eller en vemodig Omgivelse, men ved en lille Indskrift – “den Ulykkeligste”. Man skal have aabnet Graven, men intet Spor fundet af et Liig. Vækker det mest Forundring, at man ikke fandt et Liig, eller at man aabnede Graven? (SKS 2, 213).91
Graven var tom. Ikke fordi dens beboer var genopstået, for det er en ganske anden historie, men fordi dens beboer endnu ikke var – og er? – fundet. For hvem er den ulykkeligste? Hvis vi ikke tænker i personer, men i typer, i måder at være ulykkelig på, hvilke slags mennesker er så de ulykkeligste? Er det dem, der lider? Af sygdom, af savn, af sorg eller andre former for store og grundlæggende tab. Er den ulykkeligste det menneske, der har tabt det, han eller hun levede for? Hvad end der er tale om materielle tab, som tabet af et hjem, en formue eller tabet af en elsket person, et barn, en ven, en kæreste, en livslang ægtefælle, hvad end man har tabt denne elskede til sygdom og død eller bare til en anden. Hvis nogen af disse tab, materielle som eksistentielle, kvalificerer en til titlen som Den ulykkeligste, må indehaveren af titlen som Den lykkeligste være det menneske, der intet har tabt, men har alt elsket i behold. Findes sådan et menneske? Næppe. For evigt ejes kun det tabte, som Ibsen lader Brand udbryde til allersidst i sit teaterstykke med samme navn. Tab er uomgængelige, al den stund det at være i live er at være underlagt tidens og dermed foranderlighedens gang. Forgængeligheden er således vilkåret for alt levende, og derfor kan ulykken ikke blot defineres gennem tab og lykken således heller ikke blot gennem fravær af tab.
Men hvem aspirerer så til titlerne “Den lykkeligste og Den ulykkeligste”. Hvis man spørger den sørgelige forsamling, som afhandlingen Den ulykkeligste er skrevet til, forsamlingen af symparanekromenoi, et græsk ord Kierkegaard selv har opfundet, og som ordret betyder “de medafdøde”, så er den ulykkeligste det menneske, der aldrig er samtidig med sig selv og derfor aldrig er sig selv. Ulykken er at være sig selv fraværende. Ulykke og lykke har derfor at gøre med at stille sig på en særlig måde i forhold til tiden.
Lost in time: Den travle, Spidsborgeren & Æstetikeren
Ifølge Enten-Eller er den ulykkeligste det menneske, der aldrig har forsøgt sig ud i den kunst at eksistere, om end hun eller han naturligvis har været til, er blevet født, vokset op, har uddannet sig, har job, familie, måske en lille opsparing, et sommerhus og en interesse for vin, vandsport eller vandreture.
Ethvert menneske er sådan et stykke subjekt, lyder det i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift – og dog har det måske aldrig forholdt sig til sin subjektivitet som sin egen. Sin egen afgørelse, sin egen gentagelse, sit eget valg, sit eget ansvar. Hvis man aldrig har forholdt sig til sig selv på denne måde, på trods af at man jo så at sige har sig selv lige ved hånden, så er man på afstand af sig selv. Og det menneske, der er på afstand af sig selv, er fraværende. Fraværende for sig selv.
Den Ulykkelige er nu den, der har sit Ideal, sit Livs Indhold, sin Bevidstheds Fylde, sit egentlige Væsen paa en eller anden Maade udenfor sig. Den Ulykkelige er altid sig selv fraværende, aldrig sig selv nærværende (SKS 2, 216).
Det er altså ikke noget udefrakommende, tabet af en elsket, et hus, en formue eller af sin førlighed, der kendetegner det ulykkeligste menneske. Vi taber derimod os selv, når vi er fraværende i forhold til os selv. I sit forfatterskab tegner Kierkegaard tre typer, der hver især inkarnerer tre forskellige måder at være sig selv fraværende på: Den travle, Spidsborgeren og Æstetikeren. Alle er sig selv fraværende, fordi de intet selvforhold har, og derfor stiller de sig forkert i forhold til tiden.
Det menneske, der har tabt sig selv til fremtiden, er en person, der udelukkende lever i eller for dét, der skal komme: Når jeg engang får bedre tid, så vil jeg … Når først børnene er flyttet hjemmefra, så kan jeg … Når jeg har fået min eksamen, så skal jeg ... Den, der således lader fremtiden styre nutiden og ganske ser bort fra fortiden, taber sit selv til det, der skal komme, men som endnu ikke er. Han eller hun har for travlt med at komme videre, med at erobre nye verdener, med at begynde på en frisk og opfinde den bedste udgave af sig selv. Den travle kaster vrag på både nutiden og fortiden og lever i et endnu ikke og haster dermed sig selv forbi.
Også i frygten for fremtiden ligger et tab. Det menneske, der ikke tør tro på fremtiden, ikke tør give sig fremskridtet og det fuldbårne håb i vold, men altid forventer det værste, har tabt tilliden til tiden og dermed til sin egen placering i denne. Frygten for fremtiden følger af fortvivlelsen, som i sin mest radikale form er opgivelse af ethvert håbet. Mere om dette siden.
Det menneske, der har tabt sig selv til fortiden, er det menneske, der altid retter sit blik bagud. Det menneske, der hele tiden sukker over, at det var bedre før i tiden, i gamle dage, dengang der stadig kørte sporvogne, da der altid var sne om vinteren, da telefoner havde rør, et brev var skrevet i hånden og en ven var en, man rent faktisk og fysisk kendte. Man kan naturligvis også fortabe sig i fortiden ved udelukkende at fokusere på det negative i denne, men da er der som regel ikke tale om et forsøg på at ville leve bagudrettet, men derimod om et fortvivlet forsøg på at ville løsrive sig fra den fortid, der forvrænger nutiden og fremtiden for en. I traumet sidder fortiden fast og blokerer for udsynet til nutiden og fremtiden.
Det menneske, der hele tiden blot forholder sig til fortiden og til dét, der har været, og lader tabet af dette, for fortiden er jo i en vis forstand altid tabt, præge sin måde at forholde sig til tilværelsen på, lever kun i erindringen og er derfor altid fraværende for sig selv og aldrig rigtig tilstedeværende i nuet. Som type er spidsborgeren bestemt af, at det er det, der har været, der sætter de ubrydelige rammer for det, der er. Det kan være historien og traditionen, men også bare den tilbageskuen, der ligger i at lade andres allerede fastsatte beslutninger, meninger eller modeluner fastsætte, hvad man gør. Spidsborgeren har ikke fantasi til at forestille sig, at det kunne være og blive anderledes i fremtiden eller mod til selv at tage stilling til det givne i nutiden.
Omvendt lader det menneske, der har tabt sig selv i nutiden, sig opsluge så meget af nuet, at hverken fortid eller fremtid har betydning for det. Det latinske udtryk carpe diem (grib dagen) udgør en slags motto for den æstetiske livsholdning. Som type betragtet forsøger Æstetikeren udelukkende at være til stede i nuet og gribe de muligheder, dagen byder på. Men lever man kun i og for øjeblikket, taber man kontinuiteten i livet. Til ethvert menneskes liv knytter der sig en historie. Denne historie er en umistelig del af vores liv, hvorfor vi ikke kan være i nuet uden vores fortid og fremtid. At fortabe sig i nuet er ikke at ville se hverken tilbage eller frem, og dermed taber man også sig selv til tiden – man fortaber sig så at sige i øjeblikket.
Der er således mange måder at tabe sig selv på, hvis man spørger Kierkegaard. Fællesnævneren udgøres af, at de alle har at gøre med vores forhold til tiden. Den ulykkeligste er ethvert menneske, der har tabt sig selv til tiden, hvad end det er fortiden, nutiden eller fremtiden. Den ulykkeligste er det menneske, der går gennem livet uden at standse op og indhente sig selv ved at forholde sig til sig selv og til sin egen livsanskuelse.
Den lykkeligste er derimod det menneske, der er samtidig med sig selv til enhver tid. At være samtidig med sig selv vil sige at være sig selv således gennemsigtig, at man er klar over, hvilken betydning ens fortid har for ens nutid og fremtid og leve derefter. Men spørgsmålet er, om noget menneske nogensinde er sig selv således gennemsigtig? Det er et spørgsmål, Kierkegaard ofte stiller. I denne kontekst kunne man stille spørgsmålet anderledes: Findes Den lykkeligste overhovedet? Ikke hvis der er tale om superlativ i betydningen den lykkeligste af alle. Den lykkeligste må derfor være et menneske, der er sig selv så gennemsigtig, at han eller hun aner ulykken og dens grund, for den kender vi alle, og gør et bevidst forsøg på at undgå den. Den lykkeligste er derfor den mindst ulykkelige, fordi lykke opstår som et fravær af ulykke, der som vist er at forstå som uigennemsigtighed i forhold til sig selv og sit eget forhold til tiden. Dette fravær indfinder sig ikke en gang for alle. Det afgøres kontinuerligt gennem et menneskes bevidste indsats i tiden og dets villighed til at give sig hen til tiden gennem troen på øjeblikket og håbet. Mere om dette nedenfor.
Så måske er lykken alligevel slet ikke så flygtig og truet af tab, som den ofte bliver beskyldt for at være, for eksempel i sangen af samme navn som følgende strofe: “Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort, og han som man elsker, hvorfor går han bort”.92 Alligevel mener også Kierkegaard, at der eksisterer et særligt forhold mellem ulykken og øjeblikket. Det overser vi, når vi har travlt.
Tidens travlhed
Den travle er ikke en lige så kendt type, som Spidsborgeren og Æstetikeren er det, men optræder dog ganske ofte i Kierkegaards forfatterskab. De tre typer har det til fælles, at de alle står i et misforhold til tiden, men på forskellige måder. Den travle haster for hurtigt fremad og glemmer sig selv på vejen. Spidsborgeren er gået i stå i traditionen og har glemt sig selv for denne. Og Æstetikeren er så meget i nuet og nydelsen, at hans selv opløser sig i en mangfoldighed.
For Kierkegaard at se, er det særligt erhvervsfolk, der har travlt. Om disse travle forretningsfolk bemærker han respektløst, at “travle Mennesker holde Generalforsamlinger om Ubetydeligheder” (SKS 15, 151). Og han ønsker dem derfor, at noget standser dem, så de får lejlighed til at tænke lidt over deres forhold til tiden:
Der er ingen Mennesker, jeg i den Grad ønsker maa falde, eller at Knippelbro maa gaae op for dem etc. som disse travle Forretningsmænd, der har saa uendeligt meget at gjøre i Verden, i stedet for at vi andre naar Knippelbro gaaer op vil finde at det er en passende Leilighed til at falde i Tanker – (SKS 19, 176).
Naturligvis kan den travle som type passe på enhver af os, ligegyldigt hvilket erhverv vi bestrider. Når man er travl, forholder man sig som nævnt forkert til tiden. Det er en pointe for Kierkegaard, at travlheden ikke er noget, som andre påfører en ved for eksempel at give en mange gøremål i hverdagen og alt for lidt tid til at udføre dem, eller alt for mange opgaver og alt for korte deadlines. For da tiden bestemmes af vores forhold til den, gør travlheden det selvfølgelig også.
Travlhed har at gøre med, hvordan man forholder sig til sig selv i tiden. I dag taler vi meget om, at vi skal blive bedre til at planlægge vores tid, prioritere vores opgaver, lære at sige “nej” og i det hele taget tage magten over vores egen tid og dermed over den travlhed, som vi mener, at andet og andre end os selv er skyld i. Sådan ser Kierkegaard ikke på hverken tiden eller travlheden. Tiden er ikke min. Denne mangel på ejendomsret gælder også en lang række andre fænomener. Heller ikke kærligheden, angsten eller selvet tilhører mig på samme måde, som jeg eksempelvis kan være i besiddelse af et job, et hus eller en bog. Tiden, såvel som kærligheden, angsten og selvet, kræver, at jeg stiller mig i et særligt forhold til hver af dem. Det er mit forhold til kærligheden, der afgør om og hvordan jeg elsker. Det er mit forhold til angsten, der bestemmer, hvordan den bestemmer mig. Det er måden, jeg forholder mig til mig selv på i tiden, der gør mig til den, jeg er. Det er udelukkende forholdet til tiden, der er mit. Travlheden skylder jeg derfor mig selv og mit forhold til tiden.
Vi gentager ofte, at vi lever i en travl tid. Vi lever i en tid, hvor alt er under forandring, og digitaliseringen går så hurtigt, at vi næsten ikke kan følge med. I en sen journaloptegnelse skriver Kierkegaard næsten profetisk:
Meddelelses-Midlerne blive fortræffeligere og fortræffeligere, der kan trykkes hurtigere og hurtigere, med utrolig Hurtighed – men Meddelelserne blive mere og mere travle og mere og mere forvirrende (SKS 27, 418).
Af gode grunde kunne Kierkegaard ikke kende til den digitale udvikling i dag. Men også Kierkegaards tid var præget af tanker om og tro på udvikling og positive fremskridt. Og også Kierkegaards tid stillede det enkelte menneske over for den særlige udfordring, det er at kunne holde fast i sig selv og finde en kontinuitet, når alt omkring én er i forandring. Det er den samme udfordring, vi har i dag, hvor vi har gjort en dyd ud af nødvendigheden og derfor til bevidstløshed gentager mantraet om omstillingsparathed.
Derfor har vi travlt. Alt for travlt. Eller i hvert fald for travlt til at standse op og tænke over, hvad vores forhold til tiden egentlig går ud på. Og hvis man har for travlt, haster man sig selv forbi. I Opbyggelige Taler i forskjellig Aand skriver Kierkegaard:
Det er Sandhed, at et Speil har den Egenskab, at man kan see sit Billede; men saa maa man staae stille. Iler man hastigt forbi, da faaer man Intet at see; gaaer man maaske med et Speil hos sig, som man ikke fremtager: hvorledes skulde man da faaer sig selv at see? Saledes iler den Travle fremad med Muligheden af at forstaae sig selv hos sig; men den Travle bliver ved med at løbe, og det kommer aldrig til Forstaaelsen, ja det gaaer ham vel snarere mere og mere i Glemme, at han har Muligheden hos sig (SKS 8, 175).
Tiden, de flygtige øjeblikke, forandringerne, travlheden kan rive et menneske med sig på en sådan måde, at han eller hun bliver væk for sig selv og dermed nærmer sig den tidligere givne definition af, hvem de ulykkeligste mennesker kunne være.
At komme travlheden til livs handler i første omgang ikke om at planlægge dagens dont på en ny måde. Det handler derimod om at se sig selv i tiden på en ny måde. Det handler om at standse op og se sig i det spejl, der nævnes ovenfor. Dette spejl hænger hverken på badeværelset eller i gangen. Det sidder i samvittigheden, i det enkelte menneskes indre. Det er derfor et spejl, vi hver især bærer med os, og tanken med citatet er, at vi skal tage os tid til at stoppe op og se os i samvittighedens spejl, for at se efter, hvad vi virkelig mener, hvem vi er og hvad vi kan stå inde for. Vi skal spejle os i vores egne værdier, vores egen livsanskuelse, frem for at benytte det sociale spejl og kun se på, hvad “de andre” gør, hvad der betaler sig, er til nytte, får flest “likes”. At standse op længe nok til at se sig i samvittighedens spejl er at blive samtidig med sig selv. Samstemte med, hvad vi egentlig mener om dette eller hint. Samvidende med os selv om, hvad vi egentlig holder for godt, rigtigt og sandt. Selv om samtalen med samvittigheden altid må finde sted i det enkelte menneske, er det netop samvittigheden, der binder os sammen med andre mennesker. Samvittigheden er ikke privat. Den åbner for et fælles etisk rum, men placerer ansvaret for at handle i det rum tungt på hver enkelt af os. Denne samvittighedens standsning er ikke noget, der skal ske én gang for alle, men angiver en kontinuerlig måde at forholde sig til livet og tiden på.
Den travle mangler denne kontinuitet. Han eller hun er underlagt tidens ubønhørlige magt og er ulykkelig, fordi han eller hun i sit hastværk hverken magter at erindre eller at gentage denne erindring i sit nutidige liv, men blot fortaber sig i øjeblikket.
Et øjeblik …
Det er Kierkegaard, der har præget fænomenet øjeblikket, altid stavet “Øieblikket”, på en særlig og markant måde. Han benytter betegnelsen på forskellig vis. På den ene side betegner øjeblikket i bestemt form en form for skelsættende begivenhed. At noget er en begivenhed betyder, at der sættes et skel mellem det, der var før begivenheden, og det, der kommer efter. Øjeblikket har således en afgørende betydning for alle tidens dimensioner.
Grundlæggende markerer brugen af betegnelsen øjeblikket således, at der sker et markant brud mellem et før og et efter. Øjeblikket er derfor noget, der sker i et nu og gør alting nyt. Men samtidig er det vanskeligt at få fat på selve øjeblikket, fordi det i en vis forstand ikke er noget i sig selv. Øjeblikket er dét, der giver alt omkring sig betydning. Øjeblikket er noget ikke-værende, der giver væren betydning. Det er Platons definition, som Kierkegaard gerne refererer til.93
På græsk hedder øjeblikket kairos og betegner det rette tidspunkt til forskel fra chronos, som er den fortløbende tid. På latin benyttes ordet momentum om øjeblikket. Det er afledt af verbet movere, altså at bevæge, og indikerer, at der ligger en form for bevægelse i øjeblikket, hvilket i øvrigt er indeholdt i den måde, vi i dag benytter ordet momentum på, hvor det betyder fremdrift. Kierkegaard spiller på begge disse betydninger og indoptager således både tanken om det rette tidspunkt og bevægelse i sit syn på øjeblikket.
Øjeblikket er umåleligt. Men samtidig er øjeblikket prægnant, fordi der i øjeblikket kan ske noget, der får afgørende og skelsættende betydning. Og det oplever vi faktisk hele tiden: Lige i det øjeblik kørte bilen galt, lige i det øjeblik gled hun og faldt, lige i det øjeblik sagde han netop det, der ændrede alt. Men øjeblikket selv kan vi ikke få fat på.94 Derfor ville det være forkert at sige: “Lige i dette øjeblik er jeg lykkelig”, for mens man siger det, er øjeblikket allerede forsvundet. Måske kan man godt sige: “Lige i dette øjeblik var jeg lykkelig” – men hvis lykken kun kan synliggøres i bagklogskabens klare lys, beholder Ibsen og hans Brand retten på deres side: “Evigt ejes kun det tabte”. Men er lykken så lige så flygtig som øjeblikket?
For Kierkegaard udgør tiden ikke blot fornemmelsen af en uendelig række af øjeblikke, der bevidstløst følger hinanden og kan inddeles i fortid, nutid og fremtid. Nok kan det se ud, som om tiden blot er en “uendelig Succession”, der “gaaer forbi” (SKS 4, 389), men det kommer netop an på, hvordan man forholder sig til tiden og sig selv i den. Det er os, der inddeler tiden i fortid, nutid og fremtid. Men dét, der er nutid for mig, er for eksempel ikke sket endnu for én, der ikke har fået nyheden om det skete eller bor i en anden tidszone, og som derfor ville betragte det som fremtid, hvis hun eller han havde kendt til det. Eller fortid, hvis der var tale om atter en anden zone. Pointen er igen, at tiden og dermed øjeblikket bestemmes af måden, vi forholder os til begge dele på.95 Hvis vi ser tiden som en uendelig lang række øjeblikke, hvor det ene blot afløser det andet i en lind strøm af ubetydeligheder, som ikke er til at fange, så bliver livet vilkårligt og meningsløst. Det ene øjeblik tager det andet og forsvinder. Og det kan vi faktisk slet ikke holde ud. Det er derfor, vi altid i ren desperation kausalt forsøger at forbinde et øjeblik med et andet, fordi det tilfredsstiller vores trang til at søge mening og sammenhæng. Men vælger vi at opfatte tiden og dermed hele vores liv som en opgave, hvor det handler om at være nærværende og samtidig med sig selv, så får øjeblikket sin rette betydning:
Øieblikket er hiint Tvetydige, hvori Tiden og Evigheden berøre hinanden, og hermed er Begrebet Timelighed sat, hvor Tiden bestandig afskærer Evigheden og Evigheden bestandig gjennemtrænger Tiden. Først nu faaer hin omtalte Inddeling sin Betydning: den nærværende Tid, den forbigangne Tid, den tilkommende Tid (SKS 4, 392).
Som begivenhed i et menneskes liv betegner øjeblikket den fornemmelse af mening og sammenhæng, der ikke er selvkonstrueret som konspirationsteorier og profetier, men kommer snigende lidt efter lidt som en tyv om natten eller rammer én som et lyn fra en klar himmel midt i det dagligdags, midt i det levede liv. I begge tilfælde er det afgørende, at man ikke har indflydelse på, hvordan og hvornår fornemmelsen af meningsfuldhed og sammenhængskraft indfinder sig. Man har indflydelse på, hvordan man forholder sig til sig selv i tiden, men ikke på om dette forhold lykkes.96 Men så er lykken vel lige så flygtig som øjeblikket? Ikke helt. For vi kan både søge efter øjeblikket i vores erindring, vi kan forsøge at gentage det i nuet, og vi kan projektere det ud i fremtiden i skikkelse af håbet.
Baglæns og forlæns – erindring og gentagelse
Når man benytter sin hukommelse og forsøger at huske noget, er det, man stræber efter, en eksakt genkaldelse af enkelte begivenheder eller detaljer: Hvad sagde hun præcis? Hvad skete der egentlig? Hvornår gik han?
Erindringen står ikke i modsætning til hukommelsen, og førstnævnte kan sagtens betjene sig af sidstnævnte. Men erindringen bygger ikke på enkeltdata, men på det totalindtryk som enkelte, flere eller alle detaljerne i en oplevelse tilsammen udgør. Erindringen har at gøre med totalindtrykket af en begivenhed og den stemning, denne efterlader i os: “Hvad er saaledes Hjemvee? Det er noget Husket, som erindres” (SKS 6, 20).
Hukommelsen har at gøre med detaljer. Heraf følger en anden forskel. Man kan glemme detaljer, hukommelsen kan svigte, men man kan ikke glemme en erindring, for glemmer man den, er det ikke længere ens erindring.97 At man ikke kan glemme en erindring skyldes, at man altid kun erindrer det væsentlige i subjektiv forstand, det vil sige dét, der ved begivenheden var væsentligt for en selv. Glemmer man det væsentlige ved begivenheden, ophører den med at være en erindring. Naturligvis har begivenheden stadig fundet sted, men nu blot som en begivenhed blandt andre. Og derfor er det at erindre også altid noget, man gør alene. Man kan naturligvis godt fortælle sin erindring til andre, men i grunden er enhver erindring en hemmelighed, fordi den kun er tilgængelig for det enkelte erindrende individ. To eller flere kan opleve nøjagtig det samme, men deres erindring vil stadig være forskellig.98
Der gør sig tillige noget særegent gældende, når man erindrer. Man gør noget ved den begivenhed, man erindrer. Og det man gør, har bærende betydning for måden, hvorpå denne begivenhed bestemmer én. Gennem erindringen genkalder man sig det eller de betydningsbærende elementer i sin historie:
Erindringen vil hævde et Menneske den evige Continuitet i Livet og sikkre ham, at hans jordiske Tilværelse bliver uno tenore, eet Aandedrag, og udsigeligt i Eet (SKS 6, 18).
Et menneskes evne til at erindre giver det således kontinuiteten i livet, fordi: “I Erindringen trækker mennesket på det Evige” (SKS 6, 18). At mennesket trækker på det evige antyder netop, at erindringen forlener det, der erindres med en art tidløshed og idealitet, og det er derfor, øjeblikkets betydning hænger uløseligt sammen med erindringen – og med gentagelsen.
Kierkegaards pseudonym Constantin Constantius har skrevet en lille bog med titlen Gjentagelsen, der udkom i 1843. Gennem bogen præsenterer han mange forskellige indfaldsvinkler til, hvad gentagelse er, men i de indledende bemærkninger, hvor han sætter erindring og gentagelse over for hinanden, bliver gentagelsen simpelthen præsenteret som den etiske opgave par excellence. Gentagelsen er at handle konkret i nutiden med henblik på fremtiden på baggrund af fortiden. Gentagelsen har at gøre med selve livets mening og må vel derfor ligge tæt på lykken?
Ja hvis der ingen Gjentagelse var, hvad var ogsaa Livet? Hvo kunde ønske at være en Tavle, paa hvilken Tiden skrev hvert Øieblik en ny Skrift, eller et Mindeskrift om det Forbigangne (SKS 4, 10).
Gentagelsen er simpelthen garanten for, at den kontinuitet i vores liv, som erindringen af vores fortid forlener os med, ikke ender i en selvoptaget kontemplation. I bogen Gjentagelsen beskrives erindring og gentagelse som den samme bevægelse: Der er begge steder tale om et bevidst forhold til tiden. Det afgørende er, hvilken retning bevægelsen tager. Erindringen beskrives som en baglæns gentagelse rettet mod fortiden. Men som tidligere nævnt er fortiden i en vis forstand altid tabt, og derfor fører denne baglæns bevægelse i retning af ulykken. Gentagelsen derimod beskrives som en forlæns erindring, hvilket vil sige, at man tager den afgørende erfaring af mening og sammenhæng, som øjeblikket har åbenbaret, med ind i fremtiden: “Derfor gjør Gjentagelsen, hvis den er mulig, et Menneske lykkeligt” (SKS 4, 9).
Gentagelsen er garanten for, at vi ikke ender med at sidde og ruge over os selv. Gentagelsen skal sikre, at øjeblikket får en blivende betydning. For gentagelsen er kun mulig, fordi vi i øjeblikkelige glimt erfarer tilværelsen som meningsfuld – ofte på erindringens afstand. Ellers ville der ikke være tale om gentagelse, men om en vanes bevidstløse monotoni. Gentagelsen skal sikre, at vores handlinger ikke bliver hverken bevidstløse eller vilkårlige, men bliver handlinger der gentager øjeblikket og den livsanskuelse, det har ført os frem til.
[N]aar man siger, at Livet er en Gjentagelse, saa siger man: Tilværelsen, som har været til, bliver nu til. Naar man ikke har Erindringens eller Gjentagelsens Kategori, saa opløser hele Livet sig i en tom og indholdsløs Larmen (SKS 4, 25).
Rådet til den travle er derfor, at han eller hun skal standse op og give sig i kast med erindringen og turde ville gentagelsen. Men dermed bliver den definition af lykken, vi er ved at nærme os, ikke beskrivelsen af en tilstand, men derimod af en måde at forholde sig til tiden på ved kontinuerligt at være samtidig med sig selv. Og det kan måske nok lykkes, når det gælder fortiden gennem erindringen og nutiden gennem gentagelsen. Men hvad med fremtiden?
Fortvivlelsens skikkelser
Fremtiden kender ingen. For enhver af os i dag giver fremtiden sig kun til kende gennem mulighedens skikkelse. Og i muligheden er alt lige muligt. Det gode såvel som det onde. Derfor kan man grundlæggende forholde sig til fremtiden på to forskellige måder. Man kan frygte den. Eller man kan sætte sin lid til den. Det sidste er at håbe. Og det ser ud, som om det er her, lykken ligger. Men lad os blive lidt ved dens modsætning. Indledningsvist sagde jeg, at ulykken ligger i et fejlagtigt forhold til tiden. Nu kan det præciseres, at dette fejlagtige forhold er at forstå som fortvivlelse. I bogen Sygdommen til Døden beskrives fire forskellige former for fortvivlelse, der alle har med vores forhold til tiden at gøre. Der er tale om: Uendelighedens Fortvivlelse, Endelighedens Fortvivlelse, Mulighedens Fortvivlelse og Nødvendighedens Fortvivlelse.
Uendelighedens fortvivlelse er at mangle endelighed. Endeligheden betegner den konkrete og afgrænsede virkelighed, ethvert menneske tilhører. Ethvert menneske har en konkret dagligdag her og nu. Det har visse pligter og visse relationer. Det har familie, måske arbejde, fritidsaktiviteter og forskellige regler og love, det som menneske i et samfund er nødt til at leve efter. Intet menneske mangler som sådan endelighed. Men vi bestemmer selv, hvorledes vi vil forholde os til vores endelighed. Hvis vi forholder os til alt det, der hører endeligheden til, som noget, der ikke bestemmer dén, vi er, men blot opfattes som en række småkedelige omstændigheder ved livet, vi helst ville være foruden, lider vi af Uendelighedens Fortvivlelse. Her fanger vi os selv i det fantastiske eller det grænseløse. Vi kaster vrag på hverdagen.
Det menneske, der lider af Uendelighedens Fortvivlelse, forholder sig hverken til sig selv eller til sin dagligdag som noget konkret. Det drømmer sig bort fra den konkrete virkelighed og den sociale sammenhæng med andre mennesker og lever alene for en karriere, et projekt, en hobby, en sport eller en anden altopslugende interesse. For den, der lider af Uendelighedens Fortvivlelse, har endeligheden mistet sin betydning, for den man er.
For det menneske, der lider af Endelighedens Fortvivlelse, gør det omvendte sig gældende. Endelighedens Fortvivlelse er at mangle sans for, at livet er mere end de daglige gøremål. Hvis disse gøremål ophøjes til at udgøre selve livets mening, ligger fortvivlelse i at gøre noget enkelt til det altafgørende i livet. Endelighedens fortvivlelse er en art fortvivlende optagethed af, om man nu gør det godt nok i det daglige. Om man er en god forælder, en god kollega, en god kæreste og så videre. Det er naturligvis vigtigt at gøre sig umage, men hvis man udelukkende vil være ved sig selv, når man opfylder disse endelige krav, har man mistet sansen for, at et selv er mere, end dét at være god til at tackle dagligdagen. Den, der lider af Endelighedens Fortvivlelse lader sit selv definere af, hvad han eller hun er god til. Det siger sig selv, at fejler man, fortvivler man.
Mulighedens Fortvivlelse indfinder sig, når et menneske ser bort fra den nødvendighed, der kendetegner ethvert menneskeliv. Nødvendigheden i et menneskeliv er bredt forstået alt det, vi ikke selv er herre over, men som alligevel tilhører os med nødvendighed. Den genetiske programmering, den biologiske arv og den sociale kontekst, som intet menneske er foruden, tilhører nødvendigheden. Både arv, miljø, kultur og historie falder inden for nødvendighedsdelen. Man kan ikke komme uden om hverken det ene eller det andet. Der er tale om noget, som man bliver født med eller kastet ind i, noget man ikke kan slippe uden om og heri ligger nødvendigheden. Det menneske, der lider af Mulighedens Fortvivlelse, forsøger alligevel at kaste hele denne nødvendighedsdel bort. Det vil måske ikke vide af en bestemt del af sig selv. Måske negligerer det sin opvækst, lyver om den eller forskønner den. Måske vil det ikke indse, at det ikke har evnen til at blive det ene eller andet, men forsøger fortvivlet alligevel. Dét, der kendetegner det menneske, der lider af mulighedens fortvivlelse, er, at det løber vild i muligheden. Det anerkender ikke nogen form for nødvendighed. Det mener, at der er frit valg på alle hylder, det handler bare om at realisere sig selv. At blive den bedste udgave af sig selv. For det menneske, der lider af mulighedens fortvivlelse, er alt lige muligt – og når det alligevel viser sig umuligt, indfinder fortvivlelsen sig. Her finder vi både Den Travle og Æstetikeren, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med.
Nødvendighedens Fortvivlelse at omvendt mangle mulighed. Den, der lider af nødvendighedens fortvivlelse, kan ikke, eller rettere vil ikke, se muligheden og friheden. Han eller hun ser sig blind på nødvendigheden. Deterministen eller fatalisten lider af Nødvendighedens Fortvivlelse. Det gør Spidsborgeren også. Han eller hun er løbet sur i nødvendigheden. Alt er bestemt på forhånd. Måske af en mægtig Gud, der ikke tillader friheden noget råderum. Men som oftest bare af samfundets konventioner, helt ned i de mindste detaljer. Som type repræsenterer Spidsborgeren Nødvendighedens Fortvivlelse, fordi han eller hun udelukkende lader sit selv definere af “skik og brug” og derfor lader sit selv “franarre af de andre”. Spidsborgeren er udelukkende bestemt af, hvad man plejer at gøre, hvad de andre tænker, og har derfor helt mistet sansen for den frihed til at forholde sig til sig selv og det, man gør, der ligger i muligheden.99
Fortvivlelsens forskellige skikkelser viser, at ulykken ikke er en entydig størrelse. Det er lykken heller ikke. Lykken ligger i at indse ulykken og komme igennem fortvivlelsen ved at håbe.
Håbets vej
Der er forskel på at forvente, at ønske og at håbe, selv om vi ofte i dagligsproget benytter de tre ord i flæng. Når man forventer noget, gør man det, fordi man enten har en samling veldokumenterede data eller i hvert fald en begrundet formodning, der sandsynliggør, at noget vil ske. Pointen er, at en forventning er underbygget af noget mere eller mindre objektivt verificerbart i nutiden eller i fortiden.
Når man ønsker, har man ingen begrundet forvisning eller formodning, men derimod en længsel efter, at noget, ganske konkret, vil gå i opfyldelse: At man bliver rask, at der bliver fred i verden, at man får dette eller hint, eller at det går en selv eller andre godt. Både forventningen og ønsket er som håbet rettet mod fremtiden. Men forventningen bygger på konkrete data eller i hvert fald en stærk formodning om, at noget vil ske. Ønsket bygger derimod på en længsel efter en konkret opfyldelse på et senere tidspunkt. Det vil sige, at forventningen og ønsket har det til fælles, at de begge først afgøres og får deres egentlige betydning i fremtiden.
På begge punkter adskiller forventningen og ønsket sig radikalt fra håbet. For håbet kan tage fremtiden på forskud og glædes ved dét, der endnu ikke er, allerede her og nu. At håbe beskriver derfor en ganske særlig måde at forholde sig til fremtiden på. I håbet forholder man sig positivt til fremtiden. Ikke fordi der er noget, der peger i den retning, som i forventningen. Og ikke fordi man ønsker noget bestemt. Men fordi man tør give sig livet og dermed fremtiden i vold. Og det er derfor, at håbet ikke først får betydning i fremtiden, som forventningen og ønsket, men allerede har betydning i nutiden. Håbet giver hver dag et overskud, fordi håbet har tiden for sig.
Den håbende vælger at forholde sig på en særlig måde til fremtiden. Han eller hun vælger at tro på det godes mulighed: “At forholde sig forventende til det Godes Mulighed er at haabe” lyder det i Kjerlighedens Gjerninger (SKS 9, 249). Men man kan som nævnt også vælge at forholde sig anderledes til fremtidens muligheder. Man kan frygte dem. Når man frygter fremtiden, forventer man det værste. Man frygter for alt det, man ikke kender, alt det forfærdelige, der muligvis kan ske: “At forholde sig forventende til det Ondes Mulighed er at frygte” (SKS 9, 249).
Men det er en pointe for Kierkegaard, at håbets afgørelse er mere radikal end frygtens. For i håbet vælger man altid at tro på den godes mulighed, og dermed forbliver fremtiden åben. I frygten slutter man sig af mod fremtiden. Eller man slutter sig faktisk inde med sig selv og sin frygt og lukker derfor mulighedens rum. Når man ikke tør tro på den eller det fremmede, fremskridtet og det flow, der ligger i at turde give sig hen til fremtiden, så fryser muligheden fast. Man spærrer den inde – og man spærrer derved sig selv inde.
Men man kan også vælge en anden holdning. En anden måde at forholde sig til fremtiden på. Man kunne vælge at tro på det godes mulighed. I Christelige Taler fremfører Kierkegaard, at
man er kun altfor tilbøielig til at troe paa Undergangens Mulighed. Men at Livet, at Tilværelsen ved Evighedens Hjælp er saligt betrygget, at der just i Faren er skjult en Fald-Dør – til Opreisning: det troer man ikke paa (SKS 10, 125).
Når man håber og dermed holder det godes mulighed åben for sig selv såvel som for enhver anden, så åbner livshorisonten sig, og frygten slippes ud igennem den nævnte “Fald-Dør”, og så anes lykken. Den lykke, der ligger i at turde give sig hen til tiden. At turde tro på, at verden vil os det bedste. Og at turde hengive sig til håbet, også når det ser ud til, at den vil os det værste.
Det er vanskeligt at håbe. Ikke fordi der ikke er noget at håbe på. Men fordi vi har lært os selv, at det er klogest at lade være, for så bliver vi ikke skuffede. En sådan indstilling vidner for Kierkegaard at se om et selvbedrag. Vi har ganske enkelt bedraget os selv, fordi vi ikke tør tro på det godes mulighed, men forsøger at sikre os ved at sandsynlighedsberegne alt, og derfor lever vi “ved hjælp af Vane, Klogskab, Efterabelse, Erfaring, Skik og Brug (…) en forskjelligt tillavet seig Sliim, som man kalder Leve-Klogskab” (SKS 9, 251).
Og derfor frygter vi som oftest forandringer. Det er jo ikke for ingenting, at “forandringsvillighed” og “omstillingsparathed” i dag opfattes som tillærte dyder, enhver skal besidde, hvis han eller hun skal kunne begå sig i samfundet. At disse dyder efterlyses i enhver jobannonce, indikerer netop, at de ikke opfattes som selvfølgelige. Men at tro på det godes mulighed, at håbe, er forudsætningen for at kunne være forandringsvillig og omstillingsparat.
Omvendt er enhver, der lever uden mulighed som vist ovenfor, fortvivlet. I Kjerlighedens Gjerninger fremhæver Kierkegaard, at den fortvivlede tror på det godes umulighed – og derfor går muligheden helt ud for ham eller hende. Livshorisonten lukker sig, det sortner. Den frygtende antager ikke det godes umulighed – han eller hun frygter blot det ondes mulighed. Men tager frygten overhånd, kan det føre til fortvivlelse. Derfor handler det om at vælge håbet:
Haabet ligger ikke uden videre i Muligheden, thi i Muligheden kan ogsaa Frygten ligge. Men Den, der vælger Haabet, ham opdrager Muligheden ved Hjælp af Haabet til at haabe (SKS 9, 253).
Håbet og lykken
Det er i håbet til at håbe, at lykken ligger. Den mærkelige dobbelte brug af udtrykket håbe er et forsøg på at indfange det særlige aspekt ved håbet, at det på den ene side er noget, der sker for os, noget der kommer os i møde og vælger os. Og på den anden side noget vi selv udvirker gennem vores handling, noget vi selv vælger. Dette aspekt gælder ikke blot for håbet, men også for de to fænomener, der er tættest sammenknyttede med håbet, nemlig troen og kærligheden. Og så gælder det som tidligere vist for øjeblikket. Også det kommer os i møde som af sig selv – men samtidig skal vi gribe det.
At håbe er noget helt andet end at være travl. At håbe er noget helt andet end udelukkende at være optaget af øjeblikket. At håbe er en radikal anderledes måde at forholde sig til tiden på, end den måde, som de, der udelukkende hænger fast i fortiden eller det vedtagne, betjener sig af. Den håbende er altså anderledes stillet til tiden end den travle, æstetikeren og spidsborgeren.
At håbe er at turde give sig livet i vold. I håbet er man åben for forskellige udfald. Man lægger sig ikke fast på noget bestemt, som i ønsket. Og derfor kan håbet aldrig skuffes, som ønsker kan, når det ikke opfyldes. Det betyder bestemt ikke, at den håbefulde er ligeglad med udfaldet, for så er der ikke tale om håb, men om resignation.
I resignationen har man slået sig til tåls med et negativt udfald. Man forventer intet, og derfor kan man selvfølgelig heller ikke skuffes. Men man kan heller ikke glædes eller glæde sig. Hverken fremadrettet eller når noget glædeligt stik imod en resignerendes forventning faktisk indtræffer. Når man resignerer, lukker horisonten sig, og tiden bliver en ulidelig lang række af øjeblikke, som man intet forventer sig af. I håbet lukker horisonten sig op, og tiden, fremtiden, giver betydning til nutiden, fordi vi faktisk ved at håbe tilkendegiver, at vi tror på mening og sammenhæng i livet, også selv om det ikke lige er til at få øje på. For den resignerede er fremtiden tom. For den håbende er den fuld af indhold.
Håbet forholder sig til det tilkommende, til muligheden. Uden at der dog i håbet foreligger en objektiv vished for eller en konkretion af det, man håber. Dog er håbet altså bestemt på ét punkt. Det håber altid det gode. Som nævnt ligger der en tillid til fremtiden i håbet. En tillid til, at der er noget godt i vente, noget man ikke bare kan glæde sig over, når det indtræffer, men glædes over allerede nu. Også i den forstand hænger nutiden og fremtiden sammen i håbet. Når man håber, lettes ens sind allerede nu, håbet er “en forfriskende, oplivende Luftning, et mægtigt Pust” lige ind i dagligdagen (SKS 9, 246). I håbet gennemtrænger fremtiden nutiden. I håbet tager man så at sige den mulige glæde på forskud. Man giver sig hen til tiden på trods, og det er her, lykken ligger.
Intet at håbe er at fortvivle. For hvor håbet antager det godes mulighed i alt og alle, antager fortvivlelsen det godes umulighed. Som holdning betragtet er fortvivlelsen altså radikal. Når man fortvivler, opgiver man ikke bare håbet. Man opgiver sig selv, sit liv, meningen, man opgiver egentlig livet i verden. Fortvivlelsen og selvmordet hænger derfor tæt sammen. Og at fortvivle over et andet menneske, dets sygdom, dets død, eller blot dets utroskab, det er selv at være fortvivlet (SKS 9, 255). Fortvivlelsen viser, at man er hørt op med at håbe. For håbet er livgivende, det er “som Grønt i Vinteren” (9, 250).
Kierkegaard lægger vægt på, at håbet så at sige har forrang frem for fortvivlelsen, fordi håbet åbner tiden. Fortvivlelsen lukker alle tider ned, tager både fortiden, nutiden og fremtiden med sig i faldet. I håbet forholder man sig til det forgangne og det nærværende ud fra det kommende. Man lader så at sige dét, man endnu ikke ved, hvad er og bliver, fordi det ligger i fremtidens mulighed, gennemtrænge den måde, man faktisk er i verden på i dag, på en positiv måde.
Den resignerede og den håbende har det tilfælles, at de begge i overført betydning læner sig tilbage og lader fremtiden komme. Men hvor den resignerede har gjort sig immun over for, hvad fremtiden måtte bringe, er den håbende bestemt ikke ligeglad med udfaldet, men tror det bedste. Håbet er båret af en overbevisning om, at det ender godt, uanset hvordan det ender. Derfor kan håbet aldrig gøres til skamme. Og derfor er håbet det tætteste, vi kommer på lykken.